Hvor er Gud, når børn lider ? Jeg fortvivles over billeder af børn i krig

Billederne af børn, der er fanget i krigen i Aleppo er hjerteskærende.

Lige nu er det strømmen af billeder med lidende børn fanget i krig eller på flugt over Middelhavet eller i flygtningelejrene med eller uden forældre. Da jeg var barn, var det billederne af afrikanske børn med store maver, der gjorde indtryk.

Billederne stiller spørgsmålet – eller får i hvert fald mig til at spørge – hvor Gud er, når børn lider? For selvom jeg tror på en kærlig, nærværende Gud, der griber ind i menneskers liv, så fortvivles jeg også over det, der sker i verden.

Børn er en gave

Måske er det særligt forfærdeligt med børn, der lider i disse situationer, fordi vi instinktivt forstår, at børn har særstatus? Hver gang et barn bliver født er det et tegn på håb ikke bare for den familie barnet fødes ind i, men også det samfund, der omgiver det. Børnene er vores fremtid; det er dem, der bærer os videre. Dør barnet, ødelægges det af sygdom eller traumer, så det er familiens og samfundets fremtid, der bliver såret. Der er en dimension af håbet for i morgen, der er tabt for evigt.

Børn er en gave. De er en velsignelse. Det ved de fleste forældre, og da særligt de af os, der har måttet vente og længes efter dem. Der er sågar nogen, der påpeger, at et barn er et tegn på Guds grundlæggende velsignelse over mennesket helt tilbage fra menneskets oprindelse: “Og Gud velsignede dem, og sagde: ‘Bliv frugtbare og talrige’ ” (1. Mosebog 1:28)

Det betyder også, at Gud har ønsket at alle mennesker findes – Han er skaberen af alt liv, så hvert eneste barn (og dermed også hver eneste voksne) findes i verden, må være et udtryk for Guds vilje. Vi kan med andre ord ikke se på et menneske, uden at Gud har ønsket det og bragt det til live. Derfor må alt, der hæmmer, ødelægger eller ligefrem stopper et liv må også gå imod Guds skaber-ønske. Det kan ikke være forenligt med Guds vilje

Men hvis det er rigtigt, hvordan kan det så være, at børn bliver ved med at dø? Hvis Gud har skabt alle mennesker og ønsker, at hvert eneste barn i live – hvordan kan det så være at nogen børn lever, mens andre går til? Og hvordan kan de to ting være udtryk for den samme kærlige Gud?

Golgotha and Syria

Jeg kunne ønske, at Gud greb ind steder som Syrien og andre steder, hvor børn var i klemme; at God kom som torden og lynild og “ordnede det hele” – hvad det så end er. Kristendommen fortæller mig, at Jesus gjorde op med ondskaben, da han brød dødens magt gennem korset og opstandelsen. Jesus har vundet kampen, men det Onde kæmper stadig – lidt som i en krig, hvor den ene part har vundet, men modstanderen ikke overgiver sig frivilligt.

Kristendommen fortæller også, at Jesus skal komme igen en dag som konge af hele universet – og at på den dag skal alting ændres til det bedre. Der skal være en ny jord og en ny himmel, hvor “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” (Johannes Åbenbaring 21:4)

Det håb kan jeg godt have – det kan jeg godt holde fast i. Men hvad hjælper det børnene, der har det ondt? De lider jo stadig lige nu? For dem må frelse være NU og HER. Selv Jesus på korset virkede til at føle sig forladt af Gud (Mattæus evangeliet 27:46), hvordan må et barn så ikke have det?

Filosoffen Løgstrup funderede over, at det værste et barn kan forestille sig ikke er døden men at blive forladt. Det giver mening, tænker jeg, når man hører børns råb efter forældre – også i trygge rammer. “Mor,” lyder råbet om natten. “Du må ikke gå” græder barnet, når det afleveres. Eller barnet, der falder og slår sig vil “bare ha’ min mor”. At blive forladt og at være alene er slemt.

Nogen mener, at fordi Jesus oplevede at føle sig forladt af Gud på korset, så er Gudsforladtheden ikke længere gudsforladt. Det er måske lidt langhåret, men det giver på en sær måde mening: Vi kan ikke være alene om at være alene, for Jesus var også alene.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har været et lidende barn. Men jeg har oplevet nogle mørke stunder. Og dér i mørket, hvor alt og alle var så langt væk, at jeg knap kunne sanse dem, og tomheden var total oplevede jeg det mærkværdige at tomheden blev omfavnet. Dér i mørket var jeg alene, og dog var der nogen sammen med mig. Jeg håber, det kan være sådan Gud giver sig tilkende, også når børn er alene og lider.

Jeg tror, Gud er dér, hvor mennesker – uanset størrelsen – lider. Jeg tror, Han græder med os. Jeg tror også, Jesus kæmper for en bedre verden for os. Jeg tror, der både er et her-og-nu og et engang-og-derhenne. Det er mysteriet: hvordan Guds kærlighed kan give sig tilkende både nu og her og dog ikke endnu.

Men så længe jeg mærker fortvivlelsen over lidelsen, så er jeg også nødt til at gøre noget for børnene – om det så bare er at huske dem, græde over dem og spørge Gud: Hvorfor? Hvor længe?