And stay out!
For 3 måneder siden skrev jeg sådan for mig selv:
“Almindeligvis er jeg ikke konflikt-sky; jeg kan godt tage en svær samtale, hvis det er nødvendigt, og kan også godt tåle at høre en træls sandhed selv. Men jeg er ikke meget for helt selv at skulle sige noget meget konsekvent til en anden. Du ved, sådan noget med at fortælle hvilke forventninger jeg har til vedkommende, eller hvad jeg ikke vil finde mig i – og hvorfor deres opførsel så ikke er i orden. Jeg tror, det er mig ophold på flinkeskolen, der volder mig problemer.
Alligevel står jeg nu i en situation, hvor jeg er klar til at bide fra mig. Jeg føler mig i den grad provokeret, og mine grænser bliver overtrådt gang på gang. Det er i den grad enerverende hele tiden at få en andens mening påduttet – særligt når det som regel handler om, at det jeg gør ikke er godt nok, eller at der ikke ville være noget problem, hvis bare jeg ville tage mig sammen.
Det drejer sig om “før-jeg-blev-mor-men-virkelig-gerne-ville-være-det”-stemmen indeni mig. Hendes meninger giver genlyd i mit på-5.-måned-uden-hel-natte-søvns trætte hoved: “Sådan er det at være mor. Du har jo selv ønsket dig det?” Eller når jeg ikke forstår, hvordan jeg ikke kunne nå at gå i postkassen OG hænge tøj op, selvom jeg har haft hele dagen, og ovenikøbet piber over ikke at have haft tid til at snakke med en veninde, lyder det: “Når man har børn, kan man jo ikke alting, vel? Nu har du jo én, der er afhængig af dig! Er det måske ikke vigtigere end det andet, du ville?” Eller når jeg er himlende lykkelig, og har lyst til at fortælle alle, hvor stort er vidunder vi har: “Ja, men det er jo ikke sikkert andre gider høre om det, vel? Hele verden handler jo ikke om at du er på barsel. Se nu at få lidt perspektiv i tingene.” Selvom den værste nok er, når jeg er ved at eksplodere i ansigtet på barnet, fordi han igen igen igen vågner og græder: “Nu må du tage dig sammen. Hvordan kan du have det sådan med ham, når du har ønsket ham så meget?!” Hun citerer mine tanker og idéer om at være mor og have et barn fra før jeg havde ét. Hun er klog på en jeg-ved-bedre-måde. Hun taler, som hun har forstand til – og det er immervæk ikke meget, kan jeg afsløre.
The thing is at “-før-jeg-blev-mor-men-virkelig-gerne-ville-være-det”-stemmen har været så stor en del af mig i så lang tid, at jeg nu, hvor jeg faktisk er mor, liige skal minde mig selv om, at det faktisk er det jeg er. Ventetiden er ovre. Alle drømmene, illusionerne og forestillingerne forsvinder nu, hvor the real thing sker. Og det er rigtig godt – hvis jeg altså bare kunne få den der stemme sparket ud af døren, så jeg kunne frustreres og glædes over det som er!“
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!