I er grenene, jeg er træet
Ved søndagens gudstjeneste legede vi: vi kastede et garnnøgle rundt imellen os, for at illustrere hvordan vi alle sammen hænger sammen. Det vakte megen moro og stor begejstring hos især nogle af de yngre deltagere! (Jeg kan afsløre vi har nogle ret gode skytter!) Da vi alle sammen var viklet ind og alle hang sammen, klippede vi snoren over, så vi hver især stod med vores egen “gren”. Den kunne vi tage op til et lille vintræ, som stod i det ene hjørne af kirkerummet, og binde fast der, sammen med et blad med vores navn på. På den måde blev vi én gang til en del af det samme. Og det var nemt at se hvordan grenene alene ikke er andet end grene – for at være et træ skal der en stamme til! På træet hang der vindruer, som man selvfølgelig kunne smage på. For rigtige træer, der lever, er sunde og har det godt bærer frugt.
Sikke en smuk leg, Anne, jeg er sikker på, at det går rent ind hos børn og alle, der har det 'barnlige' sind i behold 🙂
Tak :0) Jeg var faktisk også selv ret godt tilfreds med vores idé! Duncan stod for idéen med tovet til vintræ, og jeg må sig et jeg blev vildt imponeret over hvordan det lykkedes ham at få det til at ligne et rigtigt vintræ!
Lene, jeg har det præcis på samme måde. Egentlig er det nok sådan mange af os har det: at det hjælper forståelsen når vi kan se og røre ved det!
Charlotte, du stjæler bare 🙂 Det er dejligt at kunne inspirere!!
Super flot. Jeg stjæler strax – og skal nok huske at fortælle hvor:-)
det var så god en gudstjeneste, fordi der kom levende billeder på ordene..
og lille Thomas er bare så sød.. og mens du prædikede løb han hele tiden op til din stol og stjal de vinruer som du have lagt fra til dig selv.. ha ha
Jeg elsker, når en fortælling bliver fysisk, det er som om jeg nemmere kan se meningen og nemmere kan huske det, når jeg får sat billeder på 🙂
Dejligt billede af den lille fyr:-) Og jeg ka´ godt forstå han syns om jeres vintræ. Hvor er det flot tænkt!!!