Misforstået omsorg: Det er ikke synd for et par, der adopterer
Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet – klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: “Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske.”
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået .
Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem – det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele godkendelsesapparatet går i gang. Præcis ligesom forestillingerne og tilknytningen om barnet går i gang det øjeblik, man bliver enige om at droppe prævention for at blive gravid.
Yogalæreren er ikke den eneste, der har givet de venlige ord med på vejen. “Man hører jo tit, at folk får deres egne børn, når de først har adopteret.”
De første gange anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Til sidst udviklede jeg et standard svar, der lød noget i retningen af: “Det er ikke en statistik jeg kender til. I hvert fald siger den statistik jeg personligt kan lave med de mennesker, jeg kender, der har adopteret, at det hverken er almindeligt eller forventeligt.” Det har været den eneste måde, jeg har kunnet svare nogenlunde sagligt på uden udføre de ninja-spark, der trængte sig på.
Der er ingen tvivl om, at folk mener det godt. Det er bare misforstået omsorg, for når man er i gang med at adoptere, så er tanken om børn gennem egen biologi opgivet, og som regel er der også en rimelig accept af, at det er sådan det er. Det er muligt du eller din tante kender nogen, der efterfølgende er blevet gravid, men det er fåtallet af adoptivfamilier, det sker for. Og det er helt i orden. Det er ikke synd for et par, der adopterer. De er heldige – de skal være forældre.
Det kan være, det er svært at forstå, at det er sådan det forholder sig. Der har helt sikkert også været sorg og frustrationer forbundet med at være nået til beslutningen om adoption, men når først beslutningen er truffet, så er det kun på sin plads at ønske tillykke og tilbyde sin støtte og opmuntring i en ofte langvarig process!
Det provokerer mig meget, at nogle folk tænker sådan, det må helt sikkert pga uvidenhed, så tak, at du sætter fokus på dette.
Jeg er adopteret, og det er min mor også. Jeg har aldrig tænkt på en adoption som en led i en proces, hvor man måtte opgive tanken om at få sit eget biologiske barn, selvom det måske var tilfældet. Jeg har selv overvejet at adoptere, selvom jeg ikke engang ved om min mand og jeg kan få biologiske børn. For mig giver adoption bare så god mening. Jeg ved faktisk ikke om det er almindeligt at komme i betragtning til adoption hvis man ikke har den grund, at man ikke selv kan få børn, ved du?
Min forældre fik min biologiske lillebror efter de havde adopteret mig, så de er en af de eksempler på, at det nogle gange lykkes alligevel.
Hej Kamilla!
Jeg er ret sikker på, at det er uvidenhed. Og som de fleste andre af den slags bemærkninger er det godt ment. Jeg forestiller mig, at det er i et forsøg på at hjælpe i det, der virker til at være en svær situation.
Det lyder dejligt med adoption i flere generationer 🙂 For os var tanken om adoption nærliggende. Duncan (min mand) har altid sagt, at han gerne ville adoptere, så for ham var adoption i spil allerede inden vi opdagede, at vi ikke selv kunne lave børn.
Man kan sagtens adoptere uanset om man kan og har forsøgt selv at lave børn. Det er ikke særligt almindeligt i Danmark,(Desværre, hvis du spørger mig) men i andre lande er det helt almindeligt at en familie adopterer et eller to børn midt imellem eller efter biologiske børn for simpelthen at gøre en forskel for dem, og fordi der er plads i familien.
Vi er blevet et af eksemplerne selv (hvilket jeg har (haft?) issues med 😉