Beder du (også) som et barn?

De kommer drønnende over til mig. Indignation står skrevet på deres ansigt; nogle gange strømmer tårene ned over kinderne. Andre gange er det ren beslutsomhed for at få ønsket om retfærdighed opfyldt, der får dem til finde den nærmeste voksne. De når nærmest ikke helt over til os, før ordene begynder at tumle ud af munden – hulter til butler. .

Jeg fanger sjældent hele historien – de giver ikke meget mulighed for at stille spørgsmål. Det er ikke altid, jeg får lov til at trøste, og ikke hver gang jeg når at give et råd med på vejen.

Så snart ordstrømmen stoppet vender de sig om og løber tilbage til deres legekammerater, nogle gange med råb som: “Nu har jeg sagt det.” Eller bare: “Jeg sagde det.” Tilbage til legen igen, forsikret om at alene det, at fortælle en voksen om konflikten er nok til at løse den – eller i det mindste til at få den anden til at indgå et kompromis.

Jeg står tilbage med en følelse af forundring blandet med morskab. Jeg bliver brugt som autoritet, som et selvtillidsboost – endda som en trussel, og dog bliver jeg ikke nødvendigvis inviteret til at være en reel del af løsningen på konflikten. Nogle gange er jeg ikke engang sikker på, at det forventes af mig at gøre andet end at modtage deres frustration.

Gad vide …  Kan det være sådan mine bønner lyder for Gud? Er jeg ligesom et af børnene, der er så sikre på at alene det at fortælle en, der er større, om deres problemer på en eller anden måde vil gøre dem mindre eller endda løse dem helt?

Stikker jeg af, før Gud kan nå at lytte, give råd eller endda trøste? Mon jeg også bruger Gud til at booste min selvtillid? Bruger jeg ham mon som trussel mod mine problemer: “Det kan godt være I virker farlige eller svære – men jeg har en stor Gud?”…

Hvordan mon Gud har det med det? Frustrerer det ham, at han ikke bliver inviteret ind for at blive en reel del af løsningen af et mine problemer? Morer det ham, at jeg præsenterer ham for problemer, men ikke forventer ham at indgå i en dialog for at finde en vej igennem dem?

Jesus satte en gang et barn i midten af en gruppe voksne, han talte med, og sagde til dem at “hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matthæus 18:3)

Hmm, på nogle områder er jeg åbenbart allerede ret barnlig. Hvad med dig?