Der er en form for baby-boom i gang i vores vennekreds. Det pibler frem med maver hist og pist, og en enkelt venteliste er blevet fulgt ihærdigt.
Sidst det skete, at der var mange babyer på vej omkring os, var den sværeste del af ventetiden for os. Vi ventede på at blive kaldt ind til fase 3, og omkring os blev folk gravide fra en side af, hvis de da ikke fødte. Denne gang er anderledes, fordi der ikke i mig findes et gabende tomt hul, der værker efter at blive fyldt ud.
Jeg glæder mig med dem, der venter sig. Jeg synes, det er spændende med de store maver, der bli’r større. Jeg be’r om at høre om hvordan det er. Måske kommer jeg aldrig til selv at kende generne ved ledbånd i bækkenet, der giver sig? Eller glæden ved små fødder, der bruger ens blære som fodbold. Jeg har fået lov at være med til to scanninger, og det var så stort. Det er spændende, og jeg glæder mig til at se de små pus, der skal se verdens lys indenfor det næste halve år.
Men da vi i dag blev ringet op af et vennepar, der målløse kunne fortælle, at ventetiden er forbi, kunne jeg mærke det. Jeg ved, hvad det betyder at sige: “Vi har fået en retsdato!” Gennem huden, ned i maven og helt ind i knoglerne kunne jeg mærke suset af glæde, overvældelse og usikkerhed. “Nu er det nu! Om lidt bli’r vi forældre. Vi skal have vores barn hjem til os.”
Jeg følger de gravides bekymringer, tankerne om at blive mor måske for første gang og glæden ved den lille, der skal komme. Meget af det kan jeg genkende. Men telefonopkaldet, rejsen og det lille billede på køleskabet – det kan jeg alt sammen mærke.
Åh! hvor jeg glæder mig til at tage imod i lufthavnen.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2010-08-05 15:12:002010-08-05 15:12:00"Vi har fået en retsdato!"
Samuel og jeg har været på tur i dag. Besøget gjaldt Anja og “lillebror” – mor og barn i den familie vi rejste til Durban sammen med. Det er noget så godt for store og små at være sammen – det byder sig selv, men vi deler virkelig noget helt særligt sammen, og det er så dejligt at være sammen om! Drengene har boet sammen en stor del af deres liv. For lillebrors vedkommende det meste. De lå endda ved siden af hinanden, når de skulle sove. I dag foregik det meste i haven; i solskin med en fantastisk sandkasse, en sej bil og med god mad til de voksne, hvad mere kan man så ønske sig?
(Det tog i øvrigt “kun to timer fulgt op af en halv time i barnevogn at putte storebror i dag…. Og nu har han haft en mega grædetur. Til gengæld fandt han ro og faldt i søvn i armene på mig. Suk…)
Det er så pudsigt med bloggen – den er en oplagt mulighed for selviscenesættelse. Kun den lille detalje eller historie, jeg vil I skal se eller læse viser jeg jer. Sådan er det også i det “virkelige” liv i nogen grad. Men det er nu nemmere på bloggen, for her er ingen tonefald eller kropssprog, der kan vise hvordan det også er.
Egentlig er det helt i orden – og nogle gange nødvendigt – ikke at fortælle hvordan man virkelig har det. Det kan være for at passe på sig selv, eller fordi, det bare ikke er alle, der behøver vide alt. På den anden side er mener jeg egentlig, at det snarere gælder dybere og mere personlige ting som tab, tvivl og kriser end nullermænd, søvnløshed og bekymringer. Der er simpelthen forskel på det private og det alment menneskelige. Nogle gange synes jeg bare, der er en tendens til at vi (inkl. jeg) vil være / skal være / tror vi skal være perfekte.
Jeg ved, jeg selv kæmper med den sygdom, der florerer blandt kvinder i 20’erne: du ved, den, der hedder “Jeg-er-perfekt-kæreste/kone,-der-har-altid-nybarberede-ben-og-manicure-negle,-smart-garderobe,-tjek-på-moden,-karrieren-og-fremtidsplanerne,-får-børn-på-linje,-klarer-mig-godt-på-jobbet-og-har-et-super-hjem,-hvor-vi-ser-vores-venner-og-bekendte,-hvis-vi-da-ikke-er-ude-at-rejse-eller-i-sommerhus,-for-ikke-at-nævne-vores-velholdte-have-og-velklædte-børn,-og-vi-kan-da-også-godt-snakke-om-kreative-fritidsinteresser,-politik,-samfund-eller-nyere-litteratur-inden-jeg-knækker-ned-med-stress…-igen.”Og måske er den eneste måde vi kan hjælpe hinanden med at bekæmpe den, ved at fortælle eller vise vores nullermænd og underskud såvel som vores succeser og overskud.
Forleden talte jeg om emner med en varm kvinde, som jeg vil skyde på er tættere på 50 end 40. Hun sagde: “Det er da synd for jer! Så må vi ældre kvinder jo fortælle jer, hvordan livet også er.” Ja, vil I ikke godt?!
Jeg vil fremover bestræbe mig på ikke kun at vise mine succeser og mit overskud på bloggen, men også udtrykke tvivl, tanker og nullermænd i alle retninger på en ikke sarkastisk måde. Ikke fordi du skal have ondt af mig, men fordi jeg gerne vil leve hele livet. Jeg har faktisk ikke lyst til at være perfekt – det er for statisk. Jeg vil gerne leve og mærke hele livet – og det lurer mig at det kun kan lade sig gøre sammen med et par nullermænd, en købe pizza og lidt ærlighed.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2010-06-09 16:40:002017-02-10 08:57:36Nybagt brød eller rod på gulvet?
For et år siden oplevede jeg et under. Det lyder så fint at skrive – og måske også lidt mystisk. Det var det nu ikke. Det gik i al sin enkelthed og storhed ud på, at min mormor og morfar fejrede deres jernbryllup – altså, at de havde været mand og kone i 70 år.
Det var et lille, stort under; det var ikke stort eller fint, sådan som vi ser i den kulørtepresse eller i nyheder. Det var ikke forgyldt eller bevåget. Det var stille, almindeligt og nærværende.
Hele dagen var naturligvis særlig, og forberedelserne også, jo. Men der, hvor det ramte mig, var om aftenen til middagen. Vi var inviteret til tarteletter, steg og is i Lendum forsamlingshus. Du ved, sådan ét forsamlingshus, hvor farverne er retro uden at være moderne, og hvor der er lys ved siden af køkkendøren, der indikerer, hvorvidt taler er tilladte af hensyn til maden eller ej.
I den ramme sad vi tæt på 90 mennesker; familie, venner og naboer, omkring Mary og Ingemann – to små, ukendte mennesker, som vi alle sammen stammer fra. At sidde dér og ser på børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn i alle aldre og vide, at vi alle sammen fandtes på grund af de to mennesker og deres kærlighed var noget særligt.
At de to altid har elsket hinanden, har der vist ikke været tvivl om. De har haft deres del af prøvelser og hårde tider. De har fået børn, været syge og fattige. De har arbejdet hårdt og strukket alle ender, for at få det hele til at hænge sammen. De har grinet, haft husrum og givet plads til mennesker. Så længe jeg kan huske har de holdt hinanden i hånden i ubemærkede øjeblikke. Kom man stille en aften, kunne man se dem sidde i sofaen og holde i hånden. Morfar redte mormors hår, hvis han synes det blev “skævt” af blæsten, og hun pillede fnuller af hans trøjer.
Nogen tid inden bryllupsdagen spurgte jeg mormor, hvad hun ville sige hemmeligheden bag et langt og lykkeligt ægteskab er, når man tænker på, hvor mange, der går fra hinanden, bliver skilt, eller bare kæmper med kærligheden og parforholdet. Hun svarede: “Maj ska’ bår’ ræt’ sæ’ ei’ etter hina’en.” (=man skal bare rette sig lidt ind efter hinanden.) Da hun blev spurgt af journalisten på dagen, hvad det bedste var ved Ingemann kom det prompte: “Dæ’ er at a hår ha’em!” (=Det er at jeg har ham!)
Flere gange i løbet af dagen sagde journalister, borgmester og os andre til hinanden: tænk som 90 årige at have den samme kærlighed, som man havde da man var 20! Men der om aftenen i Lendum forsamlingshus gik det op for mig hvad underet var: Vi fik lov at være vidner til en gammel kærlighed. En kærlighed, der var ovre begær, lidenskab og usikkerhed. En kærlighed, som havde gennemlevet kriser, glæder, håb og skuffelser. En kærlighed, som havde set livet udfolde sig og bære frugt: som har set børn, børnebørn og oldebørn vokse op. En kærlighed, som ikke blot var romantisk rettet mod et objekt, men forpligtende vendt mod en anden halvdel.
Vi fik lov til at se, at det kan lade sig at gøre for kærligheden at vokse sig gammel, dyb og stærk – og stadig være øm ud over alle grænser.
Dét var det stille under. Og jeg er uendeligt taknemmelig for, at have fået lov til at være en del af den!
“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
(1. Korinterbrev kapitel 13:1-8a og 13)
Her kan du se hvad jeg skrev sidste år. Og her kan du se det, der kom i TV.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2010-05-18 18:11:002017-02-10 08:57:57På arbejde med far
“Vi har fået en retsdato!”
Der er en form for baby-boom i gang i vores vennekreds. Det pibler frem med maver hist og pist, og en enkelt venteliste er blevet fulgt ihærdigt.
Sidst det skete, at der var mange babyer på vej omkring os, var den sværeste del af ventetiden for os. Vi ventede på at blive kaldt ind til fase 3, og omkring os blev folk gravide fra en side af, hvis de da ikke fødte. Denne gang er anderledes, fordi der ikke i mig findes et gabende tomt hul, der værker efter at blive fyldt ud.
Jeg glæder mig med dem, der venter sig. Jeg synes, det er spændende med de store maver, der bli’r større. Jeg be’r om at høre om hvordan det er. Måske kommer jeg aldrig til selv at kende generne ved ledbånd i bækkenet, der giver sig? Eller glæden ved små fødder, der bruger ens blære som fodbold. Jeg har fået lov at være med til to scanninger, og det var så stort. Det er spændende, og jeg glæder mig til at se de små pus, der skal se verdens lys indenfor det næste halve år.
Men da vi i dag blev ringet op af et vennepar, der målløse kunne fortælle, at ventetiden er forbi, kunne jeg mærke det. Jeg ved, hvad det betyder at sige: “Vi har fået en retsdato!” Gennem huden, ned i maven og helt ind i knoglerne kunne jeg mærke suset af glæde, overvældelse og usikkerhed. “Nu er det nu! Om lidt bli’r vi forældre. Vi skal have vores barn hjem til os.”
Jeg følger de gravides bekymringer, tankerne om at blive mor måske for første gang og glæden ved den lille, der skal komme. Meget af det kan jeg genkende. Men telefonopkaldet, rejsen og det lille billede på køleskabet – det kan jeg alt sammen mærke.
Åh! hvor jeg glæder mig til at tage imod i lufthavnen.
Lillebror
Nybagt brød eller rod på gulvet?
Det er så pudsigt med bloggen – den er en oplagt mulighed for selviscenesættelse. Kun den lille detalje eller historie, jeg vil I skal se eller læse viser jeg jer. Sådan er det også i det “virkelige” liv i nogen grad. Men det er nu nemmere på bloggen, for her er ingen tonefald eller kropssprog, der kan vise hvordan det også er.
Egentlig er det helt i orden – og nogle gange nødvendigt – ikke at fortælle hvordan man virkelig har det. Det kan være for at passe på sig selv, eller fordi, det bare ikke er alle, der behøver vide alt. På den anden side er mener jeg egentlig, at det snarere gælder dybere og mere personlige ting som tab, tvivl og kriser end nullermænd, søvnløshed og bekymringer. Der er simpelthen forskel på det private og det alment menneskelige. Nogle gange synes jeg bare, der er en tendens til at vi (inkl. jeg) vil være / skal være / tror vi skal være perfekte.
Jeg ved, jeg selv kæmper med den sygdom, der florerer blandt kvinder i 20’erne: du ved, den, der hedder “Jeg-er-perfekt-kæreste/kone,-der-har-altid-nybarberede-ben-og-manicure-negle,-smart-garderobe,-tjek-på-moden,-karrieren-og-fremtidsplanerne,-får-børn-på-linje,-klarer-mig-godt-på-jobbet-og-har-et-super-hjem,-hvor-vi-ser-vores-venner-og-bekendte,-hvis-vi-da-ikke-er-ude-at-rejse-eller-i-sommerhus,-for-ikke-at-nævne-vores-velholdte-have-og-velklædte-børn,-og-vi-kan-da-også-godt-snakke-om-kreative-fritidsinteresser,-politik,-samfund-eller-nyere-litteratur-inden-jeg-knækker-ned-med-stress…-igen.”Og måske er den eneste måde vi kan hjælpe hinanden med at bekæmpe den, ved at fortælle eller vise vores nullermænd og underskud såvel som vores succeser og overskud.
Forleden talte jeg om emner med en varm kvinde, som jeg vil skyde på er tættere på 50 end 40. Hun sagde: “Det er da synd for jer! Så må vi ældre kvinder jo fortælle jer, hvordan livet også er.” Ja, vil I ikke godt?!
Jeg vil fremover bestræbe mig på ikke kun at vise mine succeser og mit overskud på bloggen, men også udtrykke tvivl, tanker og nullermænd i alle retninger på en ikke sarkastisk måde. Ikke fordi du skal have ondt af mig, men fordi jeg gerne vil leve hele livet. Jeg har faktisk ikke lyst til at være perfekt – det er for statisk. Jeg vil gerne leve og mærke hele livet – og det lurer mig at det kun kan lade sig gøre sammen med et par nullermænd, en købe pizza og lidt ærlighed.
En gammel kærlighed
På arbejde med far