Bibelhistorie med fagter: Salomons store byggerier

Historien om Salomons store byggerier

At fortælle en bibelhistorie med fagter er en sjov måde at fange opmærksomheden gennem en historie.

Konge: lav en krone på hovedet
Bygge: knyttede hænder ovenpå hinanden
Gud: cirkel bevægelse
Tempel/slot/telt/palads: lav et tag med hænderne

For længe siden i et land langt herfra var der en konge, som var meget klog og betænksom. Han var den konge, som byggede et kæmpestort tempel til Gud.

Han hed Salomon og hans var havde også være en konge – faktisk den bedste konge, der nogensinde havde været. Han var nemlig gode venner med Gud.

Hvem er Gud, spørger du? Gud er alt kærlighed – ikke bare den, du kan mærke for nogen eller som dine forældre har for dig. Eller den du kan føle for en god ven. Gud er den kærlighed som AL kærlighed i hele verden kommer fra.

Gud er alt godt, der findes som mod, glæde, fred og retfærdighed. Ikke bare det vi kender eller kan se, men det gode, som alt andet godt kommer fra.

Sådan er Gud. Derfor kan vi også kalde Gud den Levende Gud, fordi alt levende kommer fra Gud.

Og Salomons far var gode venner med den Levende Gud. Og det var Salomon også.

Det gik rigtig godt for Salomon som konge. Og derfor ville han gerne sige tak til sin ven, Gud.

Derfor foreslog han Gud, at Salomon byggede et tempel til Gud at være i.

Det havde Salomons far også foreslået. Men Gud var godt tilfreds med sit lille telt, som menneskene havde lavet, da de gik i ørkenen og havde brug for at se på noget, der mindede dem om, at Gud altid var hos dem.

Det var lidt fjollet. For Gud, der jo er den alt levende, alt kærlighed, alt godt kommer fra – kan jo ikke bo i en bygning. Uanset hvor stor, den er. Det er Gud alt for stor, alt for meget til.

Nej, sagde Gud, du skal ikke bygge mig et hus. Du skal bygge dig selv et hus først. Jeg er godt tilfreds med mit lille telt. Jeg har ikke brug for vægge eller tag for at være stor eller være hos jer.

Så kong Salomon byggede et kæmpe slot, et palads, til sig selv. Med smukke søjler og lange gange, men flotte haver og fine stuer. Med guld og marmor og fine sten.

Da paladset var færdigt og kong Salomon var flyttet ind med sin kæmpe familie sad han igen og syntes, at det virkede forkert, at han boede på et stort og smukt palads og Gud boede i et telt.

Så kong Salomon foreslog IGEN, at han byggede et tempel, en kæmpestor kirke, til Gud.

Denne gang sagde Gud ja. ”Du må gerne bygge et sted, så I kan huske, at jeg altid er at finde. Bare I husker, at det ikke er for min skyld. Jeg har ikke brug for tag over hovedet.”

Så gik kong Salomon og hans mænd i gang med at bygge. De hamrede og de savede. De byggedestore søjler og lange gange. De byggede høje lofter og smukke mønstre.

Det blev verdens største og smukkeste tempel. Det tog dem 7 år at bygge færdigt! Templet kom til at stå i 400 år.

Jeg tror, at Gud var godt tilfreds med templet. I hvert fald fortæller dem, der var der, at der kom et helt særligt lys i templet.

I dag er det stadig sådan at mennesker har brug for at bygge særlige steder, hvor vi kan møde Gud. Det er stadig lidt skørt, for Gud er for stor til kun at være ét sted. Samtidig er det meget fint. For mennesker kan være ét sted af gangen, og vi har godt af at blive mindet om, at lige præcis der hvor vi er, der kan vi også finde Gud.

Så når vi er i kirker eller andre særlige steder, så er det for at minder de særlige steder os om, atGud ikke bor på særlige steder, men alle steder er særlige, fordi Gud er der.

For det sted Gud, der er den alt godt, alt levende, alt kærlighed kommer fra, allerbedst kan lide at være – det er faktisk inde i vores hjerter, i vores tanker.

Vi behøver heldigvis ikke bygge templer eller store kirker for at møde Gud. For Gud er altid hos os.