, ,

At hente og bringe

Jeg nåede på posthuset i dag. Med havde jeg en stor kuvert, som ikke er uvæsentlig. Anden omgang – here we come. For når man skal adoptere anden eller tredje gang, skal man igennem alle undersøgelser og interviews igen. Det eneste man ikke skal er at tage på det forberedende kursus. Hvis sagsbehandleren ellers mener man har styr på den del af det. Så nu er vores papirer altså på vej til statsforvaltningen. Der går sandsyligvis en rum tid inden vi hører mere. Det er ikke fordi vi har travlt med at gøre Samuel til storebror – eller fordi vi kan overskue to børn lige nu. Det er fordi ventelisten til Sydafrika er blevet temmelig lang. Så for ikke at blive trætte af det i den anden ende, har vi besluttet at gå igang med forberedelserne igen.

 

Med mig hjem fra posthuset havde jeg forårsløg fra Vild med blomster. Dét bli’r spændende hvordan de ser ud om et halvårstid. Det er noget nemmere at forholde sig til, end brevet jeg sendte. Og en proces, som er noget mere konkret at følge med i!

Fra løg til blomst, fra brev til barn. Det hele spirer og bli’r til liv.