Håbet 2 – Om sprækker i virkeligheden

Når vi håber, er det ikke sikkert, at det vi håber på, faktisk kommer til at ske.
Hvis du er forelsket, håber du på, at den, du er forelsket i også vil elske dig – men du kan ikke forvente det. Som forelsket er man nødt til at leve  i håbet om, at den anden også elsker dig – for alle, der har været forelskede ved, at gengældelsen af en forelskelse ikke kan kontrolleres eller fremprovokeres.

Håbet bygger heller ikke på prognoser. Det er ikke muligt at spekulere i udkommet af et håb. Forventning og håb er altså ikke det samme. Du kan håbe din kærlighed bli’r gengældt, men du kan ikke forvente det, og du kan ikke lave et estimat for, hvor sandsynligt det er, at forelskelsen bli’r gengældt. Det er kun muligt at håbe, hvis du har tillid til, at fremtiden har godt i vente.

Det gælder alt håb, men det gælder i særdeleshed det kristne håb. Paulus beskriver håbet på Kristus’ opstandelseskraft som “et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind”(Hebræerbrevet 6:19) Det kristne håb strækker sig ind bag det forhæng, som døden er. Ud over livet på jorden og ind i himlen efter Jesus, der opfor til himmels efter sin opstandelse.   

De øjeblikke, hvor håbet mærkes, kalder Bertel Nygaard for “sprækker i virkeligheden”, fordi det fra den virkelighed, vi befinder os i, bliver muligt at se ind i en mulig fremtid. Det kristne håb må i så fald være en sprække fra virkeligheden og ind i Guds rige.

(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. Første del kan du læse her, sidste kan du læse her.)