Mine børn lærer mig om Gud

Jeg lærer en del af mine børn. Dels opdager jeg, hvor meget jeg ikke ved. Dels får jeg erfaringer ud i kroge af min eksistens, jeg kunne have været foruden – så som hvordan jeg fungerer på alt for lidt søvn eller reagerer på konstant skrigen under et aftensmåltid.

Men jeg lærer også ting, der er virkelig brugbare og som sætter tankerne i gang. For eksempel har jeg den sidste tid tænkt en del over, hvordan (og om) mine reaktioner på Gud som far er forskellige fra mine børns reaktioner på mig som deres mor? De overvejelser er der kommet en klumme ud af til Udfordringen (læs den her).

Så meget af min opdragelse og omsorg for mine børn beror på, at jeg ved bedre, har mere erfaring og større forståelse af konsekvenser og sammenhænge end de har endnu. Som jeg forstår min opgave som forælder er min opgave netop at være deres værn mod konsekvenser, de ikke forstår eller hjælpe med valg, de ikke kan overskue – som eksempelvis ikke at børste tænder, skrive grimt på snapchat, dele billeder eller lade vanterne ligge, når der er frost udenfor.

Hvad nu, hvis det er med Gud og jeg på en lignende måde? At Han forstår og ser sammenhænge og konsekvenser, jeg ikke har begreb skabt om. Så kan det godt være begrænsninger, lukkede døre eller hvad-ved-jeg opleves som uretfærdige, ukærlige eller bare trælse – men som med mine børn, gør det dem ikke dårlige. Og er Gud kærlighed, så må begrænsninger og andet findes for at passe på mig.

Det har givet noget at tygge på. Forstå mig ret: Jeg mener ikke at alt skidt kommer fra Gud. Jeg mener heller ikke, at det er alle begrænsninger i livet og vores omstændigheder, der er gud-givne. Ikke desto mindre er det værd at tænke over, at når jeg tror på Gud som min far, så er der sandsynligvis også ting Han har sans for, som jeg ikke har. Heldigvis, har jeg lyst til at tilføje.

Øvelsen bliver så at fodre tilliden istedet for protesten!