Babes in Christ – barnet er fuldkomment, men ikke færdigt

Som jeg sad og ammede min datter, faldt jeg i staver over hendes lillebitte men perfekte hånd. Tænk, at noget så småt, kan være så fint og fuldstændigt.

Det var noget af det, der slog mig første gang jeg blev mor: Tænk, at kunne sidde med et helt menneske i sine arme. Tænk, at et menneske kan være så småt, at det kan være i to arme. Så lille, og dog er alting, som det skal være.

John Wesley bruger det billede, når han skal forklare, hvordan nye kristne kan være fuldkomne i deres Guds-forhold og deres kristentro, selvom de ikke er modne eller udviklede som kristne, der har mange års erfaring i livet med Gud.

Wesley taler om “babes in Christ” – altså, at man kan være et spædbarn hos Kristus. Han henviser til Paulus’ breve og de børn, han henvender sig til deri. Selvom det var faktiske børn Paulus henvendte sig til, tænkte Wesley ikke på børn. Hans tanker drejede sig om voksne – en tendens han langt fra var ene om som teolog.

Skønt Wesley brugte tanken om at være spæd hos Kristus og stadig fuldkommen om voksne, mener jeg, at tanken kan overføres til børn og unge.

For børn er, som de skal være både som nyfødte, når de er fem og når de er tolv. De er hverken færdige, fuldt udviklede eller modne endnu – men de er hele.

Præcis sådan er det også med børns tro og åndelighed (og vores andres). Selvom et barn naturligvis forholder sig til sin verden, som et barn på en bestemt alder gør (og dermed også til Gud), så er deres tro, som den skal være. Barnets relation til Gud, kan være fuldkommen – også selvom den hverken er færdig eller moden endnu.

Selvom jeg kan blive ramt af en lyst til at standse tiden, så mine børn bliver ved med at være små og blive hos mig, så er alt som det skal være, når den store er ved at vokse mig over hovedet, og den mellemste snart skal i skole. Børn skal ikke blive ved med at være små. Det ved vi godt. De er ikke færdige. De skal vokse og udvikle sig. Det ønsker vi for dem.

Lige sådan ønsker vi for vores børn og unge mennesker, at de vokser og modnes i deres tro og deres relation til Gud, præcis som vi vil at de skal udvikle sig på alle andre områder. Alligevel er deres tro, som den skal være allerede.

Når vi ser et spædbarn, kan vi falde i svime over, hvor perfekt skabt det er og SAMTIDIG være klar over, hvor småt og skrøbeligt det er. Vi ved, at det har brug for at vokse og udvikle sig. Vi forstår, at det skal modnes og erfare livet. Og SAMTIDIG med dette kan vi værdsætte, at som barnet er nu og her, er alt som det skal være: Der mangler ikke noget.

Hvis vi bruger Wesleys tanke om “babes in Christ” om vores børn, kan det hjælpe os med at forstå noget væsentligt om børns tro og åndelighed: Det gør os i stand til at fastholde børn som værende umodne men OGSÅ helt og fuldt menneskelige og fuldstændige i deres tro. Vi kan både sætte pris på barnet som værende skabt i Guds billede, men at det også har brug for støtte, vejledning og omsorg for fortsat at kunne udvikle sig i alle livets aspekter – fysisk, følelsesmæssigt, kognitivt såvel som åndeligt. Vi kan bekræfte at skønt børnene i menigheden eller familien ikke er voksne, så kan de ikke desto mindre spejle Kristus.

Kilder:
Thaarup: ”Med venner i lys vi tale. John Wesleys og NFS Grundtvigs konvergerende teologier.” Forlaget Trofast, 2016. S. 361.

Læs mere om teologi om børn bl.a. i indlægget om “Gud og barnet – seks forskellige syn på barnet”