Indlæg

,

Hvad skal (og kan) vi mene om Halloween?

Hvad skal vi mene om Halloween som forældre eller ledere i børnearbejdet i kirkerne?

Sidste år afleverede jeg for første gang et barn i børnehaven klædt ud til halloween. Da det var storebroderen, der gik der, var Halloween ikke ”en ting”.  Det blev det i skolen, hvor der blev holdt græskarfester med uhyggelige løb, udklædning, fællesspisning og hurlumhej. I år er børnehave-barnet allerede begyndt at snakke om, hvad han skal klædes ud som, til Halloween.

Halloween er kommet for at blive
Det er gået stærkt med at Halloween er blevet en del af årets traditioner og festligheder (bare se, hvordan jeg skrev for to år siden). Den gang mente jeg, at Halloween var noget, vi selv kunne vælge, om vi overhovedet vile tage stilling til. Det gør jeg ikke længere.

Jeg mener stadig, at vi som forældre, kan og skal bestemme, hvordan vi fejrer Halloween (og alt muligt andet) i vores familier. Men det, der har ændret sig på de sidste to år er, at jeg ikke længere mener, at vi kan lade være med at tage stilling. Og det gælder både derhjemme og i kirkerne. Halloween er en del af børn og unges liv, institutionshverdag og det, de ser på medier og i butikkerne, så vi er nødt til at tage stilling til, hvad vi mener om Halloween, – og ikke mindst til, hvad vi stiller op med det.

Eftersom Halloween stammer fra den gamle kristne tradition med Alle Helgen og Alle Sjælesaften (læs fakta her), har vi som kristne – uanset hvilken tradition eller kirkretning vi i øvrigt er en del af – har adgang til gamle tanker og ritualer, som det står os frit for at bruge i forbindelse med Halloween/Alle Helgen.

Åndelig længsel
Hvis vi nu i det følgende bruger ordet ”Halloween” fordi, det er det, vores børn kender, så er det i høj grad en dyrkelse af det onde, det grimme og det grumme. Ofte er det decideret grotesk og ulækkert.

Jeg har hørt det sagt, at det også er et udtryk for naivitet og uvidenhed, for hvordan kan man lege på den måde, med det onde?

Jeg tænker absolut, der er noget om, at her er tale om en naivitet ift. nogle af eks. dyrkningen af heksekunst, zombier og voodoo, som i vores kultur er kuriositeter, men som i andre kulturer er reelle udtryk for eksempelvis åndemaneri.

Men hvad nu, hvis det også er udtryk for en dybere, åndelig længsel i vores samfund?

Carolyn Edwards skriver i hendes bog ”Slugs and snails and puppy dogs tails” om, hvordan der findes forskellige indfaldsveje til det åndelige for børn (og dermed for os alle sammen). Smerte, sorg og død er én af dem.  (Hvad er åndelighed) Det er det, fordi vi i mødet med smerte, sorg og død bliver opmærksomme på, at vi er en del af en større sammenhæng; fordi vi her opdager, at vi ikke selv kan mestre eller bestemme over alt i livet; og fordi vi her kommer ansigt til ansigt med vores eget liv og død, og har brug for at blive mindet om, at livet (og døden) er større end os og det, vi kan tage og føle på.

I et samfund, hvor vi ikke ofte ser døden og hvor lidelse og smerte ofte pakkes væk, og hvor vi gerne fokuserer på det pæne, polerede og perfekte, kunne måden vi som samfund dyrker Halloween på så være en måde at forsøge at lette trykket på? Kunne det tjene samme formål, som fastelavn gjorde i gamle dage, hvor man efter en mørk og kold vinter trængte til at vende op og ned på hverdagens strukturer og lave sjov med hinanden og dem, der havde magten?

Naivitet og længsel
Nogle vil indvende, at de fleste næppe tænker så dybt over deres engagement i Halloween, men at de fleste blot rider med på bølgen af børns entusiasme og butikkernes overvældende markedsføring. Det er sikkert også rigtigt. Men det betyder ikke, at det ikke også er sandt, at der er en dybere længsel nedenunder. For sådan fungerer mennesker. Vi er os ikke nødvendigvis bevidste, hvad der rører sig i dybet af os eller hvorfor vi drages mod noget eller nogen.

Hvis ikke til Halloween, hvor ellers ser vi døden eller lidelsen i øjnene, når vi da ikke tvinges til at stå ansigt til ansigt med det i vore egne liv? Hvor har vi ellers mulighed for at øve os på at håndtere det uhyggelige, som døden og lidelsen jo er?

Er Halloween en øvelse? 
I sin bog ”We don’t play with guns here” undersøger forfatteren Penny Holland nogle af de fordomme vi har os om at børn leger krig. En af de teorier hun løfter frem er, at børn bruger lege med våben, med krig og kampe som en måde at øve sig i svære koncepter, som magt, uretfærdighed, fred og forsoning. Det at lege krig er altså – som med al anden leg – en måde for børn at øve sig på noget meget større, som de slet ikke er bevidste om, findes, men som de aner et behov for. Præcis på samme måde, som dukkeleg og konstruktionslege giver børnene evner og måder at øve sig på andre evner, de skal bruge senere i livet.

Det fik mig til at overveje, om vi i Halloween har en mulighed for at øve os i at håndtere det, der gør ondt, er urimeligt og farligt?

Og hvis det er rigtigt, at markeringen af Halloween ikke blot er udtryk for at butikkerne har øjnet en chance for at sikre omsætning, men at det også er et udtryk for en længsel efter åndelig forbindelse, hvad betyder det så for måden vi som kirker engagerer os i forkyndelse og arrangementer omkring Halloween?

Hvis Halloween tilbyder en mulighed for at italesætte kristentroens forståelse af døden, lidelsen og Guds nærvær midt i det hele, hvad betyder det så for måden vi taler om Halloween og for det vi selv tilbyder i den periode?

Vi har et valg
Det er klart for mig, at vi som kristne ikke kan fejre eller svælge i mørket. Derimod kan vi forkynde, at Gud også er i mørket, for heller ikke mørket er uigennemtrængeligt for Gud. Vi kan bringe trøst ved at forsikre om, at når vi møder lidelse og død i vores egne eller andres liv, så er ingen alene. Jesus kender vores smerte, han døde i den og han gennembrød døden. Vi kan skabe plads og mulighed for at give udtryk for sorgen og længslen; hos os må man gerne savne, for vi er ikke bange for døden eller tårene. Vi kan give et rum, hvor man kan mindes de døde, erkende vores egen dødelighed og glædes over dem, der er gået foran os i lyset

Som jeg ser det, har vi som kirker endnu mulighed for at forme vores deltagelse i Halloween – også selvom vi evt. vælger at fastholde navnet Alle Helgen, for traditionerne er så unge endnu.

Vi kan sige nej til Halloween, fordi det er så stor en udefrakommende tradition. Vi kan sige ja, fordi det er en mulighed for at mødes og fortælle en anden historie. Eller vi kan noget helt tredje.

Ingenting er mere rigtigt eller forkert end andet efter min mening – så længe det er gennemtænkt og i øvrigt hænger sammen med kirkens teologi og den lokale kirkes traditioner og kultur. Så længe vi holder fast i Guds kærlighed til mennesker og hans ønske om at være sammen med os – også i mørket og lidelsen. Og så længe vi holder fast i, at Jesus Kristus har overvundet døden én gang for alle.