Nærmest klar
Jeg er nærmest klar til ferie. Jeg skriver nærmest, fordi jeg har det sådan at ting skal “lukkes” inden jeg kan tage hul på noget nyt. Der skal være orden i det meste, og jeg skal ikke have noget liggende halvt færdigt. Jeg så engang en film om men
nesker, der flygtede fra Østtyskland til Vesten, hvor moren ville til at gøre badekaret rent inden de tog afsted fordi dem, der kom ind i huset for at lede efter dem, ikke skulle tro de ikke var ordentlige mennesker. Sådan lidt har jeg det.
Derfor har jeg nu plantet fra krukker og ud i bedene, så det meste skulle kunne klare sig med minimal pleje mens vi er væk eller bare l
aver andet end at være her. Jeg kunne
have gjort det for en uge siden, og kunne sikkert vente nogle uge endnu med at gøre det, men ….
De små stiklinger fra pelargonierne er sat i jorden (hvis du gerne vil have en lyserød og vi mødes, så sig til?!) og er jeg heldig får jeg formeret et par klatre hortensia’er…. Det er et forsøg, men lykkes det bliver jeg rigtig rigtig glad!
Det egentlige hængeparti er de papirer vi er blevet bedt om at indsamle til vores adoptionssag. Det er allerede blevet vores tur til at indhente attester og dokumter i lange baner. Og det betyder at vores sag snart sendes til Sydafrika!
Vi har udfyldt to ansøgningsskemaer. Vi har fået vielsesattesten, min fødselsattest og ansættelsesbreve på plads. Vi har tre vandelsattester, og har skrevet under på at vi vil deltage i opfølgende besøg fra en sagsbehandler, når barnet er hjemme hos os. Vi har været hos lægen, politiet og på skattekontoret. Og vi har ta
get billeder af os selv, hinanden og vores hus. Vi har kopieret pas og sørget for pasbilleder. Det eneste vi mangler er et brev fra notaren og Duncans fødselsattest fra den engelske ambassade. Når de er landet kan vi sende det hele afsted til AC, og så bare vente på at det bliver vores tur til at blive sendt “afsted”.
Grunden til at det er et hængeparti er at vi har fundet ud af at AC ikke har fået hele Duncans navn. Så nu er de nødt til at indhen
te attester bl.a. fra familiestyrelsen igen for at få alle navne til at stemme 100% overens. Så I må meget gerne be’/ønske godt/krydse fingre at det går hurtigt igennem hos dem, så vores
ansøgning kan blive sendt afsted. For når først sagen ligger i Sydafrika er det (igen) bare et spørgsmål om tid før der er et barn til os.
Ligenu går det godt. Det vil sige at formidlingen af børn er støt og konstant, så alt ser ud til at vi skal vente kortere end vi havde forventet. H
vis altså bare alle papirerne klapper og bliver sendt afsted! (Så kære Familiestyrelse, jeg ved det er sommmer – men vil du ikke godt skynde dig alligevel?!)
Og jeg er nødt til at sige, at hvis nogen herefter spørger, hvad det sværeste ved at adoptere er, så er jeg nødt til at sige “billedsessionen”. Prøv du lige på 12 billeder at vise dit hus udefra og indefra, dig selv og din mand sammen og hver for sig i hverdagssituationer, som repræsenterer jer, hvor I ser tiltalende og velsoignerede ud samtidig med at I viser velstand og overskud på en naturlig måde!
🙂 lige nu er "problemet" faktisk Duncans fødselsattest.Der er tilsyneladende længere fra England til Danmark end man skulle tro. Men mon ikke nok det alt sammen går som det skal.
Vi tror vi så afslappede ud, og vi håber huset gør sit! Det med at være velsoigneret gik okay – meget kan klares med rent tøj og hårlak. 🙂
Vi ved stadig ikke hvor længe vi skal vente. Bare at det er kortere end det vi har skullet vente – ca. i hvert fald!
iiih hvor er det altså spændende. Har I nogen fornemmelse af, hvor længe der kan gå inden det bliver jeres tur til at hente det lille pus?
Alt muligt held og lykke med alt det praktiske.
Knus Louise
Det største problem er vel det med at se velsoignerede ud – hvordan klarede I det? 🙂
Altså, I er da heldige med huset. Vissingsgade 15 vil gøre sit, det er jeg helt sikker på. Og den der familiestyrelse – ja, lad os håbe de arbejder hurtigere, jo varmere det blir':-)
Nå ja… Det skulel vel være muligt at "fikse" lidt afslappethed ind på 12 billeder:-/ selv om I ved hvad det gælder. Vi vil herfra gerne tilslutte os bønnen til familiestyrelsen: VIL I ikke nok skynde jer??? Vi har ventet så længe på det lille pus. Heldigvis er forventningens glæde stor så vi klarer det nok;-)