Uden Sorgen er jeg alene

“Han anses for at vær en skidt fyr. Godt nok er han ikke ligefrem festens samlingspunkt, og de fleste han omgås påvirkes også af hans selskab. Det er sjældent, han bliver opsøgt med entusiasme. Men når man lærer at kende ham sådan rigtigt, viser han sig at være meget venlig og nærværende, Sorgen. 
Da jeg begyndte at ses sammen med ham, prøvede Man at tale mig til Fornuft. Men jeg ville ikke se Fornuft. Man prøvede at pege på Glæden, men jeg genkendte ikke Glæden. Glæden og jeg havde intet tilfældes. Fornuften kunne ikke sætte sig i mit sted, og jeg kunne ikke holde Glæden ud. 
Sorgen kendte jeg. Vi forstod hinanden. Sorgen vidste, hvor det gjorde ondt, han forstod hvorfor jeg sad stille, hvorfor tårerne kom tilsyneladende uden grund. 
Men Sorgen gør sig som oftest ikke godt i større forsamlinger. Det bliver lidt akavet at have ham på slæb. Man undgår ham helst, affejer og lytter ikke til det han siger. 
I nogle sammenhænge bliver han simpelthen bedt om at blive hjemme: ”Her er der ingen grund til at være ked af det”, ”Nu skal vi glæde os på deres vegne”, ”I det store perspektiv er alt jo godt.” 
Men når Sorgen er den eneste jeg kan holde ud at være sammen med, den eneste jeg kan være mig selv med, og han bliver nægtet indgang, så bliver jeg ensom. Når jeg ikke må følges med Sorgen, står jeg for mig selv.
Tag ikke Sorgen fra mig – uden ham er jeg alene.” 
/0 Kommentarer/af

Forbundet i Kristus

For flere år siden lærte en gammel ven mig hvad det betyder at være “forbundet i Kristus”. Det betyder at der kan være mennesker, som jeg er forbundet med, ikke gennem familie og heller ikke gennem venskab. Men mennesker, som jeg hører sammen med, hænger sammen med og kender, fordi vi begge hører Kristus til. Meget smukt, synes jeg.

I dag har jeg bisat et menneske, som jeg netop kendte på den måde. Uden at jeg var klar hvor over hvor tæt, vel at mærke.
Det er Ellen Bhutho som døde i onsdags. Hun var gift med Hans Kristian, som var præst i Metodistkirken. De betjente bl.a. kirken i Strandby, som jeg jo kommer ud af. Og der startede de spejderarbejdet. Hvordan kom jeg ind i kirken? Joeh, det gjorde jeg som end gennem spejderarbejdet i Strandby! 
Så der stod jeg i dag og sagde “Af jord er du kommet, til jord skal du blive…” over et menneske, som indirekte, har bragt mig til tro og til kirke. Er det ikke forunderligt? 
Jeg blev meget ydmyg. “Forbundet i Kristus” 
/0 Kommentarer/af

Længsel

Jeg har fået rigtig mange reaktioner på mit indlæg først i januar om Tomheden, Meningsløsheden og Ensomheden. Tak for det! Det er rart at vide, det jeg skriver, når jeg skriver “prosa” om hvordan jeg har og har haft det, resonerer hos andre.
Derfor vil jeg gerne dele noget om længsel:

“Hun var ikke én jeg lagde mærke til med det samme. Kender du det? Du møder én, men forestiller dig ikke du skal have mere med hende at gøre.
Det var hendes venner jeg søgte: Forventningen og Glæden. Hun var bare en del af deres gruppe. Men jeg lagde ikke mærke til hende, Længsel. Jeg var optaget af Forventning. Jeg brugte tid på Glæden. Vi tænkte, snakkede og gjorde os forestillinger.
Længsel holdt sig i baggrunden. Men som tiden gik var det som om Glæden blegnede og Forventning og jeg havde ikke mere at snakke om. Hun holdt op med at ringe, kom ikke mere på besøg.
Men Længsel holdt ved. Hun kom, hun blev. Stadig stille, for sådan er hun, men meget nærværende. Ind imellem nærgående.
Vi ses stadig. Jeg har lært hende at kende. Ved hvornår hun dukker op, i hvilke sammenhænge jeg skal holde en plads ved siden af mig til hende.
Jeg havde ikke forestillet mig det. Men sådan blev. Længsel og jeg blev venner.”

/1 Kommentar/af

Eftermiddag i eget selskab

En eftermiddag i mit eget selskab. Dejligt – havde jeg forestillet mig.

Men der gik ikke længe før jeg ikke var alene mere. Tomheden kom snigende. Og med sig havde hun Ensomheden. Jeg forstod det ikke. Godt nok stiftede Tomheden og jeg bekendtskab gennem hendes søster, Længsel, men jeg havde forstået det sådan, at vi ikke skulle have mere med hinanden at gøre.
“Udemærket”, tænkte jeg, og rykkede mig lidt i sofaen, så der blev plads. Jeg har før prøvet at forestille at have travlt med andet, men det nytter ikke når de kommer.
Efter nogen tid gik Ensomheden ud for at ringe efter sin ven – en skidt fyr – som kom indenfor et par minutter. Tomheden gør ondt og Ensomheden er kold. Men Modløsheden er ikke til at holde ud at være sammen med, for han skal absolut snakke. “Det går jo ikke det her. Hvad skal det til for? Hvad nytter det?” Og det er ikke til at få ørenlyd.
Tilslut skrider Modløsheden, tårene kommer og Ensomheden og Tomheden siver ud ad døren. Tilbage sidder jeg med mig selv, og min gamle ven Længsel.
“Jeg gi’r dig mine tomme hænder. Min tomme mave, mit tomme hul. Det eneste jeg har er min længsel.”
/5 Kommentarer/af

Man har et standpunkt….

Jens Otto Kragh har givet os alle sammen talemåden “Man har et standpunkt til man tager et nyt”. Og det er sikkert også meget rigtigt at det er sådan det er. Meninger og holdninger ændrer sig jo i takt med at vi får nye indsigter og større forståelse af hvad vi har med at gøre i forskellige situationer. Alligevel kommer her et lettere frustreret spørgsmål: Kan man ikke også have en holdning, som uanset følelser, der påvirkes af situationen, danner grundlag for ens handlinger?Skal man partout være i sine følelsers vold? Jeg spørger fordi jeg nu to gange i den sidste uge har oplevet mennesker i autoritet fortælle mig at “det skifter du nok mening om”. Men hvad nu hvis jeg gerne vil at min tro danner grundlag for mine handlinger? Jeg tror faktisk på, at vi ikke kun skal lytte til vores nu-og-her længsel efter lykke. For hvad er det jeg dybest set gerne vil? Hvad er den dybeste længsel?
Men så er vi selvfølgelig inde på et område hvor religion påvirker min politiske/offentlige ageren – og det er ikke så velset nu om stunder. Eller hvad?!

/5 Kommentarer/af