To Panodiler
“Giv ham to Panodiler, og så kan du ringe igen om en time, hvis det ingen virkning har haft.” Der er ting panodiler ikke virker imod. Sprængt blindtarm, for eksempel. For det viste sig jo, det var det, Duncan havde. Efter at lægerne fra fredag til onsdag havde gået og kigget på hans mave og undret sig over han havde så ondt. Jeg har aldrig før oplevet at stå ved siden af én jeg elsker have ubeskriveligt ondt. Jeg har aldrig før holdt én jeg elsker i hånden, og vidst jeg ingen verdens ting kunne gøre, der ville hjælpe ham betydeligt. Jeg har aldrig før stået hos én jeg elsker og mærke dem miste styrken. Se kræfterne forsvinde og øjnene blive fjerne. Det er angstprovokerende. Det er forfærdeligt. Det er det værste jeg har oplevet endnu.
Nu er han heldigvis på vej tilbage til livet. Han går, han spiser, alle hans slanger bliver lige så stille taget fra ham. Alle de moderne hjælpemidler, der gjorde at han stadig er her. Men eftersom kroppen ikke er mere moderne nu end for 100 år siden, kommer det til at tage tid inden han igen er sig selv.
I dag er det en uge siden han blev opereret. I dag er det en uge siden jeg forstod hvor alvorligt det var blevet. I dag er det en uge siden det vendte.
Mennesker spørger hvor Gud er når det forfærdelig og meningsløse sker. Jeg ved ikke hvor Han var. Men jeg ved Han var der et sted midt i det hele. Jeg ved han sørgede for at jeg var klar og nærværende for Duncan. Jeg ved Han sørgeede for at de rigtige mennesker kom til os på de rigtige tidspunkter. Både sygeplejersker, læger, venner og familie. Og jeg ved det er Guds skyld at livet vender tilbage og gi’r glød i kinderne og styrke i kroppen. “Det er forår, alting springer ud….”
Hære Anne og Duncan
Rigtig meget tillykke med at det nu går frem af.
Hvor skal man huske på, at ens liv pludseligt kan forandre sig, og man får et wake-up-call. Godt at I passer på hinanden, og at lægerne nåede ham i tide.
Knus og tanker
Louise Elling
jeg tænker bare hele tiden at hvor er det imponerende på den ufede måde, at så mange læger kan overse noget så, synes jeg, banalt som en blindtarm, der ikke længere er som den skal være. hvor svært kan det være…
jeg er så glad for at det endelig går fremad for jer. jeg kan slet ikke forestille mig hvad i har været igennem men tanken om det giver mig gåsehud og tårer i øjnene. ja…hvor er det godt at det er vendt.
kæmpe knus til jer begge, og håber du trods alt havde en god dag i søndags.
Og her den 9. marts på din fødselsdag Anne er også vi dybt taknemmelige for at der kom en ansvarlig læge forbi onsdag den 27. februar. Nu ka´ livet heldigvis gå videre – næsten som før. Det vil tage lang tid før vi glemmer de skrækkelige dage sidst i februar 2008.
Pas på hinanden.
Mor.
også forbøn og kærlige tanker fra Græsted
Kære Anne (og Duncan!)!
Jeg sidder her med tårer i øjenene efter at have læst dit indlæg, her i Odense, har jeg jo ikke mærket noget til, hvor alvorligt det har været med Duncan heller ikke selvom man har vidst lidt om hvad der er foregået.
Hvor er jeg glad for at høre at det endelig går fremad!
Jeg tænker på jer og ber' for jer!
God bedring til Duncan
Knus fra Signe
Hej Anne. Vi er der også stadig i bøn og ængstelige tanker. Knus til Dig og gode hilsner til Duncan.
Charlotte og Ole Birch
Ja og Amen! Og tak og lov.
I er stadig i vore tanker og bønner.
Kærligst
Charlotte