Indlæg

,

Genfortælling af flugten gennem det røde hav

I sommer har jeg været i ørkenen – eller. Det vil sige, ørkenen var temaet for den børnelejr, som Metodistkirken holdt for en flok børn. Vi fulgtes med det israelitiske folk gennem ørkenen og ind i Jeriko, da de endelig fik en by at bo i igen. Jeg brugte flere historier fra Rachel Turners “Tryg i mørket” som udgangspunkt for fortællingerne til morgensamlingerne. Men jeg lavede også et par stykker selv, som manglede. Her kommer min version af flugten gennem det Røde Hav. Det er en dramatisk fortælling. Særligt, synes jeg, når man forsøger at forstille sig, hvordan børnene, der var med, må have haft det. Børn er altid de mest udsatte….:

Der er så mange store og vigtige ting i ørkenen, at vi er nødt til at vide, hvordan, der er.

Vi har ikke plads til hele ørkenen herinde. Det her er bare en lille smule. (Jeg havde en skål med sand, som jeg tog en håndfuld sand fra, der løb gennem mine fingre.)

Ørkenen er et farligt sted. Den ændrer sig hele tiden, så det er svært at vide, hvor du er.

Der er ikke meget vand, og hvis du ikke kan finde vand nok, kan du dø af tørst. Der vokser næsten heller ingenting, så der er kun lidt at spise. I løbet af dagen er det varmt, og solen brænder din hud. Om natten bliver det koldt. Når vinden blæser stikker sandet dig.

Mennesker er nødt til at klæde sig godt på, for at beskytte sig mod både sol og sand.

Ørkenen er farlig.

Folk går ikke derud, hvis de ikke er nødt til det.

Så du kan godt forstå, at ikke brød sig om det, da deres forældre tog dem med ud i ørkenen, selvom det betød, at de ikke længere var slaver.

Derude i ørkenen var de ikke alene. De var sammen med deres forældre. Og Gud selv gik også sammen med dem: Om dagen gik Gud som en søjle af støv foran dem, så solen ikke brændte på dem. Om natten stod Gud som en søjle af ild udenfor lejren, og lyste alting op, så der var trygt og godt at være. På den måde var det ikke så slemt at være der. Det var egentlig trygt nok.

Alligevel var børnene ikke rigtig glade. For forældrene var trætte. Og kede af det. Og nervøse. Kender I det, når voksne prøver at vise, at de er modige og ved, hvad der skal ske, men at du samtidig kan mærke, at det nok ikke er helt rigtigt?

Sådan var det for børnene ude i ørkenen i den israelitiske lejr. “Selvfølgelig skal det nok gå!”, sagde de voksne. Men børnene hørte, hvordan de hviskede sammen, når de voksne troede, at de legede. De kunne se, at de voksne også synes, at alt det nye var mærkeligt.

Men Gud var der. Som en søjle, og derfor var det okay. En dag ikke så lang tid efter flugten fra Egypten sagde Moses: “Gud siger, vi skal slå lejr her ved havet.”

Så nu havde de slået lejr her med ørkenen på den ene side og havet på den anden side. Nu kunne de få lidt fisk til maden.

Børnene badede. Og legede i strandkanten. Det var rart.

Lige indtil én så sig tilbage og fik øje på en støvsky i horisonten. Og så noget, der blinkede….

“Farao kommer” lød råbet. Voksne råbte, hev fat i deres børn. Små børn græd. Større børn blev stille. Ingen vidste, hvad de skulle. “Hvad har vi dog gjort?” spurgte nogle af de voksne. Andre blev vrede på Moses: “Synes du ikke, det var godt nok at dø som slave? Synes du, det var finere for os at dø af Faraos sværd?! Hvorfor lod du os ikke bare være slaver?! “

Og de kastede sig ned og bad til Gud om at redde dem.

Støvskyen og de blinkende sværd kom nærmere. Efterhånden kunne de også høre hestehovene buldre som torden. Det var hestenes hove og krigsvognenes hjul, der fik støvskyen til at rejse sig.

Moses, som var en voksen mand, sagde, så både børn og voksne kunne høre ham: “I skal ikke være bange! Gud kæmper for jer. Han beskytter jer.”

Så fik de voksne travlt med at tage deres telte ned. Det var ved at blive aften. Men der var ingen, som blev puttet eller fik læst godnathistorier den aften.

Istedet så de, hvordan Guds sky, som ellers havde været foran dem, flyttede sig, så den nu var imellem israelitterne og egypternes hær. Den spærrede simpelthen vejen for Faraos hær.

Moses gik ned til havet og rakte sin vandrestav ud over vandet… Og det skiltes. Vandet skiltes, så der blev en vej igennem det. Dér gik israelitterne over havet. Børn og voksne fulgtes ad over – mens havet stod som store murer omkring dem. Mange gange højere end selv de højeste mænd var vand-muren. 

Ingen havde i deres vildeste fantasi troet, at det var muligt at komme over et helt hav uden både. Men det var det nu.

Om morgenen var hele lejren kommet over på den anden side – uden så meget som at få våde fødder!

Guds sky stod stadig på den anden side af vandet og holdt egypterne væk. Men nu flyttede den sig.

Og de egyptiske soldater for frem med deres hestevogne – ud i havet efter israelitterne.

Børnene så, hvordan Moses trak sin stav til sig igen: Da han gjorde dét faldt vand-muren sammen, og alle soldaterne faldt i vandet.

Egypternes hær var væk.

Da isralitterne så dét blev de målløse. Og så priste de Gud og sang: “Vores Gud er så STOR og mægtig. Der er intet, som er umuligt for ham!”

En gammel jødisk legende fortæller, at himmelens engle jublede, da Gud ødelagde egypterne. Først da de førstefødte døde og igen da Faraos hær gik under i havet. Men Gud græd. Og så tungt på englene og sagde: “Der er ingen grund til glæde. Forstår I, de er også mine børn.”

Dén afslutning kan jeg godt lide at have med, fordi det minder os om, at vores lykke kan være forbundet med andre ulykke, og at dét ikke er noget at glæde sig over. Derfor mindes jøderne også stadig de egyptere, der måtte lade livet for, at de selv kunne slippe ud af Egypten.

,

Davids Salmer til børn

,

Anmeldelse: Tryg i mørket

Natten er en mærkelig størrelse. Putning kan være noget af det hyggeligste, og alligevel har de fleste forældre haft samtaler med deres børn, der kredser om utryghed ved mørket. Det kan være svært at være alene i mørket.

Det er de samtaler, der har affødt Rachel Turners bog “Tryg i mørket”. Rachel fortæller, hvordan forældre igen og igen har talt med hende om børn, der er bange for mørket eller har mareridt. Hvordan hjælper man bedst børn til at være trygge i mørket? Det gik op for hende, at der tilsyneladende ikke er nogen, der har beskæftiget sig med en teologi om mørket: om, hvordan Gud er i mørket og om natten.

“Tryg i mørket” er genfortællinger fra Bibelen om mørket og natten alle sammen med et barn som udgangspunkt. Historierne fortæller, hvordan Gud er med også i mørket. Budskabet er, at Gud stadig er Gud selvom det er mørkt og nat.

“Tryg i mørket” er ikke som Rachel Turners øvrige bøger henvendt til voksne. Derimod er historierne laver som godnathistorier, som kan bruges ved sengekanten til oplæsning. Efter hver historie er der forslag til spørgsmål, der kan bruges til at åbne for en samtale med barnet om, hvordan vi kan vide med sikkerhed, at Gud er med os også i mørket og om hvem Gud er i mørket.

En af de første historier handler om Malah, der ligger i et telt ude i ørkenen og er bange. Hun og hendes lillesøster opdager, at Gud, der var sammen med dem om dagen som en søjle af støv ikke er blæst væk, men nu er en søjle af ild: En kæmpestor nat-lampe. Denne historie er blevet hos mig, måske fordi jeg ved, hvordan det er at ligge i et telt om natten eller fordi jeg husker trygheden, ved at ligge i min egen seng som barn med en stråle af lys fra gangen.

Mørket og natten er vigtige emner, fordi det ikke blot handler om natten og søvnen. Mørket er også for børn beskrivende for det, der er større og mere farligt. I mørket gemmer usikkerheden, døden og det farlige sig. Derfor kan historierne om, hvordan Gud er sammen med os i mørket og om, hvordan Han er om natten også være indgange til samtaler om, hvordan Gud er sammen med os, når det ikke er let eller sjovt at være til. Hvordan er Gud med os, når vi er bange? Dét er en vigtig samtale at have.

Derfor får “Tryg i mørket” min anbefaling – som godnat læsning eller som inspiration til genfortællinger af historier om, hvordan Gud er med os altid – også om natten og i mørket!

Tryg i mørket af Rachel Turner er udgivet hos ProRex og koster kr. 149,95.

Læs om lanceringen af “Tryg i mørket” her.