Indlæg

,

Virkelig Vind – en anmeldelse

”Næste gang du går en tur, så prøv at lægge mærke til, hvor Gud sådan er på spil…” Med den opfordring sætter seneste CD fra BUO ”Virkelig vind” i gang i en poppet melodi, der fik mine fod til at vippe i takt helt af sig selv.

Det er altid et godt tegn, når kroppen helt af sig selv rammes af musikken. Og her er efter min mening tale om musik af god kvalitet. Det er primært henvendt til børn, men som voksen tager jeg absolut ikke skade af at lytte med! Her sprøde rytmer og lækre vokaler af børn og voksne. Teksterne har både god rim, rammende vendinger og fine billeder på livet med Gud og Guds væsen.

Her er flere fængende melodier, man kan gå og nynne med på – som både barn og voksen!

Det store plus for mig er, at der med Joachim Hejslets musik som altid er tale om sund teologi, der kan synges ind. Det vigtige om Gud bliver formidlet på et let forståeligt sprog, der gør, at det vækker genklang og tilbyder forståelse, jeg kan gøre til min egen. Jeg skriver med vilje ikke ”for børn”, for jeg synes i og for sig, at vi alle sammen har brug for god, moderne musik med gedigen teologi, der kan informere vores tro og liv.

”Virkelig Vind” sender mig længer ud end min egen næsetip og rækker op efter Gud. Det er en af en af styrkerne ved albummet.  Det gør den med linjer som ”der er ingen, der skal græde alene” og ”Guds vind kæmper for den gode sag” – en god pointe i en tid, hvor særligt børn og unge er optagede klimakrise og opgør med racisme.

En anden styrke er, at sangene ikke blot handler om glæde, lys og gode ting. Her er plads til både tvivl, uro og dårlige dage som i det virkelige liv.  Det gælder bl.a. sangene”Altid” og ”Det bliver godt igen”.

I ”Langt fra normalen” er der plads til alle (os), der ikke synes, vi passer helt ind i normalen. Her bliver i den grad gjort op med perfektionskulturen, som vores børn og unge lever i.

”Fri fantasi” leder tankerne hen på en blanding af Kaj og Andrea og Sigurd Barret – her er fart over feltet og masser af fjol.

Min favorit, som muligvis afspejles af livet med tre børn, er ”Jeg sætter mig langsomt her”, der med sit smukke klaverspil sagtens kunne blive et hit til stilletid!

Den musik BUO får produceret og deler med os, er en gave, der kan være med til at give troen rødder og vinger, fordi vi får lov til at synge troen ind. Alle tekster, noder og becifringer findes gratis hos buo.dk her.

Du kan i øvrigt også se en musikvideo med “Virkelig Vind” hos BUO. 

Du kan købe CD’en hos NOVIA her.

Lav en påskehave

Lav en lille påskehave derhjemme og får historierne om Jesus med hjem i stuen. En påskehave er god at pege på og tage udgangspunkt i, når vi taler om og forklarer, hvad vi fejrer i påsken. Lidt ligesom en julekrybbe bliver en påmindelse om, hvad julen handler om, er påskehaven en synlig ting, som man (måske) endda kan røre ved, så sanserne også kommer i spil og påskehistorien kommer ind i stuen.

Der er ingen faste regler for, hvad en påskehave skal indeholde – udover at det handler om Jesus’ sidste dage.

Find et fad, en kurv eller noget andet, som er stort og åbent nok til at have flere ting i. Overvej, om du skal have sand, stof eller noget helt andet som underlag.

Til palmesøndag har kan du bruge nogle æsler (eks. fra legetøjet) og nogle palmeblade klippet ud af filt eller papir.

Til Skærtorsdag kan det være noget at spise og drikker. Det kunne også være et lille vandfad, for at symbolisere fodvaskningen.

Til Langfredag kan du finde et kors, eller gå ud for at samle kviste og grene, som du kanbinde korsene af. Du kunne også finde store søm, en tornekrone eller sølv penge og lægge her.

Til søndag kan du lave en grav og finde en sten til at lægge foran. (En grav kan sagtens være en urtepotte, der ligger ned). Du kan finde et stykke hvidt stof til at ligge i graven, en blomst eller en engel.

Du kan lægge alle tingene frem på én gang, eller I kan finde ting frem hver dag og tale lidt om det hen advejen. Du kan også gøre én ting i år og noget andet næste år.

Måske er det en god metode for dig og din familie at læse beretningerne fra påsken i en børnebibel og så sammen snakke om, hvilke ting I har, der kan fortælle om historien og derudfra lave jeres påskehave. På den måde får I også ting, der udover påske kan minde om fortællingerne om Jesus.

Prøv dig frem! Det er kun fantasien, der sætter grænserne.

Og HUSK! det vigtige er ikke, hvordan haven ser ud eller om der er særlige symboler der i. Det vigtige er at skabe en anledning til at tale om påsken og dens betydning for jer. Påskehaven er en konkret måde at gøre Jesus’ død og opstandelse levende også i din familie.

Du skal ikke blive ked af, hvis det hverken tager lang tid at stille op eller tale om. To minutter kan være lang tid for et barn, og måske er det ikke lige i dag, interessen er der. Måske kommer den en anden dag. Eller næste år.

Det er ikke afgørende, at det bliver på en bestemt måde, men at I hygger jer og får anledningen til at tale om påsken. En del af det at lave en påskehave er, at du viser, at påsken har betydning også for dig, og at du giver dit barn mulighed for at stifte bekendtskab med historierne om Jesus.

Hvis du har lyst, kan du google “easter garden” eller “resurrection garden” for at se flere eksempler. Her er også to eksempler på påskehaver jeg har lavet her og her.

,

Velsignelse til en svær tid – til brug i familien

Vi lever i en mærkelig og omskiftelig tid. Selvom (de fleste) børn er gode til at navigere i at hverdagen er påvirket at COVID19 pandemien og nye restriktioner, så er det ikke kun voksne, der er påvirkede og pressede af, at meget er nyt, usikkert og omskifteligt.

Det følgende er et velsignelsestirual skabt af Leane Hadley, du som voksen kan bruge for at hjælpe dit barn (eller børnene i din børnekirke, klub eller menighed) med at sætte ord på det, der er svært på en god måde og samtidig være stille i Guds nærvær.

Hvis du gentager dette uge efter uge, så vil du skabe et ritual, der giver barnet en praksis til at håndtere stress på en måde, der ikke bare kan bruges nu og her, men som også kan blive til gavn også på lang sigt. På den måde bliver ritualet et redskab, som dit barn kan tage med sig til at håndtere andre svære situationer eller omstændigheder.

Til velsignelsen har du brug for de følgende ting: En sodavand (gerne i flaske), et stearinlys og noget at tænde det med og din finger.

Velsignelsesritualet:

Første del: At sætte ord på vores stress
Sæt dig ned med dit barn og ryst sodavanden. Det vil sikker fange deres opmærksomhed! Hvis barnet spørger, hvorfor du ryster flasken siger du (og hvis barnet ikke spørger, fortæller du alligevel): ”Sodavandsflasken er dig og den er mig. Vi er blevet rystede. Hver eneste bobbel i sodavanden er følelser, vi har mærket.”

Tal så med barnet om, hvad der ville ske, hvis I åbnede sodavanden hurtigt, nu hvor I har rystet den? (Hvis du har mod på det, kan I jo gå udenfor og se, hvad faktisk vil ske, hvis I gør det – så kan I også få et godt grin sammen!) ”Sodavanden vil sprøjte ud over det hele – som en lille eksplosion! Sådan kan det også gå med os, hvis vi ikke får vores følelser ud på en stille måde. De vokser og eksploderer. Og så siger vi ting vi ville ønske, vi ikke havde sagt til mennesker vi elsker – og vi kan endda ende med at slå nogen eller kaste med ting og komme til at gøre andre ondt.
Lad os prøve at sige, hvad nogle af boblerne i vores sodavand er.” (Brug så lang tid på at fortælle om det, der er trælst, svært, godt og alt muligt andet, som I har brug for).

Brug så lidt tid på at tænke over og tale om, hvad I kan gøre for at få boblerne inden i jer selv ud: Det kunne være ting som at sparke til en bold, gå en tur, gynge, danse, synge, skrive i en dagbog, tegne et billede, tage til stranden og kaste sten eller grene i vandet…. Vælg en af tingene, som I kan gøre sammen i den næste uge. Lov hinanden, at I vil gøre det mindst én gang i løbet af ugen.

Anden del: Vær stille
Når I har brugt tid på at snakke om jeres følelser og har fundet på måder at udtrykke dem på, er det tid til at tænde lyset.
Et tændt lys er beroligende og børn (og voksne, for den sags skyld) bliver instinktivt tiltrukket af det. Tænd lyset og bed dit barn om at sidde med dig i skæret fra lyset og trække vejret sammen. Træk vejret ind og ud og forestil jer, at det er Guds kærlighed, I får ind i jer. Sid bare kort tid (1 minut kan være lææænge til at starte med). Bed så dit barn om at puste lyset ud og giv dem et knus.

(Her kan du gøre brug af et kneb fra Godly Play, hvor man taler om at lyset ikke pustes ud, men forandres: flammen bliver til røgen, som bliver en del af luften. Det er et tegn på, at Jesus og hans Ånd altid er omkring os – også når vi ikke kan se det. I denne sammenhæng bliver det til et tegn på at Guds kærlighed og roen også er med os, når vi ikke sidder sammen med et stearinlys tændt. På den måde er du med til at gøre stilheden og kærligheden tilgængelig for dit barn uden at I skal have et lys tændt)

Tredje del: Velsign barnet
I velsignelsen ser du dit barn i øjnene og fortæller dem, at han/hun er stærk; at barnet kan klare svære ting; at du ved, han/hun gør sit bedste og at Gud altid er med ham/hende. (Du kender dit barn, og ved, hvad det har brug for at høre. Så brug de udtryk og ord, som du tror, vil gøre størst gavn)

Slut af med at tegne et hjerte eller et kors med din finger på dit barns hånd eller pande – som en påmindelse om, at Gud elsker dem!
Lad evt. barnet gøre det samme ved dig.

Lyder det for nemt?
Dette er et meget enkelt og samtidig godtgørende ritual for børn. Den eneste svære del af ritualet er, at den voksne, som vejleder barnet er nødt til at kunne dele barnets oprigtige følelser – det er vigtigt at barnets følelers og oplevelser bliver taget kærligt imod uden irettesættelse.

For – helt ærligt – vi er alle sammen pressede i øjeblikket og ingen af os har lyst til at blive udspurgt om hvordan eller hvorfor vi har det, som vi har. Børn gør modstand, hvis de bliver udspurgt eller presset til at dele deres dybeste følelser præcis som voksne også gør. Her er ritualet en mulighed for at samles, dele, tænde et lys, trække vejret sammen og velsigne hinanden i tillid til at hvor to eller tre er samlet er Gud med!

Leane Hadley, der har lavet dette ritual skriver: ”Ritual er en gave. Det er min bøn, at dette godgørende ritual kan blive en regelmæssig del af jeres bønneliv hjemme og at I igennem det vil finde den styrke og det håb, som kun Gud kan give os i usikre tider!”

Oversat fra “Helping our kids through stressfull times” af Rev. Dr. Leane Hadley på UMC.org

,

Anbefaling af 5 bøger om døden til børn

Anne anbefaler
Efter interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden bad jeg Anne anbefale nogle bøger. Her kommer en liste med fem billedbøger til børn i forskellige aldre:

1. Pigen på tårehavet, Pernille Brun Andersen (2017)
Min absolutte favoritbog, blandt de bøger om død og sorg, som jeg har stiftet bekendtskab med på dansk, er Pigen på tårehavet. Billedbogen handler om en pige, der bygger et skib på sit værelse og drager ud på en rejse for at lede efter sin far, der er død. Undervejs møder hun et stort, sort og formløst væsen, der først virker truende, men som hun knytter sig til. Mod fortællingens slutning får vi at vide, at væsenet hedder “Sorg” – eller det er i hvert fald det, pigen kalder det. Så på symbolsk vis og med meget flotte og tankevækkende billeder, kan billedbogen være med til at sige noget om, hvordan sorg kan opleves, og hvordan man som sørgende kan søge efter mening og holdepunkter i sorgen. 

En af grundene til, at Pigen på tårehavet gik hen og blev min favorit, er, at der er tale om et næsten ordløst værk, hvor rigtig meget af fortolkningen er lagt op til læseren – eller beskueren, om man vil. Opslag efter opslag er fyldt ud med stemningsfulde og detaljerede illustrationer, som giver rum for, at man selv kan “fylde ud” med egne tanker og idéer. Det, tænker jeg, er et positivt træk ved bogen i relation til børn i sorg, da de får mulighed for at reflektere deres egne erfaringer og perspektiver ind i fortællingen.

Jeg vil anbefale Pigen på tårehavet til børn fra 4 år og opefter, og jeg vil mene, at det er en billedbog, også voksne kan få rigtig meget ud af at læse.

2. Baglænsk, Anna Jacobina Jacobsen (2019) (den døendes perspektiv)
Baglænsk er en ganske særlig bog, som jeg ikke har set mage til før. Udover, at Anna Jacobina Jacobsen er en fantastisk illustrator, stikker Baglænsk ud, fordi den er en fortælling i børnehøjde om at ældes, miste og dø – og måske genopstå.

I billedbogen følger vi en aldrende mand, som oplever, at hans krop og sind forandres, og han mærker sorgen over at ældes. Samtidig hører vi om hans veninde, der engang var ung og fuld af liv, men som ikke længere er den samme og taler på et sprog, andre ikke kan forstå – nemlig baglænsk. 

Selvom billedbogen tematiserer alvorlige og “triste” emner, har den også en munterhed over sig og rummer et håb. Jeg vil anbefale den til børn fra 6 år og opefter, måske lidt yngre, afhængigt af modenhed. Uden selv at have erfaring med det, kunne jeg forestille mig, at den ville være god at bruge med børn, der oplever en bedsteforælders død – eller at nogen i familien bliver ramt af demens.

3. Nede i jorden – oppe i himlen, Stine Melgaard Lassen (2016)
Nede i jorden – oppe i himlen har også en særlig plads i mit hjerte, og jeg kan stadigvæk ikke åbne den uden at blive rørt til tårer over dens fortælling og illustrationer.

Billedbogen handler om en lille dreng i børnehavealderen, Anton, der en dag får den besked, at hans far er død. Derefter forløber fortællingen episodisk, hvilket vil sige, at opslagene springer i tid og f.eks. indledes med “En dag…”, hvorefter der i ord og billeder bliver berettet om, hvordan det er at have mistet sin far. Vi er med til begravelse, og billedbogen skildrer også hverdagssituationer, hvor sorgen pludselig bliver meget nærværende. F.eks. formår Antons mor ikke at lave Antons havregrød på samme måde, som far gjorde, og Anton bliver vred, da hans cykel går i stykker, og far ikke er der til at reparere den. Det er noget af det meget fine ved bogen; at den viser forskellige sider af sorgen, og hvordan man som barn (og voksen for den sags skyld) kan “pendulere” ind og ud af sorgens forskellige følelser, såsom savn, glæde, vrede og afmagt, i forskellige situationer.

Jeg vil anbefale Nede i jorden – oppe i himlen til børn fra 3 år og opefter. Børn i børnehavealderen vil nok nemmest kunne relatere til fortællingen og de forskellige situationer, der er skildret, men børn i tidlig skolealder vil sikkert også kunne blive bevægede af billedbogen. Det blev jeg i hvert fald!

4. Hils far, Hanne Dagmar Raaberg (2017)
Ligesom Nede i jorden – oppe i himlen og Pigen på tårehavet handler Hils far også om et barn, der har mistet sin far. Den vinkel er der en overvægt af blandt nyere danske billedbøger, men der findes også bøger om at miste sin mor (f.eks. Min mor er en engel af Susanne Engelhardt). 

I Hils far følger vi en lille pige, måske er hun 5-6 år eller lidt ældre, der tager i Tivoli med sin mor. Selvom de prøver forlystelserne, og pigen lader til at nyde turen, er sorgen over faren nærværende på forskellig vis. F.eks. viser illustrationerne en kontrast mellem de kulørte lamper og smukke farver i Tivoli og en grå farve, der også dominerer billederne. I Tivoli sidder og står der også mange grå mennesker, der har tildækkede øjne – altså solbriller på. Denne kontrast og “mørkemenneskerne” kan man fortolke på mange forskellige måder, tænker jeg, og det er billedbogen god tid; at lade ting være op til fortolkning.

Mod fortællingens slutning sender pigen en rød ballon til himmels som hilsen til sin far, og da hun senere besøger farens gravsted sammen med sin mor, finder hun en bekræftelse på, at faren har modtaget hendes hilsen. På den måde rummer fortællingen et håb og en idé om, at vores afdøde “holder øje med os” og fortsat er nærværende på en måde, som mange børn nok vil kunne finde en trøst i. 

Hils far kan fungere som et fint billede på, hvordan man som efterladte kan – eller kan forsøge på at – leve videre med sorgen og savnet som en fast følgesvend. Jeg vil anbefale bogen til børn fra 4-5 år og opefter.

5. Omvendt sne, Ane Bjørn (2018)
Omvendt sne stikker også ud som fortælling, da den tematiserer overlevelsesskyld. I bogen følger vi tvillingerne Sne og Lue, der ligner hinanden på en prik, samtidig med, at de er forskellige. Da den ene søskende kommer ud for en ulykke og dør, føler den overlevende søskende stor skyld over, at det ikke var hende, der døde (det er Sne, der overlever). Følelserne af skyld og savn får Sne til at lede efter sin bror i underverdenen, og fortællingen udvikler sig på abstrakt og poetisk vis herfra. I det hele taget er der tale om et meget poetisk værk, hvor ord og illustrationer smelter sammen til noget meget smukt – men til tider også ret dystert. 

Omvendt sne er, ligesom især Pigen på tårehavet og Baglænsk, et værk med et meget stort fortolkningsrum. Det betyder, at man som læser eller beskuer selv får mulighed for at forbinde punkter og fylde huller ud i lyset af ens egen historie, associationer, modenhed, forståelse og så videre. Det ser jeg som en stor styrke ved værkerne, da det både gør dem egnede for læsere i mange aldre, men også “tvinger” læseren til at forholde sig mere, end hvis hele fortællingen var lagt ud på forhånd. Det er umuligt at læse de nævnte billedbøger uden at reflektere over ens egen forståelse af og møde med døden, sorgen, savnet, sygdom, hospitalsvæsenet – eller noget helt sjette. Og i relation til det at få bearbejdet sin egen sorg, få en bedre forståelse for andres sorg eller at hjælpe f.eks. et barn, der er midt i en sorgproces, kan det at reflektere og sætte ord på være et vigtigt skridt på vejen.

Jeg vil anbefale Omvendt sne til børn på 6-7 år og opefter.

Mød Anne:
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Læs, hvad Anne mener, billedbøger kan bidrage med i samtalen om døden med børn her.

Du finder et interview med Anne her.

, ,

De få heldige – anmeldelse

ANMELDELSE*: Hvem er de få heldige? Er det de børn, der bliver adopteret, de børn, der får lov til at leve med Downs Syndrom eller er det de forældre, der får lov til at blive forældre til disse børn?

Heather Avis, som er forfatter til “De få heldige”, ville muligvis ikke have været enig i sin egen konklusion for 10 år siden. Som så mange andre unge kvinder med godt job og en god mand drømmer hun om at blive mor. Hun planlægger endda at skulle være gravid første gang, når hendes søster skal have sit andet barn. Men ting går som bekendt ikke altid som planlagt.

Heather Avis og hendes mand kan ikke lave børn. Under udredningen for barnløshed opstår en komplikation, som er yderst sjælden. Den kaster først Heather ned i et håbløst mørke. Derefter ud i overvejelser om adoption.

“De få heldige” er Heather Avis’ beretning om den rejse, der går fra håbet om at bære og føde sin egne børn til at adoptere børn med særlige behov og kendte kromosom fejl. Hun beskriver den følelsesmæssige rutchetur, hun gennemgik og de overvejelser hun og hendes mand gjorde sig undervejs. Med troen på Jesus som kompas forsøger hun at bruge sin længsel som en måde at komme nærmere Gud. Troen på Gud er til tider et bolværk mod mismodet; nogle gange det, der giver hende et holdepunkt; ofte er det relationen med Gud, der skubber hende ud over sine egne comfort-zoner.

Heather Avis tror, Gud har kaldet hende og hendes mand til at være det, hun selv beskriver, som en tosset familie – en familie, der peger på, at der er større ting i verden en at have 21 kromosompar eller at være forbundet af blod.

Troen på Gud går igennem hele bogen og er en naturlig del af Heather Avis’ måde at se og beskrive verden på. Jeg vil tro, at den måde at tale om Gud og en åndelig virkelighed kan være svær at forholde sig til, hvis du ikke selv er kristen eller ikke bruger samme måde at tale om Gud på. Ikke desto mindre er bogen rørende og oprigtigt.

Jeg kan genkende mange af de føleleser og overvejelser, som beskrives i “De få heldige” – der er tilsyneladende ikke den store forskel på barnløshed fra Danmark til USA eller mellem valget af international adoption i Danmark eller lokal adoption i USA. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om et adoptionssystem, der er meget anderledes end det danske: Der er mindre uddannelse, en kortere godkendelsesproces og betydeligt kortere ventetider.

Men den allerstørste forskel er måske, at adoption af børn lokalt overhovedet er en mulighed. I Danmark ville mennesker, der i forvejen var forældre, sjældent bortadoptere et barn med Downs Syndrom (og hjertefejl) – det ville sandsynligvis ende med en abort. Jeg er ikke imod abort, men jeg undrer mig over, at (bort)adoption ikke er en mere udbredt løsning også i Danmark.

Selvom min historie langt fra er som Heather Avis’ kan jeg genkende meget af det følelsesmæssige landskab, hun beskriver: længslen efter et barn; efter at blive mor; ventetiden, der strakte sig i en evighed. Jeg husker tvivlen om, hvorvidt man kunne blive en normal familie gennem adoption. Jeg husker forvirringen over hvordan man overhovedet kan tage stilling til at skulle vælge et barn med et handicap …. Og jeg lever også med det vilkår at min glæde er – eller i hvert fald har været – uløseligt forbundet med en andens sorg.

Fortælling om “De få heldige” er oprigtig, ærlig og varm i sin overbevisning om, at alle har værdi og at det, der ikke lever op til vores forventninger om det “normale” eller den “rigtige” måde at gøre tingene på, også kan være der livet udfolder sig på helt nye og fantastiske måder!

“De få heldige” er udgivet af ProRex og koster 199 kr

Heather Avis er @theluckyfewofficial på instagram, hvis du vil følge med i en usædvanlig families almindelige liv.

 

*Jeg har fået denne bog til anmeldelse af forlaget ProRex. Reflektionerne over bogen er mine egne.