Søndagsklumme: En ærlig bøn fra et liv med børn

Denne bøn Inspireret af samtaler med veninder og andre mødre om livet med børn. Inspireret af frustrationer med sammenligning med mig selv for 10 år siden, og det jeg ser andre uden børn kunne nu. Inspireret af mit liv med børn kommer her en bøn om at kende Gud midt i det hele:

Gud, jeg knæler ikke så ofte foran dig i bøn mere. Når jeg knæler er det for at samle legetøj op. Eller for at tørre op efter én, der har blevet spildt.

Gud, jeg våger ikke i mørket for bede længere. Når jeg våger i mørket er det over et sygt barn eller én, der skal puttes igen efter et mareridt.

Gud, jeg faster ikke, som jeg gjorde en gang. Når jeg ikke får spist er det fordi min egen mad er mindre vigtig end en andens søvn, en andens næse, en andens ble.

Gud, jeg sidder ikke stille om morgenen længe nok til at læse min bibel eller min bønnebog, som jeg gjorde en gang. Når jeg sidder ned, så er det for at bygge togbaner, smage luft-kager eller putte nogen .

Gud, jeg synger sjældent salmer og sange for dig. Når jeg synger, så er det for én, der skal nynnes i søvn eller fordi nogen elsker præcis dé fagter, der viser at hjulene på bussen drejer rundt.

Gud, der var en gang jeg meldte mig som frivillig for at servere suppe for fremmede. Nu serverer jeg havregrød , madpakker og fredagsslik for mine egne børn.

Gud, en gang græd jeg over verdens uretfærdighed og lidelser i fjerne lande. Nu knuses mit hjerte over historier fra mit barns klasse; over gråden i mit barns øjne.

Gud, du elsker mig, som du altid har gjort. Men jeg elsker dig på en anden måde nu.

For at være mor har givet mig et mikroskopisk glimt af, hvordan din kærlighed må være for mig og andre. Når jeg mærker små arme om min hals, så mærker jeg også din glæde over mig. Når jeg mærker bekymringen rive i mig eller lettelsens vrede bølge ind over mig, så hører jeg dine irettesættelser med en anden forståelse: Du vil mig det bedste. Du ved bedst. Når jeg baner mig vej gennem pokemon kort, sværd, lege-mad og bamser, bliver jeg taknemmelig over alt det du har givet mig.

Tak Gud, fordi du lærer mig at se dig også midt i vasketøj og forældredage. Når jeg af og til bliver frustreret – for det gør jeg – vil du så nænsomt minde mig om, at der ikke findes noget større end at give sit liv for en anden. Også selv den anden er et barn på 9 eller et barn på 2 år, og det, der gives er mad, tøj, kærlighed i spandevis og endnu en søvnløs nat?

Amen