, ,

0/2

Klar, parat til start! Kufferten er lukket. Passene kopieret. Vinterjakkerne er lagt i bilen og det er slet ikke til at fatte … Next stop Durban

, , ,

1/3

I dag…
… har jeg holdt bisættelse, og blev igen grebet af, hvor glad jeg er for det arbejde jeg har.
… oplevet glæden og hjælpen ved stærke ord i bøn, sang og velsignelse i svære situationer
… hostet og spruttet på et ikke særligt fedt tidspunkt
… drukket te og fået gode råd i kærlig selskab
… blev jeg ringet op og ønsket god tur af en god ven
… fik jeg en smuk hilsen med gode ønsker
… har jeg hentet billeder af bedsteforældre, onkler og tanter for den lille at se
… hørt, der er landet viber i Danmark
… spist den sidste aftensmad i mit eget hjem alene med min mand

… er jeg gået på barsel

… har jeg pakket den lilles kuffert
, , ,

2/4

Om to dage på nuværende tidspunkt er jeg ved at stå ombord i det fly, der skal få mig til Johannesburg fra Frankfurt. Og hvordan er vi så kommet her hen, har jeg tænkt i de sidste dage.

Jo, i oktober 2007 sagde jeg for første gang højt til nogen “Hvordan gør man, hvis man skal adoptere?” Det var tidligt endnu. Vi var blevet klar over at der var noget galt – i hvert fald blev jeg ikke gravid. På det her tidspunkt fik vi alle de gode råd om at sove mere, spise mindre, spise anderledes, motionere, droppe alkohol, gå i løse bukser, lad være at stresse, vær tålmodig og den værste: “I er så unge”. Alt sammen godt ment, men meget frustrerende, når man kan mærke noget ikke er som det skal være.
I november 2007 tog vi til informationsmøde om adoption hos AC børnehjælp i Århus. Det er møder, de holder med jævne mellemrum, som dels orienterer om selve adoptionsprocessen, men som også fortæller om netop denne organisation og deres ethos. Jeg kan huske at jeg var overrasket over hvor almindelige folk så ud. Og hvor bombet jeg var bagefter over de spørgsmål der blev stillet om hvorvidt man selv skulle tage bleer med på rejsen? Og så var der muligheden for at kigge i albums med babybilleder – det var vildt surrealistisk og nærmest ikke til at forholde sig til.
I januar 2008 sendte vi det første tunge brev afsted til statsforvaltningen. Vores ansøgning om godkendelse til fase 1. Det var en speciel følelse, og jeg kan stadig se postkassen på Grejsdalsvejen for mig.
Så blev Duncan syg, og i et af mellemrummene, hvor han var hjemme fra hospitalet, var vi til første samtale hos vores sagsbehandler i statsforvaltningen. Det var ret lige ud af landevejen. Det er i den fase de praktiske rammer omkring et par bliver undersøgt: økonomi, helbred og hus. En dag i maj 2008 sad vi i vores sommerhus og vidste at i dag blev vores sag behandlet hos samrådet. Det var meget meget mærkeligt at vide at et sted i Danmark tog en gruppe mennesker stilling til hvorvidt vi kunne godkendes som adoptiv forældre eller ej. Folk sagde til os at “selvfølgelig bliver I godkendt”. Men det føltes på ingen måde selvfølgeligt. Men vi blev godkendte, og så var Duncan syg igen.
I september 2008 var vi på adoptionskursus, som er det, der udgør fase to af en dansk adoptionsgodkendelse. Det var vildt spændende at være med. Og grænseoverskridende. Jeg fatter slet ikke jeg tog afsted, for jeg var slet ikke så godt istand endnu. På den anden side var det vigtigt for mig at der nu skete noget for os. Det var to rigtig gode weekender, og vi har fået gode venner ud af det. Det er her, der bliver stillet spørgsmål og scenarier op for én, som man sammen med andre kan tage stilling til, vende og dreje og forsøge at forholde sig til. Det jeg særligt husker var lettelsen over at være sammen med så mange mennesker, og være helt almindelig. At der var andre, der forstod præcis hvordan det var at være os.
Ugen efter fase to indsendte vi ansøgning om at blive endeligt godkendt i fase tre.
Det var mens vi ventede på indkaldelse til de to samtaler fase tre består af jeg har haft det aller sværest. Der var gravide over alt (sådan føltes det i hvert fald) Og mens andre blev gravide uden problemer, kunne jeg ikke engang få det brev, der skulle til for at en anden kunne tage stilling til om jeg måtte være forælder. Det gjorde ondt, var tungt og meget ensomt.
De to samtaler i fase tre (en hos sagsbehandleren og en hjemme hos en selv) er der, man skal fortælle sin personlige historie, hvad ens forældre laver, hvilken uddannelse man selv har, hvilke tanker man gør sig om familie, hvordan man i ægteskabet håndterer konflikter og meget mere. Det er denne fase filmen “Den Eneste Ene” gør nar af.
For mere eller mindre et år siden ringede Duncan så til mig at NU var brevet kommet – vi var blevet endeligt godkendte til at adoptere indenfor en normal godkendelse. Dvs. et normalt fungerende barn i alderen 0-3 år.
Ugen efter tilmeldte vi os Sydafrika listen hos AC Børnehjælp i Århus. Det var en fantastisk følelse. Nu kunne vi endelig følge med i noget! Endelig var der noget, at se på, nogen, der skrev om hvordan det gik. Og ventelisten blev sat ned mens vi var på listen. Fra at have været mellem 1,5-2 år blev den sat ned til mellem 9 måneder og 1,5 år.
I juni 2009 blev vi bedt om at samle et hav af papirer sammen, så vores sag kunne blive sendt til Sydafrika. Det var nærmest euforisk – nu kom vores sag med i den daglige “lodtrækning”. Og d. 19. august 2009 fik vi brev om at nu lå vores papire i Sydafrika “Det næste vi forventer i sagen er, at I får stillet et barn i forslag.”
Det skete så d. 3. februar 2010. Og ja, nu sidder vi her og gør klar til at hente ham!
, , ,

3/5

“Fordi det at blive mor efter at have ventet i årevis er bare noget man lige klarer?” Noget i den retning sagde hun. Ligesom andre undrende har spurgt før. Og svaret er nej! Det er ikke noget man lige gør. Og det havde jeg heller ikke forestillet mig. Sådan rigtigt. Jeg ved bare heller ikke, hvad jeg ellers havde forestillet mig….. Eller det vil sige at jeg havde faktisk forestillet mig, at jeg efter ca. en dags jublen efter Tinas opkald, om at vi skulle være forældre, med overblik, effektivitet og sprudlende overskud ville være i stand til at ordne ikke bare det foreliggende arbejde men også lidt til, gøre mit hus i stand, sørge for mad til fryseren og gøre klar til rejse og børneværelse. Hvor svært kunne det være?! Jeg har jo haft måneder til at vænne mig til tanken.

Det er muligt. Men i dag, hvor det er tre uger siden Sipho blev et navn vi kender, er jeg stadig snot forkølet, på penicillin og går rundt i cirkler om mig selv. Ting ta’r ikke bare tid men laang tid. Det, der er væsentligt for andre, er det ikke for mig – med mindre det handler om bodystockings i str. 86, sydafrikanske rand eller strejker i Lufthansa. Ikke fordi jeg ikke kan se det er vigtigt – det er bare så uvedkommende. Jeg har hørt om, at det sker – at kommende mødre bliver indadvendte og står med hånden på maven og kigger lige ud for sig. Jeg troede jo bare ikk’, det ramte mig, når jeg nu ingen mave får. Men det har det så gjort. Aldrig har jeg været så indadvendt i mit liv. (bortset fra da jeg var syg) Eller i den grad sat alle andre dagsordner til side for en ting.
I dag er der tre dage til vi flyver. Fem dage til vi møder Sipho for første gang. Jeg glæder mig.
, , ,

Som en elefant

Ventetiden er ovre! For nogle dage siden skrev jeg, om den ventetid vi står i. Om hvordan det er at vide, der (forhåbentligt og forventeligt) er kort tid til vi bliver ringet op om, at det er NU vi skal være forældre. Uden at vide, hvornår det opkald kommer. For 6 dage siden ville jeg have skrevet følgende:

“Der er noget så stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved den er der. Den er meget nærværende, og fylder en del: Den er ikke til at komme udenom. Det er en usynlig størrelse, som ligesom blokerer udsigten, og alligevel kan jeg se lige igennem. Som Harry Potter i sin usynlighedskappe: du ved han er der, du kan bare ikke se ham.
Det er især når jeg kigger i min kalender den usynlige elefant træder frem. Jeg ved den er der, men jeg kan ikke se den. Jeg kan ikke plalægge efter den, er nødt til at gøre som om den ikke eksisterer. Samtidig med at alt jeg gør er med den i tankerne…..
Der er noget stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved, den er der. Jeg ved den på et tidspunkt vil gøre sig bemærket og stille sig frem i lyset. På et tidspunkt står den stille og holder op med at vimse omkring – trampende usynligt over den næste uge, de næste måneder. Der er noget stort som en usynlig elefant foran mig. Jeg ville ønske, den holdt op med at lege gemmeleg.”
Nu er “elefanten” ude i fuldt dagslys. Den er stor!! Og min tids- og virkelighedssans er blevet endnu mere mærkelig. *smil*