Teksten til juleaften er (selvfølgelig) Lukas 2: 1-21 – som vi også kalder juleevangeliet. 

Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv. Det er det mysterium, vi fejrer i julen.

Kristendommens største fester – julen og påsken – drejer sig begge om Jesus Kristus og to meget menneskelige begivenheder i hans liv: Hans undfangelse og fødsel og hans død og opstandelse. Menneskelige og så alligevel ikke.

Kristendommen påstår, at Gud selv blev menneske. At den Gud, vi kalder treenig, som fandtes før noget af det vi kender blev til, den Gud, som skabte alting, den Gud, som er evig, almægtig og kærligheden selv – dén Gud blev menneske og lod sig føde på jorden præcis som alle andre mennesker fødes til livet.

Der er så stor en kontrast – paradoks, nok nærmere – i den påstand, at det er svært at begribe. Selvfølgelig, fristes jeg til at sige, for det handler jo om tro, om eksistens, om det, vi ikke kan tage og føle på, så selvfølgelig er det svært at holde med tanken.

Jeg fandt for leden nogle billeder, som NASA har taget og offentlig gjort af universet:

Jeg har ikke nok forstand på universet til at se, hvad det er andet end at det er stort.

Og at det får mig til at føle mig lille.

Det fortælles om en tidligere præsident i Amerika (Eisenhower, måske?), at han om aftenen fik ud på terrassen og kiggede op i stjernehimlen. Efter at have stået der et stykke tid, sagde han: ”Så, nu kan vi godt gå ind – jeg er blevet lille nok nu.”

Den Gud, som skabte universets uendelige stjernevrimmel, blev foster, blev et menneske-barn og blev født som menneske i Betlehem af Maria.

Gud blev menneske.

Det er som en bevægelse, der indsnævres – det er det mærkelige ved den kristne Gud. Bevægelsen i den kristne åndelighed er indad, nedad. Fra det uendelige og almægtige til det begrænsede og uvidende. Fra stort til mindre – til at starte med. Fra diffust til konkret.

Derfor er det måske også let at tro, at julen alene handler om at mindes noget, som skete i en stald for 2000 år siden: At højtiden alene ser tilbage, og at kristne dermed ikke befinder sig i nutiden for slet ikke at tale om at beskæftige sig med fremtiden.

Jo, vi ser tilbage, for en fødsel er et bestemt tidspunkt og dette barn, som blev en mand, blev også født et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Men det er er ikke hele på historien om det, der skete, da Kristus blev født.

Det er derfor jeg holder så meget af den hellige familie, som vi har tager herind i dagens anledning. Egentlig står den altid i børnekirken.

Billedet her får I, så I kan se, hvad den hellige familie er – ved gudstjenesten var den med “live”.

Her er Maria og Josef, koen hvis trug blev brugt til seng. Her er de vise mænd, som havde forstand på stjernehimlen, og en hyrde som repræsentant for alle hyrderne.

Og så er der den lille baby, som strækker sine arme ud, som for at give os et knus.

Som noget helt særligt er en del af denne opstilling også ham her (tag fat i den opstandne Kristus) som står bag krybben med barnet og bag Maria og Josef.

Det er den opstandne Kristus, som spejler babyens udstrakte arme. For da babyen blev en voksen mand døde han, og selvom det var trist, var det også glædeligt, fordi han opstod og blev levende igen – og nu er i stand til at give alle på jorden et knus.

Læg mærke til, at det ikke er et kors, som står her. Det er ikke døden, men opstandelsen, der markeres og er en del af historien om Kristi fødsel:

De to største fester i kristendommen, der begge peger på begivenheder i mennesket Jesus Kristus’ liv.

På den måde ser vi, at kristendommens kernehistorier udfoldes i et menneskes liv. Det hele er indeholdt i mysteriet julenat. Franciskanerne (og jeg er tilbøjelig til at være enig med dem) siger at Kristi fødsel er en del af frelsen. At det også er frelsen.

Nu er det juleaften, og vi er samlet om barnet i krybben. For her bliver den store, almægtige og evige Gud som vi – og fordi Jesus blev alt det, vi er, kan vi blive alt det, han er.

Julen minder os om, at det er i menneskers liv, Guds historie udfoldes – også i vores liv. Vi får lov til at ane det store ved at være menneske.

Det siges, at Guds søn lader sig føde tre gange. Først før alting blev til, før skabelsen som en del af treenigheden. Så som Marias barn. Og endelig den tredje gang i menneskers hjerte.

Hvis det er sandt, så kan vi fejre juleaften hver gang en af os gør som Maria og giver plads og lov til at Gud formes og kommer til udtryk i kærlig handling i vores egne liv.

Det er også derfor julen ikke blot handler om at se tilbage, men også at se frem ad: Vi glæder os over, at Gud er kommet til mennesker og at vi stadig i dag kan se, at Kristus får krop og hænder mit i blandt os.

Den kristne tro udfoldes i menneskers liv – fra barnet til den voksne kvinde eller mand.

Lad mig slutte med at læse det mellemste vers af den salme, vi skal synge herefter. Det er Charles Wesleys kendte ”Hør, hvor englesangen toner!”

Mens jeg læser, får I endnu et af NASAs billeder – denne gang af jorden set fra rummet:

”Krist, Guds Søn i Himmerige,
evig i sin guddomspragt.
ville til det lave stige
i en fattig tjenerdragt.
Gud i kød blev åbenbaret,
Lovsangsbåret og forklaret!
Nu blandt mennesker han bor,
Vor Imanuel på jord!
Hør, nu bruser engles kor:
Ære være kongen stor! ”

Må Jesus Kristus også fødes hos os, og må vi give Hans kærlighed hænder og fødder til gavn for mennesker og til ære for Gud!

Amen

GemGem