Indlæg

Tænk på tro som at børste tænder

Hvornår børster du tænder? Og hvordan har du lært det?

Mit gæt er, at du har et helt bestemt tidspunkt, hvor du børster dine tænder hver dag. Mit bud er også, at du har lært at børste tænder af dine forældre, som i starten børstede dine tænder uanset om du syntes om det eller ej. På et tidspunkt er tandbørstning blevet noget, som er så integreret en del af dine rutiner, at du måske knap lægger mærke til, om du gør det eller ej, men at din morgen eller aftenrutine ikke er ”rigtig” hvis du springer tandbørstningen over eller gør det i en anden rækkefølge.

Tandbørstning er en af de her ting, som vi bare gør, men som vi ved, gør en forskel. Det gør måske ikke det store at springe en enkelt gang eller to over, men i det lange løb kan det have store konsekvenser at lade være.

Det er ikke anderledes med vores tro: Hvis tro rigtig skal tage få luft under vingerne, så er vi nødt til at være opmærksomme på også at give plads til den. Selvom tro er noget, der sker inden i os, så er vi nødt til at give tid til bøn, eftertanke, gudstjeneste, bibellæsning, samtale med andre kristne og at gøre godt – uanset hvordan det nu passer bedst i vores hverdag og familie.

Hvis du har børn, er du sikker i gang med at tandbørstningen: Du købte en tandbørste mens de endnu var ret små, du børster tænderne på dem også, i de perioder, hvor de protesterer (selvom det måske er knap så ihærdigt de dage, der bliver kæmpet mest imod eller trætheden er for stor). Du gør det, fordi du ved, at det er i dine børns interesse, at deres tænder bliver børstet – uanset hvad de selv mener og synes.

Vi ved, at tandbørstning er nødvendigt, hvis vi skal undgå huller eller få dårligt tandkød. En gang min søn ikke ville have børstet sine tænder, fortalte jeg til ham, at hvis han ikke ville have børstet sine tænder, så fik han huller. ”Du skal ikke true mig”, sagde han.

Men det er jo ikke en trussel, at vi får huller i tænderne, hvis vi ikke børster tænder. Det er en konsekvens – en følge af det, vi ikke gør.

Lige sådan er det med vores tro: Det har en konsekvens for os, om vi giver plads til Gud eller ej.

Der er mange gode grunde til, at vi som forældre kan have svært ved at være lige så konsekvente og overbeviste om nødvendigheden af at bede, læse i Bibelen eller have tid sammen med Gud i familien eller for vores børn, som vi er med tandbørstningen. Det kan bl.a. hænge sammen med forskrækkelsen for indoktrinering, fordi vi ikke vil pådutte vores børn noget. Der er bare det ved det, at vi ved ikke at insistere på at øve os i at tro derhjemme eller sammen med vores børn også fratager dem muligheden for at få troen med sig som en god rutine. Og der er forskel på opdragelse og indoktrinering. Når vi opdrager, giver vi opførsel, værdier og holdninger videre til barnet både bevist og ubevidst, men forventer også, at barnet indgår i et samspil med den, der opdrager. Modsat handler indoktrinering også om at give andre bestemte meninger og holdninger, men med metoder, der ikke giver plads til at tænke anderledes eller stille spørgsmål. (Læs eks. her om opdragelse vs. indoktrinering)

Tænk på tro som på tandbørstning. Det er ikke bare en nødvendig del af den daglige rutine: det er en god ting for dit barns fremtid.

/0 Kommentarer/af

Indoktrinering eller opdragelse?

(Dette indlæg begyndte som noter i en dagbog d. 22 juli 2017. I lyset af udsendelserne om Guds bedste børn virker det relevant at komme med nu (januar 2019)

I sommers talte jeg med en ung far, der ikke længere er kristen eller troende – nærmest tværtimod. Jeg spurgte ham, om han vidste hvorfor han holdt op med at tro. Det er altid spændende, synes jeg, at høre menneskers overvejelser og historier om deres livtag med eksistentielle spørgsmål. Hans svar var, at det skete i takt med at han blev større og ikke længere kom med sine forældre i kirke: “Indoktrineringen fortog sig.”

Det fik mig til at spekulere over, hvad indoktrinering er? Jeg kender hans barndomshjem, og hans forældre gik i kirke (og gør det stadig), men som barn oplevede han hverken bordbøn eller bibellæsning i hjemmet. Kan det være indoktrinering? Jeg har hørt andre forældre være frygtsomme overfor dåb, kirkegang eller at tale om deres egen tro med deres børn, fordi de ikke vil trækker noget ned over hovedet på deres barn; de vil ikke indoktrinere dem. Jeg vil heller ikke indoktrinere mine børn, men jeg tager mine børn med i kirke. Vi beder bordbøn og aftenbøn sammen, og jeg fortæller om det, jeg tror om Gud. Jeg har endda døbt dem, til trods for selv at være glad for selv at have valgt at blive døbt. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg indoktrinerer eller opdrager mine børn i overensstemmelse med mine (og min mands) værdier melder sig, efter samtaler som denne.

I følge “Den store danske” er der indoktrinering, “det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.”

Indoktrinering er modsat undervisning eller oplysning, som har til mål at give forståelse. Til gengæld kan opdragelse være sværere at skelne fra indoktrinering, fordi opdragelse jo netop handler om at videregive værdier og påvirke sit barn. Som forældre opdrager vi vores børn fordi vi gerne vil præge deres personlighed både socialt, moralsk, politisk og religiøst. Nogle gange er det velovervejet og bevidst, men ofte sker det uden at vi tænker over det: Vi giver simpelthen vores børn det syn, vi selv har på verden og andre mennesker. Men, siger Den Store Danske, så længe det bearbejdes intellektuelt er der ikke tale om indoktrinering.

Med den definition i baghovedet, mener jeg ikke, der er tale om indoktrinering hjemme hos os. Men som så mange andre forældre vil vi nødigt stoppe noget ned i halsen på nogen. Jeg kender andre, der går i kirke og kalder sig kristne, men som ikke vil fortælle andre mennesker (uanset om de ateister, muslimer eller noget helt andet) om den kristne tro, fordi de må holde på deres egen. Til forskel fortæller de gerne om tekniske gadgets, madopskrifter eller motions erfaringer, så andre også kan få glæde af det, de har opdaget. Hvad er forskellen mon?

Som forældre vil vi jo netop gerne videregive værdier og vaner til vores børn, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved: Vi skal børste tænder og vaske hænder, vi skal hilse på dem, vi besøger og sige tak for mad, vi skal bevæge os og vi forsøger at lære vores børn værdien af at dele med andre. Hvad er det mon, der gør at vi synes tro og åndelige spørgsmål er forskellige fra disse?

For år tilbage så en jeg lille tegneserie med to mødre, der mødtes med deres børn i klapvogne. Det ene barn har høreværn på. Den ene mor spørger undrende til høreværnet, og den anden mor forklarer, at barnet ikke skal høre noget, fordi de ønsker at barnet skal vælge sit eget sprog, når det bliver voksent.

Det åbenlyst tåbelige i er let at få øje på. Ingen kan vælge noget, de ikke har fået præsenteret. Uden sprog kan man ikke gebærde sig i verden. Det forstår enhver.

Er det mon det samme med tro, åndelighed og religion? Mange giver udtryk for, at deres børn selv skal vælge. Jeg er enig. Mine børn skal også selv finde deres åndelige ståsted og dens udtryk. Ellers bliver det hverken levende eller holdbart for dem. Men jeg vil gerne præge dem og deres valg. Jeg vil gerne give dem et udgangspunkt at vælge ud fra. Jeg ønsker, at de skal have noget at tage stilling ud fra.

Det er forældres privilegie og ansvar, at vi kan præge vores børn.

Jeg læste sidste sommer Anne Lamott fortælle, hvorfor hun tager sin søn med i kirke.  Hun skriver med et glimt i øjet: ”Fordi jeg kan. Jeg er meget tungere end han er.” Hun går videre til at uddybe, at hun gør det fordi hun ønsker at dele noget af det med ham, som har gjort og gør hendes liv lettere.

Jeg håber, at mine børn vil erfare og se det gode i troen på Gud. For jeg har selv fundet så meget godt ved at kende Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til at give det videre til mine drenge. Men jeg kan ikke vide det. Jeg kan ikke bestemme det. Jeg vil ikke tvinge noget igennem. Men jeg vil gerne vise dem, hvordan jeg mener, livet leves bedst. Fra tandbøstning, madpakker, affaldssortering over livets store spørgsmål. Og jeg vil stå fast på, at uanset hvad de finder frem til, uanset hvad de vælger at tro på og praktisere er de mine. Elskede og ønskede.

Dét er for mig at se en af de afgørende forskelle på indoktrinering og opdragelse.

 

Kilder:
Den Store Danske
Anne Lamott “Travelling Mercies”

/1 Kommentar/af
, ,

De få heldige – anmeldelse

ANMELDELSE*: Hvem er de få heldige? Er det de børn, der bliver adopteret, de børn, der får lov til at leve med Downs Syndrom eller er det de forældre, der får lov til at blive forældre til disse børn?

Heather Avis, som er forfatter til “De få heldige”, ville muligvis ikke have været enig i sin egen konklusion for 10 år siden. Som så mange andre unge kvinder med godt job og en god mand drømmer hun om at blive mor. Hun planlægger endda at skulle være gravid første gang, når hendes søster skal have sit andet barn. Men ting går som bekendt ikke altid som planlagt.

Heather Avis og hendes mand kan ikke lave børn. Under udredningen for barnløshed opstår en komplikation, som er yderst sjælden. Den kaster først Heather ned i et håbløst mørke. Derefter ud i overvejelser om adoption.

“De få heldige” er Heather Avis’ beretning om den rejse, der går fra håbet om at bære og føde sin egne børn til at adoptere børn med særlige behov og kendte kromosom fejl. Hun beskriver den følelsesmæssige rutchetur, hun gennemgik og de overvejelser hun og hendes mand gjorde sig undervejs. Med troen på Jesus som kompas forsøger hun at bruge sin længsel som en måde at komme nærmere Gud. Troen på Gud er til tider et bolværk mod mismodet; nogle gange det, der giver hende et holdepunkt; ofte er det relationen med Gud, der skubber hende ud over sine egne comfort-zoner.

Heather Avis tror, Gud har kaldet hende og hendes mand til at være det, hun selv beskriver, som en tosset familie – en familie, der peger på, at der er større ting i verden en at have 21 kromosompar eller at være forbundet af blod.

Troen på Gud går igennem hele bogen og er en naturlig del af Heather Avis’ måde at se og beskrive verden på. Jeg vil tro, at den måde at tale om Gud og en åndelig virkelighed kan være svær at forholde sig til, hvis du ikke selv er kristen eller ikke bruger samme måde at tale om Gud på. Ikke desto mindre er bogen rørende og oprigtigt.

Jeg kan genkende mange af de føleleser og overvejelser, som beskrives i “De få heldige” – der er tilsyneladende ikke den store forskel på barnløshed fra Danmark til USA eller mellem valget af international adoption i Danmark eller lokal adoption i USA. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om et adoptionssystem, der er meget anderledes end det danske: Der er mindre uddannelse, en kortere godkendelsesproces og betydeligt kortere ventetider.

Men den allerstørste forskel er måske, at adoption af børn lokalt overhovedet er en mulighed. I Danmark ville mennesker, der i forvejen var forældre, sjældent bortadoptere et barn med Downs Syndrom (og hjertefejl) – det ville sandsynligvis ende med en abort. Jeg er ikke imod abort, men jeg undrer mig over, at (bort)adoption ikke er en mere udbredt løsning også i Danmark.

Selvom min historie langt fra er som Heather Avis’ kan jeg genkende meget af det følelsesmæssige landskab, hun beskriver: længslen efter et barn; efter at blive mor; ventetiden, der strakte sig i en evighed. Jeg husker tvivlen om, hvorvidt man kunne blive en normal familie gennem adoption. Jeg husker forvirringen over hvordan man overhovedet kan tage stilling til at skulle vælge et barn med et handicap …. Og jeg lever også med det vilkår at min glæde er – eller i hvert fald har været – uløseligt forbundet med en andens sorg.

Fortælling om “De få heldige” er oprigtig, ærlig og varm i sin overbevisning om, at alle har værdi og at det, der ikke lever op til vores forventninger om det “normale” eller den “rigtige” måde at gøre tingene på, også kan være der livet udfolder sig på helt nye og fantastiske måder!

“De få heldige” er udgivet af ProRex og koster 199 kr

Heather Avis er @theluckyfewofficial på instagram, hvis du vil følge med i en usædvanlig families almindelige liv.

 

*Jeg har fået denne bog til anmeldelse af forlaget ProRex. Reflektionerne over bogen er mine egne.

/0 Kommentarer/af
, ,

Hvor er Gud, når børn lider?

Billederne af børn, der er fanget i krigen i Aleppo er hjerteskærende.
Lige nu er det strømmen af billeder med lidende børn fanget i krig eller på flugt over Middelhavet eller i flygtningelejrene med eller uden forældre. Da jeg var barn, var det billederne af afrikanske børn med store maver, der gjorde indtryk.
 
Billederne stiller spørgsmålet – eller får i hvert fald mig til at spørge – hvor Gud er, når børn lider? For selvom jeg tror på en kærlig, nærværende Gud, der griber ind i menneskers liv, så fortvivles jeg også over det, der sker i verden.

Børn er en gave

Måske er det særligt forfærdeligt med børn, der lider i disse situationer, fordi vi instinktivt forstår, at børn har særstatus? Hver gang et barn bliver født er det et tegn på håb ikke bare for den familie barnet fødes ind i, men også det samfund, der omgiver det. Børnene er vores fremtid; det er dem, der bærer os videre. Dør barnet, ødelægges det af sygdom eller traumer, så det er familiens og samfundets fremtid, der bliver såret. Der er en dimension af håbet for i morgen, der er tabt for evigt.

Børn er en gave. De er en velsignelse. Det ved de fleste forældre, og da særligt de af os, der har måttet vente og længes efter dem. Der er sågar nogen, der påpeger, at et barn er et tegn på Guds grundlæggende velsignelse over mennesket helt tilbage fra menneskets oprindelse: “Og Gud velsignede dem, og sagde: ‘Bliv frugtbare og talrige’ ” (1. Mosebog 1:28)
Det betyder også, at Gud har ønsket at alle mennesker findes – Han er skaberen af alt liv, så hvert eneste barn (og dermed også hver eneste voksne) findes i verden, må være et udtryk for Guds vilje. Vi kan med andre ord ikke se på et menneske, uden at Gud har ønsket det og bragt det til live. Derfor må alt, der hæmmer, ødelægger eller ligefrem stopper et liv må også gå imod Guds skaber-ønske. Det kan ikke være forenligt med Guds vilje
Men hvis det er rigtigt, hvordan kan det så være, at børn bliver ved med at dø? Hvis Gud har skabt alle mennesker og ønsker, at hvert eneste barn i live – hvordan kan det så være at nogen børn lever, mens andre går til? Og hvordan kan de to ting være udtryk for den samme kærlige Gud?

Golgotha and Syria

Jeg kunne ønske, at Gud greb ind steder som Syrien og andre steder, hvor børn var i klemme; at God kom som torden og lynild og “ordnede det hele” – hvad det så end er. Kristendommen fortæller mig, at Jesus gjorde op med ondskaben, da han brød dødens magt gennem korset og opstandelsen. Jesus har vundet kampen, men det Onde kæmper stadig – lidt som i en krig, hvor den ene part har vundet, men modstanderen ikke overgiver sig frivilligt.

Kristendommen fortæller også, at Jesus skal komme igen en dag som konge af hele universet – og at på den dag skal alting ændres til det bedre. Der skal være en ny jord og en ny himmel, hvor “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” (Johannes Åbenbaring 21:4)

Det håb kan jeg godt have – det kan jeg godt holde fast i. Men hvad hjælper det børnene, der har det ondt? De lider jo stadig lige nu? For dem må frelse være NU og HER. Selv Jesus på korset virkede til at føle sig forladt af Gud (Mattæus evangeliet 27:46), hvordan må et barn så ikke have det?

Filosoffen Løgstrup funderede over, at det værste et barn kan forestille sig ikke er døden men at blive forladt. Det giver mening, tænker jeg, når man hører børns råb efter forældre – også i trygge rammer. “Mor,” lyder råbet om natten. “Du må ikke gå” græder barnet, når det afleveres. Eller barnet, der falder og slår sig vil “bare ha’ min mor”. At blive forladt og at være alene er slemt.

Nogen mener, at fordi Jesus oplevede at føle sig forladt af Gud på korset, så er Gudsforladtheden ikke længere gudsforladt. Det er måske lidt langhåret, men det giver på en sær måde mening: Vi kan ikke være alene om at være alene, for Jesus var også alene.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har været et lidende barn. Men jeg har oplevet nogle mørke stunder. Og dér i mørket, hvor alt og alle var så langt væk, at jeg knap kunne sanse dem, og tomheden var total oplevede jeg det mærkværdige at tomheden blev omfavnet. Dér i mørket var jeg alene, og dog var der nogen sammen med mig. Jeg håber, det kan være sådan Gud giver sig tilkende, også når børn er alene og lider.

Jeg tror, Gud er dér, hvor mennesker – uanset størrelsen – lider. Jeg tror, Han græder med os. Jeg tror også, Jesus kæmper for en bedre verden for os. Jeg tror, der både er et her-og-nu og et engang-og-derhenne. Det er mysteriet: hvordan Guds kærlighed kan give sig tilkende både nu og her og dog ikke endnu.

 Men så længe jeg mærker fortvivlelsen over lidelsen, så er jeg også nødt til at gøre noget for børnene – om det så bare er at huske dem, græde over dem og spørge Gud: Hvorfor? Hvor længe?

/0 Kommentarer/af

Fasten er igang

Askeonsdag er ved at være ovre, og dermed er den kristne faste i gang. For mit vedkommende betyder det farvel til kød (undtaget om søndagen) indtil påske. Andre lægger andet fra dem, og nogle tager noget til sig i de godt fem uger fasten varer. Fælles for alle er forsøget på at styrke fokus på Gud og det Han er i mig – og det jeg er i Ham.

Det handler om “askese” som er et græsk ord som egentligt betyder “at øve sig”. I år er jeg kommet til at tænke over hvor gavnligt det er at blive minimalistisk i min tilgang til mad. Ikke at vegetar mad på nogen måde betyder at være hverken kedelig eller minimal, men fordi der i forvejen er så meget fokus alle vegne omkring mig på at lade være med at spise: lade være at spise for meget, lade være at spise for fedt, for sødt, for kaloriefyldt, for pesticide fyldt, for kunstigt, for eksotisk, for ….
Er den kristne faste bare endnu et udtryk for det nogen kalder den moderne “sundheds fascisme”, som får folk til at fornægte alt godt for sundhedens skyld?
Nej, for den kristne faste er en periode, og den handler om i et stykke tid at lade være med noget så andre kan få penge til at spise for eller så man selv bliver mere taknemmelig for det, man til dagligt omgiver sig med.
Hvor den “sundheds fascisme”, som f.eks. sangen “Hold dig på måtten” oponerer imod, siger nej til al nydelse for sundhedens (og pengenes) skyld, siger den kristne faste “nej tak” i en periode for hele tiden at kunne sige helhjertet “ja”.
Fasten vi nu går ind i handler ikke om at få ret til at disciplinere andre, fordi jeg kan disciplinere mig selv. “Altså om kontrol i en tid, som ellers er ude af kontrol.” Det handler kun om det, der er mellem mig selv og mig selv og i mellem mig selv og Gud.
Faste stiller ikke spørgsmål ved den enkeltes ret til at give sig hen til mad, musik, sex, film, tandsmør eller dans. Tvætimod sætter faste mennesket fri til – i eget tempo – at sige ja til alt det. Og til at være taknemmelig for det!
(Læs en spændende artikel om emnet her i Samvirke)
/0 Kommentarer/af