Vores hollandske venner var til Sinterklaas-fest i weekenden. (Den egentlig fejring er d. 5. december om aftenen.) Sinterklaas blev til Santa Claus, da hollænderne befolkede New Amsterdam, der i dag hedder Manhattan. I Danmark kalder vi ham julemanden, men hans egentlige navn er Skt. Nikolaus. Skt. Nikolaus er helgen for flere ting, men bl.a. for børn og for søfart. Måske derfor han var og er populær i Holland.
I Danmark er han også populær – men sjældent fordi han var biskop fra Myrra, Tyrkiret, i det tredje århundere, der blev helgenkåring på baggrund af stor barmhjertighed og sans for social uretfærdighed sammen med en vilje til at handle til fordel for de fattige. Særligt hjalp han børn, der var ilde stedt, med gaver i al hemmelighed. Den historie, jeg kender bedst, handler om tre piger fra en fattig familie, som faderen var tvunget til at sælge – han havde ikke de penge til medgift som var – og mange steder i verden stadig er – en nødvendighed for at sikre en pige ægteskab med en god mand. Nogle historier fortæller at faderens fattigdom var så stor, at skulle i gældsfængsel, og at pigerne skulle sælges til prostitution for at redde faderen. Under alle omstændigheder kom Nikolaus dem til hjælp. Det fortælles at han smed guld ned igennem skorstenen eller lagde guld i vindueskarmen, så pigernes fader ikke længere var i gæld eller så pigerne havde en medgift. I hvert fald gav han dem frihed og reddede dem fra en skæbne, som kvinder fortsat bliver tvunget ud i.
Jeg har hørt kristne diskutere, hvorvidt det er i orden at have julemanden som en del af julefejringen. Jeg tror, spørgsmålet må komme sig af ikke at kende historien bag manden med det hvide skæg og den sjove hue. (-som vel egentlig skulle være en bispehat). For det kan da kun være en god ting solidt at plante et menneske, der agerede i forhold til fattigdom og nød, og som brugte sin tro aktivt, midt i fejringen af, at Gud blev menneske? Mon ikke vi har brug for at blive mindet om at det nytter at gøre en forskel, og at julen ikke kun handler om at vende os indad midt i overflod, ønskesedler og gaveregn? Det kunne være dagen vi hver især besluttede hvem eller hvad, der skulle have en gave, fordi de lider nød eller kunne trænge til hjælpe ude fra. Uanset om de er børn, prostituerede eller sømænd.
På Charlottes Tro, Håb og Kærlighed kan du også læse om Skt. Nikolaus i dag.
Jeg fandt en blog, der handler om kirker navngivet efter Sct. Nicolaus. Den er skrevet af den kvinde, som har skrevet en bog om Skt. Nikolaus.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2011-12-06 18:03:002020-12-04 07:23:18Sinterklaas, Santa Claus og julemand
Hvor er det godt, at bibelens historie om mennesket starter med en velsignelse! Var den startet med fortællingen om, hvordan vi mennesker blev forvist fra Guds selskab, så havde det hele virkelig været temmelig sørgeligt. Måske er det også derfor, der er nogle retninger af den kristne tro, som i den grad er livsfornægtende: Fordi de i den grad hænger sig i, at mennesket gjorde galt, fik skænd og blev smidt på porten.
Jeg kan ikk’ fordrage snak om synd. Bare ordet har jeg det faktisk svært med. Jeg tror, min allergi kommer af en overdosis af fokus på synd, som det mennesker “gør” mht. sex og alkohol. Og underforstået, at det, der én gang er gjort, ikke kan gøres ugjort. (Jeg voksede op i en lille by med to store og levende kirker. Den ene var Metodistkirken, der efter min mening har et åbent menneskesyn, og den anden kirke er en noget anden udgave af dansk kristendom.)
Jeg er helt med på, at der er ting vi mennesker kan gøre helt galt. Og også at det ofte indeholder sex, alkohol/stoffer, penge og magt. Det er der historisk præsedens for. At vi ikke kan gøre gjort ugjort er også rigtigt, men jeg vil holde på, at mennesker kan forandres. Så kun at pege fingeren på de tydelige ting, som nogen kæmper med er for let, for uretfærdigt og for firkantet.
Egentlig skulle historien om Adam og Eva jo være en god én at læse i den sammenhæng. Her er hverken “forkert” sex, druk eller penge og store positioner at forvalte forkert. I stedet er det noget helt andet, en meget mere grundlæggende ting, der går galt: Menneskene svigter den tillid, de har fået, fordi de liige vil have lidt mere. Og da de bliver konfronteret med det, står de ikke ved det. I stedet skylder de skylden på hinanden. Så dét med at placere skyld til højre og venstre er altså gammelt nyt.
Ligesom det, at forsøge at overskride de begrænsninger, vi som mennesker én gang nu har fået, er en ur-synd. Der er ikke noget nyt i liiige at ville presse sig lidt længre, sove lidt mindre, lave lidt mere, tvinge lidt mere viden/ejendom/hjemmebag ind i sit liv end man egentlig magter.
Den forståelse af kristendommen mange danskere har, er præget af Luther. Luther mente, at den værste konsekvens af syndefaldet – altså, at Adam og Eva måtte forlade Paradisets nærhed til Gud – var bundløs skyld. Mennesket var synder og ville altid være det. Derfor er det også luthersk praksis at døbe børn, for at de skal høre Gud til. Wesley, som startede metodist bevægelsen, havde en anden forståelse; han mente, at den værste konsekvens ved menneskets oprør mod begrænsningerne givet af Gud, var døden. Både i fysisk forstand, men også i alt forgængeligt og forkrøblende. Hvor Luther så synd som skyld, der skulle straffes, forstod Wesley synd som en sygdom, der skulle helbredes. (Det skal lige understreges at faktisk sygdom IKKE anses som tegn på synd hos den, der er syg.)
Den forskel, der er mellem de to forståelser, har stor betydning for menneske-forståelse og for tanken om, hvordan verden i dag er sat sammen – og ikke mindst for, hvad der skal til, for at alt igen bli’r godt.
Den kirke tradition, der har præget min forståelse, gør, at jeg bruger historien om Adam og Eva til at forklare, hvorfor onde ting sker for gode mennesker. Hvorfor det meningsløse rammer og hvorfor jeg pludselig opdager, at jeg ikke gør godt, selvom jeg gør mit allerbedste: Det er fordi, der er gået noget helt grundlæggende galt i verden; som om noget er blevet en smule fordrejet i maskineriet – det fungerer godt nok, men det kører ikke længere i takt. Det er trist. Jo vist. Det er noget skidt, ind imellem.
(Og så er der selvfølgelig også hele spørgsmålet om vores frie vilje – det kommer vi til lidt senere.)
Heldigvis er Gud så sådan én, der sætter sig ned og syr en jakke. Beskrivelsen af Gud og hans ageren i historien, kan jeg godt li’. Jeg kan godt li’ forestillingen om, at Gud forsøger at begrænse skaden, som en anden mor. Ganske vist er det ikke “Åh nej, nu har han fundet melet, bare han nu ikk også finder vandhanen” men “Åh nej, nu har de spist af træet, der gi’r visdom, de ikke kan styre – bare de nu ikk også gir’ sig til at spise, så de får evigt liv. SÅ har vi balladen.” Og så sætter han dem uden for døren. Men ikke før han har sørget for, at de har noget ordentligt overtøj på!
Fordi Gud her beskrives som omsorgsfuld forælder, tror jeg på, at det jeg har oplevet er sandt: At når ur-synden bryder ind i ens liv (uanset om det er gennem sygdom, egne fejl, uheld eller hvad det måtte være), så græder Gud også over uretfærdigheden og meningsløsheden. Imens syr han en jakke eller noget andet varmt, og tænker sig en plan, der kan åbne døren igen. For er der noget en omsorgsfuld forælder gerne vil, så er det da at tage barnets jakke af og sige “Velkommen hjem!”
Teksten bag denne reflektion kan du læse her. Den første advents-reflektion finder du her.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2011-12-04 19:00:002020-12-04 07:22:592. advents reflektion eller hvorfor jeg er glad for, at Gud syr
Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter.
For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige, som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.
Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: “Vi behøver slet ikk’ gå i seng med hinanden for at lave et barn.” Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.
Samuel står klar til at tage imod “lillebror” med flag – og Byggemand Bob hjelm.
Det var stort at være med på Skejby sygehus, da Selma blev født. At vide at det skarpe skrig, der kom, var den første lyd, hun lavede i verden. At se hvor fin hun var – og hvor utilfreds hun var, da sygeplejerskerne ville måle og veje. Det var helt specielt at se, hvordan hun blot minutter gammel reagerede med ro, da hun hørte sin fars stemme. Og hvordan hun faldt i dyb søvn, så snart hun kom over på sin mors mave igen.
Det var alt sammen stort og fint (og helt igennem gavmildt at jeg måtte være med), men kunne jeg genkende det? Både ja og nej. Hospitals-snakken sagde mig ingenting. Hvad ved jeg om, hvordan en livmoder trækker sig sammen eller hvordan efterveer føles? Jeg vidste ikke engang, at de fandtes 🙂 Men jeg kender følelsen af at have fået et barn, som er mit, men som andre alligevel bestemmer over for en tid endnu. (Selma blev indlagt til observation, fordi mor har diabetes.) Jeg ved, hvordan det føles, når alt med ét bliver anderledes, selvom ingenting er forandret.
Jeg tænkte “Så lille hun er” – men jeg kunne ikke sammenligne fødselsmål med min egen dreng. Til gengæld kunne jeg få indtryk af, hvor lille og ny han også en gang har været – og det er jeg glad for. Jeg mærkede suget i kroppen efter selv at holde en “lille” igen – og jeg tænkte “Vi skal også igang med at søge igen.” Og tænkte først over bagefter, at det var den første indskydelse.
Så at møde op i lufthavnen i dag var genkendelse af en helt anden kaliber. For vel er følelserne ved at blive forælder de samme, uanset om du føder eller adopterer, men rejsen til og fra Durban kender jeg på egen krop. Jeg kan relatere til de første reaktioner på mødet med forældrene, og kan snakke med om skift af mad og vaner. Og jeg kender det trætte kropssprog ovenpå en fantastisk, men hård rejse.
Der er så mange måder at få børn på. Nogen behøver ikke at tænke over hvordan de bli’r forældre. Nogen af os er nødt til det. Uanset hvad man så vælger, er der (måske) en lang rejse, før man holder et barn i armene, sådan som man har længtes efter.
Så vidt jeg kan se, er det lige fantastisk uanset hvordan. Måden er forskellig, jo. Men barnet er “dit”, uanset om du har hentet det hjem fra et andet land, har fået hjælp af en læge eller selv har kunnet styre processen. Og jeg skriver gerne under på, at nybagte mødre og fædre har det samme stolte, trætte og glade ansigtsudtryk, uanset om de kommer ud af en operationsstue eller en flyver.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2011/12/IMG_0051.jpg?fit=600%2C800&ssl=1800600Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2011-12-03 19:30:002021-02-11 15:30:15Hvordan får du børn?
Da jeg i går var ude at køre over den jyske hede, hørte jeg pludselig mig selv i radioen. På P1. Det er ikke hver dag der sker, så jeg var mildest talt en smule overrasket.
Netværket på P1 handlede i går om racisme, og tog bl.a. fat i hvordan flere og flere adopterede oplever racisme. “Ja, det kender vi da til”, tænkte jeg, og hørte pludselig mig selv fortælle om min oplevelse med racisme i marts.
Programmet havde nogle rigtig gode pointer og stillede nogle særdeles relevante spørgsmål. Og så turde de tre, der var med, at være ærlige om deres egne tanker og oplevelser med racisme. For vi kender alle sammen fordommende – spørgsmålet er bare, hvordan vi håndterer dem.
Uanset hvad andel min fortælling havde i at programmet blev til, er jeg rigtig godt tilfreds med, racisme i Danmark bliver taget op på en undersøgende og spørgende måde, som tør kigge indad også. Så det, jeg ønskede for lidt mere end et halvt år siden er (måske) lykkedes: (Måske) Er vi ved at blive opmærksomme på, at racisme findes i Danmark – uanset hvor gerne vi ville, at hudfarve, religion og kultur ikke har noget at sige her.
Der er nogle ting, som er værd at beskæftige sig med mere end én gang.
Jeg synes, adoption er én af de ting. Selvfølgelig fordi jeg selv har det inde på livet. Men også fordi, det er noget, som forholdsvist mange kender til, men som vi alligevel ikke nødvendigvis ved en hel masse om. For nogen tid siden skrev jeg om “Adoption frem i lyset”, hvor jeg fortalte om Trine Brix.
Udover at være en gæv kvinde, mor og coach har Trine sat sig en væsentlig opgave; nemlig at fremme forståelsen for processen omkring adoption, det at være familie med adoption som en del af livet, og ikke mindst at fremme forståelsen og accepten af børn, der adopterede og deres særlige vilkår generelt i samfundet. Det gør hun bl.a. gennem workshops og samtaler, men er også dygtig til at få artikler og interviews i pressen. På hendes blog har hun regelmæssigt interviews med mennesker, som på en eller anden måde kender til adoption på nært hold.
Nu har Trine så fået en ny hjemmeside, og i den anledning er der en give away, som det så småt er sidste chance for at være i. (Den trækkes d. 14. oktober) Pakken, der udloddes, er Henrik Lund og Liller Møllers signerede bog og DVD’en “Hvilken planet kommer du fra” – som er en rigtig sød historie til børn om at være adopteret set fra en lille piges side.
Vil du være med i lodtrækningen, så gå ind på Trine Brix’s facebook side og se mere.
På trinebrix.dk kan du også skrive dig op til Trines månedlige nyhedsbrev. Dét skal jeg i hvert fald ha’ gjort!
Sinterklaas, Santa Claus og julemand
Vores hollandske venner var til Sinterklaas-fest i weekenden. (Den egentlig fejring er d. 5. december om aftenen.) Sinterklaas blev til Santa Claus, da hollænderne befolkede New Amsterdam, der i dag hedder Manhattan. I Danmark kalder vi ham julemanden, men hans egentlige navn er Skt. Nikolaus. Skt. Nikolaus er helgen for flere ting, men bl.a. for børn og for søfart. Måske derfor han var og er populær i Holland.
I Danmark er han også populær – men sjældent fordi han var biskop fra Myrra, Tyrkiret, i det tredje århundere, der blev helgenkåring på baggrund af stor barmhjertighed og sans for social uretfærdighed sammen med en vilje til at handle til fordel for de fattige. Særligt hjalp han børn, der var ilde stedt, med gaver i al hemmelighed. Den historie, jeg kender bedst, handler om tre piger fra en fattig familie, som faderen var tvunget til at sælge – han havde ikke de penge til medgift som var – og mange steder i verden stadig er – en nødvendighed for at sikre en pige ægteskab med en god mand. Nogle historier fortæller at faderens fattigdom var så stor, at skulle i gældsfængsel, og at pigerne skulle sælges til prostitution for at redde faderen. Under alle omstændigheder kom Nikolaus dem til hjælp. Det fortælles at han smed guld ned igennem skorstenen eller lagde guld i vindueskarmen, så pigernes fader ikke længere var i gæld eller så pigerne havde en medgift. I hvert fald gav han dem frihed og reddede dem fra en skæbne, som kvinder fortsat bliver tvunget ud i.
Jeg har hørt kristne diskutere, hvorvidt det er i orden at have julemanden som en del af julefejringen. Jeg tror, spørgsmålet må komme sig af ikke at kende historien bag manden med det hvide skæg og den sjove hue. (-som vel egentlig skulle være en bispehat). For det kan da kun være en god ting solidt at plante et menneske, der agerede i forhold til fattigdom og nød, og som brugte sin tro aktivt, midt i fejringen af, at Gud blev menneske? Mon ikke vi har brug for at blive mindet om at det nytter at gøre en forskel, og at julen ikke kun handler om at vende os indad midt i overflod, ønskesedler og gaveregn? Det kunne være dagen vi hver især besluttede hvem eller hvad, der skulle have en gave, fordi de lider nød eller kunne trænge til hjælpe ude fra. Uanset om de er børn, prostituerede eller sømænd.
På Charlottes Tro, Håb og Kærlighed kan du også læse om Skt. Nikolaus i dag.
Jeg fandt en blog, der handler om kirker navngivet efter Sct. Nicolaus. Den er skrevet af den kvinde, som har skrevet en bog om Skt. Nikolaus.
2. advents reflektion eller hvorfor jeg er glad for, at Gud syr
Hvor er det godt, at bibelens historie om mennesket starter med en velsignelse! Var den startet med fortællingen om, hvordan vi mennesker blev forvist fra Guds selskab, så havde det hele virkelig været temmelig sørgeligt. Måske er det også derfor, der er nogle retninger af den kristne tro, som i den grad er livsfornægtende: Fordi de i den grad hænger sig i, at mennesket gjorde galt, fik skænd og blev smidt på porten.
Den første advents-reflektion finder du her.
Hvordan får du børn?
Det var stort at være med på Skejby sygehus, da Selma blev født. At vide at det skarpe skrig, der kom, var den første lyd, hun lavede i verden. At se hvor fin hun var – og hvor utilfreds hun var, da sygeplejerskerne ville måle og veje. Det var helt specielt at se, hvordan hun blot minutter gammel reagerede med ro, da hun hørte sin fars stemme. Og hvordan hun faldt i dyb søvn, så snart hun kom over på sin mors mave igen.
Det var alt sammen stort og fint (og helt igennem gavmildt at jeg måtte være med), men kunne jeg genkende det? Både ja og nej. Hospitals-snakken sagde mig ingenting. Hvad ved jeg om, hvordan en livmoder trækker sig sammen eller hvordan efterveer føles? Jeg vidste ikke engang, at de fandtes 🙂 Men jeg kender følelsen af at have fået et barn, som er mit, men som andre alligevel bestemmer over for en tid endnu. (Selma blev indlagt til observation, fordi mor har diabetes.) Jeg ved, hvordan det føles, når alt med ét bliver anderledes, selvom ingenting er forandret.
Jeg tænkte “Så lille hun er” – men jeg kunne ikke sammenligne fødselsmål med min egen dreng. Til gengæld kunne jeg få indtryk af, hvor lille og ny han også en gang har været – og det er jeg glad for. Jeg mærkede suget i kroppen efter selv at holde en “lille” igen – og jeg tænkte “Vi skal også igang med at søge igen.” Og tænkte først over bagefter, at det var den første indskydelse.
Så at møde op i lufthavnen i dag var genkendelse af en helt anden kaliber. For vel er følelserne ved at blive forælder de samme, uanset om du føder eller adopterer, men rejsen til og fra Durban kender jeg på egen krop. Jeg kan relatere til de første reaktioner på mødet med forældrene, og kan snakke med om skift af mad og vaner. Og jeg kender det trætte kropssprog ovenpå en fantastisk, men hård rejse.
Der er så mange måder at få børn på. Nogen behøver ikke at tænke over hvordan de bli’r forældre. Nogen af os er nødt til det. Uanset hvad man så vælger, er der (måske) en lang rejse, før man holder et barn i armene, sådan som man har længtes efter.
Så vidt jeg kan se, er det lige fantastisk uanset hvordan. Måden er forskellig, jo. Men barnet er “dit”, uanset om du har hentet det hjem fra et andet land, har fået hjælp af en læge eller selv har kunnet styre processen. Og jeg skriver gerne under på, at nybagte mødre og fædre har det samme stolte, trætte og glade ansigtsudtryk, uanset om de kommer ud af en operationsstue eller en flyver.
Skrub hjem
Da jeg i går var ude at køre over den jyske hede, hørte jeg pludselig mig selv i radioen. På P1. Det er ikke hver dag der sker, så jeg var mildest talt en smule overrasket.
Netværket på P1 handlede i går om racisme, og tog bl.a. fat i hvordan flere og flere adopterede oplever racisme. “Ja, det kender vi da til”, tænkte jeg, og hørte pludselig mig selv fortælle om min oplevelse med racisme i marts.
Programmet havde nogle rigtig gode pointer og stillede nogle særdeles relevante spørgsmål. Og så turde de tre, der var med, at være ærlige om deres egne tanker og oplevelser med racisme. For vi kender alle sammen fordommende – spørgsmålet er bare, hvordan vi håndterer dem.
Uanset hvad andel min fortælling havde i at programmet blev til, er jeg rigtig godt tilfreds med, racisme i Danmark bliver taget op på en undersøgende og spørgende måde, som tør kigge indad også. Så det, jeg ønskede for lidt mere end et halvt år siden er (måske) lykkedes: (Måske) Er vi ved at blive opmærksomme på, at racisme findes i Danmark – uanset hvor gerne vi ville, at hudfarve, religion og kultur ikke har noget at sige her.
Her kan du høre Netværket med “Skrub hjem hvor du kommer fra”
Assisterende drømmefanger
Der er nogle ting, som er værd at beskæftige sig med mere end én gang.
Jeg synes, adoption er én af de ting. Selvfølgelig fordi jeg selv har det inde på livet. Men også fordi, det er noget, som forholdsvist mange kender til, men som vi alligevel ikke nødvendigvis ved en hel masse om. For nogen tid siden skrev jeg om “Adoption frem i lyset”, hvor jeg fortalte om Trine Brix.
Udover at være en gæv kvinde, mor og coach har Trine sat sig en væsentlig opgave; nemlig at fremme forståelsen for processen omkring adoption, det at være familie med adoption som en del af livet, og ikke mindst at fremme forståelsen og accepten af børn, der adopterede og deres særlige vilkår generelt i samfundet. Det gør hun bl.a. gennem workshops og samtaler, men er også dygtig til at få artikler og interviews i pressen. På hendes blog har hun regelmæssigt interviews med mennesker, som på en eller anden måde kender til adoption på nært hold.
Nu har Trine så fået en ny hjemmeside, og i den anledning er der en give away, som det så småt er sidste chance for at være i. (Den trækkes d. 14. oktober) Pakken, der udloddes, er Henrik Lund og Liller Møllers signerede bog og DVD’en “Hvilken planet kommer du fra” – som er en rigtig sød historie til børn om at være adopteret set fra en lille piges side.
Vil du være med i lodtrækningen, så gå ind på Trine Brix’s facebook side og se mere.
På trinebrix.dk kan du også skrive dig op til Trines månedlige nyhedsbrev. Dét skal jeg i hvert fald ha’ gjort!