Egentlig er det jo i aften, der er Halloween (= all hallows eve = alle helgens aften), fordi det er Alle Helgen d. 1. november. Men i Vejle fejrede vi Halloween i går med mad med mærkelige navne: Næseblod, syltede månestråler, maddiker og troldetænder var bare nogle af delikatesserne. Der var pyntet SÅ flot op med sorte sække over bordene, orange servietter, flagermus og ander kryb, der var med til at sætte en “u”hyggelig stemning. For de modige børn var der Fangerne i kirken løb med sækkeløb, ulækre ting at stikke hænderne i og et mørkt tingfinderløb i kirken. Flere var mødt op i uhyggelige kostumer som Sascha. Vi fejrer Halloween fordi Alle Helgen er vigtig, men børn efterhånden bedre kan forholde sig til ordet “halloween” om højtiden. Vi fejrer Halloween fordi det er vigtigt at kigge på det uhyggelige som vores egen død, fordi det minder os om at livet er vigtigt. Vi fejrer Alle Helgen for at mindes vores egne døde, og for at takke fordi vi alle er sammen selvom vi ikke længere sidder ved siden af hinanden: I Guds hænder er vi ikke adskilt af døden. Og vi fejrer Alle Helgen fordi det er godt at blive mindet om at døden, krigen, fattigdommen, sulten og alt det andet grumme og uhyggelige ikke har det sidste ord. Heller ikke i vores liv!
Du ønskes en glædelig Alle Helgen eller Halloween!
Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen – nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven, mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu.
Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig med at den mærkelige følelse af ikke at ane hvornår vi bliver forældre også spiller ind: Er det det rigtige tidspunkt at stille noget op eller gøre ret meget klar? Hvad nu hvis det ikke er vores tur før om et halvt år, kan jeg så holde ud at gå og se på en lille seng eller et puslebord i al den tid?
Og så er der glæden. Glæden ved endelig at kunne være en af de kommende mødre. Endelig at kunne tale med om tanker, bekymringer, forhåbninger og drømme om at blive mor. Om hvordan det bli’r at holde et barn der er ens eget, og ansvaret der følger med.
A-ordet er for mig et ord jeg bærer med mig, som en glæde og som en længsel, der ind imellem gør ondt i al sin modsatrettethed….
England er landet, som ligger ved siden af Danmark, men som vi ikke længere tænker så meget på som naboer, som vi gjorde en gang vi var søfarerer. Første gang jeg besøgte Englang var i 10. klasse med min efterskole klasse. Det var vildt spændende – og mærkeligt at skulle bo i en fremmed familie helt alene og ikke helt forstå hvad de sagde, eller hvorfor de opførte sig som de gjorde ind i mellem. F.eks. husker jeg en samtale med manden i huset om at pigerne midt i november i primary school havde nederdel og små strømper på – og ikke strømpebukser eller bare bukser, som jeg var vant til at små piger havde på når temperaturen faldt. Jeg var i praktik i en primary school og det gjorde et vist indtryk at skulle have nederdel på i skolen, og at man gjorde mere ud af at være velklædt til daglig, end vi gør i Danmark. Selvom fruen i huset omgående skiftede til joggindragt når hun trådte ind af døren derhjemme.
Anden gang jeg var i England var fordi jeg skulle læse teologi. Jeg boede der i tre år. Ikke i London, men oppe mellem Manchester og Sheffield. I det smukkeste bakkede område med klipper, får og stendiger. Her blev jeg forelsket. Dels fordi jeg mødte min mand. Og dels fordi Derbyshire, som området vi læste i hedder, er blevet mit andet “hjem”. Jeg føler mig hjemme deroppe. Jeg bliver glad af at lugte bakkeluften – som er så forskellig fra den havluft, jeg holder af herhjemme.
England er der, hvor halvdelen af min familie bor. Her har jeg svigerforældre, bedsteforældre, en svoger og svigerinde, fætre og kusiner derovre. Det er trælst at være så langt fra dem. Og det er dejligt at komme derover og være sammen med dem. I England havde Duncan og jeg vores første hjem sammen. Det var her vores første år som ægtefolk fandt sted.
England er landet, hvor forkælelserne gemmer sig. Fordi der er ting, jeg holder af i England, som ikke er de samme eller som ikke fås i Danmark, bliver det endnu mere særligt når vi er derovre. Der er god chokolade, fantastisk cheddarost. Der er masser af høje hæle, billige bøger, blomster og haver og de er eminente til at
lave desserter 🙂 Man kan altid finde en pub med god mad og en god øl. Her er smukke gamle, anglikanske kirker og katedraler og kirkelivet er anderledes rigt end det er herhjemme. Her er smukke landskaber med alt fra skove til bjerge. Og der er aldrig nogen, der synes det er underligt at man trænger til en pause for at få noget at drikke – især ikke hvis det er en kop te, man trænger til.
E står for England. Mit andet land. Måske jeg engang igen kommer til at bo der. Ellers fortsætter jeg med at nyde det på afstand.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2009-09-18 18:49:002017-02-10 08:59:21England - mit andet land
Jeg har netop set en video, sendt til mig af et meget omsorgsfuldt menneske, som jeg meget gerne vil dele med jer. Den er lavet af en kvinde, som gennem flere år, har kæmpet med barnløshed. Hun har lavet videoen, som hedder Empty Arms, for i første omgang at forklare venner og bekendte, hvad det er for en rejse hun og hendes mand har været igennem med barnløshed.
Det er en utrolig smuk, enkel og rammende præsentation. Hun har nu lavet denne mere generelle video, som alle kan se – ikke bare deres egne venner og familie.
Noget af det, der gav genlyd i mig var dels navnet: “Tomme arme” for er der et sted jeg til stadighed kan mærke længslen efter et barn og har kunnet det længe, så er det netop i armene, hænderne og brystet – der hvor barnet skal holdes og passes og kærtegnes, men som nu er tomt. Og så er det hvad hun skriver om at det ikke er selviskhed, der får barnløse par til at melde fra til dåb, børnefødselsdage eller lign. Det er selv-beskyttelse.
Thea Jarvis er en fantastisk kvinde! Intet mindre. “Jeg gør det her arbejde, fordi jeg tror på, Gud har skabt mig til at gøre det.” Sådan forklarer hun, hvad der fik hende til at starte arbejdet med de mindst og mest udsatte mennesker i Sydafrika, der lider under vold, fattigdom og sygdom: børnene.
På børnehjemmet The Love of Christ Ministries (TLC) bor der 46 små børn – fra ganske få måneder gamle til omkring 4 år. Derudover har Thea og hendes voksne børn selv store familier med adopterede børn, fordi dem, det ikke har været muligt at finde andre hjem, ikke skal ud i et system, der sender dem videre til et nyt børnehjem omkring hvert 3. år.
Et sted omkring 50 mennesker var vi samlede for at høre og se Thea fortælle om TLC, børnene, arbejdet med at køre så stort et sted, på en måde så alle børn får mad og kærlighed nok. Der var tid til spørgsmål, og allerbedst var det at der var andre mennesker i vores situation. Andre, der lige har fået deres papirer sendt til Sydafrika, og som nu venter med spænding på at få telefonopkaldET.
Billedet af den lille fod er fra TLCs hjemmeside. Og skulle du kende nogen, der har lyst til at rejse ud i verden og gøre en forskel, så er TLC en mulighed. For der er mange små børn, som har brug for nogen – unge som gamle – der har tid til at skifte ble, vaske flasker, made, lege og nusse! TLC formidler kun børn til lokale familier og til familier i Danmark…. Så åh jo, måske har vi lige mødt vores barns Big Mama!
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2009-09-02 21:18:002017-02-10 08:59:22The Love of Christ
Halloween
Egentlig er det jo i aften, der er Halloween (= all hallows eve = alle helgens aften), fordi det er Alle Helgen d. 1. november. Men i Vejle fejrede vi Halloween i går med mad med mærkelige navne: Næseblod,
syltede månestråler, maddiker og troldetænder var bare nogle af delikatesserne. Der var pyntet SÅ flot op med sorte sække over bordene, orange servietter, flagermus og ander kryb, der var med til at sætte en “u”hyggelig stemning. For de modige børn var der Fangerne i kirken løb med sækkeløb, ulækre ting at stikke hænderne i og et mørkt tingfinderløb i kirken. Flere var mø
dt op i uhyggelige kostumer som Sascha. Vi fejrer Halloween fordi Alle Helgen er vigtig, men børn efterhånden bedre kan forholde sig til ordet “halloween” om højtiden. Vi fejrer Halloween fordi det er vigtigt at kigge på det uhyggelige som vores egen død, fordi det minder os om at livet er vigtigt. Vi fejrer Alle Helgen for at mindes vores egne døde, og for at takke fordi vi alle er sammen selvom vi ikke længere sidder ved siden af hinanden: I Guds hænder er vi ikke adskilt af døden. Og vi fejrer Alle Helgen fordi det er godt at blive mindet om at døden, krigen, fattigdommen, sulten og alt det andet grumme og uhyggelige ikke har det sidste ord. Heller ikke i vores liv!
Endelig adoption
Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen – nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven, mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu.
England – mit andet land
Tomme arme
The Love of Christ