Hvad er dit råd til et brudepar?

Jeg er ved at forberede den bryllupstale, jeg skal holde på lørdag. Det er altid særligt at skulle. Ikke fordi jeg har gjort det så mange gange, når man sammenligner med kolleger i en yndig sognekirke.

En bryllupsdag er altid noget særligt – jeg tror ikke, der findes en menneskelig begivenhed eller rite, der er så fyldt med håb og gode ønsker, som et bryllup er. Lige fra brudeparret til deres gæster er der som regel en spænding og glæde i luften, som næsten er til at tage at føle på.

Samtalen med brudeparret er også en god anledning, synes jeg. I min kirke tradition har vi ikke (endnu) kurser eller forløb, som et kommende brudepar skal igennem. Det er der nogen kirker, der har – som et udtryk for, at de tager vielsen alvorligt nok til at klæde brudeparret så godt på som muligt. Det kan jeg egentlig godt lide – selvom det sikkert føles lidt grænseoverskridende at skulle afsted som brudepar.

Noget af det, jeg altid snakker med et brudepar om, er, at NÅR det bliver svært at være par, så skal de søge hjælp. Jeg selv fik i sin tid besked på at hvis – men min erfaring både fra mig selv og andre er, at det ikke er et spørgsmål om hvis, men når. For det er svært at gå igennem et helt liv med op og nedture og så skulle følges med en anden – både i tempo og retning.

Jeg sammenligner – både for mig selv og andre – det at få hjælp med vores parforhold, som det at bede om hjælp til så meget andet. Vi er ikke nervøse ved at sende bilen til mekaniker. Vi vil gerne have henvisninger til fysioterapeuten eller hudspecialisten, hvis det gør ondt eller noget bekymrer. Vi ringer også efter nogen til at tjekke vores varmepumper, ligesom vi henvender os for at få vejledning ift. økonomi og forsikringer. Det er endda almindeligt, at vi har en personlig træner eller en mentor på jobbet.
Men vores parforhold skal ingen blande sig i – og ingen bli’r bedt om at blande sig. Heller ikke selvom det måske er noget af det dyrebareste og mest komplicerede vi får givet.
Og til trods for at alle – inklusive os selv – ved, at et ægteskab ikke nødvendigvis holder.
Så jeg råder “mine” brudepar til at få hjælp – på den ene eller den anden måde – når det er svært.

Mig som meget nygift tilbage i 2003 på Mols bjerge.

Og så fortæller jeg dem, at være gift er noget af det bedste i verden. Da vi for snart 11 år siden blev gift, var der mange, der fortalte os, at det blev bedre og bedre at være gift – jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde mig glad.

De fleste, der skal giftes kender hinanden godt, og mange bor allerede sammen. Alligevel tænker jeg, at samtalen før et bryllup er en mulighed for at tale med en anden dels om det svære, som jeg lige har beskrevet, men også det gode; det, der får øjnene til at stråle og smilet til at brede sig. Det, der gør parret til noget særligt. Hvordan de mødtes. Hvad de gør sammen. Hvad de drømmer om. Og næsten hver gang bli’r jeg helt forelsket i deres historie. Mennesker og deres liv er noget af det bedste, der findes. Og at få lov til at være med i knudepunkterne er et privilegium.

Hvad med dig, hvad skulle dit råd være til et kommende brudepar?