Indlæg

Idéer til at fejre fasten som familie

Tønderne har buldret – og forhåbentligt var de ikke alt for tomme! Vi har været til fastelavnsgudstjeneste, og det var som sædvanligt en fest. Det er især sjovt at flere voksne også kommer og er udklædte.
Min mand afslørede ved gudstjenesten, at han er den superseje mand, jeg vidste han var. (Selvom det vist ikke var pointen – det var en illustration på Jesu’ forvandling for øjnene af sine venner på bjerget.)
Fastelavnssøndag markerer, at fasten så småt er på vej. Tirsdag er “hvide tirsdag” – her hjemme hedder den pandekagedag efter den engelske tradition med at spise pandekager på denne dag. Og så går det løs op onsdag.
I vores menighed er der ikke tradition for at mødes askeonsdag og sammen starte fasten med askekors i panden. Hvilket jeg egentlig synes er en skam. Ikke desto mindre starter fasten på onsdag. For mit vedkommende betyder det, at jeg skal til at sidde stille….
Jep. Jeg skal sidde stille en lille smule hver dag gennem fastens 40 dage. Derudover skal jeg øve mig i at holde sabbat. Jeg vil læse “Det sker når du hviler” fra Boedal, og en bog på engelsk, som hedder “Mudhouse Sabbath”.
Og det er jo alt sammen meget godt selv at gøre noget. Men hvordan lærer man så glæden ved en praksis fra sig? Oven i købet en praksis som faste, der er forbundet med så meget glæde? Jeg er i hvert fald én af dem, der ser frem til fastens fordybelse.
Den idé vi indtil videre er kommet frem til at ville benytte os af herhjemme er en uge uden kød til aftensmaden – de penge, vi så sparer skal gå til et formål, som vi sammen beslutter os for.
Andre idéer kunne være:
  •  at være sammen om at deltage i rethinkchurch‘s billed-udfordring.
  • at bede bordbøn før hvert måltid, hvis man ikke ellers er vant til det.
  • at bruge pengene på fredagsslik til at gøre en anden glad med.
  • at spille spil sammen istedet for at se fjernsyn.
  • at læse Markus evangeliet hver dag og læse det hele inden påske.
  • at blive indsamlere for Folkekirkens Nødhjælp d. 8. marts.
Har du nogen erfaringer eller idéer med at fejre eller markere fasten som familie? Alle råd og idéer er velkomne – det ville være spændende at få et dybere kendskab til, hvordan det kan gøres!

 

En million-milliard kom i vejen…

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven.
Det kniber med begge dele.

Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt – det er “bare” livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper – først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus.

Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe – heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har været overladt til  mig selv.

Men påske(ferien) blev altså ikke lige som planlagt. Så i stedet for på nuværende tidspunkt at være veludhvilet, have været i haven eller til påskefrokoster, så ligner jeg en hængt kat, og trænger i dén grad til at sove og hvile. Og så er det, at det kan være svært at mønstre begejstring eller overskud.

Det er vist en meget typisk børne-familie-ting, det der med at et sygt barn pludselig kommer på tværs af alle mulige andre ting. Fristelsen er at tænke og tale som om, det er “alle mulige andre ting”, der er det væsentlige og ikke barnet, der blev syg.

Det er så let (for mig) at komme til at snakke om alt det, der ikke blev nået. Som om vasketøjsbunken eller blomsterfrøene, påskefrokosten eller bogen, der skulle læses, er vigtigere end det barn, der havde brug for omsorg. Som om barnet ikke er andet end i vejen for det, der virkelig betyder noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg kan høre, det samme sker, når det er andres planer, der kæntrer.

Og vel kan det være irriterende. Vel er det hårdt at yde omsorg for én, der er syg og dårlig. Vel er det trælst ikke få bagt/besøgt/ordnet som ønsket. Og vel er jeg træt og har brug for at restituere nu, ligesom han har. Men af og til hander det også om, at jeg skal se mit liv i et andet perspektiv, end hvor pænt mit hus/have/kalender ser ud.

Jeg har ikke fået sået sommerblomster eller gået ture, vi har ikke været spændende steder henne eller kørt på rulleskøjter, som jeg havde set for mig – til gengæld har jeg været mor; jeg har bekræftet en lille mands vigtighed og vist med mine handlinger, at han er værdifuld og er værd at passe på. Jeg kan håbe, at han dermed har fået bevis for, at verden er til at have tillid til, og at de voksne i hans liv er nogen, han kan stole på.

Ret beset er det vel vigtigere, end om jeg har fået sået morgenfruer og tomater endnu!