Indlæg

En million-milliard kom i vejen…

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven.
Det kniber med begge dele.

Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt – det er “bare” livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper – først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus.

Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe – heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har været overladt til  mig selv.

Men påske(ferien) blev altså ikke lige som planlagt. Så i stedet for på nuværende tidspunkt at være veludhvilet, have været i haven eller til påskefrokoster, så ligner jeg en hængt kat, og trænger i dén grad til at sove og hvile. Og så er det, at det kan være svært at mønstre begejstring eller overskud.

Det er vist en meget typisk børne-familie-ting, det der med at et sygt barn pludselig kommer på tværs af alle mulige andre ting. Fristelsen er at tænke og tale som om, det er “alle mulige andre ting”, der er det væsentlige og ikke barnet, der blev syg.

Det er så let (for mig) at komme til at snakke om alt det, der ikke blev nået. Som om vasketøjsbunken eller blomsterfrøene, påskefrokosten eller bogen, der skulle læses, er vigtigere end det barn, der havde brug for omsorg. Som om barnet ikke er andet end i vejen for det, der virkelig betyder noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg kan høre, det samme sker, når det er andres planer, der kæntrer.

Og vel kan det være irriterende. Vel er det hårdt at yde omsorg for én, der er syg og dårlig. Vel er det trælst ikke få bagt/besøgt/ordnet som ønsket. Og vel er jeg træt og har brug for at restituere nu, ligesom han har. Men af og til hander det også om, at jeg skal se mit liv i et andet perspektiv, end hvor pænt mit hus/have/kalender ser ud.

Jeg har ikke fået sået sommerblomster eller gået ture, vi har ikke været spændende steder henne eller kørt på rulleskøjter, som jeg havde set for mig – til gengæld har jeg været mor; jeg har bekræftet en lille mands vigtighed og vist med mine handlinger, at han er værdifuld og er værd at passe på. Jeg kan håbe, at han dermed har fået bevis for, at verden er til at have tillid til, og at de voksne i hans liv er nogen, han kan stole på.

Ret beset er det vel vigtigere, end om jeg har fået sået morgenfruer og tomater endnu!

Påskehaven

Hvad gør I ud af påsken hjemme hos dig? Jeg ville så gerne, at påsken får opmærksomhed, smag og følelse af at være en stor højtid, så jeg har i flere år ledt efter måder, at markere det på. Efter vi har fået Samuel er det behov blevet større.
Julen er hypet rundt om os, så selvom vi lægger vægt på nogle andre ting end så mange andre, fordi vi fejrer Jesus’ fødselsdag og ikke julemanden, så har julen så meget opmærksomhed, at det ikke er svært at gøre den særlig.
Men hvad med påsken? Hvordan gør man den særlig? Der er selvfølgelig en perlerække af gudstjenester i kirken, men der hjemme hvor de store højtider også skal mærkes – hvordan kan man der gøre?
Jeg er faldet over traditionen med at lave en påskehave. Første gang jeg så den var hos A Holy Experience. Idéen er, at en stor del af den kristne påske fandt sted i en have: Jesus bad i Getsemane, og her blev han taget til fange. Han fik sin grav i en have, og derfor var det også her, opstandelsen fandt sted, ligesom det var i haven at kvinderne opdagede den tomme grav og Maria Magdalena første gang så Jesus som opstanden.
Idéen er så, at lave en lille have med en grav, en sten, og hvad man nu ellers synes, hører sig til. Fælles for de haver, jeg har fundet, er, at her er noget levende, et lys og gerne en sti hen til graven.
A Holy Experience laver sin have med levende planter, hun køber færdige, og som børnene så hjælper med at placere. De finder også sten sammen.
Sun Hats & Wellie Boots laver haven med tre kors og jord, hvor hun sår små frø sammen med sine børn.
Contended Sparrow har også lavet en have med købte planter, og har fået børnene til at hjælpe med at fylde jord op og sætte planterne og graven på plads.
Kristen på We are That Family har en rigtig fin beskrivelse af, hvordan hendes familie laver deres påskehave – eller faktisk flere haver, eftersom hendes børn ville lave hver deres.

Det er første gang i år jeg laver en påskehave. Og jeg skriver med vilje “jeg” – Samuels interesse kunne lægge på et meget lille sted.
Til gengæld oplevede jeg det, som en vældig andagtsfuld ting at lave en lille have som ramme for påsken.

Jeg har valgt jord og frø fra i år. Symbolikken i jorden og de små frø, der spirer, er rigtig flot. Men af praktiske hensyn blev det et stykke grønt filt. Der var muligvis ikke får i hverken Getsamene eller i nærheden af Jesus’ grav, men jeg har fået fåret her af en veninde, og jeg synes, det passer godt på påskens symbolik på rigtig mange måder.

Jeg havde også en lille flakon, som mindede mig om, da Maria Magdalenas kærlighed blev udtrykt med olie og tårer. Den virkede også passende. Efter billederne er taget er et lille kors kommet til.

Pynter du særligt op til påske?

A pro pos påske

Nedenstående citat af Tine Bryld fra en artikel i “Ud&Se”:

“I det her samfund synes alle omkostninger ved livet efterhånden at være fjernet, eller i bedste fald er de gjort overflødige. Nu skal man helt enkelt bare flyde ovenpå, i stedet for at tage smerten som en del af den erfaring, man har brug for for at overleve. Og det er et problem. Det er virkeligt et problem. For man skal selv opleve sine nederlag – man skal ud og mærke livet, som det er. Gøre sine egne bitre erfaringer, opleve sine egne højdepunkter, sine egne røvture. Og hvis man for alvor vil lære at leve livet, er man nødt til at komme igennem de svære stunder helt alene. Et voksent menneske kan klare sig selv. Man kan ikke bare coache sig igennem tilværelsen.”

Det fik mig til at tænke, at det er endnu en god grund til at vi i kirken skal holde fast ved fejringen af Langfredag. Selvom det er en svær og hård dag. Selvom det kan være rædselfuldt at se det onde, mørke, tunge i øjnene. Havde det ikke været for Jesu død på korset havde der ikke været nogen opstandelse påskemorgen.

Den kristne Gud forklarer eller underskylder ikke lidelsen i vores liv. Han ser den i øjnene. Han går i clinch med den. Han døde af det, og hans liv vendte døden på hovedet så det mørke, tunge, grimme ikke længere har det sidste ord. Derfor er det sikkert at fejre Lang Fredag; vi kender jo slutningen så vi ved påskemorgen kommer!

,

Påske

Kristus er opstanden. Ja, sandelig, Han er opstanden!

Med de ord har kristne verden over mødt hinanden idag. Der er glæde i de ord.
Påskemorgen er en morgen som ingen anden, der er en hel særlig stemning i kirkerummet inden gudstjenesten – glæde og forventning.

Kristus er opstanden. Døden er ikke mere. Livet er størst. Lyset overvinder mørket.

Som en del af gudstjenesten i formiddag var der selvføgelig børnehjørne, og alle børnene sad oppe foran, og jeg spurgte dem, om de nogensinde havde skyndt sig efter noget. ( Vi havde lige hørt historien om hvordan disciplene løb alt hvad de kunne for at komme ud og se den tomme grav). Der var børn, der havde skyndt sig hen til en ven, eller hen til gudstjenesten, eller efter bussen. Alle sammen ting, som er vigtige at skynde sig efter. Og fordi vi kender fornemmelsen af at der er noget, som er vigtigt at gøre, eller se, eller et menneske som det er vigtigt at være sammen med, kan vi genkende noget af disciplenes iver efter at se graven.

Jeg fortalte hvordan nyt liv er et mirakel, som får mennesker til at skynde sig. F.eks. skyndte jeg mig fra den ene ende af landet til den anden forleden for at se en lille nyfødt pige. Ny liv er noget særligt. Det er vigtigt at se, fordi det jo egentlig er et lille mirakel at et menneske kommer ind i verden – ud af det bare ingenting.
Og så meget desto mere grund til at skynde sig hen for at se at Jesus er genopstået fra de døde. Og er blevet levende igen!

Som afslutning på børnehjørnet fik børnene et lille påskeæg – de får ellers ikke chokolade til børnehjørnet, men nu er påskemorgen jo noget helt specielt. Og så var det den fineste illustration kom på det, Maria Magdalene gjorde da hun havde set graven og hørt englen: Hun løb tilbage for at fortælle de andre disciple hvad hun havde oplevet. Børnene kiggede ned i min kasse og så at der var mange flere chokoladeæg end dem, de havde fået: “Skal de voksne også have påskeæg?” Nej, det havde jeg jo egentlig ikke tænkt. Men det synes børnene nu ikke de voksne skulle gå glip af, så de begyndte egenhændigt at dele påskeæg ud også til de voksne. Jo, opstandelsen er noget meget fint, og noget som er så godt at vi er nødt til at dele det med andre!

Fravær // Nærvær – En tanke om at faste

Efter nu at have været i gang med fasten i lidt over en uge har jeg funderet over at det giver mere mening at lave et tomrum end at fylde mere på mig for at fokusere på Gud og hans kærlighed. Det er ikke sikkert det ville være tilfældet hvis det nu ikke var fordi jeg lever i et overflodssamfund, hvor jeg kan købe og gøre det meste for det meste. Det er ikke så svært for mig at spise det jeg har lyst til, eller at købe nyt tøj eller musik. Jeg kan endda rejse væk hvis jeg har lyst til det. På mange måder er min hverdag (!) og ikke bare fest kendetegnet af en vis form for luksus. Dertil kommer at jeg og mange andre har travlt med vores arbejde, familien, vores fritidsinteresser, kirken og og og … Og midt i alt det, så kan det godt være reklamerne for mad, tøj, rejser, uddannelse og hvad ved jeg gerne vil jeg skal fylde mere på mig selv. Men faktisk har jeg brug for det modsatte. At holde ting lidt fra livet, at sætte det på pause så jeg kan komme til at huske hvorfor nu det var vigtigt og noget særligt. Ved at trykke på pauseknappen i et stykke tid kan jeg genopdage glæden ved mad, musik, indkøb og oprigtigt sige Gud tak fordi jeg har fået det.