Indlæg

,

Hvad er det billedbøger kan?

Mød Anne
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Jeg mødtes med Anne Nørby Fyhn for at tale om hendes speciale om død og sorg i nyere danske børnebøger. Du kan læse mere om Annes opdagelser om, hvordan børnebøger fortæller om sorg og døden til børn her. Som en del af hendes speciale kom Anne også med en masse guldkorn om billedbøger i det hele taget, og hvorfor det er godt at læse dem sammen med sit barn. Det er dét, dette indlæg kommer til at handle om:

Vi er bygget af historier
Jeg har engang hørt, at vi som mennesker slet ikke kan lade være med at tænke eller fortælle i historier – børns fantasi og leg er et rigtig godt eksempel på det: Børn er ikke ret gamle, før de begynder at fortælle om deres hverdag og det, de har oplevet gennem deres leg. Hvor mange forældre har ikke hørt sig selv gentaget fra legekøkkenet eller sandkassen?

Anne forklarer det sådan her: ”Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger, forskellige narrativer, ligesom vi har et eller flere narrativer, vi fortæller om os selv. Billedbøger er også bygget op over narrativer – sådan er det i hvert fald i langt de fleste tilfælde – og en hypotese inden for bl.a. narrativ medicin er, at narrativer kan hjælpe os med at forstå os selv og vores omverden bedre. Når man tænker over det, bruger mange af os billedbøger med vores børn på den måde – til at gøre dem klogere på dem selv og deres omverden. Vi kan bruge billedbøger til at forberede et barn på at skulle til lægen, til at smide bleen og påbegynde pottetræningen, til at stoppe med at bruge sut, begynde i skole eller noget helt femte.”

”I relation til død og sorg kan en en billedbog også tjene som et redskab, man kan bruge til at forberede et barn, der måske ikke har oplevet et dødsfald i familien, og/eller som stiller spørgsmål til døden. Fra kognitionsforskningen ved vi, at mennesker – og her i særlig grad yngre børn – har en tendens til at reagere på samme måde på en visuel skildring i f.eks. en billedbog, som hvis de mødte dens referent i virkeligheden. Vi kender det fra, at et barn kan blive skræmt over at have set et billede af en trold eller heks, men det kan også gælde en visuel skildring af en afdød, en mørk grav eller en noget helt tredje.”

Det kan jeg godt genkende – vi har en bog med en tiger, som vores yngste både elskede og frygtede. Han skulle helst have en arm om sig, når vi kom til en bestemt side! Men en tiger eller et monster er jo ikke døden, sådan som du har kigget på? 

”Nej, men fordi en billedbog kan virke sådan på et barn, så kan en billedbog være en måde at forberede et barn på en situation i virkeligheden. Man kan opleve nogle vikarierende følelser – dvs. følelser, som er virkelige nok, men som ikke er bundet på noget konkret eller virkeligt. En slags ”øve-følelser”, for der er jo stadig en distance mellem bogen og barnet. Det kan være en måde at oparbejde et større følelsesregister på. Også selvom læsningen måske ikke taler ind i en konkret situation, kan død, sorg og savn være en udmærket ting at læse om, fordi man kan forberede barnet på, hvilke følelser, der kan opstå, når man oplever døden tæt på.”

Anne holder en pause, så tilføjer hun: ”Det interessante ved børnebøger er jo, at de oftest er skrevet af voksne. Det kunne være interessant med bøger, der var skrevet i samråd med børn. Hvordan de konkret oplever det at miste.”

Nogle gange kan det være svært at tale med børn om det, der er tungt eller svært, fordi det ligesom bliver for direkte?

”Her tror jeg, at billedbøgerne kan være en hjælp, fordi det er lettere at tale om det, der er svært, gennem en bog. Nogle ting er svære at tale om direkte, fordi det føles som om, der er meget på spil. Her tilbyder billedbøgerne en distance, fordi man kan tale om en figur og ikke sig selv.”

”Når man læser en bog med sit barn, sker der en slags fælles forhandling om, hvad man læser og hvordan det skal fortolkes – det kræver selvfølgelig, at man er lydhør overfor barnets perspektiver. På den måde kan det at læse billedbøger også være en øvelse for os som forældre i at sætte os i barnets sted. Vi giver på den måde barnet mulighed for at fortælle om sin egen oplevelse.”

”Man kan hævde, at billedbogen kan fungere som spejl; dit barn kan identificere sig med barnet i bogen. Måden, barnet i bogen håndterer sin sorg på, kan være til inspiration i forhold til handlemuligheder i sorgen, eller dit barn kan måske endda føle bekræftelse i, at det er okay f.eks. at være ked af det eller blive vred. Eller barnet kan fortælle, at sådan er det slet ikke for ham eller hende. Og så kan brugen af bøger være en af de måder, sorgen bliver normaliseret og konkretiseret på, så den også findes, når de andre i klassen har glemt det.”

Annes tips om billedbøger:

  • De bedste billedbøger åbner op for et stort fortolkningsrum og udnytter samspillet mellem ord og billeder. De skaber på den måde plads til, at man som læser – ung eller gammel – kan bringe sine egner perspektiver og erfaringer til fortolkningen. På den måde formår billedbogen også at åbne samtalen op imellem dem, der læser.
  • Når man vælger billedbøger med eller til sit barn, kan det være godt at stille sig selv spørgsmålet: “Er ord og billeder i denne bog for abstrakte? Er billederne potentielt skræmmende? Kan ord og/eller billeder tænkes at fremkalde uhensigtsmæssige fantasier?” Der er ingen grund til at være overbeskyttende, men bladr billedbøger, der tematiserer vanskelige emner, godt igennem, inden du præsenterer dem for dit barn – også så du er forberedt på, hvilke spørgsmål der evt. kan melde sig. Man må gerne være kritisk, for selvom et værk er udgivet som børnebog, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er velegnet til læsning med (dine) børn.
  • I sammenhæng med ovenstående: Når du vælger bøger til dit barn, så tag hensyn til, at børn forstår ting på forskellige måder alt afhængig af alder, modenhed, erfaringer osv. Hvis du er i tvivl om, hvilken aldersgruppe et værk primært er tiltænkt, kan du også spørge om vejledning på dit lokale bibliotek.

Måske kan indlægget her om at tale med børn om tragedier også være en hjælp.

,

Billedbøger om børn og døden

Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram som @hymneblog.

Anne Nørby Fyhn har skrevet speciale om nyere danske børnebøger om død og sorg. Det synes jeg lød rigtig spændende, så jeg spurgte Anne, om hun kunne have lyst til at mødes for at fortælle om hendes opdagelser og dele dem med digogmigogvitro.dk.

Vi mødtes en grå fredag i februar på cafeen i Skanderborg Kulturhus – det viste sig at give rigtig god mening, for det var også her idéen til specialet dukkede op:

”Jeg var på biblioteket i Skanderborg Kulturhus, og her var et hjørne med bøger om døden i børnebiblioteket. Det provokerede mig, at det stod i øjenhøjde med min treårige datter.” Anne smiler lidt af sig selv. ”Men hvorfor blev jeg egentlig det? Jeg synes, min modvilje var interessant. Måske var det netop fordi voksne har en tendens til at gemme døden og andre svære ting væk for børn, at det netop stod frem? Den oplevelse blev min generator på specialet.”

Hvorfor billedbøger?
”Når det giver mening med billedbøger til at tale om sorg og tab, så er det jo fordi vi alle sammen er bygget op af historier, kan man sige. Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger. De fleste har en fortælling om sig selv, men den kan blive brudt ved sorg og tab. Der kan billedbøgerne være en god hjælp, fordi læseren gennem dem kan forstå sig selv bedre – man kan få hjælp til at lave en ny historie om sig. Det er simpelthen en måde at genetablere den orden på, som blev brudt, da døden kom ind i billedet.”

 Hvad ved vi generelt om børns sorg?
”Jeg er jo ikke psykolog-uddannet – jeg har bare læst en masse gode bøger af folk, der ved rigtig meget om børn og sorg.

”Men vi ved, at det, der særligt kendetegner børns sorg er, at de bliver ved med at vende tilbage til den – efterhånden som barnet vokser, bliver der hele tiden skrevet nye kapitler og nye fortællinger om det, der skete. I takt med at barnet vokser, har det behov for at forstå det, der skete, med den nye

modenhed og indsigt. Man taler om at børn har gen-sørgende aktivitet: At sorgen kan blive tydelig igen. Barnet vil i forskellige situationer opleve, at dets fortælling ikke er som de flestes – hvis der nu er tale om at et nært familiemedlem er dødt.

“Børn har forskellige forståelser af døden i forskellige aldre. I førskolealderen forstår børn ikke at døden er uigenkaldelig. Det kan man ikke begribe, hvis man er to år. Det er derfor børn kan blive ved med at spørge efter, hvornår den, der er død, kommer tilbage.
”Her er børn også meget konkrete. De vil for eksempel gerne vide, hvor hovedet ligger under jorden, hvis en person er blevet begravet. De kan tænke over, at hvis jeg skal sende et kys – hvor er hovedet så henne? Den bevidsthed kan være god at have med som voksen, synes jeg, fordi vi så kan forsøge selv at være konkrete i måden vi taler på.

 Hvordan giver man børnene holdepunkter for sorgen?
”En af dem jeg læste en del, Atle Dyregrov, beskæftiger sig med, hvor vigtigt det er ikke at tale for abstrakt om døden – fordi det kan give nogle helt vilde forestillinger hos børn. Det er vigtigt at tale sandfærdigt og konkret. Vi skal give den information, vi har. Han er også fortaler for ritualer og for at gøre noget konkret sammen med børn, fordi det giver nogle holdepunkter for sorgen.

”Her kan billedbøgerne også være en hjælp til at forberede et barn på fremvisning og begravelse. Der kan være mange ting, der gør indtryk på et barn: huden på afdøde var gul, håret var redt til en anden siden end det plejede at være. Det kan godt blive et lille traume, og det er der jo ikke noget at sige til, for det er en voldsom oplevelse. Men det kan også være en god ting at opleve, fordi det bliver nemmere at forstå døden, når den bliver gjort mere konkret.

”Når barnet bliver ældre – hvis man nu mister som 3-årig –når man så bliver 7 år og forstår det uigenkaldelige ved døden, så kan behovet for at få flere informationer godt opstå. Hvad skete der egentlig? Børn kan have behov for at gå tilbage igen og igen.

”Vi ved også, at børn har et kortere tristhedsspænd end voksne – de kan simpelthen ikke kapere så store følelser som voksne, og derfor kan de heller ikke være i følelserne så længe som voksne kan.

”Børn kan godt blive kede af det og så 2 minutter efter leger de eller vil spise. Vi ved, at børn går mere ind og ud af sorgen end voksne. De veksler hurtigere mellem følelserne.

”Nyere sorgteori fokuserer på, at vi pendulerer – altså at vi ligesom svinger – mellem pauser fra sorgen, hvor man forholder sig til mere konkrete ting, leg og arbejde og til sorgen, hvor man forholder sig til tabet og de svære følelser. I penduleringen oparbejdes en form for mestring, hvor man lærer at leve med det, der er svært. Det er en form for stress tilpasning.”

Har sorgen ændret sig?
”Ja, der er sket meget med måden vi ser sorg på siden 1990erne, hvor man tænkte, at sorgen primært var fasebåret. Den gang tænkte vi, at sorg var noget man gerne skulle komme over og videre fra relativt hurtigt.

”Siden da har man set på, hvordan mennesker rent faktisk forholder sig i sorgen: Mange vil gerne fastholde en relation til den, de har mistet. Hvor det førhen kunne være ildeset at “hænge fast i sorgen” og for eksempel have et billede af sin afdøde kone stående, har sorgkulturen ændret sig frem til i dag. I dag er det – for nu at tage et andet eksempel – mere legalt at sige, at man er mor til tre, selvom kun to endnu er i live. Der er større åbenhed om, at vi bærer dem, vi har mistet, med os. Og det er godt for børn, for hvis børn skal lære at mestre sorgen, er et åbent og varmt samtaleklima afgørende.

Hvordan vises døden i bøgerne?
”Jeg opdagede, at i rigtig mange billedbøger er dødsårsagen udeladt – mange bøger begynder, når den afdøde ER død. Handlingen begynder f.eks. lige før begravelsen. Måske er det et udtryk for et ønske fra billedbogsskaberne side af om at holde årsagen åben, så flest muligt kan spejle sig i værket. Men det kunne måske også være et udtryk for en forskrækkelse for ikke at gå for meget i detaljer? Måske gemmer der sig alligevel en angst for at formidle døden meget sandfærdigt og konkret?

”Jeg kunne godt ønske mig, at flere af bøgerne turde gå ind i det biologiske omkring et dødsfald – her er der ikke ret mange, der er konkrete. Hvad sker der, når man dør? Hvad sker der i kapellet? Hvad sker der med kisten? Det kunne jeg godt ønske mig, at nogen tog op, og stille og roligt forklarede, hvad der foregår.

I denne forbindelse er det også pudsigt, at de fleste af bøgerne skildrer begravelser, når der er flere kremeringer end jordfæstelser i Danmark. Måske tænker mange, at det for vanskeligt eller ømtåleligt at skildre en kremering for børn?

Hvordan vises børnene i bøgerne?
”Størstedelen af bøgerne fokuserer på, hvordan hovedpersonen (der i langt de fleste tilfælde er et barn) har virkelighedstro oplevelser af den afdødes nærvær. Det kan være samtaler med personen eller at de leger med den, der er død. Det overraskede mig, for jeg havde en forventning om, at bøgerne ville afspejle flere omsorgspersoner – f.eks. den efterladte forælder eller pædagoger – og fokusere på, hvordan de kan være en støtte for barnet i dets sorgbearbejdning. Men den primære dialog var ofte mellem den afdøde og barnet. Dette giver billedet af nogle meget autonome børn. I hvert fald er der en generel tendens til at fokusere på barnet og dets oplevelse.

”Det kan jo også være en måde at billedliggøre sorg og savn eller et udtryk for at mindes. Det kan være en mestrings-strategi i sorgen at søge nærhed ved eksempelvis at kravle ind i afdødes tøjskab og “dufte denne omkring sig”.

Findes troen på liv efter døden i billedbøgerne?
”Mange bøger rummede en åbenhed i forhold til, hvad der sker efter døden. Rigtig mange talte ind i en vestlig, kristen kontekst. Der var mange kirker, præster og begravelser i bøgerne – måske var der også en hvid kiste eller et besøg på kirkegården. Både himlen og engle bliver tit nævnt. Og så forekommer tanken om, at man kan sende signaler på tværs af døden også: Et eksempel kunne være at den døde sender barnet en hilsen i form af en regnbue eller en sommerfugl. De fleste har på en eller anden måde en forståelse af, at der er en fortsat eksistens for den døde; et himmelsk efterliv.

”Tendensen til at pege hen mod et håb om forsoning, genforening, en større grad af harmoni og lindring kan måske ses i sammenhæng med en generel “barnebogspoetik”, der bl.a. kan spores tilbage til K. E. Løgstrup. Blandt billedbogs skabere lader der – i store træk – til at herske en konsensus om, at man nok må tage vanskelige og “mørke” temaer op med børn, men at man ikke må tage håbet fra dem. Børn skal have lov til at beholde deres livsmod.

Har du en konklusion eller sidste tanke?
Billedbøgerne har været med til at åbne mine øjne for, at børn som regel reflekterer mere over “store” emner, end vi som voksne regner med. Når man tænker over det, møder børn jo døden hele tiden – de mister olde- eller bedsteforældre, de finder døde biller på legepladsen eller mister et kæledyr. Hvis vi som voksne censurerer, ved for eksempel at tilbageholde eller afskærme dem fra information om døden, så vil børn formentlig bare opsøge den selv – men nu uden en voksen i hånden, der kan hjælpe dem med at forstå. Så et vigtigt spørgsmål, man kan stille sig selv, tænker jeg, er, for hvis skyld, man eventuelt vælger at censurere; Er det, fordi barnet finder (korte) samtaler om døden ubehagelige, eller stammer ubehaget fra mig selv?

 

Anne har lavet en liste med de fem billedbøger hun synes bedst om – den kommer liiige om lidt.

Derudover kommer også et indlæg om, hvad det er billedbøgerne ifølge Anne kan som samtale-starter. Det finder du her.

,

Genfortælling af flugten gennem det røde hav

I sommer har jeg været i ørkenen – eller. Det vil sige, ørkenen var temaet for den børnelejr, som Metodistkirken holdt for en flok børn. Vi fulgtes med det israelitiske folk gennem ørkenen og ind i Jeriko, da de endelig fik en by at bo i igen. Jeg brugte flere historier fra Rachel Turners “Tryg i mørket” som udgangspunkt for fortællingerne til morgensamlingerne. Men jeg lavede også et par stykker selv, som manglede. Her kommer min version af flugten gennem det Røde Hav. Det er en dramatisk fortælling. Særligt, synes jeg, når man forsøger at forstille sig, hvordan børnene, der var med, må have haft det. Børn er altid de mest udsatte….:

Der er så mange store og vigtige ting i ørkenen, at vi er nødt til at vide, hvordan, der er.

Vi har ikke plads til hele ørkenen herinde. Det her er bare en lille smule. (Jeg havde en skål med sand, som jeg tog en håndfuld sand fra, der løb gennem mine fingre.)

Ørkenen er et farligt sted. Den ændrer sig hele tiden, så det er svært at vide, hvor du er.

Der er ikke meget vand, og hvis du ikke kan finde vand nok, kan du dø af tørst. Der vokser næsten heller ingenting, så der er kun lidt at spise. I løbet af dagen er det varmt, og solen brænder din hud. Om natten bliver det koldt. Når vinden blæser stikker sandet dig.

Mennesker er nødt til at klæde sig godt på, for at beskytte sig mod både sol og sand.

Ørkenen er farlig.

Folk går ikke derud, hvis de ikke er nødt til det.

Så du kan godt forstå, at ikke brød sig om det, da deres forældre tog dem med ud i ørkenen, selvom det betød, at de ikke længere var slaver.

Derude i ørkenen var de ikke alene. De var sammen med deres forældre. Og Gud selv gik også sammen med dem: Om dagen gik Gud som en søjle af støv foran dem, så solen ikke brændte på dem. Om natten stod Gud som en søjle af ild udenfor lejren, og lyste alting op, så der var trygt og godt at være. På den måde var det ikke så slemt at være der. Det var egentlig trygt nok.

Alligevel var børnene ikke rigtig glade. For forældrene var trætte. Og kede af det. Og nervøse. Kender I det, når voksne prøver at vise, at de er modige og ved, hvad der skal ske, men at du samtidig kan mærke, at det nok ikke er helt rigtigt?

Sådan var det for børnene ude i ørkenen i den israelitiske lejr. “Selvfølgelig skal det nok gå!”, sagde de voksne. Men børnene hørte, hvordan de hviskede sammen, når de voksne troede, at de legede. De kunne se, at de voksne også synes, at alt det nye var mærkeligt.

Men Gud var der. Som en søjle, og derfor var det okay. En dag ikke så lang tid efter flugten fra Egypten sagde Moses: “Gud siger, vi skal slå lejr her ved havet.”

Så nu havde de slået lejr her med ørkenen på den ene side og havet på den anden side. Nu kunne de få lidt fisk til maden.

Børnene badede. Og legede i strandkanten. Det var rart.

Lige indtil én så sig tilbage og fik øje på en støvsky i horisonten. Og så noget, der blinkede….

“Farao kommer” lød råbet. Voksne råbte, hev fat i deres børn. Små børn græd. Større børn blev stille. Ingen vidste, hvad de skulle. “Hvad har vi dog gjort?” spurgte nogle af de voksne. Andre blev vrede på Moses: “Synes du ikke, det var godt nok at dø som slave? Synes du, det var finere for os at dø af Faraos sværd?! Hvorfor lod du os ikke bare være slaver?! “

Og de kastede sig ned og bad til Gud om at redde dem.

Støvskyen og de blinkende sværd kom nærmere. Efterhånden kunne de også høre hestehovene buldre som torden. Det var hestenes hove og krigsvognenes hjul, der fik støvskyen til at rejse sig.

Moses, som var en voksen mand, sagde, så både børn og voksne kunne høre ham: “I skal ikke være bange! Gud kæmper for jer. Han beskytter jer.”

Så fik de voksne travlt med at tage deres telte ned. Det var ved at blive aften. Men der var ingen, som blev puttet eller fik læst godnathistorier den aften.

Istedet så de, hvordan Guds sky, som ellers havde været foran dem, flyttede sig, så den nu var imellem israelitterne og egypternes hær. Den spærrede simpelthen vejen for Faraos hær.

Moses gik ned til havet og rakte sin vandrestav ud over vandet… Og det skiltes. Vandet skiltes, så der blev en vej igennem det. Dér gik israelitterne over havet. Børn og voksne fulgtes ad over – mens havet stod som store murer omkring dem. Mange gange højere end selv de højeste mænd var vand-muren. 

Ingen havde i deres vildeste fantasi troet, at det var muligt at komme over et helt hav uden både. Men det var det nu.

Om morgenen var hele lejren kommet over på den anden side – uden så meget som at få våde fødder!

Guds sky stod stadig på den anden side af vandet og holdt egypterne væk. Men nu flyttede den sig.

Og de egyptiske soldater for frem med deres hestevogne – ud i havet efter israelitterne.

Børnene så, hvordan Moses trak sin stav til sig igen: Da han gjorde dét faldt vand-muren sammen, og alle soldaterne faldt i vandet.

Egypternes hær var væk.

Da isralitterne så dét blev de målløse. Og så priste de Gud og sang: “Vores Gud er så STOR og mægtig. Der er intet, som er umuligt for ham!”

En gammel jødisk legende fortæller, at himmelens engle jublede, da Gud ødelagde egypterne. Først da de førstefødte døde og igen da Faraos hær gik under i havet. Men Gud græd. Og så tungt på englene og sagde: “Der er ingen grund til glæde. Forstår I, de er også mine børn.”

Dén afslutning kan jeg godt lide at have med, fordi det minder os om, at vores lykke kan være forbundet med andre ulykke, og at dét ikke er noget at glæde sig over. Derfor mindes jøderne også stadig de egyptere, der måtte lade livet for, at de selv kunne slippe ud af Egypten.

,

Davids Salmer til børn

,

Anmeldelse: Tryg i mørket

Natten er en mærkelig størrelse. Putning kan være noget af det hyggeligste, og alligevel har de fleste forældre haft samtaler med deres børn, der kredser om utryghed ved mørket. Det kan være svært at være alene i mørket.

Det er de samtaler, der har affødt Rachel Turners bog “Tryg i mørket”. Rachel fortæller, hvordan forældre igen og igen har talt med hende om børn, der er bange for mørket eller har mareridt. Hvordan hjælper man bedst børn til at være trygge i mørket? Det gik op for hende, at der tilsyneladende ikke er nogen, der har beskæftiget sig med en teologi om mørket: om, hvordan Gud er i mørket og om natten.

“Tryg i mørket” er genfortællinger fra Bibelen om mørket og natten alle sammen med et barn som udgangspunkt. Historierne fortæller, hvordan Gud er med også i mørket. Budskabet er, at Gud stadig er Gud selvom det er mørkt og nat.

“Tryg i mørket” er ikke som Rachel Turners øvrige bøger henvendt til voksne. Derimod er historierne laver som godnathistorier, som kan bruges ved sengekanten til oplæsning. Efter hver historie er der forslag til spørgsmål, der kan bruges til at åbne for en samtale med barnet om, hvordan vi kan vide med sikkerhed, at Gud er med os også i mørket og om hvem Gud er i mørket.

En af de første historier handler om Malah, der ligger i et telt ude i ørkenen og er bange. Hun og hendes lillesøster opdager, at Gud, der var sammen med dem om dagen som en søjle af støv ikke er blæst væk, men nu er en søjle af ild: En kæmpestor nat-lampe. Denne historie er blevet hos mig, måske fordi jeg ved, hvordan det er at ligge i et telt om natten eller fordi jeg husker trygheden, ved at ligge i min egen seng som barn med en stråle af lys fra gangen.

Mørket og natten er vigtige emner, fordi det ikke blot handler om natten og søvnen. Mørket er også for børn beskrivende for det, der er større og mere farligt. I mørket gemmer usikkerheden, døden og det farlige sig. Derfor kan historierne om, hvordan Gud er sammen med os i mørket og om, hvordan Han er om natten også være indgange til samtaler om, hvordan Gud er sammen med os, når det ikke er let eller sjovt at være til. Hvordan er Gud med os, når vi er bange? Dét er en vigtig samtale at have.

Derfor får “Tryg i mørket” min anbefaling – som godnat læsning eller som inspiration til genfortællinger af historier om, hvordan Gud er med os altid – også om natten og i mørket!

Tryg i mørket af Rachel Turner er udgivet hos ProRex og koster kr. 149,95.

Læs om lanceringen af “Tryg i mørket” her.