, , , ,

Jeg tror – en personlig tros-bekendelse

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et “os”.  
Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed! 
Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag: 
“Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.

Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en. 

Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.

Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.

Jeg er taknemmelig!”
/0 Kommentarer/af
, ,

Min søns mor

Der er en kvinde i verden. Jeg har aldrig mødt hende og kender hende ikke. Alligevel ser ser jeg lidt af hende hverdag.
Jeg skylder hende min glæde. Og dog er hendes smerte blevet en del af min egen historie.
Der er en kvinde i verden, som jeg altid vil være bundet til.
Ligesom jeg er hun min søns mor.
/1 Kommentar/af
, , ,

For et år siden

I torsdags var det et år siden, Tina ringede os op med den bedste nyhed i verden; i Sydafrika var en lille dreng klar til at blive hentet hjem. Der er gået et helt år siden verden stod stille og så startede med at bevæge sig med en helt ny hastighed på en ny måde.

Det er på én gang uendelig længe siden, og på samme tid er der ingen tid gået.

Samuels udvikling har taget kvantespring siden vi fik ham. Både fordi der sker meget på et år, fra man er 1 år til man er 2 år gammel. Men også fordi det har gjort en forskel at blive barn i en familie. Han er vokset, hans motorik er mere sikker. Han er udadvendt på en rolig måde, han har ikke længere angst anfald og han kan sidde stille og sidde tæt på. Han sover godt om natten og er begyndt at snakke. Vi er blevet forældre, der afleverer i vuggestue og køber lusemiddel. Vi skifter bleer, og tænker ikke længere over at skulle have vanter, rosiner og Postmand Per bilen med, når vi skal nogen steder. Jeg ved, om han er tilpas og kan mærke, hvis han har feber.

Vi er ikke længere fremmede for hinanden, og den kløft af ukendthed, der var imellem os, da vi først mødtes, er væk. Samuel er stadigvæk sin egen, og han har stadig en historie før os. Men hvor han før var alene om den og kun havde sig selv at komme ud fra, tager hans verden nu udgangspunkt i mor og daddy. Præcis som den skal, når man er en rask dreng på 2 år.

For ét år siden blev jeg mor. Det er slet ikke til at forstå.

/7 Kommentarer/af
, ,

Begyndende jubelhyl

Jeg har lige åbnet en fantastisk email. Et par fra “vores” liste har lige skrevet til os: De er blevet forældre!!! Det er ikke os, og vi er 6 pladser efter dem, men det er så FEDT! Min reaktion til emailen var kuldegysninger og tårer på én gang. Hvor er det dejligt. De har en uge til deres rejse og til de skal møde deres barn.

Åh hvor jeg glæder mig til det er vores tur, vores telefonopkald, vores email, vores afrejse dato!!!
Men åh, emailen var en påmindelse om at det er virkeligt. Det er ikke bare noget vi leger. Det er rigtigt. Der er et barn på vej…..
/6 Kommentarer/af
,

På den igen?

Forleden dumpede et brev ind ad brevsprækken om, at da det er et halvt år siden, vi kom hjem med Samuel, er det blevet tid til den første opfølgende rapport. Forskellige lande har forskellige krav til rapportering efter en adoption er gennemført. Det er en rapport, som skrives officielt, så det er vores sagsbehandler fra Statsforvaltningen, der kommer på besøg. I Sydafrika skal der flere officielle rapporter til i de første år. Der skal sendes billeder med fra barnest hverdag.

At det er et halvt år siden vi kom hjem betyder også, at det er muligt at gå igang med fase 1 til en ny omgang adoption.

Vi har printet diverse skemaer ud. Det kilder lidt maven. Jeg ved ikke hvor længe, vi kommer til at gå rundt om dem, inden de bli’r sendt afsted!

/0 Kommentarer/af