Havde du sagt til mig for et år siden, at jeg i januar 2016 ville sidde med et spædbarn i mine arme, så ville jeg have smilet anstrengt og afvist tanken. Nu sidder jeg her ikke desto mindre med Albert på små 12 uger, som jeg er blevet mor til gennem egen krop. Samuel på 7 er en stolt og fantastisk storebror.

Ligesom mødre, der har født flere gange, sammenligner deres fødsler med hinanden (uanset at alle fødsler er forskellige), så tænker jeg selvfølgelig også over forskelle og ligheder mellem de to måder, jeg er blevet mor på: adoption og fødsel, en fødestue på et dansk sygehus og et dommerkontor i Sydafrika.

Indtil videre er jeg bl.a. kommet frem til seks ting, jeg gerne ville have vidst om at have født, da vi adopterede. Med “have vidst” mener jeg virkelig troet på – nogle af tingene havde andre sagt uden at det af den grund var sunket ind. Her er min sikkert ikke udtømte list af ting, jeg gerne ville have vidst om at føde, før jeg adopterede:

6 ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før jeg adopterede:

1) Det er rigtigt, når det siges, at fødslen efterhånden træder i baggrunden. Ligesom at historien om udrejsen for at hente sit barn altid vil være en fantastisk historie at fortælle, men efterhånden “blot” bliver udgangspunktet for familielivet og ikke fortsætter med at være omdrejningspunktet for den, lige sådan er det med fødslen.

2) Det gør vitterligt voldsomt ondt at blive mor gennem kroppen, men på forunderligvis er følelsen af forløsning, lettelse og taknemmelighed bagefter slet ikke ulig den, der bølgede gennem kroppen på mig, da dommerens hammer faldt efter hendes ord om, at vi nu var forældre til vores barn. Ligesom trætheden, da først lettelsen havde lagt sig, heller ikke var så forskellig.

3) Jeg havde ret, når jeg sagde, at folk skulle holde op med at sammenligne uvisheden om fødselstidspunktet med uvisheden om, hvornår telefonopkaldET ville komme, mens vi ventede på Samuel. Der er faktisk en grænse for, hvor længe man kan (og må) være gravid før en fødsel enten selv går i gang eller bliver sat i gang. Der er derimod INGEN, der kan sige noget om en bagkant for ventetiden på adoption.

4) Det passer ikke, at det (alene) er hormoner, der gør at man tuder på tredje dagen efter fødslen. Det er muligt, at de hjælper, men jeg var lige så overvældet, træt og usikker efter at være blevet mor de første dage i Sydafrika, som i dagene efter fødslen på sygehuset.

5) Det er rigtigt, at man kan mærke barnets gråd fysisk efter en fødsel – feks. i brysterne, hvor mælken løber til eller i maven. Men selvom jeg ikke kunne amme efter at være blevet mor første gang, kunne jeg stadig mærke mit barns gråd og ked-af-det-hed indeni mig. Den forbindelse eller indlevelse handler ikke kun om en navlesnor, der har været der. Så der var ingen grund til at være bange for, at jeg ikke kunne opleve overvældende følelsesmæssig samhørighed med det barn, vi adopterede.

6) Det tager tid at komme sig fysisk efter en fødsel, og man er (kan være) ret begrænset i sin faren-omkring eller lyst til at have gæster. Det er ikke kun adoptionsrelateret at holde babymoon og indstille sig og sine omgivelser på, at de kommer til at se mindre af een. Der er selvfølgelig forskelle på et spædbarn født ind i en familie og et adopteret barn på måske flere år, men det er slet ikke så mærkeligt eller uforståeligt for andre, at man trækker stikket en periode. Så gør det med god samvittighed!

Jeg har før skrevet om forskellige måder at få børn på. Det kan du bl.a. læse her.