Teologien hjælper

Mit store ønske er at være med til at skabe forståelse for HVORFOR’et i arbejdet med og for børn i kirker og kristne organisationer. Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Hvad er grundene til, at vi skal tage børn alvorligt? Hvorfor skal vi poste ressourcer ikke bare i arbejdet med unge men også med børn?

For mig var det en øjenåbner at får min teologi med. Jeg er uddannet i teologi og har beskæftiget mig med dåbsteologi og frelsesteologi, men det var først under min uddannelse på Cliff College, jeg for alvor dykkede ned i teologien om børns åndelighed, deres trosudvikling og deres plads i Kirken.

Det overbeviste mig om, at vi, der arbejder hands-on med børn og unge i vores menigheder og organisationer, har brug for at blive skarpe på teologien om børn. Nogle af grundene er, at teologien hjælper os med at blive opmærksomme på vores blinde pletter. Nok så vigtigt er det, at den kan give os ord, når vi skal tale børnene og de unges sag i menigheden eller vores organisation. Derudover kan teologien give os en forståelse af, hvordan Gud er på færde hos og med børn og unge.

Når vi lærer og læser bredt om børn og forståelsen af børn, får vi et mere balanceret syn på vores børn og unge. En balance, som kan gøre os i stand til at forholde os til de helt almindelige, komplekse og skønne børn, vi møder i vores arbejde på en måde, som befrier os fra at have et idealiseret syn på, hvordan et børn bør være eller hvordan det bør være med deres tro. Og dét vil gøre vores praksis meget bedre.

Når vi har et balanceret teologisk syn på børn, kan vi undgå at falde i grøfter, hvor vi …

• overser barnet (de er alligevel ikke ”rigtigt” mennesker (eller kristne) endnu
• umyndiggør barnet, fordi vi kun vil glædes over dem og synes, at de er nuttede, når de beder, kommer med ord fra Gud eller påpeger fejl hos os.
• er unødigt hårde ved dem, fordi vi kun ser barnet som én, der skal oplæres eller have synden i sig knægtet.
• afskærer vores fællesskab fra de input børn og unge har, fordi de også kan være forbilleder for os i troen og livet med Gud.
• ikke prioriterer ressourcer til børnene og de unge i kirkens budgetter, personale eller lokalefordeling, fordi vi glemmer, at de som væsner under udvikling har brug for støtte, hjælp og voksne til at hjælpe dem på vej.
• svigter børnene, fordi vi glemmer vores ansvar overfor dem, der ikke har deres egen stemme.

Det her er spændende sager, og – mener jeg – helt nødvendigt for os at dykke ned i.

Jeg har skrevet mere udførligt om de seks overordnede syn på børn, som teologen Marcia Bunge har identificeret her (og som er det infografen herunder giver et overblik over.) Du kan også søge på teologi i søgefeltet og se, hvad der dukker op.