Indlæg

, ,

Johans pinsefest – anmeldelse 

Julen og påsken har vi styr på – men hvad er det nu det er med pinsen? 

Kirken har tre store højtider: jul, påske og pinse. 

Bodil Sangild har fortalt om julen og påsken gennem drengen Johan, der sammen med sin mor har lavet en julekrybbe og en påskehave. Nu er der så udkommet en tredje bog om pinsen. 

Igen er det drengen Johan der i samtaler med sin mor finder ud af, hvad pinsen handler om. Ligesom i de andre bøger er det ikke som sådan bibelhistorien, der knytter sig til højtiderne, der genfortælles, men de centrale temaer der trækkes frem, mens Johan og hans mor forbereder sig på at markere højtiden. 

I Johans pinsefest bliver der knyttet an til både jul og påske, så det er tydeligt at Helligåndens komme både handler om og er en forlængelse af det, Gud gjorde i Jesus. 

Samtidig bruges det fine billede af Helligånden som vinden, der ikke kan ses, men mærkes og som kan være over det hele på én gang. 

Kirken, som illustreres i bogen er en traditionel dansk hvidkalket kirkebygning. Det ikke er alle børn, der skal høre om pinsen, der kommer i sådan en kirkebygning, men måske er det alligevel et godt greb, fordi den traditionelle kirke kan fungere som model og overordnet repræsentant for Kirken med stort K. 

At pinsen handler om hele verden og alle mennesker får bogen nemlig også fint med. 

Illustrationerne er også i Johans pinsefest rigtig fine – der er gode detaljer at snakke om. Og igen er hunden med på sidelinjen. 

Johans pinsefest er udkommet på forlaget mellemgaard og koster 149kr. 

Helligtrekonger er en lille, men fantastisk mærkedag

Der knytter sig et væld af traditioner og historier til Helligtrekonger fra forskellige lande og traditioner, og det er en stor rigdom at låne af dem for at skabe mening og traditioner, der passer i jeres egen familie. 

Her kommer seks idéer til at markere Helligtrekonger: 

Helligtrekongers lyset

Helligtrekongerslyset er tre lys, der mødes til ét. En gang kunne man få lys med krudt støbt ind, hvor lysenes mødtes. Det betød, at der lød et brag, når flammen nåede midten. Når braget lød, var julen slut. 

Lyset, der brænder ned i løbet af nogle timer, kan købes eks. i museumsbutikker. 

Pakke julen sammen 

Helligtrekongersaften (d. 5. januar) er julen slut. 

Herhjemme pakker vi julepynt ned d. 5. om eftermiddagen (eller som det nu passer!), mens helligtrekongerslyset brænder. Og så sætter vi os med de sidste småkager og slikrester og guffer for sidste gang. 

Det virker fortrinligt som motivation for alle til at få nedpakningen overstået, at juleslikket lokker en sidste gang! 

Hvis vi er heldige, er der endda overskud til at spille et spil imens.

Det triste ved at pakke sammen

Selvom det kan føles befriende at få julepynten væk, så er der også noget af et antiklimaks – måske især for de små – at alt det, der var at glæde sig til i advent, jul og nytåret er overstået. Det kan føles mærkeligt tomt og måske endda trist. Og hvad stiller man op med det? 

Jeg er rigtig glad for bogen om Alfons Åberg, der synes, det er så trist, så trist at julen er ovre. Heldigvis er Alfon’s farmor ved godt mod; hun er sikker på, at det næste gode allerede er på vej. 

Den er god at bruge til at snakke om, hvad det næste vi kan glæde os til mon er.

Galettes des Rois 

Helligtrekongerskagen Galette des Rois en fransk tradition, hvor en bønne eller mandel eller mønt bages ind i en kage. Man mener den danske tradition med at finde en mandel i risalamanden stammer herfra, for det gælder om at få det stykke af kagen, hvor bønnen gemmer sig. Den, der er heldig at få bønnen, kåres som dagens konge. 

I indlægget her hos Marinas mad kan du læse, hvordan traditionen med kagen bliver brugt i deres familie.

La Befana – helligtrekongers heksen 

Børn i Italien vågner op til guld slik d. 6. om morgenen, fordi La Befana har været forbi i nattens løb, i sin søgen efter kongebarnet, der er blevet født. 

Jeg har skrevet historien om La Befana her. 

Velsignelse af døren

Helligtrekongers dag tegner vi på døren herhjemme. Det er en tradition fra katolske lande særligt i Sydeuropa, hvor man bruger de vise mænds forbogstaver, årstallet og korsets tegn til at velsigne ens hjem med.
20+C+M+B+24 

Jeg har skrevet om det her.

Det er en nem lille ting at gøre – især hvis man har gadekridt liggende fra sidste sommer. 
Traditionen er oplagt at bruge til at snakke om, hvad vi ønsker os for vores hjem og familie.

,

Kirke for og med børn mellem 0 og 3 år

Hvordan er I kirke for og med små børn? Det er værd at tænke over, for selvom børn under 3 år kan virke svære at lave egentligt program for i eks. børnekirke, hvis forældrene skal kunne være med til gudstjenesten.

Nogle kirker løser dette ved at lave rum ved siden af kirkerummet, hvor børn og forældre kan være. De forældre jeg har talt med, giver udtryk for, at lige så velment som sådan et rum er, ligeså meget betyder det, at forældrene oplever, at de lige så godt kunne blive hjemme.

Vi hjælper altså hverken forældre eller deres små børn til at være en del af menighedens gudstjeneste fællesskab ved at lave separate lokaler, hvor forældrene ikke interagerer med andre voksne. Heller ikke selvom der er lyd og skærm fra kirkerummet.

Hvordan kan I invitere forældre med små børn ind og være en del af fællesskabet?

Små børn kan være urolige. Det er sandt. Men oftest er små børn ikke mere urolige, end at det er til at håndtere i et kirkerum. Spørgsmålet er for hvis skyld, vi er bange for, at små børn kan høres?

Børn i alderen 0-5 er afhængige af deres voksne. Især hvis de skal føle sig trygge og godt tilpas. Det kan også være, at børnene ikke er trygge ved at gå fra mor og far – uanset hvor glade de i øvrigt er for at være i kirken. Derfor er der en opgave med at gøre det let at være mor og far med børn i kirken. Jo mere afslappede og godt tilpasse mor og far er, jo mere tilpasse og trygge bliver børnene oftest.

Dertil kommer, at børn og voksne er skilt fra hinanden i hverdagene – måske er det en fordel at familien i kirken kan få lov til at være sammen i kirken?

Her er nogle ting at overveje:

  • Hvordan taler I om børn i gudstjenesten? Kan I berolige forældrene, så de slapper af ved at have deres børn med? Det kan være helt små ting som at sige, at børn er velkomne, når I hilser på familien; det kan være i den generelle velkomst, at det bliver sagt højt, at det er dejligt, at der er børn til stede; det kan være at skrive på sangarket eller en slide, at Gud har skabt børn med nysgerrighed og lyst til leg og derfor er børn selvfølgelig velkomne, som de er hos jer.
  • Kan I gøre det indbydende for børnene at være i kirkerummet? Det kan eksempelvis være ved at lave et bestemt område i kirken, hvor børn kan være på gulvet. Vel at mærke med et tæppe eller lignende, så små børn ikke skal ligge, sidde eller lege direkte på et koldt gulv.
  • Er der legetøj, der ikke larmer unødigt, som børnene kan bruge og måske endda tage med ned til deres forældre? Det kunne være små kufferter med tegne ting, bamser, bøger mm.
  • Har I et sted, hvor forældre kan varme mad og vand, så børnene kan få mad, mens de er i kirken?
  • Har I stole til babyer og mindre børn?
  • Små børn skal pusles og have hjælp på toilettet. Kan I lave et puslebord, hvor det er rart at være med en baby, der skal pusles? Er der varme på?

Små børn husker ikke nødvendigvis, hvad der er blevet fortalt til dem i en gudstjeneste eller en børnekirke. Det, de husker, er først og fremmest, om det var rart at være i kirken, og om de var velkomne.

At være kirke for små børn og deres forældre er en fantastisk mulighed for hele menigheden i at øve sig i at give Guds kærlighed konkret udtryk i mødet mellem mennesker.

Kilder:
Det er bare en faste
Den røde tråd
Babies and Toddlers – Nurturing your child’s spiritual life, Rachel Turner

Lysfest: En fest for lyset midt i mørket

Skrevet af Charlotte Frederiksen, Børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke

Halloween er en vanskelig størrelse, og holdningerne er mange. Nogen familier tager afstand fra Halloween, andre omfavner traditionerne og nogen har fundet en vej midt imellem. Det er så vigtigt for mig at slå fast, at der ikke er én rigtig vej her, og at den samme løsning ikke passer alle familier – du som forældre ved bedst hvad der fungerer hjemme hos jer.

Jeg stødte for alvor på Halloween for et par år siden, da mine børn gik i børnehave. Jeg har forsøgt at ignorere og nedtone Halloween – men uden held, det sniger sig ligesom mere og mere ind på os som familie, så jo ældre mine børn bliver, jo mere tydeligt bliver det, at de har brug for, at vi sammen finder en vej.

Hvad er Halloween?Halloween, som vi kender det i dag, er en blanding af flere forskellige traditioner herunder den keltiske årsfest, som havde til hensigt at ære de døde og fejre høsten (d. 31. oktober), Alle Helgene (d. 1. november) og De dødes dag, som er en mexicansk tradition (d. 2. november).

Min største udfordring
Min største udfordring med Halloween er det, at vi så nemt kommer til at fejre uhyggen og ondskaben og derved give frygten plads til at vokse i os. Ondskaben er en realitet i vores verden, så det er ikke fordi vi eller vores børn naivt skal lukke øjnene for den dimension, men med ondskaben er det for mig vigtigt, at mine børn kender lyset. At de ved, at Gud er vores håb, at han er mægtigere end mørket, og at han altid er hos os.

I min søgen efter hvordan andre håndterer Halloween, er jeg stødt på konceptet lys-fester, og dette har vi som familie valgt at lade os inspirere af.

Et forklaringsværktøj
”Lys i mørket” er ikke tiltænkt som et kristent alternativ til Halloween; det er for mig at se et forklaringsværktøj. Jeg mener, at børn har brug for, at vi som forældre rammesætter det, der sker omkring dem. Sådan hjælpes de til at forstå deres verden, og kan dermed navigere i den og på sigt selv træffe gode valg i deres liv.

Jeg blev mindet om verset i Johannesevangeliet 1:5 ”Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.” Mørke, uhygge, ondskab og sågar døden er en barsk realitet og et vilkår for os alle. Men midt i mørket er der et håb, midt i mørket er der et lys. Ja, mørket er der, og i perioder føles det overvældende. Men Gud ønsker at tænde lys midt i mørket.

Så hjemme hos os ønsker vi, at bruge denne dag på at byde lyset velkommen. Om formiddagen vil vi skære græskar, ikke med uhyggelige ansigter men med hjerter. Nu har jeg piger, så hjerter sælger ret fint her, men det kan også være ansigter som smiler eller med små budskaber a la LYS og HÅB. Tanken er, at når nabobørnene senere på aftenen ringer på døren, bliver de mødt af lyset frem for mørket. Man kan også allerede her pynte op med lyskæder på husets facade eller med lanterner i haven.

Ingen fest uden kage, så vi skal naturligvis også bage, pynte og dekorere – kun fantasien (og evnerne) sætter grænser. Om aftenen kommer der helt sikkert børn forbi, og i år vil jeg ikke være den nederen type, der siger ”Her holder vi ikke Halloween, så vi deler ikke slik ud”, men i stedet give dem slik og en stjernekaster eller et knæklys med bibelverset fra Johannesevangeliet.

Vi vil i stearinlyset skær læse en historie sammen f.eks. fra bogen “Tryg i mørke” af Rachel Turner, mindes dem vi har mistet ved at tænde lys for dem eller lytte til sangen ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Mulighederne er mange.

(Her kan du læse en anmeldelse af “Tryg i mørket”)

Hvad I gør, er naturligvis fuldstændig op til jer, men mit håb er, at I får lyst til at tage snakken der hjemme og bevidst træffe nogle valg – og derved ikke blot lade jer rive med af “det gør alle andre”.

Har I lyst til at læse mere kan jeg varmt anbefale et kig rundt her på digogmigogvitro.dk

,

Virkelig Vind – en anmeldelse

”Næste gang du går en tur, så prøv at lægge mærke til, hvor Gud sådan er på spil…” Med den opfordring sætter seneste CD fra BUO ”Virkelig vind” i gang i en poppet melodi, der fik mine fod til at vippe i takt helt af sig selv.

Det er altid et godt tegn, når kroppen helt af sig selv rammes af musikken. Og her er efter min mening tale om musik af god kvalitet. Det er primært henvendt til børn, men som voksen tager jeg absolut ikke skade af at lytte med! Her sprøde rytmer og lækre vokaler af børn og voksne. Teksterne har både god rim, rammende vendinger og fine billeder på livet med Gud og Guds væsen.

Her er flere fængende melodier, man kan gå og nynne med på – som både barn og voksen!

Det store plus for mig er, at der med Joachim Hejslets musik som altid er tale om sund teologi, der kan synges ind. Det vigtige om Gud bliver formidlet på et let forståeligt sprog, der gør, at det vækker genklang og tilbyder forståelse, jeg kan gøre til min egen. Jeg skriver med vilje ikke ”for børn”, for jeg synes i og for sig, at vi alle sammen har brug for god, moderne musik med gedigen teologi, der kan informere vores tro og liv.

”Virkelig Vind” sender mig længer ud end min egen næsetip og rækker op efter Gud. Det er en af en af styrkerne ved albummet.  Det gør den med linjer som ”der er ingen, der skal græde alene” og ”Guds vind kæmper for den gode sag” – en god pointe i en tid, hvor særligt børn og unge er optagede klimakrise og opgør med racisme.

En anden styrke er, at sangene ikke blot handler om glæde, lys og gode ting. Her er plads til både tvivl, uro og dårlige dage som i det virkelige liv.  Det gælder bl.a. sangene”Altid” og ”Det bliver godt igen”.

I ”Langt fra normalen” er der plads til alle (os), der ikke synes, vi passer helt ind i normalen. Her bliver i den grad gjort op med perfektionskulturen, som vores børn og unge lever i.

”Fri fantasi” leder tankerne hen på en blanding af Kaj og Andrea og Sigurd Barret – her er fart over feltet og masser af fjol.

Min favorit, som muligvis afspejles af livet med tre børn, er ”Jeg sætter mig langsomt her”, der med sit smukke klaverspil sagtens kunne blive et hit til stilletid!

Den musik BUO får produceret og deler med os, er en gave, der kan være med til at give troen rødder og vinger, fordi vi får lov til at synge troen ind. Alle tekster, noder og becifringer findes gratis hos buo.dk her.

Du kan i øvrigt også se en musikvideo med “Virkelig Vind” hos BUO. 

Du kan købe CD’en hos NOVIA her.