Med mor i kirke

At tage sine børn med til gudstjeneste kan være et følsomt emne. Bliver de taget godt imod? Kan de få lov til at være børn uden at blive tysset på eller skældt ud? I rigtig mange sammenhænge er vi generelt gode til at vise hensyn og overbærenhed med børn, men af en eller anden grund gør det sig ikke altid gældende i et kirkerum. Måske fordi vi har lært, at Gud møder man i stilheden – og mindre børn især kan have svært ved at sidde stille eller lytte til en masse snak.

Jeg har selv haft koldsved af stress over at føle øjne i nakken, fordi jeg sad med et barn, der ikke sad stille eller lyttede stille. Jeg har selv haft svært ved at gå i kirke, fordi det var svært for mit barn at være der. Og som præst har jeg set forældre af al magt forsøge at holde deres børn i ro af frygt for at vække opmærksomhed (Ironisk nok med det resultat, at de selv blev mere synlige end børnene, der stille tullede rundt, var det).

Så det var med nogen spænding i maven, at jeg søndag skulle have Albert med ud at holde gudstjeneste. Jeg har været det på gældende sted flere gange og holder af at komme der. Men det er altid noget andet at have et barn med sig – særligt én, der måske rykker mor i ærmet. Ikke, fordi Albert ikke er god til at gå i kirke, for han er en habil 3årig kirkegænger. Men man kan desværre ikke altid regne voksnes reaktioner ud på forhånd.

Det gik heldigvis godt – allerede den første, vi mødte bukkede sig ned og gav Albert hånd, spurgte om hans navn og bød velkommen. Albert legede under prædikestolen (en udemærket hule), spiste knoppers, legede med legetøj og læste bøger (både salmebøger og de medbragte). Og svarede højt, da jeg bad højt “Almægtige Gud …”: “NEJ”. Han skulle have hjælp til at åbne en ostehaps under prædikenen og ville gerne holdes, da den sidste salme blev sunget.

Og hvor var der mange kærlige øjne, som så ham. Og mig. Overbærenhed, tålmodighed og accept af den lille gudstjeneste-deltager var overvældende. Det burde måske ikke være en overraskelse, men ikke desto mindre nikkede de fleste genkendende, når jeg sagde, tak for velkomsten “for det er ikke en selvfølgelighed.”

Børn skal lære at give plads til andre. De skal lære at lytte og være med. Og det lærer de nu en gang bedst ved at være en del af et fællesskab, hvor de kan kigge på andre, efterligne og tage del i det, der foregår. (Det har jeg skrevet om før.)

Det finurlige ved det med at tage børn med i kirke er, at det sætter så dybe spor i os – hvis man én gang er blevet tysset på af en anden kirkegænger eller værre endnu af præsten er følelsen af at være forkert svær at ryste af sig igen. En ældre dame, fortalte, hvordan hun blev sendt ud af kirkerummet med hendes søn en gang, da han var 5 år. Oplevelsen ødelagde hverken hendes eller sønnens tro eller tilhørsforhold til kirken – men smerten var ikke til at tage fejl af. Det gør ondt, når vores børn ikke er velkomne.

Så meget desto større er glæden også, når de bliver taget godt imod. Så kan mor (eller far) nemlig også slappe af og være tilstede.