Billedbøger om børn og døden

Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram som @hymneblog.

Anne Nørby Fyhn har skrevet speciale om nyere danske børnebøger om død og sorg. Det synes jeg lød rigtig spændende, så jeg spurgte Anne, om hun kunne have lyst til at mødes for at fortælle om hendes opdagelser og dele dem med digogmigogvitro.dk.

Vi mødtes en grå fredag i februar på cafeen i Skanderborg Kulturhus – det viste sig at give rigtig god mening, for det var også her idéen til specialet dukkede op:

”Jeg var på biblioteket i Skanderborg Kulturhus, og her var et hjørne med bøger om døden i børnebiblioteket. Det provokerede mig, at det stod i øjenhøjde med min treårige datter.” Anne smiler lidt af sig selv. ”Men hvorfor blev jeg egentlig det? Jeg synes, min modvilje var interessant. Måske var det netop fordi voksne har en tendens til at gemme døden og andre svære ting væk for børn, at det netop stod frem? Den oplevelse blev min generator på specialet.”

Hvorfor billedbøger?
”Når det giver mening med billedbøger til at tale om sorg og tab, så er det jo fordi vi alle sammen er bygget op af historier, kan man sige. Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger. De fleste har en fortælling om sig selv, men den kan blive brudt ved sorg og tab. Der kan billedbøgerne være en god hjælp, fordi læseren gennem dem kan forstå sig selv bedre – man kan få hjælp til at lave en ny historie om sig. Det er simpelthen en måde at genetablere den orden på, som blev brudt, da døden kom ind i billedet.”

 Hvad ved vi generelt om børns sorg?
”Jeg er jo ikke psykolog-uddannet – jeg har bare læst en masse gode bøger af folk, der ved rigtig meget om børn og sorg.

”Men vi ved, at det, der særligt kendetegner børns sorg er, at de bliver ved med at vende tilbage til den – efterhånden som barnet vokser, bliver der hele tiden skrevet nye kapitler og nye fortællinger om det, der skete. I takt med at barnet vokser, har det behov for at forstå det, der skete, med den nye

modenhed og indsigt. Man taler om at børn har gen-sørgende aktivitet: At sorgen kan blive tydelig igen. Barnet vil i forskellige situationer opleve, at dets fortælling ikke er som de flestes – hvis der nu er tale om at et nært familiemedlem er dødt.

“Børn har forskellige forståelser af døden i forskellige aldre. I førskolealderen forstår børn ikke at døden er uigenkaldelig. Det kan man ikke begribe, hvis man er to år. Det er derfor børn kan blive ved med at spørge efter, hvornår den, der er død, kommer tilbage.
”Her er børn også meget konkrete. De vil for eksempel gerne vide, hvor hovedet ligger under jorden, hvis en person er blevet begravet. De kan tænke over, at hvis jeg skal sende et kys – hvor er hovedet så henne? Den bevidsthed kan være god at have med som voksen, synes jeg, fordi vi så kan forsøge selv at være konkrete i måden vi taler på.

 Hvordan giver man børnene holdepunkter for sorgen?
”En af dem jeg læste en del, Atle Dyregrov, beskæftiger sig med, hvor vigtigt det er ikke at tale for abstrakt om døden – fordi det kan give nogle helt vilde forestillinger hos børn. Det er vigtigt at tale sandfærdigt og konkret. Vi skal give den information, vi har. Han er også fortaler for ritualer og for at gøre noget konkret sammen med børn, fordi det giver nogle holdepunkter for sorgen.

”Her kan billedbøgerne også være en hjælp til at forberede et barn på fremvisning og begravelse. Der kan være mange ting, der gør indtryk på et barn: huden på afdøde var gul, håret var redt til en anden siden end det plejede at være. Det kan godt blive et lille traume, og det er der jo ikke noget at sige til, for det er en voldsom oplevelse. Men det kan også være en god ting at opleve, fordi det bliver nemmere at forstå døden, når den bliver gjort mere konkret.

”Når barnet bliver ældre – hvis man nu mister som 3-årig –når man så bliver 7 år og forstår det uigenkaldelige ved døden, så kan behovet for at få flere informationer godt opstå. Hvad skete der egentlig? Børn kan have behov for at gå tilbage igen og igen.

”Vi ved også, at børn har et kortere tristhedsspænd end voksne – de kan simpelthen ikke kapere så store følelser som voksne, og derfor kan de heller ikke være i følelserne så længe som voksne kan.

”Børn kan godt blive kede af det og så 2 minutter efter leger de eller vil spise. Vi ved, at børn går mere ind og ud af sorgen end voksne. De veksler hurtigere mellem følelserne.

”Nyere sorgteori fokuserer på, at vi pendulerer – altså at vi ligesom svinger – mellem pauser fra sorgen, hvor man forholder sig til mere konkrete ting, leg og arbejde og til sorgen, hvor man forholder sig til tabet og de svære følelser. I penduleringen oparbejdes en form for mestring, hvor man lærer at leve med det, der er svært. Det er en form for stress tilpasning.”

Har sorgen ændret sig?
”Ja, der er sket meget med måden vi ser sorg på siden 1990erne, hvor man tænkte, at sorgen primært var fasebåret. Den gang tænkte vi, at sorg var noget man gerne skulle komme over og videre fra relativt hurtigt.

”Siden da har man set på, hvordan mennesker rent faktisk forholder sig i sorgen: Mange vil gerne fastholde en relation til den, de har mistet. Hvor det førhen kunne være ildeset at “hænge fast i sorgen” og for eksempel have et billede af sin afdøde kone stående, har sorgkulturen ændret sig frem til i dag. I dag er det – for nu at tage et andet eksempel – mere legalt at sige, at man er mor til tre, selvom kun to endnu er i live. Der er større åbenhed om, at vi bærer dem, vi har mistet, med os. Og det er godt for børn, for hvis børn skal lære at mestre sorgen, er et åbent og varmt samtaleklima afgørende.

Hvordan vises døden i bøgerne?
”Jeg opdagede, at i rigtig mange billedbøger er dødsårsagen udeladt – mange bøger begynder, når den afdøde ER død. Handlingen begynder f.eks. lige før begravelsen. Måske er det et udtryk for et ønske fra billedbogsskaberne side af om at holde årsagen åben, så flest muligt kan spejle sig i værket. Men det kunne måske også være et udtryk for en forskrækkelse for ikke at gå for meget i detaljer? Måske gemmer der sig alligevel en angst for at formidle døden meget sandfærdigt og konkret?

”Jeg kunne godt ønske mig, at flere af bøgerne turde gå ind i det biologiske omkring et dødsfald – her er der ikke ret mange, der er konkrete. Hvad sker der, når man dør? Hvad sker der i kapellet? Hvad sker der med kisten? Det kunne jeg godt ønske mig, at nogen tog op, og stille og roligt forklarede, hvad der foregår.

I denne forbindelse er det også pudsigt, at de fleste af bøgerne skildrer begravelser, når der er flere kremeringer end jordfæstelser i Danmark. Måske tænker mange, at det for vanskeligt eller ømtåleligt at skildre en kremering for børn?

Hvordan vises børnene i bøgerne?
”Størstedelen af bøgerne fokuserer på, hvordan hovedpersonen (der i langt de fleste tilfælde er et barn) har virkelighedstro oplevelser af den afdødes nærvær. Det kan være samtaler med personen eller at de leger med den, der er død. Det overraskede mig, for jeg havde en forventning om, at bøgerne ville afspejle flere omsorgspersoner – f.eks. den efterladte forælder eller pædagoger – og fokusere på, hvordan de kan være en støtte for barnet i dets sorgbearbejdning. Men den primære dialog var ofte mellem den afdøde og barnet. Dette giver billedet af nogle meget autonome børn. I hvert fald er der en generel tendens til at fokusere på barnet og dets oplevelse.

”Det kan jo også være en måde at billedliggøre sorg og savn eller et udtryk for at mindes. Det kan være en mestrings-strategi i sorgen at søge nærhed ved eksempelvis at kravle ind i afdødes tøjskab og “dufte denne omkring sig”.

Findes troen på liv efter døden i billedbøgerne?
”Mange bøger rummede en åbenhed i forhold til, hvad der sker efter døden. Rigtig mange talte ind i en vestlig, kristen kontekst. Der var mange kirker, præster og begravelser i bøgerne – måske var der også en hvid kiste eller et besøg på kirkegården. Både himlen og engle bliver tit nævnt. Og så forekommer tanken om, at man kan sende signaler på tværs af døden også: Et eksempel kunne være at den døde sender barnet en hilsen i form af en regnbue eller en sommerfugl. De fleste har på en eller anden måde en forståelse af, at der er en fortsat eksistens for den døde; et himmelsk efterliv.

”Tendensen til at pege hen mod et håb om forsoning, genforening, en større grad af harmoni og lindring kan måske ses i sammenhæng med en generel “barnebogspoetik”, der bl.a. kan spores tilbage til K. E. Løgstrup. Blandt billedbogs skabere lader der – i store træk – til at herske en konsensus om, at man nok må tage vanskelige og “mørke” temaer op med børn, men at man ikke må tage håbet fra dem. Børn skal have lov til at beholde deres livsmod.

Har du en konklusion eller sidste tanke?
Billedbøgerne har været med til at åbne mine øjne for, at børn som regel reflekterer mere over “store” emner, end vi som voksne regner med. Når man tænker over det, møder børn jo døden hele tiden – de mister olde- eller bedsteforældre, de finder døde biller på legepladsen eller mister et kæledyr. Hvis vi som voksne censurerer, ved for eksempel at tilbageholde eller afskærme dem fra information om døden, så vil børn formentlig bare opsøge den selv – men nu uden en voksen i hånden, der kan hjælpe dem med at forstå. Så et vigtigt spørgsmål, man kan stille sig selv, tænker jeg, er, for hvis skyld, man eventuelt vælger at censurere; Er det, fordi barnet finder (korte) samtaler om døden ubehagelige, eller stammer ubehaget fra mig selv?

Anne har lavet en liste med de fem billedbøger hun synes bedst om – du finder anbefalingerne her.

Derudover kommer også et indlæg om, hvad det er billedbøgerne ifølge Anne kan som samtale-starter. Det finder du her.