, , , , , ,

Jeg tror – en personlig tros-bekendelse

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et “os”.

Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!
Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:
“Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.
 
Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en. 
 
Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.
 
Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.
 
Jeg er taknemmelig!”
af
, , , ,

Alt det jeg ikke kalder mig selv.

Der er ting, jeg kalder mig selv, når ingen andre hører det. Nogle gange overhører de det, eller fanger det i tonen jeg snakker på. Så er det de siger “Du er for hård ved dig selv” eller “Er du okay?” eller også griner de og siger de også kan have det sådan med sig selv.

Men der er også de ting, som jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke vil være ved det. Fordi jeg ikke har ordene. Fordi jeg ikke kan lide det, de betyder.
Der findes en historie om at Jesus møder en kvinde, hvor dem, omkring kalder hende “sådan én”. Du ved, på den der generaliserende og nedsættende måde, som vi ind i mellem taler om andre på. Der er ting, jeg ikke kalder mig selv, fordi jeg ikke vil være “sådan én”.
Men hvad gør man, når man nu er “sådan én”? Kvinden i historien var “sådan én”, som de snakkede om. Hun var oven i købet blevet taget på fersk gerning, så der var ingen mulighed for at skjule, glemme eller benægte. Måske havde hun aldrig regnet med at stå i sådan en situation. Måske kunne hun slet ikke genkende sig selv mere. Måske var hun i tvivl om, hvordan hun var kommet dertil. Måske hun ikke brød sig om, at være “sådan én”, men nu, taget på fersk gerning, var der ingen andre muligheder.
Jeg kalder ikke mig selv barnløs. Jeg har ingen kategori der hedder det. Jeg taler ikke om ufrivillig barnløshed – for mit eget vedkommende. Men jeg er det. Jeg føler det. Jeg vil bare ikke så gerne kalde mig selv det. (Lige som jeg heller ikke vil have nullermænd i krogene, mad der bliver for gammelt i køleskabet, eller tåbelige uenigheder med gemalen.) Men jeg er det, og jeg føler det. Jeg føler stikket fra at være “sådan én”, der stadig ingen børn har, mens dem, der også ventede har fået deres, og født dem, og fået dem døbt, og holdt den første fødselsdag. Jeg har igen ikke lyst til at tage på besøg der, hvor det kommer til at handle om små-børn.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Jesus gjorde det, men han fik alle dem, der pegede fingre ad kvinden, fordi hun var “sådan en kvinde” til at frafalde deres anklager og gå deres vej. Og han fik kvinden til at se op, og gå derfra fri og tilgivet; set for den, hun var.
Der er ting, jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke har lyst til at være “sådan én”. Men måske er det nødvendigt, for at blive set, som den jeg er?
 
af
, ,

Børnefødselsdag

Weekenden bød på den første børnefødselsdag på den ene side af familien i …. ja, mange mange år. Den lille Andreas har været i familien i et helt år. Og han er blevet så stor og glad en lille dreng. Det er godt igen at have små børn i familien – det giver noget helt andet, når vi alle sammen er sammen.

Jeg må indrømme at have været lidt spændt på at skulle med til børnefødselsdag. I mens vi har tumlet rundt med vores barnløshed har vi modsat så mange andre vi kender, været så heldige at der ikke rigtigt har været nogle små børn tæt på os. Derfor har vi ikke siddet til børnefødselsdage, hvor vi knapt har kunnet smile, eller været nødt til at melde afbud, for at passe på os selv. Der har været mennesker, der blev gravide, og det har været svært nok. Der kom små mennesker til i menighederne, og det gjorde ondt nok.
Jeg tænkte, at det ville være noget andet nu, hvor jeg jo er godkendt til adoption og står på venteliste, og det virkelig kun kan være et spørgsmål om ikke ret lang tid inden vi bliver forældre. Sådan har jeg oplevet det når vi har været sammen med gravide – der er vi nærmest på samme sted. Det var en hyggelig eftermiddag. Men for første gang i meget lang tid kunne jeg igen mærke den der følelse af at være lidt ved siden af det hele. Fordi hele fokus var på et barn. Og jeg ikke havde en at tage mig af. Og fordi det er en påmindelse om hvor længe det har været sådan at den lille Andreas nærmest-nevø nu er blevet et helt år, og jeg stadig ikke har nogen lille at holde.
Når han bli’r to har vi en nærmest-kusine/fætter med, det ved jeg. Men indtil må jeg åbenbart stadig finde mig at følges med Længsel og ind i mellem Ensomheden også…
af
, , ,

Endelig adoption

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen – nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven, mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu.

Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig med at den mærkelige følelse af ikke at ane hvornår vi bliver forældre også spiller ind: Er det det rigtige tidspunkt at stille noget op eller gøre ret meget klar? Hvad nu hvis det ikke er vores tur før om et halvt år, kan jeg så holde ud at gå og se på en lille seng eller et puslebord i al den tid?
Og så er der glæden. Glæden ved endelig at kunne være en af de kommende mødre. Endelig at kunne tale med om tanker, bekymringer, forhåbninger og drømme om at blive mor. Om hvordan det bli’r at holde et barn der er ens eget, og ansvaret der følger med.
A-ordet er for mig et ord jeg bærer med mig, som en glæde og som en længsel, der ind imellem gør ondt i al sin modsatrettethed….
af
,

Tomme arme

Jeg har netop set en video, sendt til mig af et meget omsorgsfuldt menneske, som jeg meget gerne vil dele med jer. Den er lavet af en kvinde, som gennem flere år, har kæmpet med barnløshed. Hun har lavet videoen, som hedder Empty Arms, for i første omgang at forklare venner og bekendte, hvad det er for en rejse hun og hendes mand har været igennem med barnløshed. 
Det er en utrolig smuk, enkel og rammende præsentation. Hun har nu lavet denne mere generelle video, som alle kan se – ikke bare deres egne venner og familie. 
Noget af det, der gav genlyd i mig var dels navnet: “Tomme arme” for er der et sted jeg til stadighed kan mærke længslen efter et barn og har kunnet det længe, så er det netop i armene, hænderne og brystet – der hvor barnet skal holdes og passes og kærtegnes, men som nu er tomt. Og så er det hvad hun skriver om at det ikke er selviskhed, der får barnløse par til at  melde fra til dåb, børnefødselsdage eller lign. Det er selv-beskyttelse.
Her er den: Empty Arms
Det er muligt du skal have fat i et lille lommetørklæde…..  
af