Jeg har før forsøgt at definerer, hvad åndelighed er – eller i hvert fald præsenteret nogle ord om, hvordan det kan forstås. I sidste uge var jeg på sidste undervisningsmodul om børns åndelighed og tro, og det handlede netop om åndelighed og trosdannelse. Konklusionen er: at forsøge at definerer åndelighed (og tro, for den sags skyld) er som at forsøge at fange spagettier med en hulske. Det er meget, meget svært.

Mens jeg rejste til skolen, hvor jeg læser (se længere nede – der er nogle billeder fra stedet) lyttede jeg til en podcast fra onbeing.org, som jeg elsker. Krista Tippett, som er interviewer og vært for samtalen, har den mest behagelige stemme ever. Denne samtale var med Brene Brown, som mange nok kender, fordi hun har skrevet flere bøger om skam, selvværd og at høre til. Den er værd at lytte til.

I løbet af samtalen giver Brene Brown sin definition på åndelighed:

Med åndelighed mener jeg den dybe tro på, at vi alle er uløseligt forbundet med hinanden af noget, som er større end os. Og at det, som er større end os, er rodfæstet i kærlighed og barmhjertighed – at der er noget større end os og at vi er forbundet med hinanden på en måde, som ikke kan brydes.

Meget passende at hun skulle komme med den som indledning til min uge. Undervisningen sidst uge mindede mig om et digt jeg holder rigtig meget af, netop fordi det breder forståelsen af, hvad åndelighed er, ud:

Jeg har erfaret, at en åndelig rejse
har en del tilfælles med et digt.
Du reciterer ikke kun et digt
eller analyserer det intellektuelt.
Du danser det, synger det, græder det,
mærker det på din hud og i dine knogler.
Du bevæges af det og mærker dets kærtegn.
Det falder på dig som
eller folder sig om dig som et smil.
Det lever i hjertet og i kroppen
såvel som i ånden og i hovedet.
(Sue Monk Kidd)

Hvordan forstår du åndelighed? Hvordan ville du forklare det?