, , ,

I er grenene, jeg er træet

Ved søndagens gudstjeneste legede vi: vi kastede et garnnøgle rundt imellen os, for at illustrere hvordan vi alle sammen hænger sammen. Det vakte megen moro og stor begejstring hos især nogle af de yngre deltagere! (Jeg kan afsløre vi har nogle ret gode skytter!) Da vi alle sammen var viklet ind og alle hang sammen, klippede vi snoren over, så vi hver især stod med vores egen “gren”. Den kunne vi tage op til et lille vintræ, som stod i det ene hjørne af kirkerummet, og binde fast der, sammen med et blad med vores navn på. På den måde blev vi én gang til en del af det samme. Og det var nemt at se hvordan grenene alene ikke er andet end grene – for at være et træ skal der en stamme til! På træet hang der vindruer, som man selvfølgelig kunne smage på. For rigtige træer, der lever, er sunde og har det godt bærer frugt.

Billedet viser Thomas, som meget interesseret mærkede ved træet, stenene, træet er plantet i, og som nød vindruerne.
Jeg er glad for Jesus sagde: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer meget frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” (Johannes evangeliet kapitel 15)
/6 Kommentarer/af
,

Ruth – lille og livlig

Ruth skal siges på engelsk. Ruth er Duncans gamle bedstemor, som er et livstykke af en anden verden. Smilende, optimistisk og glad. Som tiltrækker mennesker, på en måde jeg ikke har set andre gøre det. Og som 92 årig har et netværk større end de fleste på facebook. (Altså, ikke at hun er på facebook) Hun spiller klaver, og har indtil for ganke nyligt spillet orgel i diverse kirker til pantomimer, begravelse og bryllupper. Hun lever af en engelsk pension, og kunne for indtil for et par år siden (mens hun stadig spillede meget) finde på at sige “I need a funeral or two…. Naughty little me!” Hun rejste som 83 årig alene til New Zealand og besøgte sidste forår os her i Danmark. Hun er lille, og smiler, så hendes øjne forsvinder. Hun be’r dagligt for alle hun kender, og sender omkring 200 julekort i december.

For snart tre år siden var hun med til min ordination, og faldt dagen inden hun skulle have været hjemme og brækkede sit bækken. Hun lå på Hjørring sygehus halvanden uge, og var
hele afdelingens yndling. Sygeplejerskerne stod i kø for at sige farvel til hende. Hun gør indtryk, og har en varme, et gå på mod og en glæde ved livet, der smitter. Og når jeg bli’r gammel håber jeg at være
lige sådan!
/15 Kommentarer/af
, , ,

Destination: Betlehem

Maria var en helt ung kvinde, da hun tog afsted til Betlehem sammen med Josef, som hun skulle giftes med. Alligevel var det nok ikke første gang hun var ude på en længere rejse. Måske var det første rejse, fordi kejseren i Rom havde en mening, om hvor hun skulle være. Men eftersom Maria var en praktiserende jøde, havde hun sandsynligvis siden hun var ganske lille rejst til Jerusalem med sine forældre til de store helligdage – ligesom hun senere selv tog sin lille søn med sig derop. Så jeg forestiller mig at rejse strabadser ikke har været ukendte for Maria. Hun har før levet ud af en kuffert og haft ømme fødder af at gå langt.
Det, der gør det anderledes denne gang er, at hun er højgravid og rejser med Josef. Forestil dig at rejse til fods tung, frugtsommelig og med vand i hele kroppen. Forestil dig at være øm i ryggen og træt i benene allerede inden du står op om morgenen. Jeg har ikke prøvet det, men når jeg tænker på dem, jeg har fulgt med “i”, når de har været højgravide, kan jeg ikke forestille mig, at de ville holde af at skulle rejse langt til fods. Fordi en kejser sagde man skulle. Maria kunne ikke selv gå. Hun red på et æsel, og selvom det sandsynligvis har været nødvendigt og en hjælp, så har det sikkert også været ret hårdt.
Som hun red afsted der på æslet sammen med Josef, gad vist om hun kunne forestille sig, hvad der ventede hende?Mon hun kunne forestille sig fødslen, at få sit barn i armene, eller hvad barnet vil betyde for hendes liv? Selvom hun havde god tid til at spekulerer over det, der på vejen til Betlehem. Kan nogen mor?
Og er det ikke sådan, at uanset hvad det er vi er vi barsler med, så kan vi ikke på forhånd vide, hvordan det bliver? Uanset hvordan vi forbereder os, venter og glæder os, så kan vi aldrig helt vide, hvad det kommer til at betyde for os?
Maria ankom til Betlehem, og hun fødte sit barn i en stald. Engle og hyrder og vise mænd kom for at se barnet og prise Gud, fordi det var kommet til verden. Maria forstod ikke, hvad det altsammen betød mens det skete, men gemte det hele i sit hjerte. Hun måtte opfostre sin søn, opdrage ham, se ham blive voksen, og træffe valg, der så tossede ud, inden hun mange år efter kunne forstå bare lidt mere af, hvad der var sket hende.
Jeg er på vej til Betlehem. Jeg ved, hvad der skal ske. Men jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde. Måske har du det også sådan, eller har haft det engang. Maria kan vise os vej, og kan give håb og fred på rejsen. Hun vidste, hvad hun bar på, men ikke hvilken betydning hendes rejse ville få.
/4 Kommentarer/af
, , , ,

Alt det jeg ikke kalder mig selv.

Der er ting, jeg kalder mig selv, når ingen andre hører det. Nogle gange overhører de det, eller fanger det i tonen jeg snakker på. Så er det de siger “Du er for hård ved dig selv” eller “Er du okay?” eller også griner de og siger de også kan have det sådan med sig selv.

Men der er også de ting, som jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke vil være ved det. Fordi jeg ikke har ordene. Fordi jeg ikke kan lide det, de betyder.
Der findes en historie om at Jesus møder en kvinde, hvor dem, omkring kalder hende “sådan én”. Du ved, på den der generaliserende og nedsættende måde, som vi ind i mellem taler om andre på. Der er ting, jeg ikke kalder mig selv, fordi jeg ikke vil være “sådan én”.
Men hvad gør man, når man nu er “sådan én”? Kvinden i historien var “sådan én”, som de snakkede om. Hun var oven i købet blevet taget på fersk gerning, så der var ingen mulighed for at skjule, glemme eller benægte. Måske havde hun aldrig regnet med at stå i sådan en situation. Måske kunne hun slet ikke genkende sig selv mere. Måske var hun i tvivl om, hvordan hun var kommet dertil. Måske hun ikke brød sig om, at være “sådan én”, men nu, taget på fersk gerning, var der ingen andre muligheder.
Jeg kalder ikke mig selv barnløs. Jeg har ingen kategori der hedder det. Jeg taler ikke om ufrivillig barnløshed – for mit eget vedkommende. Men jeg er det. Jeg føler det. Jeg vil bare ikke så gerne kalde mig selv det. (Lige som jeg heller ikke vil have nullermænd i krogene, mad der bliver for gammelt i køleskabet, eller tåbelige uenigheder med gemalen.) Men jeg er det, og jeg føler det. Jeg føler stikket fra at være “sådan én”, der stadig ingen børn har, mens dem, der også ventede har fået deres, og født dem, og fået dem døbt, og holdt den første fødselsdag. Jeg har igen ikke lyst til at tage på besøg der, hvor det kommer til at handle om små-børn.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Jesus gjorde det, men han fik alle dem, der pegede fingre ad kvinden, fordi hun var “sådan en kvinde” til at frafalde deres anklager og gå deres vej. Og han fik kvinden til at se op, og gå derfra fri og tilgivet; set for den, hun var.
Der er ting, jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke har lyst til at være “sådan én”. Men måske er det nødvendigt, for at blive set, som den jeg er?
 
/3 Kommentarer/af
, ,

Børnefødselsdag

Weekenden bød på den første børnefødselsdag på den ene side af familien i …. ja, mange mange år. Den lille Andreas har været i familien i et helt år. Og han er blevet så stor og glad en lille dreng. Det er godt igen at have små børn i familien – det giver noget helt andet, når vi alle sammen er sammen.

Jeg må indrømme at have været lidt spændt på at skulle med til børnefødselsdag. I mens vi har tumlet rundt med vores barnløshed har vi modsat så mange andre vi kender, været så heldige at der ikke rigtigt har været nogle små børn tæt på os. Derfor har vi ikke siddet til børnefødselsdage, hvor vi knapt har kunnet smile, eller været nødt til at melde afbud, for at passe på os selv. Der har været mennesker, der blev gravide, og det har været svært nok. Der kom små mennesker til i menighederne, og det gjorde ondt nok.
Jeg tænkte, at det ville være noget andet nu, hvor jeg jo er godkendt til adoption og står på venteliste, og det virkelig kun kan være et spørgsmål om ikke ret lang tid inden vi bliver forældre. Sådan har jeg oplevet det når vi har været sammen med gravide – der er vi nærmest på samme sted. Det var en hyggelig eftermiddag. Men for første gang i meget lang tid kunne jeg igen mærke den der følelse af at være lidt ved siden af det hele. Fordi hele fokus var på et barn. Og jeg ikke havde en at tage mig af. Og fordi det er en påmindelse om hvor længe det har været sådan at den lille Andreas nærmest-nevø nu er blevet et helt år, og jeg stadig ikke har nogen lille at holde.
Når han bli’r to har vi en nærmest-kusine/fætter med, det ved jeg. Men indtil må jeg åbenbart stadig finde mig at følges med Længsel og ind i mellem Ensomheden også…
/5 Kommentarer/af