Indlæg

,

Hvad kan børn lære dig om Kristus som konge?

Børn og voksne, unge og gamle – vi hører sammen i kirken, for vi kan lære af hinanden om at være til, om at elske andre og om hvem, Gud er. Det er ved at være sammen på kryds og tværs vi kan øve os i at være kirke sammen.

At børn kan lære af voksne ved vi og tager for givet. Det er voksnes opgave at vejlede, opdrage og vise vej for børn gennem livet. At voksne også kan lære af børn ved vi instinktivt; børn stiller dybe spørgsmål til ting, vi andre er holdt op med at tænke over; de ved ting om livet, som er blevet fjerne for os som voksne. Det samme gælder unge: Erfaringer som voksne kan have glemt, er stadig levende eller relevante for unge. Ældre og gamle har erfaringer fra et langt liv, men kan også lære os andre om at ældes og modne – og måske endda om at dø godt.

I søndags var den sidste i dette kirkeår, og er sat til side til at markere Kristus som konge. Kristus’ universelle og evige kongedømme er temaet for kirker verdens over netop denne søndag. Det kan lyde som en disney-ficering af Jesus, men det er det ingenlund. Tag ikke fejl. Her er ikke tale om glitter, lyserøde balkjoler og sjove dyr som hjælpende vennder. Kristus som konge er en bekendelse direkte henvendt til magthaverne. Helt fra oldkirken har kristne holdt fast i at Kristus og ikke kejseren var den endelige autoritet i livet og døden; at der findes andre love og vigtigere værdier  end dem, der lovgives om af den siddende regeringsmagt.

At markere en søndag i kirkeåret på denne måde startede i 1925 af den katolske kirke i Mexico og var et ekko af oldkirkens bekendelse af at “Kristus er Herre” (Og ikke kejseren i Rom).

Da jeg forberedte mig til søndagens gudstjeneste gik det op for mig, at her kan børnene lære os voksne noget. De kan minde os om, hvordan det er at blive bestemt over; hvordan det er at have brug for hjælp og hvordan det er at have nogen til at passe på os.

Jeg ved godt, at jeg fremhæver herhjemme, at voksne ikke bestemmer alting selv. Det vil jeg også fastholde. Men for børn er det mere markant, at andre sætter rammerne for sengetid, lege-aftaler, opførsel og alt-muligt-andet. Voksne – egne forældre, men også voksne i vuggestue, børnehave, lærerer i skolen og andre – har direkte indflydelse og bestemme-ret over en masse ting i børns liv. På godt og skidt.

Det er både godt og irriterende at have nogen til at sætte rammer for én. Det kan være forstyrrende at skulle stoppe en leg eller sætte et program på pause, fordi maden er færdig. Det kan føles unødvendigt at skulle børste tænder, hilse på gæsterne ved at give hånd eller sætte madpakken på plads.

Det samme gør sig gældende – i hvert fald for mig – når det kommer til at lade Jesus Kristus være min konge. Det er befriende, fordi der er nogle ting, der tydeligvis er gode. Men der er også ting, jeg synes, er besværlige. Som jeg ikke umiddelbart kan se betydningen eller værdien af.  Det kræver tillid at lade en anden bestemme. Det kan også give anledning til protest. Det kan give grobund for et utal af spørgsmål – som jeg ikke altid får svar på.

Du kan jo selv se, om du kan se sammenhænge mellem måden dine børn reagerer, når du er voksen og sætter rammer og regler op for dem, og måden du reagerer, når Jesus sætter regler og rammer op for dig…. Hos mig giver det anledning til eftertanker og overbærenhed med ungernes reaktioner.

Udfordringen denne søndag må derfor være: Hvilke børn kender du, som kunne åbne dine øjne for, hvordan det kan være at blive bestemt over? Hvad kan børn omkring dig lære dig om Kristus som konge?

Mens du tænker over det kan du jo lytte til denne her sang fra DanskOase:

, ,

Med mor i kirke

At tage sine børn med til gudstjeneste kan være et følsomt emne. Bliver de taget godt imod? Kan de få lov til at være børn uden at blive tysset på eller skældt ud? I rigtig mange sammenhænge er vi generelt gode til at vise hensyn og overbærenhed med børn, men af en eller anden grund gør det sig ikke altid gældende i et kirkerum. Måske fordi vi har lært, at Gud møder man i stilheden – og mindre børn især kan have svært ved at sidde stille eller lytte til en masse snak.

Jeg har selv haft koldsved af stress over at føle øjne i nakken, fordi jeg sad med et barn, der ikke sad stille eller lyttede stille. Jeg har selv haft svært ved at gå i kirke, fordi det var svært for mit barn at være der. Og som præst har jeg set forældre af al magt forsøge at holde deres børn i ro af frygt for at vække opmærksomhed (Ironisk nok med det resultat, at de selv blev mere synlige end børnene, der stille tullede rundt, var det).

Så det var med nogen spænding i maven, at jeg søndag skulle have Albert med ud at holde gudstjeneste. Jeg har været det på gældende sted flere gange og holder af at komme der. Men det er altid noget andet at have et barn med sig – særligt én, der måske rykker mor i ærmet. Ikke, fordi Albert ikke er god til at gå i kirke, for han er en habil 3årig kirkegænger. Men man kan desværre ikke altid regne voksnes reaktioner ud på forhånd.

Det gik heldigvis godt – allerede den første, vi mødte bukkede sig ned og gav Albert hånd, spurgte om hans navn og bød velkommen. Albert legede under prædikestolen (en udemærket hule), spiste knoppers, legede med legetøj og læste bøger (både salmebøger og de medbragte). Og svarede højt, da jeg bad højt “Almægtige Gud …”: “NEJ”. Han skulle have hjælp til at åbne en ostehaps under prædikenen og ville gerne holdes, da den sidste salme blev sunget.

 

Og hvor var der mange kærlige øjne, som så ham. Og mig. Overbærenhed, tålmodighed og accept af den lille gudstjeneste-deltager var overvældende. Det burde måske ikke være en overraskelse, men ikke desto mindre nikkede de fleste genkendende, når jeg sagde, tak for velkomsten “for det er ikke en selvfølgelighed.”

Børn skal lære at give plads til andre. De skal lære at lytte og være med. Og det lærer de nu en gang bedst ved at være en del af et fællesskab, hvor de kan kigge på andre, efterligne og tage del i det, der foregår. (Det har jeg skrevet om før.)

Det finurlige ved det med at tage børn med i kirke er, at det sætter så dybe spor i os – hvis man én gang er blevet tysset på af en anden kirkegænger eller værre endnu af præsten er følelsen af at være forkert svær at ryste af sig igen. En ældre dame, fortalte, hvordan hun blev sendt ud af kirkerummet med hendes søn en gang, da han var 5 år. Oplevelsen ødelagde hverken hendes eller sønnens tro eller tilhørsforhold til kirken – men smerten var ikke til at tage fejl af. Det gør ondt, når vores børn ikke er velkomne.

Så meget desto større er glæden også, når de bliver taget godt imod. Så kan mor (eller far) nemlig også slappe af og være tilstede.

, , ,

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Ofte er de, der arbejder med børn i en kirke passionerede mennesker. Det er muligt, de er startet i arbejdet ved et tilfælde (sådan er det for mange), men det betyder ikke, at det er tilfældigt, at de er blevet ved. Ofte ved børnemedarbejdere en hel del om børns åndelige liv og plads i menigheden. Desværre er der en tendens til, at de ikke tages med på råd. Her er 5 ting, det er en dårlig idé at sige til én, der arbejder med børn i en kirke: 

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder:

– Børnene er jo kirkens fremtid

Børnene er i høj grad en del af fremtiden. Men de børn, der allerede er en del af menigheden er også en del af nutiden. Børn skal ikke gemmes væk indtil de bliver gamle nok til at tages alvorligt, er nyttige eller har nået et bestemt udviklingsmæssigt stadie. Studier viser, at børn, der ikke er en del af menighedens nutid, heller ikke bliver en del af fremtiden.

– Bare spil noget rundbold eller sæt en DVD på, der skal jo ikke så meget til

Rundbold og film kan være godt, lige som fri leg også kan være på sin plads for børn. Men ikke altid og ikke kun. Børn har også store spørgsmål og åndelige behov, der har brug for tid og plads til at blive taget alvorligt. Og hvor voksne stemmer med deres fødder og bliver væk næste gang, du skal holde en dårlig prædiken eller bare lukker ned, så giver børn udtryk for at de keder sig eller ikke forstår det, du siger, med det samme. Det betyder, at forberedelse er en væsentlig del af en børnemedarbejders opgave. Af samme grund vil de fleste børnemedarbejdere også gerne støttes med bøn, samtale, ressourer og kurser, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt.

– Det behøver jo ikke ligne en børnehave

Mange menigheder er udfordrede med ikke at have lokaler til at lade et lokale være børnenes alene. Men leg med tanken: Hvis lokalerne de voksne bruger ikke måtte bære præg af det, de skulle bruges til – hvordan ville det så være?

Ofte (ikke altid, men ofte) er børnenes lokaler, udstyr og legetøj ikke så højt prioriteret som de voksnes eller de unges. Det kan der være mange grunde til. Men overvej det signal det sender til børnene om deres værdi og om hvem Gud er, at deres lokale er koldt, grimt, dårligt indrettet eller ikke passer til dem?

– Vi har lige ændret …

Ofte er de, der arbejder med børn i en menighed – det være sig børnekirke eller børneklub – ikke en del af menighedens ledelse. Nogle gange bliver de heller ikke taget med på råd, når der træffes beslutninger om ændringer af ansatte, lokalefordeling eller placering af programmer. Heller ikke selvom disse kan have stor betydning for netop børnene. Inddrag dem, der ved noget om børnene, så børnenes perspektiv bliver en del af overvejelserne omkring større beslutninger i menigheden.

Alene den grund at 60-80% af kristne første gang oplevede Guds kærlighed som børn skulle være motivation nok til at tænke børnene med ind i menighedens mission og liv.

– Børnene forstår det jo ikke alligevel

Dette argument bruges ofte i forbindelse med nadver, dåb, gudstjenester eller større ting i menigheder. Nej, børnene forstår sandsynligvis ikke betydningen af Jesu soningsoffer på korset. Og slet ikke, hvis det er de ord, de voksne bruger. Men gør du? Kan du redegøre for nadverens betydning i den kristnes liv? Kan du forklare, hvordan Guds kærlighed er virkelig i din hverdag? Nej, og det er helt okay. Det kan børn heller ikke, men det betyder ikke, at de ikke kender Gud, ikke kan erfare eller lytte til Helligånden eller ikke kan være levende kristne på deres alder.

Der er naturligvis forskel på, hvad børn og voksne kan og skal tage ansvar for. Men der er meget børn kan tage del i på deres egne præmisser, fordi de intuitivt erfarer storheden, mysteriet og nærværet i livet med Gud nu og her.

Til gengæld må du gerne:

– sige højt, at det er dejligt børnene er med ved gudstjenesten

Børn er urolige, nysgerrige, umiddelbare og kan være højlydte. Sådan har Gud skabt dem. Mange steder er børn med i den første del af en gudstjeneste sammen med resten af menigheden. Nogle gang er der gudstjenester, hvor alle bliver sammen. Forældre kan få stress af strenge blikke, og nogle bliver helt væk fra kirken af frygt for skæld ud fra andre kirkegængere. Det ødelægger forældrenes forhold til kirken, men det kan også ødelægge børnenes.

Giv udtryk for, at det er dejligt, at din menighed er levende. (Også selvom du blev forstyrret). Glæd dig over, at I er med til at vise børn og forældre, at Guds kærlighed går på kryds og tværs af forskellige generationer.

– tale helt almindeligt og forståeligt

Børn i menigheden er en storartet mulighed for at blive helt skarp på forkyndelsen – for hvordan kommer dit budskab til at give mening på helt almindeligt sprog på en måde, så alle forstår det? Børn forstår sjældent store ord. De kan også have svært ved at følge indviklede forklaringer eller billedrige sammenligninger.

Til gengæld er de gode til at stille spørgsmål og forholde sig til det, du fortæller, som noget, der har konkret betydning for dem. I virkeligheden har mange voksne også lettere ved at følge en prædiken eller andagt, der er er kort, konkret – og måske endda sjov.

– give din børnemedarbejder lov til at tage på kursus

Der findes gode kurser rundt omkring. Hjælp de, der arbejder med børn i din menighed med at finde gode kurser, komme med i netværk eller at få nye bøger ikke bare om koncepter og programmer, men om børns tro, åndelige udvikling og teologi om børn i kirken. Det klæder lederne på og giver dem lov til at vide og forsvare børnene som en del af menigheden.

– blive gode venner med et barn eller to i menigheden

Børn har brug for voksne for at blive en del af en menighed – også flere end deres egne forældre og børnekirkens/klubbens ledere. Lær et barn at kende. Lyt til dets spørgsmål. Forsøg at besvare dem eller lad dig forundre sammen med barnet. Måske er der noget, du kunne lære af barnets erfaring, spørgsmål eller umiddelbarhed? Tag et barn under armen, når det er din tur til at stå for kaffen, samle penge ind eller byde velkommen i døren. På den måde er du med til at lære barnet, hvordan kirkens tjenester ser ud, og du er med til at vise det vejen ind i kirkens fællesskab. Børn både vil og kan være gode venner og have reel betydning for et fællesskab.

-huske at børns tro også er vigtig og  betydningsfuld

Kan du huske, hvad du spekulerede over som barn? Hvad du drømte om eller var bange for? Det var garanteret ikke småting. Sådan er det også for børn i dag. Børn har store og spændende indre liv. De kan kende Gud og leve sammen med ham i deres hverdag. Deres åndelighed er med andre ord lige så farverig og nuanceret som voksnes er det. Derfor kan voksne også lære af børnene. Derfor er det også vigtigt, at vi er kirke for og  sammen med dem. Nu.

Så næste gang du ser én, der har børnekirke, klub eller noget andet med børn i din menighed – så giv dem et klap på skulderen, tak dem og hjælp dem med at støtte op om børnenes plads i din menighed!

Del endelig
Hvis du gerne vil dele indholdet af dette indlæg med andre på papir er det her som PDF:
5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Indlægget er skrevet med input fra de fantastiske kursister på kurset for børns åndelighed og tro i 2018, så “det, du ikke skal sige” er taget direkte fra børnemedarbejderes hverdag. Indlægget er også blevet bragt på baptist.dk

,

Fastens hjerte banker for andre – 10 idéer til at gøre godt for andre

Vi er lidt mere end halvvejs til påske, og dermed begynder fasten at lakke mod enden. Jeg skrev for godt en måned siden om at “faste i praksis” og tænkte, at jeg ville dele nogle tanker om at gøre noget godt for andre.

Flere gav dengang udtryk for at det var en god idé at bruge fasten på at gøre noget godt for andre. Det er på ingen måde vores idé – gode gerninger og faste hører sammen helt tilbage i det Gamle Testamente. Her står bl.a. at faste (ikke den op til påske men al faste) skal handle om at “løse ondskabens lænker, at sætte de undertrykte i frihed (…)”  Det er fra Esajas kapitel 58, og det uddybes med ordene: “Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender dine egne ryggen.” At faste handler med andre ord meget mere om at gøre noget ved verdens uretfærdighed end at holde sig selv fra noget.

Fastens hjerte banker for andre.

Hvem den sultne, den hjemløse, den nøgne eller dine egne er, må vi til gengæld hver især tænke over.

Her er 10 gode idéer til at gøre noget ved uretfærdighed i verden:

  • Bag en kage til brugerne i et lokalt socialt projekt (hjemløse, krisecenter, flygtningecenter, varmestue…) eller aflever den der, hvor du ved hjemløse, alkoholikere eller misbrugere hænger ud.
  • Køb “Hus Forbi” mere end én gang.
  • Byd på en kop varm kaffe til parkeringsvagten ved dit arbejde
  • Skriv et brev til en politisk ordfører eller lokal politiker på et socialt område, der ligger dig på sinde.
  • Bliv indsamler eller giv godt til Folkekirkens Nødhjælp d. 13. marts
  • Inviter nogen du ved har det svært eller er alene på aftensmad (eller kom uventet forbi med en omgang frikadeller eller lasagne)
  • Sig undskyld til din mand, dit barn, din kollega eller en anden, du kom til at vrisse ad/overhøre/eller-hvad-nu
  • Skriv “God morgen. Hav en god dag.” på gaden, hvor du bor
  • Ryd op i dit tøj og giv det, du ikke bruger til genbrug eller til Venligboerne, som kan give det til flygtninge
  • Køb et påskeæg og giv det til den, der sidder ved kassen i dit supermarked
Hvilke gode idéer har du til at gøre gode ting for andre? Skriv endelig, så jeg kan få udvidet repertoiret!

 

,

Fastelavn – en liste med “ballade”sange

Fastelavn er sjovt! Børn og voksne klæder sig ud og kan beundre og grine af hinanden. Tønder bliver slået til pindebrænde – endelig kan ham, der godt kan lide at bruge sine kræfter, virkelig slå sig løs. Endelig er det legalt at lave lidt ballade – det gør godt i det indre!

Der er noget befriende ved at fejre fastelavn – og det er også meningen, for lige om nogle dage starter fasten jo. Hvis du spørger mig, så har vi brug for sjov og ballede oftere end til fastelavn. Ikke bare voksne kan have brug for at lave sjov og grine af hverdagens regler – det kan børn i aller højeste grad også! Det er befriende at grine over ting, vi godt ved er forkerte eller ikke er i orden.

Derfor har jeg en lille liste over “ballade”-sange, som jeg bl.a. har brugt i børnehaven, hvor jeg arbejder. Det er et stort hit at synge om at tisse i klaveret, eller selv at få lov til at bestemme. Jeg synes, fastelavn er et udemærket tidspunkt at dele listen med jer på.

Her er min liste indtil videre:

1) Jess og Toms “Fy fy skamme” – en god gammel kending!

2) Sigurd Barrets: “Jeg kan selv” – en relativt ny sang, men som kan synges med eftertryk. Og måske især god til de børn, som irriteres over, at de voksne altid skal hjælpe!

3) Albertes “Tju-bang chokolademand – det’ mig, der bestemmer her”

4) Hr. Skægs “Bandeordssangen” – ikke for de sarte, selvom sangens pointe netop er, at man IKKE må sige sangene. Måske en sang til det barn, der virkelig gerne vil sige alle de grimme ord?

Kender du vil andre gode “ballede”sange, så vil jeg rigtig gerne have dine bud!

Jeg har før skrevet om fasten her, og om nogle dage giver jeg flere idéer til at fejre fasten som familie. Sidste år skrev jeg sådan.