Indlæg

Opstandelsesboller

Historien om Jesus pakket ind i en bolle.
Her kommer forslag til en aktivitet som er relativ let at gå til, uanset om du er hjemme med dine børn eller om du skal lave det sammen med en gruppe børn (når vi må mødes igen).

Påskemorgen er det blevet en tradition, at børnene i Metodistkirken i Vejle laver opstandelsesboller. Opstandelsesbollerne kaldes sådan (resurrection rolls eller empty tomb rolls på engelsk, hvis du vil google), fordi en skumfidus foldes ind i dej og når bollen bages smelter skumfidusen – bollen er derfor ”tom” når den kommer ud af ovnen igen.

Opstandelsesbollerne er en måde at fortælle hele historien om Jesus’ sidste dage, på en måde som involverer sanserne, pirker til nysgerrigheden og er noget man skal ”gøre”:

Det, der gør opstandelsesbollerne så fantastiske er historien, som du bygger op omkring dem.

Du skal bruge:
Hvide skumfiduser
Kanelsukker
Smeltet smør
En fed bolledej (se forslag til opskrift længere nede)

Skumfidusen symboliserer Jesus

Gaflen er tornekronen, sømmene, sværdet – det, der gjorde ondt og som gjorde, at Jesus døde (hvilket du selvfølgelig skal graduere afhængigt af hvor gamle de børn er, som du har med at gøre)

Smeltet smør og kanelsukker er symboler for det, der blev brugt ved den begravelse. Det er også symbol for den olie, som Maria Magdalena hældte ud over Jesus’ fødder. (Jesus nåede jo netop ikke at blive olieret og parfumeret og det var derfor kvinderne havde så travlt med at komme ud til graven om søndagen)

Dejen symboliserer klædet, som blev svøbt omkring Jesus, da han blev lagt ind i graven.

Ovnen er graven, hvor Jesus lå i tre dage.

Lidt om beretningen: 
Afhængigt af, hvor gamle de børn er, som du skal tale med, skal du tænke over, hvor mange grufulde detaljer, du lægger på og hvordan du kobler det til det, I gør. Der kan være nogen børn, der synes, det er synd at prikke en gaffel i Jesus.

Omvendt kan nogen børn også finde stor tilfredsstillelse ved at ”gøre” hele historien.

Du kender dine børn – så brug din erfaring og dit kendskab til dem.

Måden jeg almindeligvis ville gøre det var ved at have alle tingene klar og så fortælle, for det er historien, som du bygger op, som gør opstandelsesbollerne rigtig spændende:

Skumfidusen (vis en skumfidus frem):
Skumfidusen symboliserer (hvad er et symbol? Jo, det er et tegn – noget, som peger hen til noget andet. Så vi ved alle sammen godt, at skumfidusen ikke er Jesus, men den forestiller ham) Jesus var god, kærlig og gjorde ikke noget, som var uretfærdigt. Han var ren som sne på den måde. Derfor er skumfidusen helt hvid. Jesus var uskyldig, og alligevel blev lederne i hans land rigtig vred på ham. De blev vrede, fordi han fortalte, at Gud elsker alle mennesker. Han nøjedes ikke med at sige det. Han viste det også: Han spiste med mennesker, som andre ikke gad spise med. Han hang ud med dem, som ingen venner havde. Dem, som de fine og cool og vigtige sagde ikke var gode nok og ikke hørte til – dem kunne Jesus godt lide at være sammen med. Han fortalte også, at han var Guds søn. Og dét gjorde igen lederne rigtig sure.

Gaflen (prik en gaffel i skumfidusen):
Det gjorde dem faktisk så vrede, at de besluttede sig for at slå Jesus ihjel. De ville sætte en stopper for hans arbejde. Så de fik ham taget til fange. De fik faktisk en af hans venner, Judas, til at fortælle dem, hvor han var. Så tog de ham med til forhør. Dagen efter korsfæstede de ham.

Smeltet smør og kanelsukker:
Der hvor Jesus boede blev man ikke lagt ned i jorden, når man var død. Man blev lagt i klippehuler, fordi jorden er så hård, at det er meget svært at grave huller i den.

I stedet for blomster på kisten, sådan som vi gør, puttede man ting på, som duftede. Man pakkede den, der var død ind i et fint stykke stof.

Derfor dypper vi skumfidusen i smeltet smør og kanelsukker, fordi Jesus’ grav også blev pyntet.

(Hvis børnene er ældre eller der er ældre børn tilstede, kan du også minde dem om, at Jesus fik myrra, da han blev født – nogle mener, der kan pege på det, der manglede ved hans begravelse. Eller Maria Magdalena, som hældte dyr parfumeret olie ud over Jesus’ fødder. Nogle peger på, at det var det eneste tidspunkt Jesus blev olieret, fordi der netop ikke var tid til det efter korsfæstelsen, da sabbatten var lige for. Det var også derfor, man stak ham og de andre et sværd, for at sikre, at de var døde og kunne begraves før sabbatten lukkede samfundet ned i et døgn.)

Bolledejen:
Jesus blev dækket i et stykke stof. Derfor ruller vi skumfidusen ind i bolledejen.

Ovnen: (her ville jeg ikke lægge bollen i ovnen endnu, fordi jeg ville vente på at alle havde lavet en bolle)

Da Jesus var død, blev han lagt ind i graven. Hans venner havde ikke rigtig tid til at holde en begravelse, fordi det snart var sabbat. Sabbaten var jødernes helligdag, og der var mange regler for, hvordan man måtte leve på den dag. F.eks. måtte man ikke gå ret langt. Man kunne ikke handle og man måtte ikke bære tunge ting. (Det var faktisk lidt som det er lige nu med corona-nedlukningen. Sådan var det bare én gang om ugen for dem).
Så da Jesus var begravet fredag eftermiddag gik de alle sammen hjem, og gik ingen steder de næste 24 timer. Først søndag morgen kunne kvinderne komme ud til graven for at lægge mere pynt og parfume.

Jeg ved faktisk ikke, hvad de tænkte på, for der var rullet en kæmpe stor sten hen foran klippehulen, hvor Jesus var begravet, og den var så stor, at de ikke ville have kunnet flytte den.

 Det mærkelige var, at da de kom hen til graven – var den TOM! Stenen var væltet væk. Og det klæde, som Jesus var rullet ind i, lå inde i hulen og var helt tomt.

Nogle beretninger fortæller, at der sad en engel og ventede på dem. Han sagde: ”Hvem leder I efter?” De fortalte, at det jo var Jesus, som de var kommet for at se til. ”Hvorfor leder I efter de levende i en grav?” spurgte englen. Lidt mærkeligt, for de havde jo selv set, at Jesus var død. ”Jesus er blevet levende igen ligesom han sagde til jer, at han ville. Gå hjem til de andre og sig, at han lever – og at han kommer og finder jer.”

Så kan I nok tro, at kvinderne fik travlt. Og det var rigtig nok: Jesus var blevet levende igen. Og han kom og fandt dem. De fik lov til at mærke på ham – også sårene. Og han spiste sammen med dem.

Når jeg har fortalt historien, får alle børn lov til at lave deres egen opstandelsesbolle og stille den på en plade med bagpapir (hvor de måske har skrevet deres navn, så de kan finde deres bolle igen bagefter). Måske genfortælles historien ganske kort efterhånden som hvert barn kommer til en ny del i historien.

Bollerne puttes i ovnen, og så er der tid til at lege, tegne, synge eller noget helt fjerde, mens bollerne bliver bagt.

Når bollen er bagt:
”Så er det spændende, om vores skumfiduser er væk ligesom Jesus var væk fra graven?”

Åben en bolle – men vær sikker på, at du gør det for de mindste eller at bollerne har nået at køle lidt ned, for de smeltede sukker fra skumfidusen kan være ret varmt.

Så er det tid til at se, undres og glæde: Jesus er væk og graven er tom! Hvordan mon det gik til? Lad der være plads til ”wauw” og for børnene til at opdage, at skumfidusen også er væk i deres bolle.

Nogen ældre børn vil kunne regne ud / vide, at det er fordi skumfidusen er smeltet. Og Jesus smeltede jo ikke – han blev levende. Det er okay. Snak evt. med dem om, at alle vores måder at prøve at forklare eller at vise på, hvordan det var, aldrig helt kan måle sig med virkeligheden. Det kan symboler og forklaringer aldrig. Og der jo faktisk ikke er nogen der ved, hvordan Gud gjorde det, da Jesus blev levende igen. Men gad vide, hvordan han gjorde? Eller hvordan det så ud, da stenen blev væltet? Og havde englene så nyt tøj med til Jesus?

Du må ikke blive skuffet, hvis bollerne ikke bliver spist – de er umanerligt søde og klistrede. Her er muligvis tale om madspild. Til gengæld skal du glæde dig til at høre børnene fortælle de voksne, hvad der er med de her boller.

God fornøjelse!!

Opskrift til fastelavnsboller:
Jeg bruger denne dej, som egentlig er en fastelavnsbolle dej, som jeg har med hjemmefra:

1 dl. lunken vand
50 gr. gær
175 gr. smør
500 gr. mel
1 tsk. salt
1spsk. sukker
1 dl. ymer
1 æg

Oplæs gæren i det lunkne vand.
Smørret smuldres ind i melet (Eller smeltes) og blandes med gær og vand.
Resten af ingredienserne blandes i, og dejen æltes. Lad dejen hæve i 40 min.
Bages ved 190 grader til bollerne er lysebrune.

/1 Kommentar/af

En dag om døden

Det var linjen under billedet på instagram, der fangede min opmærksomhed: ”Der skal noget kage til når konfirmanderne stempler ind i sognehus og kirke for at høre om død og opstandelse.”

Marianne Rueskov Myssen (på instagram @sognepraestmarianne) viste billeder fra en dag, hvor konfirmander var på kirkegården, rørte ved en kiste, tændte lys i kirken og så optagede ud. Spændende, tænkte jeg, for jeg har selv tumlet med tanken, om hvordan det kan lade sig at gøre at tale med børn og unge om døden.

Jeg spurgte Marianne, hvad dagen gik ud på, og fandt ud af, at hun en gang om året har en hel dag med konfirmanderne, hvor de sammen taler om død, sorg, savn, håb og tro. Det lød simpelthen så gennemført og godt. Marianne delte sit materiale med mig og sine erfaringer. Idéen bliver hermed givet videre:

Dagen begynder med at konfirmanderne synger ”Altid frejdig, når du går” og derefter lytter til Rasmus Seebachs sang til sin far ”Den jeg er”, som bliver udgangspunktet for en samtale om, hvordan vi kan tale til vores døde og hvad savnet gør ved os. Og hvordan de døde har været med til at gøre os til dem, vi er.

I løbet af dagen hører konfirmanderne opstandelsesbudskabet, de er på kirkegården hos graveren og de får besøg af en bedemand med både kiste og urne. Til allersidste gennemgås begravelsesritualet, og alle konfirmander får lov til at læse bønner op og tænde lys i kirken.

Marianne fortæller, at dagen begyndte med et samarbejde på tværs af sognene i Slagelse, som blev for stort til at fordybelsen var muligt.

”Det synes jeg var så ærgerligt, for jeg ville gerne dykke ned i det tabu og den manglende viden, som børn og unge har om døden.”

Det er Mariannes erfaring, at det ofte er svært at tale om sorg, savn og død, og meget tit taler vi slet ikke om håb og tro, når vi mister. ”Når man som præst spørger, hvad almindelige mennesker tror der sker efter døden, lyder der et spagt ”vi skal vel ses igen.”
Og når vi voksne har svært ved at tale om det, vi ikke forstår, og det savn, der fletter sig ind i vores liv efter, at døden har taget fra os, hvad så med vores børn og unge? Så jeg tænkte: hvorfor ikke arrangere en dag med konfirmanderne om død, sorg, savn, tro og håb? Hvorfor ikke åbne den dimension for dem, og lade dem forholde sig til døden med forskellige vinkler på?”

Det er helt bevidst at Marianne inviterer andre faggrupper ind. ”Som præst kan jeg fortælle om, hvad jeg gør i forbindelse med en bisættelse og begravelse, og hvad den kristne tro kan give af trøst og håb i forbindelse med døden. Andre faggrupper kan på samme måde bidrage med deres praktiske erfaringer og det arbejde de gør, når et menneske dør, og en bisættelse/begravelse skal finde sted.”

”Pædagogisk set, synes jeg også, at det er en god idé at byde andre faggrupper ind, og at flytte undervisning fra sognehus til kirke til kirkegård og tilbage igen. Og idéen om at vi er flere om at undervise konfirmanderne, synes jeg er helt ideelt. En teenagerhjerne kan ikke magte for meget “røv til sæde” undervisning, eller at høre på samme person time efter time. Vi har forskellige måder at gå til de unge på, og det er derfor godt at hver faggruppe har sit at komme med. Det skærper konfirmandernes koncentration.”
Bedemanden har en kiste og en urne med, og konfirmanderne fik lov at se og røre kiste og urne, og bære kisten ind og ud af kirken i samme ombæring. Og selvfølgelig stille en masse spørgsmål til ham/ hende i samme ombæring.
Graveren tager os med rundt på kirkegården og viser os de forskellige muligheder for gravsteder, og fortæller om sit arbejde i forbindelse med en bisættelse/ begravelse.

På billederne er det tydeligt at dagen har de unges interesse. Responsen har da også være god.

”Forældrene er tilfredse med, at vi i kirken tør tale om døden med de unge. Ofte skærper dagen de unges behov for at tale om sorg og savn, og der bliver tit åbnet op for samtaler derhjemme efter vi har haft dødsdagen. Forældrene synes, at det er godt at der er fokus på vores tro og det håb, der er for os med opstandelsen.”

Marianne har holdt dagen om død fire år nu. Hun fortæller, at hendes indtryk fra dagen er, at det giver konfirmanderne en erfaring af, hvad der sker i og omkring et menneske, når døden er indtruffet. ”Mange af dem har prøvet at miste en pårørende, og mange har fine spørgsmål og overvejelser, de gerne vil dele både med mig, bedemanden og graveren. De bliver også ofte klar over, hvad de kan bruge troen til i forbindelse med døden. Og det er jo nådigt at opdage, at vi har en Gud der er med os både i livet og i døden.”

Hvis du gerne vil gøre noget lignende, giver Marianne dette råd: ”Sørg for at afstemme med bedemanden og graveren, hvad I gerne vil have, at de fortæller, og vær tilstede, for hvis de glemmer noget, kan I stille genopfriskende spørgsmål til dem.” Og så sørg for, at der er rigeligt med kage undervejs.

/1 Kommentar/af
,

Min juleprædiken: Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv

Teksten til juleaften er (selvfølgelig) Lukas 2: 1-21 – som vi også kalder juleevangeliet. 

 

Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv. Det er det mysterium, vi fejrer i julen.

Kristendommens største fester – julen og påsken – drejer sig begge om Jesus Kristus og to meget menneskelige begivenheder i hans liv: Hans undfangelse og fødsel og hans død og opstandelse. Menneskelige og så alligevel ikke.

Kristendommen påstår, at Gud selv blev menneske. At den Gud, vi kalder treenig, som fandtes før noget af det vi kender blev til, den Gud, som skabte alting, den Gud, som er evig, almægtig og kærligheden selv – dén Gud blev menneske og lod sig føde på jorden præcis som alle andre mennesker fødes til livet.

Der er så stor en kontrast – paradoks, nok nærmere – i den påstand, at det er svært at begribe. Selvfølgelig, fristes jeg til at sige, for det handler jo om tro, om eksistens, om det, vi ikke kan tage og føle på, så selvfølgelig er det svært at holde med tanken.

Jeg fandt for leden nogle billeder, som NASA har taget og offentlig gjort af universet:

 

Jeg har ikke nok forstand på universet til at se, hvad det er andet end at det er stort.

Og at det får mig til at føle mig lille.

Det fortælles om en tidligere præsident i Amerika (Eisenhower, måske?), at han om aftenen fik ud på terrassen og kiggede op i stjernehimlen. Efter at have stået der et stykke tid, sagde han: ”Så, nu kan vi godt gå ind – jeg er blevet lille nok nu.”

Den Gud, som skabte universets uendelige stjernevrimmel, blev foster, blev et menneske-barn og blev født som menneske i Betlehem af Maria.

Gud blev menneske.

Det er som en bevægelse, der indsnævres – det er det mærkelige ved den kristne Gud. Bevægelsen i den kristne åndelighed er indad, nedad. Fra det uendelige og almægtige til det begrænsede og uvidende. Fra stort til mindre – til at starte med. Fra diffust til konkret.

Derfor er det måske også let at tro, at julen alene handler om at mindes noget, som skete i en stald for 2000 år siden: At højtiden alene ser tilbage, og at kristne dermed ikke befinder sig i nutiden for slet ikke at tale om at beskæftige sig med fremtiden.

Jo, vi ser tilbage, for en fødsel er et bestemt tidspunkt og dette barn, som blev en mand, blev også født et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Men det er er ikke hele på historien om det, der skete, da Kristus blev født.

Det er derfor jeg holder så meget af den hellige familie, som vi har tager herind i dagens anledning. Egentlig står den altid i børnekirken.

Billedet her får I, så I kan se, hvad den hellige familie er – ved gudstjenesten var den med “live”.

 

Her er Maria og Josef, koen hvis trug blev brugt til seng. Her er de vise mænd, som havde forstand på stjernehimlen, og en hyrde som repræsentant for alle hyrderne.

Og så er der den lille baby, som strækker sine arme ud, som for at give os et knus.

Som noget helt særligt er en del af denne opstilling også ham her (tag fat i den opstandne Kristus) som står bag krybben med barnet og bag Maria og Josef.

Det er den opstandne Kristus, som spejler babyens udstrakte arme. For da babyen blev en voksen mand døde han, og selvom det var trist, var det også glædeligt, fordi han opstod og blev levende igen – og nu er i stand til at give alle på jorden et knus.

Læg mærke til, at det ikke er et kors, som står her. Det er ikke døden, men opstandelsen, der markeres og er en del af historien om Kristi fødsel:

De to største fester i kristendommen, der begge peger på begivenheder i mennesket Jesus Kristus’ liv.

På den måde ser vi, at kristendommens kernehistorier udfoldes i et menneskes liv. Det hele er indeholdt i mysteriet julenat. Franciskanerne (og jeg er tilbøjelig til at være enig med dem) siger at Kristi fødsel er en del af frelsen. At det også er frelsen.

Nu er det juleaften, og vi er samlet om barnet i krybben. For her bliver den store, almægtige og evige Gud som vi – og fordi Jesus blev alt det, vi er, kan vi blive alt det, han er.

Julen minder os om, at det er i menneskers liv, Guds historie udfoldes – også i vores liv. Vi får lov til at ane det store ved at være menneske.

Det siges, at Guds søn lader sig føde tre gange. Først før alting blev til, før skabelsen som en del af treenigheden. Så som Marias barn. Og endelig den tredje gang i menneskers hjerte.

Hvis det er sandt, så kan vi fejre juleaften hver gang en af os gør som Maria og giver plads og lov til at Gud formes og kommer til udtryk i kærlig handling i vores egne liv.

Det er også derfor julen ikke blot handler om at se tilbage, men også at se frem ad: Vi glæder os over, at Gud er kommet til mennesker og at vi stadig i dag kan se, at Kristus får krop og hænder mit i blandt os.

Den kristne tro udfoldes i menneskers liv – fra barnet til den voksne kvinde eller mand.

Lad mig slutte med at læse det mellemste vers af den salme, vi skal synge herefter. Det er Charles Wesleys kendte ”Hør, hvor englesangen toner!”

Mens jeg læser, får I endnu et af NASAs billeder – denne gang af jorden set fra rummet:

 

”Krist, Guds Søn i Himmerige,
evig i sin guddomspragt.
ville til det lave stige
i en fattig tjenerdragt.
Gud i kød blev åbenbaret,
Lovsangsbåret og forklaret!
Nu blandt mennesker han bor,
Vor Imanuel på jord!
Hør, nu bruser engles kor:
Ære være kongen stor! ”

Må Jesus Kristus også fødes hos os, og må vi give Hans kærlighed hænder og fødder til gavn for mennesker og til ære for Gud!

Amen

GemGem

/0 Kommentarer/af

A pro pos påske

Nedenstående citat af Tine Bryld fra en artikel i “Ud&Se”:

“I det her samfund synes alle omkostninger ved livet efterhånden at være fjernet, eller i bedste fald er de gjort overflødige. Nu skal man helt enkelt bare flyde ovenpå, i stedet for at tage smerten som en del af den erfaring, man har brug for for at overleve. Og det er et problem. Det er virkeligt et problem. For man skal selv opleve sine nederlag – man skal ud og mærke livet, som det er. Gøre sine egne bitre erfaringer, opleve sine egne højdepunkter, sine egne røvture. Og hvis man for alvor vil lære at leve livet, er man nødt til at komme igennem de svære stunder helt alene. Et voksent menneske kan klare sig selv. Man kan ikke bare coache sig igennem tilværelsen.”

Det fik mig til at tænke, at det er endnu en god grund til at vi i kirken skal holde fast ved fejringen af Langfredag. Selvom det er en svær og hård dag. Selvom det kan være rædselfuldt at se det onde, mørke, tunge i øjnene. Havde det ikke været for Jesu død på korset havde der ikke været nogen opstandelse påskemorgen.

Den kristne Gud forklarer eller underskylder ikke lidelsen i vores liv. Han ser den i øjnene. Han går i clinch med den. Han døde af det, og hans liv vendte døden på hovedet så det mørke, tunge, grimme ikke længere har det sidste ord. Derfor er det sikkert at fejre Lang Fredag; vi kender jo slutningen så vi ved påskemorgen kommer!

/0 Kommentarer/af
,

Påske

Kristus er opstanden. Ja, sandelig, Han er opstanden!

Med de ord har kristne verden over mødt hinanden idag. Der er glæde i de ord.
Påskemorgen er en morgen som ingen anden, der er en hel særlig stemning i kirkerummet inden gudstjenesten – glæde og forventning.

Kristus er opstanden. Døden er ikke mere. Livet er størst. Lyset overvinder mørket.

Som en del af gudstjenesten i formiddag var der selvføgelig børnehjørne, og alle børnene sad oppe foran, og jeg spurgte dem, om de nogensinde havde skyndt sig efter noget. ( Vi havde lige hørt historien om hvordan disciplene løb alt hvad de kunne for at komme ud og se den tomme grav). Der var børn, der havde skyndt sig hen til en ven, eller hen til gudstjenesten, eller efter bussen. Alle sammen ting, som er vigtige at skynde sig efter. Og fordi vi kender fornemmelsen af at der er noget, som er vigtigt at gøre, eller se, eller et menneske som det er vigtigt at være sammen med, kan vi genkende noget af disciplenes iver efter at se graven.

Jeg fortalte hvordan nyt liv er et mirakel, som får mennesker til at skynde sig. F.eks. skyndte jeg mig fra den ene ende af landet til den anden forleden for at se en lille nyfødt pige. Ny liv er noget særligt. Det er vigtigt at se, fordi det jo egentlig er et lille mirakel at et menneske kommer ind i verden – ud af det bare ingenting.
Og så meget desto mere grund til at skynde sig hen for at se at Jesus er genopstået fra de døde. Og er blevet levende igen!

Som afslutning på børnehjørnet fik børnene et lille påskeæg – de får ellers ikke chokolade til børnehjørnet, men nu er påskemorgen jo noget helt specielt. Og så var det den fineste illustration kom på det, Maria Magdalene gjorde da hun havde set graven og hørt englen: Hun løb tilbage for at fortælle de andre disciple hvad hun havde oplevet. Børnene kiggede ned i min kasse og så at der var mange flere chokoladeæg end dem, de havde fået: “Skal de voksne også have påskeæg?” Nej, det havde jeg jo egentlig ikke tænkt. Men det synes børnene nu ikke de voksne skulle gå glip af, så de begyndte egenhændigt at dele påskeæg ud også til de voksne. Jo, opstandelsen er noget meget fint, og noget som er så godt at vi er nødt til at dele det med andre!

/0 Kommentarer/af