Hvem er “Du”? – noget om min tatovering

Jeg har en tatovering. Det kommer som en overraskelse for mange. Den ses heller ikke særligt tydeligt, og det er helt med vilje. Den kommer egentlig ikke andre end Vorherre og mig ved. Nogen får en tatovering for at den skal ses – også som en trosbekendelse, der kan starte samtaler, eller som tydeligt viser, hvor man hører til.

Min tatovering er også en trosbekendelse af en slags. Den sidder på højre fod, og det er derfor, den ses så sjældent. Den er et lille uddrag af salme 16 fra det Gamle Testamente (Du kan læse salmen her). Den salme var min redningskrans igennem min depression for år tilbage. Det er svært at forklare, hvordan den var det, men det var den. Ordene gav mig trøst og håb og mod til at fortsætte.

Ordene på min fod er: ”Du lærer mig livets vej”

Det er et løfte fra Gud om at vise mig den vej i livet eller den måde at leve på, der gør mig til et levende menneske. Det er samtidig et løfte fra mig til både mig selv og Gud om at lytte indad og gør mig umage med at følge den stille stemme, der peger på det, der giver liv.

Forleden talte jeg med én om at blive klogere med årene. Han sagde noget med at gå på livets landevej, og jeg svarede, at det var præcis det, jeg har stående på min fod.

Han kiggede på ordene og sagde så spørgende både til mig og sig selv: ”Hvem er ”Du”?”

Jeg sagde – lettere klodset – at for mig er ”Du” Jesus. Bagefter tænkte jeg over, at selvom det er rigtigt, så er det også et utilstrækkeligt svar. For hvem er Jesus?

At jeg siger ”Jesus” fortæller dig intet om den, der hjalp mig eller om nænsomhed, vedholdenhed eller det nærvær, der omringede mig.

Det slog mig, at hvem Jesus er kommer an på, hvem du spørger. Ikke fordi Gud eller Jesus forandres, men fordi Han* er så stor, så fuldkommen og vi er så små og så forskellige, at det ikke kan være det samme vi ser, oplever eller ligger liv til.

Hvem ”Du” er kommer simpelthen an på, hvem du spørger:

For David var ”Du” den gode hyrde. David skrev en af sine stærkeste digte om ”Herren er min hyrde”.

For Paulus var Jesus højdepunktet i Guds løfte om at velsigne hele verden gennem Abrahams slægt.

For Johannes er ”Du” den, der giver os lov til at være Guds børn.

For kvinden ved brønden er ”Du” den, der gav hende værdighed og understregede at sand hengivenhed ikke handler om geografi men om indstilling.

For kvinden, der led af kronisk menstruation, var ”Du” den, der helbredte hende og igen gav hende adgang til samfundet og et almindeligt liv.

For Zakæus var Jesus den, der brød hans isolation og gjorde ham gavmild.

En mand, der var født blind, og som blev helbredt af Jesus med lidt mudder sagde det aller bedst, synes jeg: ”Jeg kan ikke sige, hvem han er. Men jeg ved, at jeg var blind før, og nu kan jeg se.”

Med andre ord: ”Jeg ved ikke, hvad han er. Men jeg kan fortælle dig, hvad han har gjort for mig.”

Er det ikke sådan det er? Vi kan ikke definere Jesus, Gud, det hellige fuldstændigt. Men vi kan fortælle vores egen historie. Vi kan fortælle, hvilken forskel Han har gjort i vores liv.

For mig er Jesus den, der satte sig ved siden af mig i bilen, da jeg skulle køre alene en mørk aften til hospitalet efter min mand havde været igennem en livsvigtige operation.

For mig har Jesus betydet tålmodighed, barmhjertighed og helbredelse i og fra en depression.

Jeg kan ikke fortælle dig helt, hvem Jesus er. Men jeg ved, at jeg nu er mor til to trods alle odds. Jeg har min mand endnu. For mig er ”Du” den, der hjalp mig med at overkomme en svær depression; den, der har hjulpet mig med at turde livet igen; den, der har givet mig håbet tilbage.

”Du” er alt det. Og meget mere. Og måske mere endnu. For Jesus, Gud er altid mere. Hans historie kan ikke indeholdes eller defineres af ét menneskes liv eller forståelse, tror jeg.

Og alligevel får vi lov til at dele vores historier med ham og lægge liv til Hans.

Hvis jeg spørger dig, hvem er ”Du” så?

*Jeg skriver Han, fordi Jesus var en mand. Gud som skaber og Helligånd; Gud som treenighed tror jeg ikke, vi kan sætte på køn. Jeg tror Gud overskrider alle vores ord. Samtidig tror jeg, at Gud er personlig og ønsker at indgå i en relation med os. Og det kan man kun, hvis det er en ”nogen” man er sammen med. Derfor bruger jeg ”Han” om Gud. Selvom jeg er fuldtud klar over at der findes masser af billeder, der forklarer Gud i Bibelen, der handler om at være kvinde, mor eller feminin. Jeg kan også godt lide at tale om og tænke på især Helligånden som ”hun”.