, , , ,

1 års fødselsdag

I søndags fejrede Klub Børnekirke 1 års fødselsdag i Metodistkirken i Vejle, hvor jeg kommer sammen med min familie. Jeg er en af lederne i børnekirken, og har været med til at starte Klub Børnekirke. 

Der har været børnekirke i mange år samtidig med gudstjenesten, sådan at børnene kunne opleve kirken på deres egne præmisser. Sidste år besluttede vi, at gøre det anderledes med håber om, at Klub Børnekirke kunne være med til at gøre kirken mere nærværende for børnene. Det gør vi bl.a. ved at sende invitationer direkte til børnene med posten, så de også føler sig inviterede og velkomne. 

I søndags fejrede vi så 1 års fødselsdag for Klub Børnekirke – og ingen fødselsdag uden fine invitationer, flag ved døren, kage og gaver. For at gøre det ekstra festligt for børnene havde vi lagt “den røde løber” ud, så den førte fra indgangshallen direkte ind i børnekirken. I praksis er det den gamle løber fra kirkerummet – men den gør sig fint som løber!

Jeg elsker at være med i børnekirken – her er utøjlet begejstring, oprigtige udbrud og dybtfølte spørgsmål. Der var én, der havde kæmpet mod hoste og feber hele ugen, for hun ville SÅ gerne være med til fødselsdag. Det er ikke til at stå for! Når det så ovenikøbet bliver ledsaget af jubel i hele kroppen, bliver jeg glad.

Der var gaver til alle børnene – en lille pose med nogle flag, en ballon og et får med en lille mark. Inden vi delte gaverne ud fortalte jeg, hvordan Jesus forklarede, hvem han er, ved at kalde sig selv den gode hyrde. Jeg gjorde det i store træk ud fra Godly Play manuskriptet, dog med får som dem børnene også fik. På den måde håber jeg, de fik et stykke af historien med hjem. 

Fortællingen er en blanding af Jesus’ lignelser om den gode hyrde, fåret, der væk og af salme 23. Da et af de tre små får bliver væk udbryder et af børnene med forbavselse: “Hvor er det sidste får?!” Og et par af de andre skyndte sig at pege på det, og forsikre ham om, at det altså ikke var rigtigt væk.

Det er meget at gøre ud af en formiddag for 11 børn (+ de, der var inviteret, men ikke kunne). Men det er herligt – det giver glæde både til os, der gør det, og til dem, der tager imod. Og hvem kan ikke lide at blive vist, at man betyder noget?

af