Hvad er åndelighed og spiritualitet?
Et af de ord jeg af og til bruger her på digogmigogvitro.dk er åndelighed eller spiritualitet, og jeg vil gerne forklare, hvad jeg mener med det:
Vi er alle sammen født med åndelighed ligesom vi alle sammen er født med intelligens. Og ligesom intelligens findes i forskellige former gør åndelighed eller spiritualitet det også. Som kristen tror jeg, at vores åndelighed strækker sig efter Kristus, men åndelighed kan sagtens komme til udtryk i andre former end i kristen tro.
Faktisk vil jeg mene, at åndelighed eller spiritualitet – som i min ordbog er synonymer – er måden vores tro kommer til udtryk på. Det vil sige at vi kan tro på det samme, men vores tro ser forskellig ud, fordi vores åndelighed er anderledes. Du er måske mere til keltisk bøn og jeg er mere til gospel. Du kan bedre lide at opleve forbindelse til Gud og dine medmennesker i praktisk arbejde, mens jeg oplever det stærkest gennem kreativitet og musik.
Det svære ved åndelighed eller spiritualitet er, at det er så flydende at det er svært at fastholde længe nok til at skabe en fuldstændig definition eftersom vi hverken kan måle eller veje åndelighed.
“Åndelighed er mere følt, og trækker på non-verbale indsigter, syn, lyd, berøring og så videre. Åndelighed kan være en måde at vide på.”
Åndelighed handler om at være forbundet til noget eller nogen andre end sig selv – eller et ønske, en længsel efter at være det. Åndelighed kan defineres som meningsskabelse – det, der er med til at skabe perspektiv, betydning og formål for vores liv. Teologer siger ofte, at åndelighed er vores personlige svar på de eksistentielle spørgsmål vi støder på i vores liv. Det er vores svar på Guds kald til os.
At stå ved sin åndelighed og tage den alvorligt kræver mod, fordi det kræver at vi tør være sårbare og åbne overfor verden og menneskerne omkring os.
Citatet er fra Rebecca Nye i hendes bog “Children’s Spirituality”
Trackbacks & Pingbacks
[…] har før forsøgt at definerer, hvad åndelighed er – eller i hvert fald præsenteret nogle ord om, hvordan det kan forstås. I sidste uge var […]
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!