“Fordi det at blive mor efter at have ventet i årevis er bare noget man lige klarer?” Noget i den retning sagde hun. Ligesom andre undrende har spurgt før. Og svaret er nej! Det er ikke noget man lige gør. Og det havde jeg heller ikke forestillet mig. Sådan rigtigt. Jeg ved bare heller ikke, hvad jeg ellers havde forestillet mig….. Eller det vil sige at jeg havde faktisk forestillet mig, at jeg efter ca. en dags jublen efter Tinas opkald, om at vi skulle være forældre, med overblik, effektivitet og sprudlende overskud ville være i stand til at ordne ikke bare det foreliggende arbejde men også lidt til, gøre mit hus i stand, sørge for mad til fryseren og gøre klar til rejse og børneværelse. Hvor svært kunne det være?! Jeg har jo haft måneder til at vænne mig til tanken.
Det er muligt. Men i dag, hvor det er tre uger siden Sipho blev et navn vi kender, er jeg stadig snot forkølet, på penicillin og går rundt i cirkler om mig selv. Ting ta’r ikke bare tid men laang tid. Det, der er væsentligt for andre, er det ikke for mig – med mindre det handler om bodystockings i str. 86, sydafrikanske rand eller strejker i Lufthansa. Ikke fordi jeg ikke kan se det er vigtigt – det er bare så uvedkommende. Jeg har hørt om, at det sker – at kommende mødre bliver indadvendte og står med hånden på maven og kigger lige ud for sig. Jeg troede jo bare ikk’, det ramte mig, når jeg nu ingen mave får. Men det har det så gjort. Aldrig har jeg været så indadvendt i mit liv. (bortset fra da jeg var syg) Eller i den grad sat alle andre dagsordner til side for en ting.
I dag er der tre dage til vi flyver. Fem dage til vi møder Sipho for første gang. Jeg glæder mig.
Kære Anne, du kan i det mindste lave noget. De sidste 3 uger af min graviditet med Albert lå jeg i sengen og var fed og doven og læste den ene bog efter den anden… Det er så vildt og jeg glæder mig så meget på jeres vegne.
OG som jeg sagde til dig i telefonen: Du er sluppet for morgenkvalme, hævede ankler, hæmorider og strækmærker. Hvis den eneste gene du ska´ ha´ er at du ikke kan tænke på andet end at komme afsted efter vores allesammens lille chokoladeknap så syns jeg det er SÅ i orden:-) Og få så pakket den kuffert og kom afsted!!! Vi venter;-*
Søde kære Anne.. Jeg tror det er en hel naturlig reaktion du har.. Du er mor, men har kun et ord for det, og et billede af din søn du har intet, andet end ord og et billede.. Du ved intet, men vil gerne det hele.. Med andre ord, så kan du ikke gøre noget, når du ikke ved hvad du skal gøre. Alle de følelser man ikke kan finde rundt i ovs.. Det var en af de ting der skræmte mig mest ved at blive mor. Alle de følelser jeg havde og fik. Var det ægte følelser? og var de stærke nok? gjorde jeg det rigtige osv.. Jeg vil i den grad hvis jeg var dig, stå og kigge ud af vinduet med en stor rygsæk med følelser og tanker, jeg ikke ville vide hvad jeg skulle gøre mig. Men Anne, nu ved jeg ikke om det er sådan du har det, jeg skriver ud fra hvad jeg kan forestille mig og hvordan jeg selv ville have det. MEn jeg ved, at tingene falder på plads af sig selv.. Præsic som et puslespil, du har en masse brikker, og med tiden falder de på plads og på den rigtigt plads.. Håber du kan bruge lidt at det jeg skriver
Åh Anne, hvor er det dog spændende – og jeg kan godt forstå, man bliver indadvendt! Tænk så stor en forandring i dit liv på meget kort tid. Pøj pøj, I rejser altså på lørdag, kan jeg regne ud 🙂
Kære Charlotte. Jeg vil også gerne at du (og andre) kan følge med. Det gør glæden større 🙂 Jeg har bare som sagt været så indadvent (og forkølet) at det har været svært. Men nu prøver jeg!
🙂 – Tak fordi du deler. Jeg vil så gerne følge med. Det er vel klart nok, at det er så mærkelig en tilstand at være i. Det er altså også virklig underligt, dagen før man skal føde – og svært at forestille sig, at det rent faktisk er et barn, man venter! Hvad jeg har lavet – ja det har du læst!
🙂 Jo jo, det kan jeg da, Malika. Men det tager godt ok laang tid fordi hovedet er et helt andet sted! Men ondt gøre det ikke. (det må siges at være fordelen ved den her måde at gøre det på!)
Kære Anne, du kan i det mindste lave noget. De sidste 3 uger af min graviditet med Albert lå jeg i sengen og var fed og doven og læste den ene bog efter den anden…
Det er så vildt og jeg glæder mig så meget på jeres vegne.
OG som jeg sagde til dig i telefonen: Du er sluppet for morgenkvalme, hævede ankler, hæmorider og strækmærker. Hvis den eneste gene du ska´ ha´ er at du ikke kan tænke på andet end at komme afsted efter vores allesammens lille chokoladeknap så syns jeg det er SÅ i orden:-) Og få så pakket den kuffert og kom afsted!!! Vi venter;-*
Søde kære Anne.. Jeg tror det er en hel naturlig reaktion du har..
Du er mor, men har kun et ord for det, og et billede af din søn
du har intet, andet end ord og et billede.. Du ved intet, men vil gerne det hele..
Med andre ord, så kan du ikke gøre noget, når du ikke ved hvad du skal gøre.
Alle de følelser man ikke kan finde rundt i ovs..
Det var en af de ting der skræmte mig mest ved at blive mor.
Alle de følelser jeg havde og fik. Var det ægte følelser? og var de stærke nok? gjorde jeg det rigtige osv..
Jeg vil i den grad hvis jeg var dig, stå og kigge ud af vinduet med en stor rygsæk med følelser og tanker, jeg ikke ville vide hvad jeg skulle gøre mig. Men Anne, nu ved jeg ikke om det er sådan du har det, jeg skriver ud fra hvad jeg kan forestille mig og hvordan jeg selv ville have det. MEn jeg ved, at tingene falder på plads af sig selv.. Præsic som et puslespil, du har en masse brikker, og med tiden falder de på plads og på den rigtigt plads.. Håber du kan bruge lidt at det jeg skriver
Åh Anne, hvor er det dog spændende – og jeg kan godt forstå, man bliver indadvendt! Tænk så stor en forandring i dit liv på meget kort tid.
Pøj pøj, I rejser altså på lørdag, kan jeg regne ud 🙂
Kære Charlotte. Jeg vil også gerne at du (og andre) kan følge med. Det gør glæden større 🙂 Jeg har bare som sagt været så indadvent (og forkølet) at det har været svært. Men nu prøver jeg!
🙂 – Tak fordi du deler. Jeg vil så gerne følge med. Det er vel klart nok, at det er så mærkelig en tilstand at være i. Det er altså også virklig underligt, dagen før man skal føde – og svært at forestille sig, at det rent faktisk er et barn, man venter!
Hvad jeg har lavet – ja det har du læst!
🙂 Jo jo, det kan jeg da, Malika. Men det tager godt ok laang tid fordi hovedet er et helt andet sted! Men ondt gøre det ikke. (det må siges at være fordelen ved den her måde at gøre det på!)