, ,

At hente og bringe

Jeg nåede på posthuset i dag. Med havde jeg en stor kuvert, som ikke er uvæsentlig. Anden omgang – here we come. For når man skal adoptere anden eller tredje gang, skal man igennem alle undersøgelser og interviews igen. Det eneste man ikke skal er at tage på det forberedende kursus. Hvis sagsbehandleren ellers mener man har styr på den del af det. Så nu er vores papirer altså på vej til statsforvaltningen. Der går sandsyligvis en rum tid inden vi hører mere. Det er ikke fordi vi har travlt med at gøre Samuel til storebror – eller fordi vi kan overskue to børn lige nu. Det er fordi ventelisten til Sydafrika er blevet temmelig lang. Så for ikke at blive trætte af det i den anden ende, har vi besluttet at gå igang med forberedelserne igen.
Med mig hjem fra posthuset havde jeg forårsløg fra Vild med blomster. Dét bli’r spændende hvordan de ser ud om et halvårstid. Det er noget nemmere at forholde sig til, end brevet jeg sendte. Og en proces, som er noget mere konkret at følge med i!

Fra løg til blomst, fra brev til barn. Det hele spirer og bli’r til liv.

/0 Kommentarer/af
,

6 måneder

Her er vi som sprit-ny familie sammen med dommeren.

I dag er det seks måneder at en dommer gjorde os til forældre. Her kan du se, hvad jeg skrev på dagen. Åh, det var det bedste! “The child is now in all intents and purposes.” Den sætning, tror jeg aldrig, jeg glemmer. Bare af at skrive det nu får jeg tårer i øjnene.

Vi havde haft Samuel i tre dage inden, vi mødte dommeren, men at høre ordene, og få at vide at NU er det sådan: det, I har ventet på og længtes efter, er blevet virkelighed. Dét var stort og rørende.

I dag har det været virkelighed i et halvt år. Det er slet ikke til at forstå. Alle de bleer vi har skiftet og de søvnløse nætter vi har haft, de mange små skridt i Samuels udvikling vi har fulgt, og hvor langt vi er kommet mod at høre sammen som familie.
Dengang, syntes jeg allerede, han var min. Det var han også. Og jeg syntes, han holdt sig til mig. Det gjorde han også. Men det er på en helt anden måde end nu. Det stikker langt dybere og især det sidste begynder at bunde i kærlighed og ikke angst for alt det nye. Havde jeg vidst, hvor hårdt det blev, eller hvor fantastisk det er, at være familie, havde jeg grædt endnu mere den dag i Durban.

Her er det mig sammen med Samuel og lillebror Louie. De to drenge sov ved siden af hinanden hos deres plejemor, og fik familier i samme uge. Nu ses vi jævnligt, og Samuel snakker meget og “Luui’e”.
/0 Kommentarer/af
,

På den igen?

Forleden dumpede et brev ind ad brevsprækken om, at da det er et halvt år siden, vi kom hjem med Samuel, er det blevet tid til den første opfølgende rapport. Forskellige lande har forskellige krav til rapportering efter en adoption er gennemført. Det er en rapport, som skrives officielt, så det er vores sagsbehandler fra Statsforvaltningen, der kommer på besøg. I Sydafrika skal der flere officielle rapporter til i de første år. Der skal sendes billeder med fra barnest hverdag.

At det er et halvt år siden vi kom hjem betyder også, at det er muligt at gå igang med fase 1 til en ny omgang adoption.

Vi har printet diverse skemaer ud. Det kilder lidt maven. Jeg ved ikke hvor længe, vi kommer til at gå rundt om dem, inden de bli’r sendt afsted!

/0 Kommentarer/af
,

And stay out!

For 3 måneder siden skrev jeg sådan for mig selv: 
 
“Almindeligvis er jeg ikke konflikt-sky; jeg kan godt tage en svær samtale, hvis det er nødvendigt, og kan også godt tåle at høre en træls sandhed selv. Men jeg er ikke meget for helt selv at skulle sige noget meget konsekvent til en anden. Du ved, sådan noget med at fortælle hvilke forventninger jeg har til vedkommende, eller hvad jeg ikke vil finde mig i – og hvorfor deres opførsel så ikke er i orden. Jeg tror, det er mig ophold på flinkeskolen, der volder mig problemer.
Alligevel står jeg nu i en situation, hvor jeg er klar til at bide fra mig. Jeg føler mig i den grad provokeret, og mine grænser bliver overtrådt gang på gang. Det er i den grad enerverende hele tiden at få en andens mening påduttet – særligt når det som regel handler om, at det jeg gør ikke er godt nok, eller at der ikke ville være noget problem, hvis bare jeg ville tage mig sammen. 
Det drejer sig om “før-jeg-blev-mor-men-virkelig-gerne-ville-være-det”-stemmen indeni mig. Hendes meninger giver genlyd i mit på-5.-måned-uden-hel-natte-søvns trætte hoved: “Sådan er det at være mor. Du har jo selv ønsket dig det?” Eller når jeg ikke forstår, hvordan jeg ikke kunne nå at gå i postkassen OG hænge tøj op, selvom jeg har haft hele dagen, og ovenikøbet piber over ikke at have haft tid til at snakke med en veninde, lyder det: “Når man har børn, kan man jo ikke alting, vel? Nu har du jo én, der er afhængig af dig! Er det måske ikke vigtigere end det andet, du ville?” Eller når jeg er himlende lykkelig, og har lyst til at fortælle alle, hvor stort er vidunder vi har: “Ja, men det er jo ikke sikkert andre gider høre om det, vel? Hele verden handler jo ikke om at du er på barsel. Se nu at få lidt perspektiv i tingene.” Selvom den værste nok er, når jeg er ved at eksplodere i ansigtet på barnet, fordi han igen igen igen vågner og græder: “Nu må du tage dig sammen. Hvordan kan du have det sådan med ham, når du har ønsket ham så meget?!” Hun citerer mine tanker og idéer om at være mor og have et barn fra før jeg havde ét. Hun er klog på en jeg-ved-bedre-måde. Hun taler, som hun har forstand til  – og det er immervæk ikke meget, kan jeg afsløre. 
The thing is at “-før-jeg-blev-mor-men-virkelig-gerne-ville-være-det”-stemmen har været så stor en del af mig i så lang tid, at jeg nu, hvor jeg faktisk er mor, liige skal minde mig selv om, at det faktisk er det jeg er. Ventetiden er ovre. Alle drømmene, illusionerne og forestillingerne forsvinder nu, hvor the real thing sker. Og det er rigtig godt – hvis jeg altså bare kunne få den der stemme sparket ud af døren, så jeg kunne frustreres og glædes over det som er!“
/0 Kommentarer/af
,

Min søn er foran

For godt to måneder siden skrev jeg sådan her for mig selv: 
 
“Min søn er foran. Ikke foran sine jævnaldrende, dem følges han ret godt med. Han er som man skal være, når man er halvandet år: Han går og løber, og er begyndt at kravle op og ned af al ting. Han er optaget af vand, af mel og jord – og om man kan putte ting inden i hinanden. Han kan sige varm, av, ae ae, mor, Daddy (far er engelsk), bye-bye, slut og en hel masse andet, som ingen andre end ham selv vist forstår. Han har helt styr på, hvor hovedet, øjnene og munden sidder på sig selv og andre. Han ved, hvad han kan lide at spise – og hvad han ikke vil have i sin mund. Han har lært at drikke af et glas uden tud, og han spiser temmelig pænt med ske og gaffel – og kan imponere ved at bevæge kniv og gaffel, som om han kan bruge dem til fulde også. 
Nej, den han er foran er mig. Hans mor – og sig selv. For selvom min søn er halvandet år, så har vi kun været familie i knap 4 måneder. Jeg har endnu ikke helt styr på pusletasken eller søvnrytmen endnu. Jeg ved, hvad og hvornår han skal spise, men hvor meget tøj vi skal have med på udflugt, er jeg ikke helt skarp på endnu. Jeg bliver til stadighed overrasket: jo, det er nødvendigt med to sæt tøj til en lille gå tur – der var jo en vandpyt! Han har endnu ikke vænnet sig til at have en far og en mor; nå, kommer I og puster hver gang jeg slår mig?!
At få et barn, der ikke er helt spæd, men derimod godt igang med at udforske verden er i høj fart er en stejl indlæringskurve. Det kræver en del af de små poder både at flytte verdensdel og få forældre. Det samme gælder for forældrene!  Piet Hein har sagt at “Forældre kan opdrages til at forstå, men så skal man også have haft dem fra små.” Jeg håber, den lille gut kan nå at “opdrage” mig endnu, selvom han ikke har haft mig helt fra begyndelsen. Min søn er foran, men bare vent – vi skal nok komme efter det! “
 
 
Jeg har det stadig sådan. Som om jeg er bagefter, men løber alt, hvad jeg kan, for at indhente hvem-det-nu-er jeg løber efter.  
 
/0 Kommentarer/af