, , ,

3/5

“Fordi det at blive mor efter at have ventet i årevis er bare noget man lige klarer?” Noget i den retning sagde hun. Ligesom andre undrende har spurgt før. Og svaret er nej! Det er ikke noget man lige gør. Og det havde jeg heller ikke forestillet mig. Sådan rigtigt. Jeg ved bare heller ikke, hvad jeg ellers havde forestillet mig….. Eller det vil sige at jeg havde faktisk forestillet mig, at jeg efter ca. en dags jublen efter Tinas opkald, om at vi skulle være forældre, med overblik, effektivitet og sprudlende overskud ville være i stand til at ordne ikke bare det foreliggende arbejde men også lidt til, gøre mit hus i stand, sørge for mad til fryseren og gøre klar til rejse og børneværelse. Hvor svært kunne det være?! Jeg har jo haft måneder til at vænne mig til tanken.

Det er muligt. Men i dag, hvor det er tre uger siden Sipho blev et navn vi kender, er jeg stadig snot forkølet, på penicillin og går rundt i cirkler om mig selv. Ting ta’r ikke bare tid men laang tid. Det, der er væsentligt for andre, er det ikke for mig – med mindre det handler om bodystockings i str. 86, sydafrikanske rand eller strejker i Lufthansa. Ikke fordi jeg ikke kan se det er vigtigt – det er bare så uvedkommende. Jeg har hørt om, at det sker – at kommende mødre bliver indadvendte og står med hånden på maven og kigger lige ud for sig. Jeg troede jo bare ikk’, det ramte mig, når jeg nu ingen mave får. Men det har det så gjort. Aldrig har jeg været så indadvendt i mit liv. (bortset fra da jeg var syg) Eller i den grad sat alle andre dagsordner til side for en ting.
I dag er der tre dage til vi flyver. Fem dage til vi møder Sipho for første gang. Jeg glæder mig.
/7 Kommentarer/af
, , ,

Som en elefant

Ventetiden er ovre! For nogle dage siden skrev jeg, om den ventetid vi står i. Om hvordan det er at vide, der (forhåbentligt og forventeligt) er kort tid til vi bliver ringet op om, at det er NU vi skal være forældre. Uden at vide, hvornår det opkald kommer. For 6 dage siden ville jeg have skrevet følgende:

“Der er noget så stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved den er der. Den er meget nærværende, og fylder en del: Den er ikke til at komme udenom. Det er en usynlig størrelse, som ligesom blokerer udsigten, og alligevel kan jeg se lige igennem. Som Harry Potter i sin usynlighedskappe: du ved han er der, du kan bare ikke se ham.
Det er især når jeg kigger i min kalender den usynlige elefant træder frem. Jeg ved den er der, men jeg kan ikke se den. Jeg kan ikke plalægge efter den, er nødt til at gøre som om den ikke eksisterer. Samtidig med at alt jeg gør er med den i tankerne…..
Der er noget stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved, den er der. Jeg ved den på et tidspunkt vil gøre sig bemærket og stille sig frem i lyset. På et tidspunkt står den stille og holder op med at vimse omkring – trampende usynligt over den næste uge, de næste måneder. Der er noget stort som en usynlig elefant foran mig. Jeg ville ønske, den holdt op med at lege gemmeleg.”
Nu er “elefanten” ude i fuldt dagslys. Den er stor!! Og min tids- og virkelighedssans er blevet endnu mere mærkelig. *smil*
/5 Kommentarer/af
, , ,

OpkaldET

I søndags sagde jeg til Duncan- som så mange søndage før: “Måske bli’r vi forældre i denne uge.” I går havde vi besøg af vores sundhedsplejerske, for at mødes inden vi – engang – skal mødes med barn. Det gik rigtig godt, og var en rigtig stor opmuntring. Min frustration over “det er bare noget vi leger – der er jo ikke noget barn” blev hjulpet, for sundhedsplejersker kommer jo ikke på besøg for sjov, vel?!

I formiddags talte jeg med en veninde, som sagde at hun i nat drømte at vi fik en pige på 4 år. “Og”, som hun sagde “mig og Helligånden har noget kørende.”
Til middag ringede telefonen på kontoret. Jeg tænkte “Det er Tina” (Vores sagsbehandler) som jeg altid gør når telefonen ringer, og mindede mig selv om at hun jo ringer på mobilen – hvilket er grunden til den har været klistret til min side i snart et halvt år. Så jeg tager min “officielle” stemme på og siger “Metodistkirken, det er Anne Thompson.” Hvortil svaret lyder: “Det er Tina fra AC børnehjælp. Jeg har en god nyhed!” Og SÅ gik verden i stå….
Vi skal være forældre til en lille dreng på 13 måneder. Vi skal afsted sidst i februar og om godt 5 uger er vi alle sammen hjemme igen! Ligenu er det mest surrealistisk. Og glæde. Og forundring.
Tænk, jeg skal være mor!
/9 Kommentarer/af
, , ,

Destination: Betlehem

Maria var en helt ung kvinde, da hun tog afsted til Betlehem sammen med Josef, som hun skulle giftes med. Alligevel var det nok ikke første gang hun var ude på en længere rejse. Måske var det første rejse, fordi kejseren i Rom havde en mening, om hvor hun skulle være. Men eftersom Maria var en praktiserende jøde, havde hun sandsynligvis siden hun var ganske lille rejst til Jerusalem med sine forældre til de store helligdage – ligesom hun senere selv tog sin lille søn med sig derop. Så jeg forestiller mig at rejse strabadser ikke har været ukendte for Maria. Hun har før levet ud af en kuffert og haft ømme fødder af at gå langt.
Det, der gør det anderledes denne gang er, at hun er højgravid og rejser med Josef. Forestil dig at rejse til fods tung, frugtsommelig og med vand i hele kroppen. Forestil dig at være øm i ryggen og træt i benene allerede inden du står op om morgenen. Jeg har ikke prøvet det, men når jeg tænker på dem, jeg har fulgt med “i”, når de har været højgravide, kan jeg ikke forestille mig, at de ville holde af at skulle rejse langt til fods. Fordi en kejser sagde man skulle. Maria kunne ikke selv gå. Hun red på et æsel, og selvom det sandsynligvis har været nødvendigt og en hjælp, så har det sikkert også været ret hårdt.
Som hun red afsted der på æslet sammen med Josef, gad vist om hun kunne forestille sig, hvad der ventede hende?Mon hun kunne forestille sig fødslen, at få sit barn i armene, eller hvad barnet vil betyde for hendes liv? Selvom hun havde god tid til at spekulerer over det, der på vejen til Betlehem. Kan nogen mor?
Og er det ikke sådan, at uanset hvad det er vi er vi barsler med, så kan vi ikke på forhånd vide, hvordan det bliver? Uanset hvordan vi forbereder os, venter og glæder os, så kan vi aldrig helt vide, hvad det kommer til at betyde for os?
Maria ankom til Betlehem, og hun fødte sit barn i en stald. Engle og hyrder og vise mænd kom for at se barnet og prise Gud, fordi det var kommet til verden. Maria forstod ikke, hvad det altsammen betød mens det skete, men gemte det hele i sit hjerte. Hun måtte opfostre sin søn, opdrage ham, se ham blive voksen, og træffe valg, der så tossede ud, inden hun mange år efter kunne forstå bare lidt mere af, hvad der var sket hende.
Jeg er på vej til Betlehem. Jeg ved, hvad der skal ske. Men jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde. Måske har du det også sådan, eller har haft det engang. Maria kan vise os vej, og kan give håb og fred på rejsen. Hun vidste, hvad hun bar på, men ikke hvilken betydning hendes rejse ville få.
/4 Kommentarer/af