Indlæg

,

Hvad skal (og kan) vi mene om Halloween?

Hvad skal vi mene om Halloween som forældre eller ledere i børnearbejdet i kirkerne?

Sidste år afleverede jeg for første gang et barn i børnehaven klædt ud til halloween. Da det var storebroderen, der gik der, var Halloween ikke ”en ting”.  Det blev det i skolen, hvor der blev holdt græskarfester med uhyggelige løb, udklædning, fællesspisning og hurlumhej. I år er børnehave-barnet allerede begyndt at snakke om, hvad han skal klædes ud som, til Halloween.

Halloween er kommet for at blive
Det er gået stærkt med at Halloween er blevet en del af årets traditioner og festligheder (bare se, hvordan jeg skrev for to år siden). Den gang mente jeg, at Halloween var noget, vi selv kunne vælge, om vi overhovedet vile tage stilling til. Det gør jeg ikke længere.

Jeg mener stadig, at vi som forældre, kan og skal bestemme, hvordan vi fejrer Halloween (og alt muligt andet) i vores familier. Men det, der har ændret sig på de sidste to år er, at jeg ikke længere mener, at vi kan lade være med at tage stilling. Og det gælder både derhjemme og i kirkerne. Halloween er en del af børn og unges liv, institutionshverdag og det, de ser på medier og i butikkerne, så vi er nødt til at tage stilling til, hvad vi mener om Halloween, – og ikke mindst til, hvad vi stiller op med det.

Eftersom Halloween stammer fra den gamle kristne tradition med Alle Helgen og Alle Sjælesaften (læs fakta her), har vi som kristne – uanset hvilken tradition eller kirkretning vi i øvrigt er en del af – har adgang til gamle tanker og ritualer, som det står os frit for at bruge i forbindelse med Halloween/Alle Helgen.

Åndelig længsel
Hvis vi nu i det følgende bruger ordet ”Halloween” fordi, det er det, vores børn kender, så er det i høj grad en dyrkelse af det onde, det grimme og det grumme. Ofte er det decideret grotesk og ulækkert.

Jeg har hørt det sagt, at det også er et udtryk for naivitet og uvidenhed, for hvordan kan man lege på den måde, med det onde?

Jeg tænker absolut, der er noget om, at her er tale om en naivitet ift. nogle af eks. dyrkningen af heksekunst, zombier og voodoo, som i vores kultur er kuriositeter, men som i andre kulturer er reelle udtryk for eksempelvis åndemaneri.

Men hvad nu, hvis det også er udtryk for en dybere, åndelig længsel i vores samfund?

Carolyn Edwards skriver i hendes bog ”Slugs and snails and puppy dogs tails” om, hvordan der findes forskellige indfaldsveje til det åndelige for børn (og dermed for os alle sammen). Smerte, sorg og død er én af dem. Det er det, fordi vi i mødet med smerte, sorg og død bliver opmærksomme på, at vi er en del af en større sammenhæng; fordi vi her opdager, at vi ikke selv kan mestre eller bestemme over alt i livet; og fordi vi her kommer ansigt til ansigt med vores eget liv og død, og har brug for at blive mindet om, at livet (og døden) er større end os og det, vi kan tage og føle på.

I et samfund, hvor vi ikke ofte ser døden og hvor lidelse og smerte ofte pakkes væk, og hvor vi gerne fokuserer på det pæne, polerede og perfekte, kunne måden vi som samfund dyrker Halloween på så være en måde at forsøge at lette trykket på? Kunne det tjene samme formål, som fastelavn gjorde i gamle dage, hvor man efter en mørk og kold vinter trængte til at vende op og ned på hverdagens strukturer og lave sjov med hinanden og dem, der havde magten?

Naivitet og længsel
Nogle vil indvende, at de fleste næppe tænker så dybt over deres engagement i Halloween, men at de fleste blot rider med på bølgen af børns entusiasme og butikkernes overvældende markedsføring. Det er sikkert også rigtigt. Men det betyder ikke, at det ikke også er sandt, at der er en dybere længsel nedenunder. For sådan fungerer mennesker. Vi er os ikke nødvendigvis bevidste, hvad der rører sig i dybet af os eller hvorfor vi drages mod noget eller nogen.

Hvis ikke til Halloween, hvor ellers ser vi døden eller lidelsen i øjnene, når vi da ikke tvinges til at stå ansigt til ansigt med det i vore egne liv? Hvor har vi ellers mulighed for at øve os på at håndtere det uhyggelige, som døden og lidelsen jo er?

Er Halloween en øvelse? 
I sin bog ”We don’t play with guns here” undersøger forfatteren Penny Holland nogle af de fordomme vi har os om at børn leger krig. En af de teorier hun løfter frem er, at børn bruger lege med våben, med krig og kampe som en måde at øve sig i svære koncepter, som magt, uretfærdighed, fred og forsoning. Det at lege krig er altså – som med al anden leg – en måde for børn at øve sig på noget meget større, som de slet ikke er bevidste om, findes, men som de aner et behov for. Præcis på samme måde, som dukkeleg og konstruktionslege giver børnene evner og måder at øve sig på andre evner, de skal bruge senere i livet.

Det fik mig til at overveje, om vi i Halloween har en mulighed for at øve os i at håndtere det, der gør ondt, er urimeligt og farligt?

Og hvis det er rigtigt, at markeringen af Halloween ikke blot er udtryk for at butikkerne har øjnet en chance for at sikre omsætning, men at det også er et udtryk for en længsel efter åndelig forbindelse, hvad betyder det så for måden vi som kirker engagerer os i forkyndelse og arrangementer omkring Halloween?

Hvis Halloween tilbyder en mulighed for at italesætte kristentroens forståelse af døden, lidelsen og Guds nærvær midt i det hele, hvad betyder det så for måden vi taler om Halloween og for det vi selv tilbyder i den periode?

Vi har et valg
Det er klart for mig, at vi som kristne ikke kan fejre eller svælge i mørket. Derimod kan vi forkynde, at Gud også er i mørket, for heller ikke mørket er uigennemtrængeligt for Gud. Vi kan bringe trøst ved at forsikre om, at når vi møder lidelse og død i vores egne eller andres liv, så er ingen alene. Jesus kender vores smerte, han døde i den og han gennembrød døden. Vi kan skabe plads og mulighed for at give udtryk for sorgen og længslen; hos os må man gerne savne, for vi er ikke bange for døden eller tårene. Vi kan give et rum, hvor man kan mindes de døde, erkende vores egen dødelighed og glædes over dem, der er gået foran os i lyset

Som jeg ser det, har vi som kirker endnu mulighed for at forme vores deltagelse i Halloween – også selvom vi evt. vælger at fastholde navnet Alle Helgen, for traditionerne er så unge endnu.

Vi kan sige nej til Halloween, fordi det er så stor en udefrakommende tradition. Vi kan sige ja, fordi det er en mulighed for at mødes og fortælle en anden historie. Eller vi kan noget helt tredje.

Ingenting er mere rigtigt eller forkert end andet efter min mening – så længe det er gennemtænkt og i øvrigt hænger sammen med kirkens teologi og den lokale kirkes traditioner og kultur. Så længe vi holder fast i Guds kærlighed til mennesker og hans ønske om at være sammen med os – også i mørket og lidelsen. Og så længe vi holder fast i, at Jesus Kristus har overvundet døden én gang for alle.

,

Anbefaling af 5 bøger om døden til børn

Anne anbefaler
Efter interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden bad jeg Anne anbefale nogle bøger. Her kommer en liste med fem billedbøger til børn i forskellige aldre:

1. Pigen på tårehavet, Pernille Brun Andersen (2017)
Min absolutte favoritbog, blandt de bøger om død og sorg, som jeg har stiftet bekendtskab med på dansk, er Pigen på tårehavet. Billedbogen handler om en pige, der bygger et skib på sit værelse og drager ud på en rejse for at lede efter sin far, der er død. Undervejs møder hun et stort, sort og formløst væsen, der først virker truende, men som hun knytter sig til. Mod fortællingens slutning får vi at vide, at væsenet hedder “Sorg” – eller det er i hvert fald det, pigen kalder det. Så på symbolsk vis og med meget flotte og tankevækkende billeder, kan billedbogen være med til at sige noget om, hvordan sorg kan opleves, og hvordan man som sørgende kan søge efter mening og holdepunkter i sorgen. 

En af grundene til, at Pigen på tårehavet gik hen og blev min favorit, er, at der er tale om et næsten ordløst værk, hvor rigtig meget af fortolkningen er lagt op til læseren – eller beskueren, om man vil. Opslag efter opslag er fyldt ud med stemningsfulde og detaljerede illustrationer, som giver rum for, at man selv kan “fylde ud” med egne tanker og idéer. Det, tænker jeg, er et positivt træk ved bogen i relation til børn i sorg, da de får mulighed for at reflektere deres egne erfaringer og perspektiver ind i fortællingen.

Jeg vil anbefale Pigen på tårehavet til børn fra 4 år og opefter, og jeg vil mene, at det er en billedbog, også voksne kan få rigtig meget ud af at læse.

2. Baglænsk, Anna Jacobina Jacobsen (2019) (den døendes perspektiv)
Baglænsk er en ganske særlig bog, som jeg ikke har set mage til før. Udover, at Anna Jacobina Jacobsen er en fantastisk illustrator, stikker Baglænsk ud, fordi den er en fortælling i børnehøjde om at ældes, miste og dø – og måske genopstå.

I billedbogen følger vi en aldrende mand, som oplever, at hans krop og sind forandres, og han mærker sorgen over at ældes. Samtidig hører vi om hans veninde, der engang var ung og fuld af liv, men som ikke længere er den samme og taler på et sprog, andre ikke kan forstå – nemlig baglænsk. 

Selvom billedbogen tematiserer alvorlige og “triste” emner, har den også en munterhed over sig og rummer et håb. Jeg vil anbefale den til børn fra 6 år og opefter, måske lidt yngre, afhængigt af modenhed. Uden selv at have erfaring med det, kunne jeg forestille mig, at den ville være god at bruge med børn, der oplever en bedsteforælders død – eller at nogen i familien bliver ramt af demens.

3. Nede i jorden – oppe i himlen, Stine Melgaard Lassen (2016)
Nede i jorden – oppe i himlen har også en særlig plads i mit hjerte, og jeg kan stadigvæk ikke åbne den uden at blive rørt til tårer over dens fortælling og illustrationer.

Billedbogen handler om en lille dreng i børnehavealderen, Anton, der en dag får den besked, at hans far er død. Derefter forløber fortællingen episodisk, hvilket vil sige, at opslagene springer i tid og f.eks. indledes med “En dag…”, hvorefter der i ord og billeder bliver berettet om, hvordan det er at have mistet sin far. Vi er med til begravelse, og billedbogen skildrer også hverdagssituationer, hvor sorgen pludselig bliver meget nærværende. F.eks. formår Antons mor ikke at lave Antons havregrød på samme måde, som far gjorde, og Anton bliver vred, da hans cykel går i stykker, og far ikke er der til at reparere den. Det er noget af det meget fine ved bogen; at den viser forskellige sider af sorgen, og hvordan man som barn (og voksen for den sags skyld) kan “pendulere” ind og ud af sorgens forskellige følelser, såsom savn, glæde, vrede og afmagt, i forskellige situationer.

Jeg vil anbefale Nede i jorden – oppe i himlen til børn fra 3 år og opefter. Børn i børnehavealderen vil nok nemmest kunne relatere til fortællingen og de forskellige situationer, der er skildret, men børn i tidlig skolealder vil sikkert også kunne blive bevægede af billedbogen. Det blev jeg i hvert fald!

4. Hils far, Hanne Dagmar Raaberg (2017)
Ligesom Nede i jorden – oppe i himlen og Pigen på tårehavet handler Hils far også om et barn, der har mistet sin far. Den vinkel er der en overvægt af blandt nyere danske billedbøger, men der findes også bøger om at miste sin mor (f.eks. Min mor er en engel af Susanne Engelhardt). 

I Hils far følger vi en lille pige, måske er hun 5-6 år eller lidt ældre, der tager i Tivoli med sin mor. Selvom de prøver forlystelserne, og pigen lader til at nyde turen, er sorgen over faren nærværende på forskellig vis. F.eks. viser illustrationerne en kontrast mellem de kulørte lamper og smukke farver i Tivoli og en grå farve, der også dominerer billederne. I Tivoli sidder og står der også mange grå mennesker, der har tildækkede øjne – altså solbriller på. Denne kontrast og “mørkemenneskerne” kan man fortolke på mange forskellige måder, tænker jeg, og det er billedbogen god tid; at lade ting være op til fortolkning.

Mod fortællingens slutning sender pigen en rød ballon til himmels som hilsen til sin far, og da hun senere besøger farens gravsted sammen med sin mor, finder hun en bekræftelse på, at faren har modtaget hendes hilsen. På den måde rummer fortællingen et håb og en idé om, at vores afdøde “holder øje med os” og fortsat er nærværende på en måde, som mange børn nok vil kunne finde en trøst i. 

Hils far kan fungere som et fint billede på, hvordan man som efterladte kan – eller kan forsøge på at – leve videre med sorgen og savnet som en fast følgesvend. Jeg vil anbefale bogen til børn fra 4-5 år og opefter.

5. Omvendt sne, Ane Bjørn (2018)
Omvendt sne stikker også ud som fortælling, da den tematiserer overlevelsesskyld. I bogen følger vi tvillingerne Sne og Lue, der ligner hinanden på en prik, samtidig med, at de er forskellige. Da den ene søskende kommer ud for en ulykke og dør, føler den overlevende søskende stor skyld over, at det ikke var hende, der døde (det er Sne, der overlever). Følelserne af skyld og savn får Sne til at lede efter sin bror i underverdenen, og fortællingen udvikler sig på abstrakt og poetisk vis herfra. I det hele taget er der tale om et meget poetisk værk, hvor ord og illustrationer smelter sammen til noget meget smukt – men til tider også ret dystert. 

Omvendt sne er, ligesom især Pigen på tårehavet og Baglænsk, et værk med et meget stort fortolkningsrum. Det betyder, at man som læser eller beskuer selv får mulighed for at forbinde punkter og fylde huller ud i lyset af ens egen historie, associationer, modenhed, forståelse og så videre. Det ser jeg som en stor styrke ved værkerne, da det både gør dem egnede for læsere i mange aldre, men også “tvinger” læseren til at forholde sig mere, end hvis hele fortællingen var lagt ud på forhånd. Det er umuligt at læse de nævnte billedbøger uden at reflektere over ens egen forståelse af og møde med døden, sorgen, savnet, sygdom, hospitalsvæsenet – eller noget helt sjette. Og i relation til det at få bearbejdet sin egen sorg, få en bedre forståelse for andres sorg eller at hjælpe f.eks. et barn, der er midt i en sorgproces, kan det at reflektere og sætte ord på være et vigtigt skridt på vejen.

Jeg vil anbefale Omvendt sne til børn på 6-7 år og opefter.

Mød Anne:
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Læs, hvad Anne mener, billedbøger kan bidrage med i samtalen om døden med børn her.

Du finder et interview med Anne her.

En dag om døden

Det var linjen under billedet på instagram, der fangede min opmærksomhed: ”Der skal noget kage til når konfirmanderne stempler ind i sognehus og kirke for at høre om død og opstandelse.”

Marianne Rueskov Myssen (på instagram @sognepraestmarianne) viste billeder fra en dag, hvor konfirmander var på kirkegården, rørte ved en kiste, tændte lys i kirken og så optagede ud. Spændende, tænkte jeg, for jeg har selv tumlet med tanken, om hvordan det kan lade sig at gøre at tale med børn og unge om døden.

Jeg spurgte Marianne, hvad dagen gik ud på, og fandt ud af, at hun en gang om året har en hel dag med konfirmanderne, hvor de sammen taler om død, sorg, savn, håb og tro. Det lød simpelthen så gennemført og godt. Marianne delte sit materiale med mig og sine erfaringer. Idéen bliver hermed givet videre:

Dagen begynder med at konfirmanderne synger ”Altid frejdig, når du går” og derefter lytter til Rasmus Seebachs sang til sin far ”Den jeg er”, som bliver udgangspunktet for en samtale om, hvordan vi kan tale til vores døde og hvad savnet gør ved os. Og hvordan de døde har været med til at gøre os til dem, vi er.

I løbet af dagen hører konfirmanderne opstandelsesbudskabet, de er på kirkegården hos graveren og de får besøg af en bedemand med både kiste og urne. Til allersidste gennemgås begravelsesritualet, og alle konfirmander får lov til at læse bønner op og tænde lys i kirken.

Marianne fortæller, at dagen begyndte med et samarbejde på tværs af sognene i Slagelse, som blev for stort til at fordybelsen var muligt.

”Det synes jeg var så ærgerligt, for jeg ville gerne dykke ned i det tabu og den manglende viden, som børn og unge har om døden.”

Det er Mariannes erfaring, at det ofte er svært at tale om sorg, savn og død, og meget tit taler vi slet ikke om håb og tro, når vi mister. ”Når man som præst spørger, hvad almindelige mennesker tror der sker efter døden, lyder der et spagt ”vi skal vel ses igen.”
Og når vi voksne har svært ved at tale om det, vi ikke forstår, og det savn, der fletter sig ind i vores liv efter, at døden har taget fra os, hvad så med vores børn og unge? Så jeg tænkte: hvorfor ikke arrangere en dag med konfirmanderne om død, sorg, savn, tro og håb? Hvorfor ikke åbne den dimension for dem, og lade dem forholde sig til døden med forskellige vinkler på?”

Det er helt bevidst at Marianne inviterer andre faggrupper ind. ”Som præst kan jeg fortælle om, hvad jeg gør i forbindelse med en bisættelse og begravelse, og hvad den kristne tro kan give af trøst og håb i forbindelse med døden. Andre faggrupper kan på samme måde bidrage med deres praktiske erfaringer og det arbejde de gør, når et menneske dør, og en bisættelse/begravelse skal finde sted.”

”Pædagogisk set, synes jeg også, at det er en god idé at byde andre faggrupper ind, og at flytte undervisning fra sognehus til kirke til kirkegård og tilbage igen. Og idéen om at vi er flere om at undervise konfirmanderne, synes jeg er helt ideelt. En teenagerhjerne kan ikke magte for meget “røv til sæde” undervisning, eller at høre på samme person time efter time. Vi har forskellige måder at gå til de unge på, og det er derfor godt at hver faggruppe har sit at komme med. Det skærper konfirmandernes koncentration.”
Bedemanden har en kiste og en urne med, og konfirmanderne fik lov at se og røre kiste og urne, og bære kisten ind og ud af kirken i samme ombæring. Og selvfølgelig stille en masse spørgsmål til ham/ hende i samme ombæring.
Graveren tager os med rundt på kirkegården og viser os de forskellige muligheder for gravsteder, og fortæller om sit arbejde i forbindelse med en bisættelse/ begravelse.

På billederne er det tydeligt at dagen har de unges interesse. Responsen har da også være god.

”Forældrene er tilfredse med, at vi i kirken tør tale om døden med de unge. Ofte skærper dagen de unges behov for at tale om sorg og savn, og der bliver tit åbnet op for samtaler derhjemme efter vi har haft dødsdagen. Forældrene synes, at det er godt at der er fokus på vores tro og det håb, der er for os med opstandelsen.”

Marianne har holdt dagen om død fire år nu. Hun fortæller, at hendes indtryk fra dagen er, at det giver konfirmanderne en erfaring af, hvad der sker i og omkring et menneske, når døden er indtruffet. ”Mange af dem har prøvet at miste en pårørende, og mange har fine spørgsmål og overvejelser, de gerne vil dele både med mig, bedemanden og graveren. De bliver også ofte klar over, hvad de kan bruge troen til i forbindelse med døden. Og det er jo nådigt at opdage, at vi har en Gud der er med os både i livet og i døden.”

Hvis du gerne vil gøre noget lignende, giver Marianne dette råd: ”Sørg for at afstemme med bedemanden og graveren, hvad I gerne vil have, at de fortæller, og vær tilstede, for hvis de glemmer noget, kan I stille genopfriskende spørgsmål til dem.” Og så sørg for, at der er rigeligt med kage undervejs.

Indoktrinering eller opdragelse?

(Dette indlæg begyndte som noter i en dagbog d. 22 juli 2017. I lyset af udsendelserne om Guds bedste børn virker det relevant at komme med nu.)

I sommers talte jeg med en ung far, der ikke længere er kristen eller troende – nærmest tværtimod. Jeg spurgte ham, om han vidste hvorfor han holdt op med at tro. Det er altid spændende, synes jeg, at høre menneskers overvejelser og historier om deres livtag med eksistentielle spørgsmål. Hans svar var, at det skete i takt med at han blev større og ikke længere kom med sine forældre i kirke: “Indoktrineringen fortog sig.”

Det fik mig til at spekulere over, hvad indoktrinering er? Jeg kender hans barndomshjem, og hans forældre gik i kirke (og gør det stadig), men som barn oplevede han hverken bordbøn eller bibellæsning i hjemmet. Kan det være indoktrinering? Jeg har hørt andre forældre være frygtsomme overfor dåb, kirkegang eller at tale om deres egen tro med deres børn, fordi de ikke vil trækker noget ned over hovedet på deres barn; de vil ikke indoktrinere dem. Jeg vil heller ikke indoktrinere mine børn, men jeg tager mine børn med i kirke. Vi beder bordbøn og aftenbøn sammen, og jeg fortæller om det, jeg tror om Gud. Jeg har endda døbt dem, til trods for selv at være glad for selv at have valgt at blive døbt. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg indoktrinerer eller opdrager mine børn i overensstemmelse med mine (og min mands) værdier melder sig, efter samtaler som denne.

I følge “Den store danske” er der indoktrinering, det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.”

Indoktrinering er modsat undervisning eller oplysning, som har til mål at give forståelse. Til gengæld kan opdragelse være sværere at skelne fra indoktrinering, fordi opdragelse jo netop handler om at videregive værdier og påvirke sit barn. Som forældre opdrager vi vores børn fordi vi gerne vil præge deres personlighed både socialt, moralsk, politisk og religiøst. Nogle gange er det velovervejet og bevidst, men ofte sker det uden at vi tænker over det: Vi giver simpelthen vores børn det syn, vi selv har på verden og andre mennesker. Men, siger Den Store Danske, så længe det bearbejdes intellektuelt er der ikke tale om indoktrinering.

Med den definition i baghovedet, mener jeg ikke, der er tale om indoktrinering hjemme hos os. Men som så mange andre forældre vil vi nødigt stoppe noget ned i halsen på nogen. Jeg kender andre, der går i kirke og kalder sig kristne, men som ikke vil fortælle andre mennesker (uanset om de ateister, muslimer eller noget helt andet) om den kristne tro, fordi de må holde på deres egen. Til forskel fortæller de gerne om tekniske gadgets, madopskrifter eller motions erfaringer, så andre også kan få glæde af det, de har opdaget. Hvad er forskellen mon?

Som forældre vil vi jo netop gerne videregive værdier og vaner til vores børn, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved: Vi skal børste tænder og vaske hænder, vi skal hilse på dem, vi besøger og sige tak for mad, vi skal bevæge os og vi forsøger at lære vores børn værdien af at dele med andre. Hvad er det mon, der gør at vi synes tro og åndelige spørgsmål er forskellige fra disse?

For år tilbage så en jeg lille tegneserie med to mødre, der mødtes med deres børn i klapvogne. Det ene barn har høreværn på. Den ene mor spørger undrende til høreværnet, og den anden mor forklarer, at barnet ikke skal høre noget, fordi de ønsker at barnet skal vælge sit eget sprog, når det bliver voksent.

Det åbenlyst tåbelige i er let at få øje på. Ingen kan vælge noget, de ikke har fået præsenteret. Uden sprog kan man ikke gebærde sig i verden. Det forstår enhver.

Er det mon det samme med tro, åndelighed og religion? Mange giver udtryk for, at deres børn selv skal vælge. Jeg er enig. Mine børn skal også selv finde deres åndelige ståsted og dens udtryk. Ellers bliver det hverken levende eller holdbart for dem. Men jeg vil gerne præge dem og deres valg. Jeg vil gerne give dem et udgangspunkt at vælge ud fra. Jeg ønsker, at de skal have noget at tage stilling ud fra.

Det er forældres privilegie og ansvar, at vi kan præge vores børn.

Jeg læste sidste sommer Anne Lamott fortælle, hvorfor hun tager sin søn med i kirke.  Hun skriver med et glimt i øjet: ”Fordi jeg kan. Jeg er meget tungere end han er.” Hun går videre til at uddybe, at hun gør det fordi hun ønsker at dele noget af det med ham, som har gjort og gør hendes liv lettere.

Jeg håber, at mine børn vil erfare og se det gode i troen på Gud. For jeg har selv fundet så meget godt ved at kende Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til at give det videre til mine drenge. Men jeg kan ikke vide det. Jeg kan ikke bestemme det. Jeg vil ikke tvinge noget igennem. Men jeg vil gerne vise dem, hvordan jeg mener, livet leves bedst. Fra tandbøstning, madpakker, affaldssortering over livets store spørgsmål. Og jeg vil stå fast på, at uanset hvad de finder frem til, uanset hvad de vælger at tro på og praktisere er de mine. Elskede og ønskede.

Dét er for mig at se en af de afgørende forskelle på indoktrinering og opdragelse.

 

Kilder:
Den Store Danske
Anne Lamott “Travelling Mercies”

, , ,

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Ofte er de, der arbejder med børn i en kirke passionerede mennesker. Det er muligt, de er startet i arbejdet ved et tilfælde (sådan er det for mange), men det betyder ikke, at det er tilfældigt, at de er blevet ved. Ofte ved børnemedarbejdere en hel del om børns åndelige liv og plads i menigheden. Desværre er der en tendens til, at de ikke tages med på råd. Her er 5 ting, det er en dårlig idé at sige til én, der arbejder med børn i en kirke: 

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder:

– Børnene er jo kirkens fremtid

Børnene er i høj grad en del af fremtiden. Men de børn, der allerede er en del af menigheden er også en del af nutiden. Børn skal ikke gemmes væk indtil de bliver gamle nok til at tages alvorligt, er nyttige eller har nået et bestemt udviklingsmæssigt stadie. Studier viser, at børn, der ikke er en del af menighedens nutid, heller ikke bliver en del af fremtiden.

– Bare spil noget rundbold eller sæt en DVD på, der skal jo ikke så meget til

Rundbold og film kan være godt, lige som fri leg også kan være på sin plads for børn. Men ikke altid og ikke kun. Børn har også store spørgsmål og åndelige behov, der har brug for tid og plads til at blive taget alvorligt. Og hvor voksne stemmer med deres fødder og bliver væk næste gang, du skal holde en dårlig prædiken eller bare lukker ned, så giver børn udtryk for at de keder sig eller ikke forstår det, du siger, med det samme. Det betyder, at forberedelse er en væsentlig del af en børnemedarbejders opgave. Af samme grund vil de fleste børnemedarbejdere også gerne støttes med bøn, samtale, ressourer og kurser, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt.

– Det behøver jo ikke ligne en børnehave

Mange menigheder er udfordrede med ikke at have lokaler til at lade et lokale være børnenes alene. Men leg med tanken: Hvis lokalerne de voksne bruger ikke måtte bære præg af det, de skulle bruges til – hvordan ville det så være?

Ofte (ikke altid, men ofte) er børnenes lokaler, udstyr og legetøj ikke så højt prioriteret som de voksnes eller de unges. Det kan der være mange grunde til. Men overvej det signal det sender til børnene om deres værdi og om hvem Gud er, at deres lokale er koldt, grimt, dårligt indrettet eller ikke passer til dem?

– Vi har lige ændret …

Ofte er de, der arbejder med børn i en menighed – det være sig børnekirke eller børneklub – ikke en del af menighedens ledelse. Nogle gange bliver de heller ikke taget med på råd, når der træffes beslutninger om ændringer af ansatte, lokalefordeling eller placering af programmer. Heller ikke selvom disse kan have stor betydning for netop børnene. Inddrag dem, der ved noget om børnene, så børnenes perspektiv bliver en del af overvejelserne omkring større beslutninger i menigheden.

Alene den grund at 60-80% af kristne første gang oplevede Guds kærlighed som børn skulle være motivation nok til at tænke børnene med ind i menighedens mission og liv.

– Børnene forstår det jo ikke alligevel

Dette argument bruges ofte i forbindelse med nadver, dåb, gudstjenester eller større ting i menigheder. Nej, børnene forstår sandsynligvis ikke betydningen af Jesu soningsoffer på korset. Og slet ikke, hvis det er de ord, de voksne bruger. Men gør du? Kan du redegøre for nadverens betydning i den kristnes liv? Kan du forklare, hvordan Guds kærlighed er virkelig i din hverdag? Nej, og det er helt okay. Det kan børn heller ikke, men det betyder ikke, at de ikke kender Gud, ikke kan erfare eller lytte til Helligånden eller ikke kan være levende kristne på deres alder.

Der er naturligvis forskel på, hvad børn og voksne kan og skal tage ansvar for. Men der er meget børn kan tage del i på deres egne præmisser, fordi de intuitivt erfarer storheden, mysteriet og nærværet i livet med Gud nu og her.

Til gengæld må du gerne:

– sige højt, at det er dejligt børnene er med ved gudstjenesten

Børn er urolige, nysgerrige, umiddelbare og kan være højlydte. Sådan har Gud skabt dem. Mange steder er børn med i den første del af en gudstjeneste sammen med resten af menigheden. Nogle gang er der gudstjenester, hvor alle bliver sammen. Forældre kan få stress af strenge blikke, og nogle bliver helt væk fra kirken af frygt for skæld ud fra andre kirkegængere. Det ødelægger forældrenes forhold til kirken, men det kan også ødelægge børnenes.

Giv udtryk for, at det er dejligt, at din menighed er levende. (Også selvom du blev forstyrret). Glæd dig over, at I er med til at vise børn og forældre, at Guds kærlighed går på kryds og tværs af forskellige generationer.

– tale helt almindeligt og forståeligt

Børn i menigheden er en storartet mulighed for at blive helt skarp på forkyndelsen – for hvordan kommer dit budskab til at give mening på helt almindeligt sprog på en måde, så alle forstår det? Børn forstår sjældent store ord. De kan også have svært ved at følge indviklede forklaringer eller billedrige sammenligninger.

Til gengæld er de gode til at stille spørgsmål og forholde sig til det, du fortæller, som noget, der har konkret betydning for dem. I virkeligheden har mange voksne også lettere ved at følge en prædiken eller andagt, der er er kort, konkret – og måske endda sjov.

– give din børnemedarbejder lov til at tage på kursus

Der findes gode kurser rundt omkring. Hjælp de, der arbejder med børn i din menighed med at finde gode kurser, komme med i netværk eller at få nye bøger ikke bare om koncepter og programmer, men om børns tro, åndelige udvikling og teologi om børn i kirken. Det klæder lederne på og giver dem lov til at vide og forsvare børnene som en del af menigheden.

– blive gode venner med et barn eller to i menigheden

Børn har brug for voksne for at blive en del af en menighed – også flere end deres egne forældre og børnekirkens/klubbens ledere. Lær et barn at kende. Lyt til dets spørgsmål. Forsøg at besvare dem eller lad dig forundre sammen med barnet. Måske er der noget, du kunne lære af barnets erfaring, spørgsmål eller umiddelbarhed? Tag et barn under armen, når det er din tur til at stå for kaffen, samle penge ind eller byde velkommen i døren. På den måde er du med til at lære barnet, hvordan kirkens tjenester ser ud, og du er med til at vise det vejen ind i kirkens fællesskab. Børn både vil og kan være gode venner og have reel betydning for et fællesskab.

-huske at børns tro også er vigtig og  betydningsfuld

Kan du huske, hvad du spekulerede over som barn? Hvad du drømte om eller var bange for? Det var garanteret ikke småting. Sådan er det også for børn i dag. Børn har store og spændende indre liv. De kan kende Gud og leve sammen med ham i deres hverdag. Deres åndelighed er med andre ord lige så farverig og nuanceret som voksnes er det. Derfor kan voksne også lære af børnene. Derfor er det også vigtigt, at vi er kirke for og  sammen med dem. Nu.

Så næste gang du ser én, der har børnekirke, klub eller noget andet med børn i din menighed – så giv dem et klap på skulderen, tak dem og hjælp dem med at støtte op om børnenes plads i din menighed!

Del endelig
Hvis du gerne vil dele indholdet af dette indlæg med andre på papir er det her som PDF:
5 ting du IKKE skal sige til en børneleder