, ,

Min søns mor

Der er en kvinde i verden. Jeg har aldrig mødt hende og kender hende ikke. Alligevel ser ser jeg lidt af hende hverdag.
Jeg skylder hende min glæde. Og dog er hendes smerte blevet en del af min egen historie.
Der er en kvinde i verden, som jeg altid vil være bundet til.
Ligesom jeg er hun min søns mor.
,

Adoption frem i lyset

“Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”, er der en tale måde, der påstår. Der er noget om det. I hvert fald tror jeg på, at Gud kan skabe gode ting midt i en håbløs situation. Ligesom  en blomst kommer frem på en mødding. Én af de gode ting, der kom ud af den trælse oplevelse jeg havde i april, var en kommentar fra Trine Brix, ejer af adoptionscoachen.dk.
Trine Brix er en kvinde med ben i næsen og vilje til forandring. Hun har startet sit firma for at hjælpe mennesker, der på den ene eller den anden måde er i berøring med adoptionsverdenen. Uanset om det er som forælder til et adoptionsbarn, som ventende eller blot som én, der overvejer adoption. Og så brænder Trine for at gøre kendskabet til adoption og de ting, man lever med som adoptiv familie.
I denne weekend har hun bl.a. været i medier i Køge og i Nordjylland. (se mere her)
Derudover kommer der på Trines blog jævnligt interviews med spændende mennesker om adoption og barnløshed og Trine skriver om forskellige problematikker og løsningen af dem i forbindelse med adoption. Bestemt en blog, der er værd at holde øje med, hvis du på nogen måde, har forbindelse til nogen, der er adopteret eller har adopteret – eller du bare kunne tænke dig at vide mere om emnet.
Da Trine og jeg havde talt sammen i april kom der nogle artikel forslag på bordet. Vi vil begge to gerne være med til at slå et slag for, at familier, der er almindelige men samtidigt ualmindelige, bliver bedre forstået i vores samfund, og at os, der er forældre til børn, der skiller sig ud, er rustede til at støtte vores børn, så de lærer at stole på deres eget værd.
I juni blev første artikel udgivet i Adoption og Samfunds medlemsblad. Læs Trines gode råd her. Hele artiklen kommer til at ligge på Adoption og Samfunds hjemmeside i bladet. Det er med garanti ikke det sidste, vi har hørt til Trine. Og jeg håber, det ikke er det sidste I hører til mig om emnet heller!

Det er ikke i orden

Så er der igen en sag i medierne om børn, der er blevet solgt til adoption, fjernet fra deres hjem uden forældrenes samtykke. Det er Pia, der har gjort opmærksom på det.


Det er så meget ikke i orden, at behandle hverken børn eller forældre på den måde. For at adoption – uanset om det er national eller internationalt – skal kunne foregå, er der regler, der skal overholdes. Præcis som i trafikken, hvor min færden hviler på tillid til at de andre overholder fartgrænser, stopskilte og kørselsretninger. Sådan må det også være med adoption; jeg skal kunne stole på at alle andre, der er involveret i processen arbejder og håndterer børnenes liv med respekt, værdighed og integritet.

Når embedsmænd, institutioner eller tredje parter bliver korrupte og blander penge ind i adoptionsprocessen bliver tilliden til, at processen med at finde et barn, undersøge dets baggrund og undersøger mulighederne for at placere barnet lokalt udføres ordentligt, forplumret. Og dét ødelægger chancerne for de børn, der reelt er forældreløse, og som ikke kan finde lokaler familier. Det lægger også en enorm byrde på i forvejen skrøbelige administrationer, når det internationale samfund (retteligen) stiller krav om større sikkerhed og dybere undersøgelser inden børn frigives. Det gøre forældre, der gerne vil adoptere, usikre på om det er etisk forsvarligt, det gør processen for mennesker, som allerede i gang med at hente et barn hjem endnu mere uigennemsigtig. Og endelig gør det det sværere for os, der har adopteret og vores børn, at skulle forklare og udrede forskellen på etisk ansvarlig adoption og moralsk og etisk uforsvarlig adoption. 

Det er godt at korruption, dårlige procedurer og fejl i processerne omkring adoption kommer frem. Det er bare så uendelig trist for de parter, som kommer i klemme.

Suk

,

Næste skridt: retten

Tidligere i dag lå der en besked på telefonsvareren fra en venlig politibetjent. Han havde en foto line-up, som han gerne ville, jeg skulle komme og se på. Politiet har fundet ham, der råbte og smed med bananer, og nu havde de så et billede blandt 11 andre.

Jeg kunne godt genkende ham.

Jeg skal love for mine ben føltes underlige, jeg blev varm og at min mund blev tør. Nu samler politiet sagen, og engang i efteråret kommer den sandsynligvis for retten. Og så skal jeg fortælle historien igen.

,

Tak for jeres hilsner

Kære alle sammen

Tak for jeres varme, oprigtige og opmuntrende hilsner til mit indlæg om racisme i fuldt dagslys. Det gør godt at høre jeres umidelbare reaktioner, fordi det viser at flertallet af os alle sammen netop ikke tænker, som dem vi mødte gør det. Og det gør mig glad og forhåbningsfuld på Samuels og vores alle sammens vegne, at så mange spekulerer over, hvad vi dog kan gøre ved det.

Jeg er ret sikker på, det ikke findes simple svar. Alligevel tænker jeg, at der er nogle enkle ting, som godt kan gøre. Vi kan fortælle om det, vi oplever, fordi opmærksomhed og viden om, at noget sker, gør det umuligt at benægte. Jeg tror også, det gør det mere sandsynligt at flere tør melde den slags hændelse, som jeg oplevede, hvis vi hører om andre, der gør det. Eller måske er det bare nemmere at gøre, hvis man ved det er en mulighed? I hvert fald er det vigtigt at vide, det kan anmeldes også når det gælder børn. Dels fordi den, der udfører eller opfordrer til racisme, kan få at vide det ikke er en acceptabel holdning i vores samfund, men også fordi anmeldelser bliver registreret og dermed bliver en del af statistikker og samfundets samlede viden om, hvad der reelt sker i landet. Er der ingen anmeldelser eller “offentlige” historier, kan politikere, sociale tiltag og alle andre i god tro afvise at børn i Danmark oplever racisme.

Hvis du vil linke til mit indlæg på din blog er du meget velkommen. Hvis du hører, om tiltag til bekæmpelse af racisme, som er tilgængelige for deltagelse – så sig endelig til!
Verden er et godt sted. Verden skal være et godt sted – også for børn, unge og voksne som ikke har blå øjne og stråfarvet hår. Ikke af andre grunde end at vi alle sammen er fælles om at være mennesker.

Taknemmelige hilsner, Anne

PS. I løbet af den næste uges tid kommer jeg på besøg hos jer alle sammen, og siger tak for jeres opbakning.

(Læs om min oplevelse med racisme, der startede dette indlæg.)