Jeg lærer en del af mine børn. Dels opdager jeg, hvor meget jeg ikke ved. Dels får jeg erfaringer ud i kroge af min eksistens, jeg kunne have været foruden – så som hvordan jeg fungerer på alt for lidt søvn eller reagerer på konstant skrigen under et aftensmåltid.
Men jeg lærer også ting, der er virkelig brugbare og som sætter tankerne i gang. For eksempel har jeg den sidste tid tænkt en del over, hvordan (og om) mine reaktioner på Gud som far er forskellige fra mine børns reaktioner på mig som deres mor? De overvejelser er der kommet en klumme ud af til Udfordringen (læs den her).
Så meget af min opdragelse og omsorg for mine børn beror på, at jeg ved bedre, har mere erfaring og større forståelse af konsekvenser og sammenhænge end de har endnu. Som jeg forstår min opgave som forælder er min opgave netop at være deres værn mod konsekvenser, de ikke forstår eller hjælpe med valg, de ikke kan overskue – som eksempelvis ikke at børste tænder, skrive grimt på snapchat, dele billeder eller lade vanterne ligge, når der er frost udenfor.
Hvad nu, hvis det er med Gud og jeg på en lignende måde? At Han forstår og ser sammenhænge og konsekvenser, jeg ikke har begreb skabt om. Så kan det godt være begrænsninger, lukkede døre eller hvad-ved-jeg opleves som uretfærdige, ukærlige eller bare trælse – men som med mine børn, gør det dem ikke dårlige. Og er Gud kærlighed, så må begrænsninger og andet findes for at passe på mig.
Det har givet noget at tygge på. Forstå mig ret: Jeg mener ikke at alt skidt kommer fra Gud. Jeg mener heller ikke, at det er alle begrænsninger i livet og vores omstændigheder, der er gud-givne. Ikke desto mindre er det værd at tænke over, at når jeg tror på Gud som min far, så er der sandsynligvis også ting Han har sans for, som jeg ikke har. Heldigvis, har jeg lyst til at tilføje.
Øvelsen bliver så at fodre tilliden istedet for protesten!
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2018/04/Mig-og-mine-marts-2018.jpg?fit=1467%2C1527&ssl=115271467Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2019-02-27 11:41:362019-02-27 11:41:36Mine børn lærer mig om Gud
Er onkel Reje for børn? Det er et spørgsmål, som af og til kommer op, når vi forældre taler om hvad vores børn ser – og hvad vi synes, de må se. Der er forskellige holdninger til onkel Reje. Nogen synes, han er sjov og harmløs, andre synes, han er befriende ligeglad med politisk korrekthed og andre igen mener, onkel Rejes og Brilles univers med mormor er ødelæggende. Holdningerne til det, vores børn må se spænder vidt – uanset om du taler med kristne forældre eller ej.
Jeg er ambivalent Selv har jeg det ambivalent med onkel Reje. Jeg syntes, han var langt ude i brevkassen, hvor Brille desperat forsøgte at svare på spørgsmål og Reje fortalte den ene røverhistorie efter den anden. På den anden side delte jeg ikke mine ældre kollegers indvendinger mod hans smadrekasse (jeg kan godt huske glæden ved ”Det muntre køkken”, når spejderne holdt marked). Og jeg morede mig gevaldigt, da han i Cirkus Summarum havde et lidet flattereden nummer, hvor han alt andet end elegant klatrede op i et stort glas for så at kalde det ”Reje cocktail”. Til gengæld syntes jeg, det var vildt ulækkert i sørøvershowet, at han (eller var det Brille?) skulle spise bussemænd for at komme forbi en eller anden, som jeg ikke kan huske hvem var. Onkel Reje er en form for satire, der kan være svær at holde af. Og måske er det netop meningen?
Skyggesider
Der er ingen tvivl om at figuren Onkel Reje er en figur, der ikke passer ind i skabelonen som politisk korrekt undervisende TV. Onkel Reje er en anti-helt, der på finurligvis måske netop derfor understreger, det, der ikke er god opførsel. Som Bamse, der aldrig rigtig er god eller retfærdig i sin opførsel overfor Kylling. Eller Bjørnen Bruno, der i dén grad er politisk ukorrekt i sine indstillinger til fællesskabet, voksne og sine omgivelser i det hele taget (for slet ikke at tale om hans noget ensidige kost af pommes friter)
På en måde er både bamserne og onkel Reje en slags ”comic relief” – klovnene, der får os til at grine af det, der ellers er både tabu og pinligt. Som prutter, selviskhed og lysten til aldrig at spise grøntsager. Man kan måske sige, at Bamses selvoptagethed, Brunos manglende tilpasningsevne til at gå i skole eller Onkel Rejes lede ved grøntsager giver barnet en stemme, som voksne ellers lukker ned for. Ikke fordi den stemme skal ophøjes til ret og rimeligt, men fordi det netop er klovnen eller narrens rolle at sige det højt, som alle ved, ikke får et ben til jorden, men som vi alligevel kan have brug for at høre, grine af eller græde over. Det er klovnen og narrens rolle at pege på vores skyggesider.
Pagt med djævelen
Nu har debatten om onkel Reje så fået mere vand på møllen, fordi den seneste serie handler om heavy metal-musik, hvor onkel Reje og Brille sammen med drengen Krølle forsøger at få succes som band til Heavy MGP. Brille er så opsat på succesen, at han er parat til at lave en pagt med djævelen eller blive satanist. (Det sker i afsnit 5 og 6 af serien).
Det sidste har mødt kritik. Måske forståeligt nok, eftersom satanisme ikke er noget at spøge med. Ligesom en pagt med djævelen altid har været omgivet med historier om ulykke. Så forskellige kilder som folkeeventyr og musikhistorien har beretninger om mennesker, der solgte deres sjæl til djævelen for til gengæld at kunne spille fantastisk, danse eller få deres elskede – det endte aldrig godt. Hvilket netop var pointen med historierne.
Onkel Reje kommer i øvrigt også frem til, at han ikke vil lave en pagt med djævelen – hans far skriver i et brev, at det er en dårlig ide. Han bliver heller ikke satanist, for nok kan han spise en regnorm, men han vil ikke vaske sine hænder. Brille har været derhjemme, og har bedt Fadervor for sine venner.
Serien om Onkel Reje, Krølle og Heavy-bandet er ikke slut endnu, så vi ved ikke, hvordan det ender. Men redaktør for Ramasjang, Pelle Møller, har været ude og sige, moralen med historien vil blive afsløret i det sidste afsnit.
Små børn med store interesser
Undersøgelser af børns interesser på 3-6 år lavet af Ramasjang viser ikke overraskende, at børn i denne aldersgruppe også er optaget af store og vanskelige emner som død, ensomhed, kærlighed og familie, men også ting som bandeord, musik, pirater og prinsesser. Selv små børn kan med andre ord ikke spises af med historier alene om søde venner og en ukompliceret tilværelse. Selv små børn er klar over, at der er grimme ting, sjove ting og svære ting ved at være til. Og det har de brug for hjælp til at forstå og håndtere.
Måske er det vigtigt for os at huske, at børn netop forstår verden ved at lege med forskellige roller: De smager på ord, prøver en identitet og klæder sig måske ud. På den måde afprøver de forskellige muligheder – og ofte er det nok at afprøve det i legen. Nogle gange skal ord afprøves ikke bare i skolegården eller på legepladsen i børnehaven, men også derhjemme – for at børnene kan se, hvordan mor og far reagerer. Det er den eneste måde de kan finde ud af, om denne her måde at være på, også er i orden hjemme hos os.
Forældre skal hjælpe med at forstå
Af netop den grund har Ramasjang en del seere over 25 år. For som forældre er vi nødt til at snakke med vores børn om det, de ser. Vi skal være med til at oversætte, det, de ser. Vi skal hjælpe med at reflektere over det. Og nogle gange er det eneste vi skal at høre børnene genfortælle det, de ser. Som forældre har vi en vigtig rolle i at vores børn forstår verden- også den de møder gennem skærmen. Vi skal være med til at styrke deres fantasi og nysgerrighed.
Hvorvidt dine børn må se Onkel Reje eller ej er op til dig: Du kender dine børn; du ved, hvordan I får snakket om tingene derhjemme. Måske skal du tage dig tiden til at se, hvad det hele handler om på Ramasjang app’en, så du kan danne dig din egen mening.
Uanset hvad du synes om Onkel Reje, Bjørnen Bruno eller Bamse, så er dette endnu et eksempel på, at blot fordi et program er sat til en bestemt aldersgruppe eller er tilbudt gennem en bestemt platform er det ikke det samme, som at indholdet er passende eller egnet for dine børn.
Satanisme er ikke at spøge med. Det er fyrværkeri heller ikke, og Onkel Rejes omgang med dét er alt andet end sikker. Det giver måske netop udgangspunktet for at tale med vores børn om emner, der ellers ikke kommer op i børnefjernsyn, men som ikke desto mindre kan være væsentlige. Meningerne om Onkel Reje er næppe blevet mindre delte efter denne her serie. Og det er måske meget godt. Så har vi noget at snakke om, der kradser lidt mere i overfladen end så meget andet gør. Og som Mads Geertsen, der spiller Onkel Reje,: Så længe der er klager, vækker Onkel Reje debat, og det er vil han gerne.
Kilder: Kristoffer Kristensen: Kritik: Fjernsyn om satanisme er ikke for børn. 14. februar 2019 (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/kritik-fjernsyn-om-satanisme-er-ikke-boern)Læst 15. februar 2019
Pelle Møller: Ramasjang-redaktør: ”Onkel Rejes Heavyband” er meget langt fra at opfordre børn til satandyrkelse. 15. februar 2019 (https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/onkel-reje-er-underholdning-opfordrer-langtfra-boern-til-satandyrkelse) Læst d. 16. februar 2019
Ramasjang-chef om hurtigt børne-tv: “Vi vil vise indhold, der inspirerer”(https://www.dr.dk/nyheder/indland/ramasjang-chef-om-hurtigt-boerne-tv-vi-vil-vise-indhold-der-inspirerer) Læst 15. februar 2019
Ida Weis Jacobsen: Spilproducenternes Dag havde børns læring i fokus(https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/spilproducenternes-dag-havde-boerns-laering-i-fokus) Læst 15. februar 2019
Marie Carsten Pedersen: Bomstærk Ramasjang fortjener et tak. 10. marts 2013 (https://politiken.dk/kultur/medier/art5625725/Bomstærk-Ramasjang-fortjener-et-tak) Læst 15. februar 2019
Simon Roliggaard: ”Onkel Reje: »Børnene må følge med, hvis de kan« 24. december 2014 (https://politiken.dk/kultur/art5744178/»Børnene-må-følge-med-hvis-de-kan«)Læst 15. februar 2019
Kathrine Hornstrup Yde: ”Onkel Reje: I min barndom var børnekultur noget, man selv skabte” 17. juli 2016 (https://politiken.dk/kultur/art5629573/Onkel-Reje-I-min-barndom-var-børnekultur-noget-man-selv-skabte) Læst 15. februar 2019
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2019/02/Onkel-Reje-1-ansigt.jpeg?fit=2013%2C1877&ssl=118772013Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2019-02-16 08:52:572019-02-16 09:03:51Må dine børn se Onkel Reje?
Som så mange andre har vi tradition i familien for at gå i biografen i julen. I år tog den ældste søn og jeg alene afsted.
Jeg havde forestillinger om, at vi skulle se Mary Poppins. Det stod hurtigt klart, da vi hjemme sad og så forfilm på mulige emner, at det IKKE var i overensstemmelse de forventninger sønnike havde til en film. Vi skulle se ”Ternet Ninja”. I traileren til ”Ternet Ninja” skorter det ikke på bandeord, kraftudtryk og ja, alt muligt andet, der ikke lyder lige skønt. Mine protester om dårligt sprog og voldsomme ting blev fejet væk af Samuels bemærkning om at ”Mor, jeg kan godt kende forskel på film og virkelighed.”
Og lad mig bare slå fast: Der er en del grimt sprog i Ternet Ninja, men størstedelen blev afleveret i traileren. I hvert fald blev det ikke værre end det. Til gengæld blev jeg positivt overrasket over handlingen og dybden i filmens plot.
Om handlingen
Ternet Ninja starter i Thailand på en fabrik med børnearbejdere, hvor den danske ejer er på besøg. Under besøget kommer en lille dreng ved et uheld til at sy ejerens cashmere halstørklæde om til dragt på den ninja-dukke, han syr på. Den danske ejer ender med at tærske drengen ihjel. Så er scenen ligesom sat med social uretfærdighed og verdens skævvridning!
Hjemme i Danmark har vi så Aske i 7. klasse, der er forelsket i Jessica fra 8. klasse. Askes temmelig alternative mor er flyttet sammen med Jørn, der har sønnen Sune. Ingen af de to behandler Aske særlig pænt. Sune udnytter Aske til at lave sine lektier og presser Aske med sin viden om hans forelskelse i Jessica.
Askes onkel er Stuart (som vi kender fra Terkel i knibe), der sejler på de store have. Han kommer i besiddelse af dukken fra Thailand, der på mystisk vis er blevet levende. Dukken havner hjemme hos Aske, der bliver ninjaens medsammensvorne i forsøget på at finde den danske ejer af fabrikken. Ninjaen vil have hævn. På vejen mod hævn får ninjaen også hjulpet Aske med nogle af hans problemer – på måder, som ikke umiddelbart virker særligt hjælpsomme, men som viser sig at være det.
Ternet Ninja er beskidt og barsk – men sådan er verden jo også. Den er – for mig at se – også et opråb om at tage ansvar for vores færden og om at kæmpe for retfærdigheden. Både i det små og store.
Og så er den spækket med god musik – ørenfængende melodier og gode tekster (vi synger eksempelvis om pesto herhjemme).
Modvillig anbefaling
Samuel kunne godt lide humoren i filmen. Da jeg spurgte, hvad han mente filmen handlede om, var hans bud, at den handler om, at man skal holde det, man lover.
Dét er slet ikke en tosset pointe, men jeg synes, det stak dybere endnu. Flere gange i filmens løb går en kommentar igen fra de, der træffer dårlige valg: ”Hvis ikke jeg gør det, er der bare nogle andre, som gør”. Det siger ejeren af fabrikken i Thailand, hans tolk og pusheren. De dækker sig alle sammen ind under, at det, de gør, ikke er særligt slemt, for hvis ikke det var dem, var det bare nogen andre. Som om det gør dem mindre ansvarlige for deres egne valg. På den anden side er ninjaen, som siger ”Hvis ikke jeg gør det, er der ikke andre, der gør”, når han tager et slag for retfærdigheden. Det bliver også Askes sidste replik i filmen.
Så for mig handler Ternet Ninja om, at vi har nogle valg at træffe i vores liv – børn som voksne – og at vi kan vælge, om vi vil være modige og stå ved os selv med integritet, eller om vi vil være feje og lægge ansvaret fra os.
Ternet Ninja får derfor min modvillige anbefaling: historien er god, musikken spiller og pointen er én, der kan tåle at blive tygget på og efterlevet. At der så er hårdt sprog og vold – ja, det kan vi jo så bruge som en anledning til at snakke om forskellige (og ligheder!) mellem film og virkelighed.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2019/02/Ternet-Ninja.jpg?fit=2022%2C3484&ssl=134842022Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2019-02-01 11:13:462019-02-01 11:23:35Ternet Ninja – en anbefaling mod min vilje
Ved gudstjenesterne i den menighed, hvor jeg er præst, er der altid det, vi kalder børnehjørnet. Her bliver børnene inviteret op foran, og der er som regel en kort samtale med dem. Herefter er der gerne børnekirke.
For nogle uger siden stod Charlotte Strand for gudstjenesten, og hendes børnehjørne var så godt, at jeg synes, det skal med her – måske kan det give en idé til aktivitet i klubben, børnekirken eller du kan bruge Charlottes børnehjørne som inspiration til at snakke med dine egne børn om, hvordan Gud hjælper dem.
1-2-3 kroner: Gud kommer susende, så vi kan være med i legen igen
Husker du mon legene fra skolegården, legepladsen, vendepladsen eller idrætstimen? Lege som stikbold? Eller 1-2-3 kroner? Eller ståtrold?
Det er forskellige slags tik/fangelege, hvor du bliver fanget og skal stå stille som ”frossen” på det sted, du bliver fanget. Så skal du stå der, indtil en eller anden kommer og sætter dig fri, og du kan igen deltage i fangelegen.
Vores liv og hverdag kan være en ordentlig omgang fangeleg, hvor vi skal navigere mellem mange forskellige situationer, udfordringer og valg vi skal træffe.
Nogle gange står vi noget, som vi fortryder og ønsker Guds hjælp til at komme ud af, og måske endda Hans tilgivelse for. Det kan ikke undgås, at vi kommer i de situationer, uanset hvor gode vi er.
Men så står vi der, stivnet, frosset, fanget, hjælpeløse. Og venter på at blive sat fri.
Og præcis som i skolegården, hvor kammeraterne var dine redningsmænd eller kvinder, så er der også hjælp at hente i vores liv idet hele taget. Gud kommer dig til undsætning.
Han sætter dig fri igen – ligesom i fangelegen hvor én kravler gennem benene på dig eller klapper dig på skulderen. På den måde sætter Han dig tilbage til dit spil, dit liv og din hverdag.
Ender vi i samme situation igen, og vi bliver fanget i legen, så er Gud på pletten igen, og igen og igen. Ligesom i ståtrold er det ikke kun én gang man kan fryse fast eller blive reddet!
Hvorfor skal vi snakke med børn om at være “fanget” nogle gange?
Jeg mener, at det er rigtig vigtigt at børnene også ved at Gud kommer i deres liv og sætter dem fri, når der er brug for det.
De kender til at stå i situationer hvor man hverken ved op eller ned, og bare føler sig… fanget!
Og bare fordi man er et barn, så er den følelse ikke mindre frustrerende.
Så er det rart at vide, at man kan bede til Gud og få Hans hjælp, Hans tilgivelse. At vide at Han kommer susende fra skjulestedet bag buskene, eller den anden ende af gymnastiksalen, klapper dig på skulderen og sætter dig tilbage i legen.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2019/01/sydney-rae-803110-unsplash.jpg?fit=2592%2C1728&ssl=117282592Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2019-01-16 20:42:072019-01-16 20:43:381-2-3 kroner for dig: Gud befrier, så vi kan lege videre
Mine børn lærer mig om Gud
Jeg lærer en del af mine børn. Dels opdager jeg, hvor meget jeg ikke ved. Dels får jeg erfaringer ud i kroge af min eksistens, jeg kunne have været foruden – så som hvordan jeg fungerer på alt for lidt søvn eller reagerer på konstant skrigen under et aftensmåltid.
Men jeg lærer også ting, der er virkelig brugbare og som sætter tankerne i gang. For eksempel har jeg den sidste tid tænkt en del over, hvordan (og om) mine reaktioner på Gud som far er forskellige fra mine børns reaktioner på mig som deres mor? De overvejelser er der kommet en klumme ud af til Udfordringen (læs den her).
Så meget af min opdragelse og omsorg for mine børn beror på, at jeg ved bedre, har mere erfaring og større forståelse af konsekvenser og sammenhænge end de har endnu. Som jeg forstår min opgave som forælder er min opgave netop at være deres værn mod konsekvenser, de ikke forstår eller hjælpe med valg, de ikke kan overskue – som eksempelvis ikke at børste tænder, skrive grimt på snapchat, dele billeder eller lade vanterne ligge, når der er frost udenfor.
Hvad nu, hvis det er med Gud og jeg på en lignende måde? At Han forstår og ser sammenhænge og konsekvenser, jeg ikke har begreb skabt om. Så kan det godt være begrænsninger, lukkede døre eller hvad-ved-jeg opleves som uretfærdige, ukærlige eller bare trælse – men som med mine børn, gør det dem ikke dårlige. Og er Gud kærlighed, så må begrænsninger og andet findes for at passe på mig.
Det har givet noget at tygge på. Forstå mig ret: Jeg mener ikke at alt skidt kommer fra Gud. Jeg mener heller ikke, at det er alle begrænsninger i livet og vores omstændigheder, der er gud-givne. Ikke desto mindre er det værd at tænke over, at når jeg tror på Gud som min far, så er der sandsynligvis også ting Han har sans for, som jeg ikke har. Heldigvis, har jeg lyst til at tilføje.
Øvelsen bliver så at fodre tilliden istedet for protesten!
Må dine børn se Onkel Reje?
Er onkel Reje for børn? Det er et spørgsmål, som af og til kommer op, når vi forældre taler om hvad vores børn ser – og hvad vi synes, de må se. Der er forskellige holdninger til onkel Reje. Nogen synes, han er sjov og harmløs, andre synes, han er befriende ligeglad med politisk korrekthed og andre igen mener, onkel Rejes og Brilles univers med mormor er ødelæggende. Holdningerne til det, vores børn må se spænder vidt – uanset om du taler med kristne forældre eller ej.
Jeg er ambivalent
Selv har jeg det ambivalent med onkel Reje. Jeg syntes, han var langt ude i brevkassen, hvor Brille desperat forsøgte at svare på spørgsmål og Reje fortalte den ene røverhistorie efter den anden. På den anden side delte jeg ikke mine ældre kollegers indvendinger mod hans smadrekasse (jeg kan godt huske glæden ved ”Det muntre køkken”, når spejderne holdt marked). Og jeg morede mig gevaldigt, da han i Cirkus Summarum havde et lidet flattereden nummer, hvor han alt andet end elegant klatrede op i et stort glas for så at kalde det ”Reje cocktail”. Til gengæld syntes jeg, det var vildt ulækkert i sørøvershowet, at han (eller var det Brille?) skulle spise bussemænd for at komme forbi en eller anden, som jeg ikke kan huske hvem var. Onkel Reje er en form for satire, der kan være svær at holde af. Og måske er det netop meningen?
Skyggesider
Der er ingen tvivl om at figuren Onkel Reje er en figur, der ikke passer ind i skabelonen som politisk korrekt undervisende TV. Onkel Reje er en anti-helt, der på finurligvis måske netop derfor understreger, det, der ikke er god opførsel. Som Bamse, der aldrig rigtig er god eller retfærdig i sin opførsel overfor Kylling. Eller Bjørnen Bruno, der i dén grad er politisk ukorrekt i sine indstillinger til fællesskabet, voksne og sine omgivelser i det hele taget (for slet ikke at tale om hans noget ensidige kost af pommes friter)
På en måde er både bamserne og onkel Reje en slags ”comic relief” – klovnene, der får os til at grine af det, der ellers er både tabu og pinligt. Som prutter, selviskhed og lysten til aldrig at spise grøntsager. Man kan måske sige, at Bamses selvoptagethed, Brunos manglende tilpasningsevne til at gå i skole eller Onkel Rejes lede ved grøntsager giver barnet en stemme, som voksne ellers lukker ned for. Ikke fordi den stemme skal ophøjes til ret og rimeligt, men fordi det netop er klovnen eller narrens rolle at sige det højt, som alle ved, ikke får et ben til jorden, men som vi alligevel kan have brug for at høre, grine af eller græde over. Det er klovnen og narrens rolle at pege på vores skyggesider.
Pagt med djævelen
Nu har debatten om onkel Reje så fået mere vand på møllen, fordi den seneste serie handler om heavy metal-musik, hvor onkel Reje og Brille sammen med drengen Krølle forsøger at få succes som band til Heavy MGP. Brille er så opsat på succesen, at han er parat til at lave en pagt med djævelen eller blive satanist. (Det sker i afsnit 5 og 6 af serien).
Det sidste har mødt kritik. Måske forståeligt nok, eftersom satanisme ikke er noget at spøge med. Ligesom en pagt med djævelen altid har været omgivet med historier om ulykke. Så forskellige kilder som folkeeventyr og musikhistorien har beretninger om mennesker, der solgte deres sjæl til djævelen for til gengæld at kunne spille fantastisk, danse eller få deres elskede – det endte aldrig godt. Hvilket netop var pointen med historierne.
Onkel Reje kommer i øvrigt også frem til, at han ikke vil lave en pagt med djævelen – hans far skriver i et brev, at det er en dårlig ide. Han bliver heller ikke satanist, for nok kan han spise en regnorm, men han vil ikke vaske sine hænder. Brille har været derhjemme, og har bedt Fadervor for sine venner.
Serien om Onkel Reje, Krølle og Heavy-bandet er ikke slut endnu, så vi ved ikke, hvordan det ender. Men redaktør for Ramasjang, Pelle Møller, har været ude og sige, moralen med historien vil blive afsløret i det sidste afsnit.
Små børn med store interesser
Undersøgelser af børns interesser på 3-6 år lavet af Ramasjang viser ikke overraskende, at børn i denne aldersgruppe også er optaget af store og vanskelige emner som død, ensomhed, kærlighed og familie, men også ting som bandeord, musik, pirater og prinsesser. Selv små børn kan med andre ord ikke spises af med historier alene om søde venner og en ukompliceret tilværelse. Selv små børn er klar over, at der er grimme ting, sjove ting og svære ting ved at være til. Og det har de brug for hjælp til at forstå og håndtere.
Måske er det vigtigt for os at huske, at børn netop forstår verden ved at lege med forskellige roller: De smager på ord, prøver en identitet og klæder sig måske ud. På den måde afprøver de forskellige muligheder – og ofte er det nok at afprøve det i legen. Nogle gange skal ord afprøves ikke bare i skolegården eller på legepladsen i børnehaven, men også derhjemme – for at børnene kan se, hvordan mor og far reagerer. Det er den eneste måde de kan finde ud af, om denne her måde at være på, også er i orden hjemme hos os.
Forældre skal hjælpe med at forstå
Af netop den grund har Ramasjang en del seere over 25 år. For som forældre er vi nødt til at snakke med vores børn om det, de ser. Vi skal være med til at oversætte, det, de ser. Vi skal hjælpe med at reflektere over det. Og nogle gange er det eneste vi skal at høre børnene genfortælle det, de ser. Som forældre har vi en vigtig rolle i at vores børn forstår verden- også den de møder gennem skærmen. Vi skal være med til at styrke deres fantasi og nysgerrighed.
Hvorvidt dine børn må se Onkel Reje eller ej er op til dig: Du kender dine børn; du ved, hvordan I får snakket om tingene derhjemme. Måske skal du tage dig tiden til at se, hvad det hele handler om på Ramasjang app’en, så du kan danne dig din egen mening.
Uanset hvad du synes om Onkel Reje, Bjørnen Bruno eller Bamse, så er dette endnu et eksempel på, at blot fordi et program er sat til en bestemt aldersgruppe eller er tilbudt gennem en bestemt platform er det ikke det samme, som at indholdet er passende eller egnet for dine børn.
Satanisme er ikke at spøge med. Det er fyrværkeri heller ikke, og Onkel Rejes omgang med dét er alt andet end sikker. Det giver måske netop udgangspunktet for at tale med vores børn om emner, der ellers ikke kommer op i børnefjernsyn, men som ikke desto mindre kan være væsentlige. Meningerne om Onkel Reje er næppe blevet mindre delte efter denne her serie. Og det er måske meget godt. Så har vi noget at snakke om, der kradser lidt mere i overfladen end så meget andet gør. Og som Mads Geertsen, der spiller Onkel Reje,: Så længe der er klager, vækker Onkel Reje debat, og det er vil han gerne.
Kilder:
Kristoffer Kristensen: Kritik: Fjernsyn om satanisme er ikke for børn. 14. februar 2019 (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/kritik-fjernsyn-om-satanisme-er-ikke-boern)Læst 15. februar 2019
Pelle Møller: Ramasjang-redaktør: ”Onkel Rejes Heavyband” er meget langt fra at opfordre børn til satandyrkelse. 15. februar 2019 (https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/onkel-reje-er-underholdning-opfordrer-langtfra-boern-til-satandyrkelse) Læst d. 16. februar 2019
Ramasjang-chef om hurtigt børne-tv: “Vi vil vise indhold, der inspirerer”(https://www.dr.dk/nyheder/indland/ramasjang-chef-om-hurtigt-boerne-tv-vi-vil-vise-indhold-der-inspirerer) Læst 15. februar 2019
Ida Weis Jacobsen: Spilproducenternes Dag havde børns læring i fokus(https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/spilproducenternes-dag-havde-boerns-laering-i-fokus) Læst 15. februar 2019
Marie Carsten Pedersen: Bomstærk Ramasjang fortjener et tak. 10. marts 2013 (https://politiken.dk/kultur/medier/art5625725/Bomstærk-Ramasjang-fortjener-et-tak) Læst 15. februar 2019
Simon Roliggaard: ”Onkel Reje: »Børnene må følge med, hvis de kan« 24. december 2014 (https://politiken.dk/kultur/art5744178/»Børnene-må-følge-med-hvis-de-kan«)Læst 15. februar 2019
Kathrine Hornstrup Yde: ”Onkel Reje: I min barndom var børnekultur noget, man selv skabte” 17. juli 2016 (https://politiken.dk/kultur/art5629573/Onkel-Reje-I-min-barndom-var-børnekultur-noget-man-selv-skabte) Læst 15. februar 2019
Ternet Ninja – en anbefaling mod min vilje
Som så mange andre har vi tradition i familien for at gå i biografen i julen. I år tog den ældste søn og jeg alene afsted.
Jeg havde forestillinger om, at vi skulle se Mary Poppins. Det stod hurtigt klart, da vi hjemme sad og så forfilm på mulige emner, at det IKKE var i overensstemmelse de forventninger sønnike havde til en film. Vi skulle se ”Ternet Ninja”. I traileren til ”Ternet Ninja” skorter det ikke på bandeord, kraftudtryk og ja, alt muligt andet, der ikke lyder lige skønt. Mine protester om dårligt sprog og voldsomme ting blev fejet væk af Samuels bemærkning om at ”Mor, jeg kan godt kende forskel på film og virkelighed.”
Og lad mig bare slå fast: Der er en del grimt sprog i Ternet Ninja, men størstedelen blev afleveret i traileren. I hvert fald blev det ikke værre end det. Til gengæld blev jeg positivt overrasket over handlingen og dybden i filmens plot.
Om handlingen
Ternet Ninja starter i Thailand på en fabrik med børnearbejdere, hvor den danske ejer er på besøg. Under besøget kommer en lille dreng ved et uheld til at sy ejerens cashmere halstørklæde om til dragt på den ninja-dukke, han syr på. Den danske ejer ender med at tærske drengen ihjel. Så er scenen ligesom sat med social uretfærdighed og verdens skævvridning!
Hjemme i Danmark har vi så Aske i 7. klasse, der er forelsket i Jessica fra 8. klasse. Askes temmelig alternative mor er flyttet sammen med Jørn, der har sønnen Sune. Ingen af de to behandler Aske særlig pænt. Sune udnytter Aske til at lave sine lektier og presser Aske med sin viden om hans forelskelse i Jessica.
Askes onkel er Stuart (som vi kender fra Terkel i knibe), der sejler på de store have. Han kommer i besiddelse af dukken fra Thailand, der på mystisk vis er blevet levende. Dukken havner hjemme hos Aske, der bliver ninjaens medsammensvorne i forsøget på at finde den danske ejer af fabrikken. Ninjaen vil have hævn. På vejen mod hævn får ninjaen også hjulpet Aske med nogle af hans problemer – på måder, som ikke umiddelbart virker særligt hjælpsomme, men som viser sig at være det.
Ternet Ninja er beskidt og barsk – men sådan er verden jo også. Den er – for mig at se – også et opråb om at tage ansvar for vores færden og om at kæmpe for retfærdigheden. Både i det små og store.
Og så er den spækket med god musik – ørenfængende melodier og gode tekster (vi synger eksempelvis om pesto herhjemme).
Modvillig anbefaling
Samuel kunne godt lide humoren i filmen. Da jeg spurgte, hvad han mente filmen handlede om, var hans bud, at den handler om, at man skal holde det, man lover.
Dét er slet ikke en tosset pointe, men jeg synes, det stak dybere endnu. Flere gange i filmens løb går en kommentar igen fra de, der træffer dårlige valg: ”Hvis ikke jeg gør det, er der bare nogle andre, som gør”. Det siger ejeren af fabrikken i Thailand, hans tolk og pusheren. De dækker sig alle sammen ind under, at det, de gør, ikke er særligt slemt, for hvis ikke det var dem, var det bare nogen andre. Som om det gør dem mindre ansvarlige for deres egne valg. På den anden side er ninjaen, som siger ”Hvis ikke jeg gør det, er der ikke andre, der gør”, når han tager et slag for retfærdigheden. Det bliver også Askes sidste replik i filmen.
Så for mig handler Ternet Ninja om, at vi har nogle valg at træffe i vores liv – børn som voksne – og at vi kan vælge, om vi vil være modige og stå ved os selv med integritet, eller om vi vil være feje og lægge ansvaret fra os.
Ternet Ninja får derfor min modvillige anbefaling: historien er god, musikken spiller og pointen er én, der kan tåle at blive tygget på og efterlevet. At der så er hårdt sprog og vold – ja, det kan vi jo så bruge som en anledning til at snakke om forskellige (og ligheder!) mellem film og virkelighed.
Kreativ idé: Jesus’ dåb
1-2-3 kroner for dig: Gud befrier, så vi kan lege videre
Ved gudstjenesterne i den menighed, hvor jeg er præst, er der altid det, vi kalder børnehjørnet. Her bliver børnene inviteret op foran, og der er som regel en kort samtale med dem. Herefter er der gerne børnekirke.
For nogle uger siden stod Charlotte Strand for gudstjenesten, og hendes børnehjørne var så godt, at jeg synes, det skal med her – måske kan det give en idé til aktivitet i klubben, børnekirken eller du kan bruge Charlottes børnehjørne som inspiration til at snakke med dine egne børn om, hvordan Gud hjælper dem.
1-2-3 kroner: Gud kommer susende, så vi kan være med i legen igen
Husker du mon legene fra skolegården, legepladsen, vendepladsen eller idrætstimen? Lege som stikbold? Eller 1-2-3 kroner? Eller ståtrold?
Det er forskellige slags tik/fangelege, hvor du bliver fanget og skal stå stille som ”frossen” på det sted, du bliver fanget. Så skal du stå der, indtil en eller anden kommer og sætter dig fri, og du kan igen deltage i fangelegen.
Vores liv og hverdag kan være en ordentlig omgang fangeleg, hvor vi skal navigere mellem mange forskellige situationer, udfordringer og valg vi skal træffe.
Nogle gange står vi noget, som vi fortryder og ønsker Guds hjælp til at komme ud af, og måske endda Hans tilgivelse for. Det kan ikke undgås, at vi kommer i de situationer, uanset hvor gode vi er.
Men så står vi der, stivnet, frosset, fanget, hjælpeløse. Og venter på at blive sat fri.
Og præcis som i skolegården, hvor kammeraterne var dine redningsmænd eller kvinder, så er der også hjælp at hente i vores liv idet hele taget. Gud kommer dig til undsætning.
Han sætter dig fri igen – ligesom i fangelegen hvor én kravler gennem benene på dig eller klapper dig på skulderen. På den måde sætter Han dig tilbage til dit spil, dit liv og din hverdag.
Ender vi i samme situation igen, og vi bliver fanget i legen, så er Gud på pletten igen, og igen og igen. Ligesom i ståtrold er det ikke kun én gang man kan fryse fast eller blive reddet!
Hvorfor skal vi snakke med børn om at være “fanget” nogle gange?
Jeg mener, at det er rigtig vigtigt at børnene også ved at Gud kommer i deres liv og sætter dem fri, når der er brug for det.
De kender til at stå i situationer hvor man hverken ved op eller ned, og bare føler sig… fanget!
Og bare fordi man er et barn, så er den følelse ikke mindre frustrerende.
Så er det rart at vide, at man kan bede til Gud og få Hans hjælp, Hans tilgivelse. At vide at Han kommer susende fra skjulestedet bag buskene, eller den anden ende af gymnastiksalen, klapper dig på skulderen og sætter dig tilbage i legen.