Indlæg

,

Tre ting børn siger om Halloween – og et godt råd

Forleden holdt kirken, hvor jeg er præst, efterårsaktiviteter for børn. Mens vi sad og skar græskarhoveder, snakkede vi om alt fra efterårsferie til navnes betydning. Undervejs spurgte jeg, hvad børnene egentlig synes, som halloween?

Jeg spurgte, fordi jeg er nysgerrig efter at høre børnenes egne tanker om den her højtid, der er kommet ind fra højre siden jeg selv var barn. Som jeg før har skrevet, har jeg flyttet mig i forhold til halloween, men jeg synes stadig, det er for meget, at der hænger skeletter på kaffebaren eller ligger mumier i bagerdisken. Græskarene på gader og stræder ser fint ud. Faklerne og lyset har vi brug for. Men uhyggen og det ulækre? Det kunne jeg godt være foruden. Så jeg vil gerne lære mere om, hvad børn egentlig tænker og synes om halloween.

Til min store overraskelse svarede de forskellige børn og grupper uden tøven, som med en stemme: ”Det er sjovt.”

Da jeg spurgte ind til, hvad der er sjovt ved det, fik jeg tre svar:

Det er sjovt, fordi der er slik; fordi man klæder sig ud; og fordi man er sammen om det.

Mine umiddelbare refleksioner over de tre ting:

Det er sjovt, fordi der er slik
Slik er dejligt (usundt, ja, men det smager godt) og det er fantastisk at få. Ikke bare at få slik, men at få noget givet i det hele taget.

En del af Halloween er at gå ud at rasle (eller lave ”slik eller ballade”), ligesom vi gjorde til fastelavn, da jeg selv var barn. Børnene får ikke penge, men slik, og for mange børn er det, at få noget, der er deres eget og som de ovenikøbet selv har skaffet en stor ting.

Man kunne overveje, om det her handler om selvstændighed. Men egentlig hælder jeg mest til, at de fleste børn bare godt kan lide slik.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Sanserne er en kæmpe del af måden, vi oplever verden på
  • Slik er sødt og nydelsesfuldt; hvad er rart og hvornår bliver det usundt? God anledning til at tale om, at ikke alt, er godt i lige store mængder. Det er også en måde at lære at skelne mellem det gode og det, der er skidt på.
  • Måske har Gud opfundet slikket, fordi han også godt kan lide det? Hvad mon Jesus’ yndlingsslik er?

Det er sjovt, fordi man klæder sig ud
Udklædning er en leg. Her er tale om fantasi og at få lov til at lege – endda med de voksnes hjælp. At klæde sig ud er at lade som om: Når man er klædt ud (om det så kun er med en lille maske eller et par handsker) kan man prøve, at være en anden. At tage tøj på som en prinsesse, en ninja eller hvad det måtte være- også skøre eller uhyggelige ting – er at låne en andens identitet. Børn kan med andre ord øve sig i andre ting end dem, de selv har tilgængelige som børn. Det kan være frøens evne til at springe eller abens til at klatre. Det kan være ninjaens mod eller prinsessens ynde. Udklædning er sjovt, fordi det spiller på alle mulige tangenter i forhold til sanser, identitet og fantasi.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Børn lærer gennem leg, så at lege at være et dyr, en person eller en figur er en måde at lære noget på. Vær nysgerrig efter, hvad det er, der optager barnet ved det, de gerne vil klæde sig ud som.
  • Mulighed for at tale sammen om hvorfor mon Gud har givet alle dyr og mennesker forskellige evner, egenskaber og kræfter?
  • At vide hvem man selv er, er en lang proces, som vi aldrig helt bliver færdige med. Det er en del af det spændende ved at være menenske, at Gud har skabt os, så vi forandrer os og lærer hele livet igennem.
  • Hvis du skulle vælge en person fra Bibelen og klæde dig ud som eller lege, at du var – hvad skulle det så være?

Det er sjovt, fordi man er sammen om det.
Til halloween pynter mange op udenfor indgangen til deres huse. Skoler, instituioner og klubber laver pynt og holder græskarfester/lanternefester mm. Der, hvor jeg bor, pyntes hele midtbyen op til halloween, og der er særlige aktiviteter i en længere periode. Så når børnene fremhæver, at det er noget vi er sammen om, så er det jo rigtigt, at halloween på lige fod med eksempelvis fastelavn og jul er noget, vi fejrer sammen. Måske mere, fordi det ikke som sådan er en religiøs fest, og derfor deles af alle i klassen.

Det peger for mig at se på to dybe ting i børn: Den første er, at børn elsker det, når voksne leger med dem. Den anden er, at børn længes efter at være en del af større fællesskaber.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Hvordan kan I være fælles om at pege på lyset? (se eks. den her måde at fejre lysfest på)
  • Hvordan kan I lege sammen derhjemme på andre tidspunkter eller holde fester eller andet, hvor alle er sammen om det?
  • Peg på, hvordan Gud ved at blive menneske, viste, at han gerne vil være sammen med mennesker.

Det uhyggelige er ikke i sig selv det vigtige
Min konklusion på min lille ikke-videnskabelige undersøgelse blev, at Halloween for børn handler meget lidt om det uhyggelige. Jeg siger ikke, at det ikke spiller en rolle, eller at de ikke bliver påvirkede af det. Men det er tilsyneladende ikke det uhyggelige eller groteske, der i sig selv optager dem mest, når de skal forklare, hvad halloween er.

For mig er det en pointe, fordi det betyder, at vi sagtens kan gå med på Halloween og BÅDE gøre det børnene synes er sjovt OG pege på det, der er godt. Vi kan med andre ord godt finde veje i Halloween, der kan give vores børn plads til at tage del i det sjov og samtidig bruge det som afsæt til at snakke med børn om det, der kan være uhyggeligt også i det virkelige liv, så de får ord for det.

Børnenes sidste tip: 
I øvrigt fik jeg også et rigtig godt råd med på vejen, hvis man nu skal ud og rasle, men ikke vil gøre nogen kede af det (Det var nemlig nogle meget betænksomme børn, vi havde på besøg i kirken):

Man skal være opmærksom på hvem, man ringer på hos, for ikke alle kan lide det. Så børnenes råd var, at man aftaler på forhånd, at man kommer eller kun går ind hos dem, der har græskar eller andet pynt ude selv. Dét råd er hermed givet videre!

/1 Kommentar/af

Lysfest: En fest for lyset midt i mørket

Skrevet af Charlotte Frederiksen, Børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke

Halloween er en vanskelig størrelse, og holdningerne er mange. Nogen familier tager afstand fra Halloween, andre omfavner traditionerne og nogen har fundet en vej midt imellem. Det er så vigtigt for mig at slå fast, at der ikke er én rigtig vej her, og at den samme løsning ikke passer alle familier – du som forældre ved bedst hvad der fungerer hjemme hos jer.

Jeg stødte for alvor på Halloween for et par år siden, da mine børn gik i børnehave. Jeg har forsøgt at ignorere og nedtone Halloween – men uden held, det sniger sig ligesom mere og mere ind på os som familie, så jo ældre mine børn bliver, jo mere tydeligt bliver det, at de har brug for, at vi sammen finder en vej.

Hvad er Halloween?Halloween, som vi kender det i dag, er en blanding af flere forskellige traditioner herunder den keltiske årsfest, som havde til hensigt at ære de døde og fejre høsten (d. 31. oktober), Alle Helgene (d. 1. november) og De dødes dag, som er en mexicansk tradition (d. 2. november).

Min største udfordring
Min største udfordring med Halloween er det, at vi så nemt kommer til at fejre uhyggen og ondskaben og derved give frygten plads til at vokse i os. Ondskaben er en realitet i vores verden, så det er ikke fordi vi eller vores børn naivt skal lukke øjnene for den dimension, men med ondskaben er det for mig vigtigt, at mine børn kender lyset. At de ved, at Gud er vores håb, at han er mægtigere end mørket, og at han altid er hos os.

I min søgen efter hvordan andre håndterer Halloween, er jeg stødt på konceptet lys-fester, og dette har vi som familie valgt at lade os inspirere af.

Et forklaringsværktøj
”Lys i mørket” er ikke tiltænkt som et kristent alternativ til Halloween; det er for mig at se et forklaringsværktøj. Jeg mener, at børn har brug for, at vi som forældre rammesætter det, der sker omkring dem. Sådan hjælpes de til at forstå deres verden, og kan dermed navigere i den og på sigt selv træffe gode valg i deres liv.

Jeg blev mindet om verset i Johannesevangeliet 1:5 ”Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.” Mørke, uhygge, ondskab og sågar døden er en barsk realitet og et vilkår for os alle. Men midt i mørket er der et håb, midt i mørket er der et lys. Ja, mørket er der, og i perioder føles det overvældende. Men Gud ønsker at tænde lys midt i mørket.

Så hjemme hos os ønsker vi, at bruge denne dag på at byde lyset velkommen. Om formiddagen vil vi skære græskar, ikke med uhyggelige ansigter men med hjerter. Nu har jeg piger, så hjerter sælger ret fint her, men det kan også være ansigter som smiler eller med små budskaber a la LYS og HÅB. Tanken er, at når nabobørnene senere på aftenen ringer på døren, bliver de mødt af lyset frem for mørket. Man kan også allerede her pynte op med lyskæder på husets facade eller med lanterner i haven.

Ingen fest uden kage, så vi skal naturligvis også bage, pynte og dekorere – kun fantasien (og evnerne) sætter grænser. Om aftenen kommer der helt sikkert børn forbi, og i år vil jeg ikke være den nederen type, der siger ”Her holder vi ikke Halloween, så vi deler ikke slik ud”, men i stedet give dem slik og en stjernekaster eller et knæklys med bibelverset fra Johannesevangeliet.

Vi vil i stearinlyset skær læse en historie sammen f.eks. fra bogen “Tryg i mørke” af Rachel Turner, mindes dem vi har mistet ved at tænde lys for dem eller lytte til sangen ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Mulighederne er mange.

(Her kan du læse en anmeldelse af “Tryg i mørket”)

Hvad I gør, er naturligvis fuldstændig op til jer, men mit håb er, at I får lyst til at tage snakken der hjemme og bevidst træffe nogle valg – og derved ikke blot lade jer rive med af “det gør alle andre”.

Har I lyst til at læse mere kan jeg varmt anbefale et kig rundt her på digogmigogvitro.dk

/1 Kommentar/af
,

Hvad skal (og kan) vi mene om Halloween?

Hvad skal vi mene om Halloween som forældre eller ledere i børnearbejdet i kirkerne?

Sidste år afleverede jeg for første gang et barn i børnehaven klædt ud til halloween. Da det var storebroderen, der gik der, var Halloween ikke ”en ting”.  Det blev det i skolen, hvor der blev holdt græskarfester med uhyggelige løb, udklædning, fællesspisning og hurlumhej. I år er børnehave-barnet allerede begyndt at snakke om, hvad han skal klædes ud som, til Halloween.

Halloween er kommet for at blive
Det er gået stærkt med at Halloween er blevet en del af årets traditioner og festligheder (bare se, hvordan jeg skrev for to år siden). Den gang mente jeg, at Halloween var noget, vi selv kunne vælge, om vi overhovedet vile tage stilling til. Det gør jeg ikke længere.

Jeg mener stadig, at vi som forældre, kan og skal bestemme, hvordan vi fejrer Halloween (og alt muligt andet) i vores familier. Men det, der har ændret sig på de sidste to år er, at jeg ikke længere mener, at vi kan lade være med at tage stilling. Og det gælder både derhjemme og i kirkerne. Halloween er en del af børn og unges liv, institutionshverdag og det, de ser på medier og i butikkerne, så vi er nødt til at tage stilling til, hvad vi mener om Halloween, – og ikke mindst til, hvad vi stiller op med det.

Eftersom Halloween stammer fra den gamle kristne tradition med Alle Helgen og Alle Sjælesaften (læs fakta her), har vi som kristne – uanset hvilken tradition eller kirkretning vi i øvrigt er en del af – har adgang til gamle tanker og ritualer, som det står os frit for at bruge i forbindelse med Halloween/Alle Helgen.

Åndelig længsel
Hvis vi nu i det følgende bruger ordet ”Halloween” fordi, det er det, vores børn kender, så er det i høj grad en dyrkelse af det onde, det grimme og det grumme. Ofte er det decideret grotesk og ulækkert.

Jeg har hørt det sagt, at det også er et udtryk for naivitet og uvidenhed, for hvordan kan man lege på den måde, med det onde?

Jeg tænker absolut, der er noget om, at her er tale om en naivitet ift. nogle af eks. dyrkningen af heksekunst, zombier og voodoo, som i vores kultur er kuriositeter, men som i andre kulturer er reelle udtryk for eksempelvis åndemaneri.

Men hvad nu, hvis det også er udtryk for en dybere, åndelig længsel i vores samfund?

Carolyn Edwards skriver i hendes bog ”Slugs and snails and puppy dogs tails” om, hvordan der findes forskellige indfaldsveje til det åndelige for børn (og dermed for os alle sammen). Smerte, sorg og død er én af dem. Det er det, fordi vi i mødet med smerte, sorg og død bliver opmærksomme på, at vi er en del af en større sammenhæng; fordi vi her opdager, at vi ikke selv kan mestre eller bestemme over alt i livet; og fordi vi her kommer ansigt til ansigt med vores eget liv og død, og har brug for at blive mindet om, at livet (og døden) er større end os og det, vi kan tage og føle på.

I et samfund, hvor vi ikke ofte ser døden og hvor lidelse og smerte ofte pakkes væk, og hvor vi gerne fokuserer på det pæne, polerede og perfekte, kunne måden vi som samfund dyrker Halloween på så være en måde at forsøge at lette trykket på? Kunne det tjene samme formål, som fastelavn gjorde i gamle dage, hvor man efter en mørk og kold vinter trængte til at vende op og ned på hverdagens strukturer og lave sjov med hinanden og dem, der havde magten?

Naivitet og længsel
Nogle vil indvende, at de fleste næppe tænker så dybt over deres engagement i Halloween, men at de fleste blot rider med på bølgen af børns entusiasme og butikkernes overvældende markedsføring. Det er sikkert også rigtigt. Men det betyder ikke, at det ikke også er sandt, at der er en dybere længsel nedenunder. For sådan fungerer mennesker. Vi er os ikke nødvendigvis bevidste, hvad der rører sig i dybet af os eller hvorfor vi drages mod noget eller nogen.

Hvis ikke til Halloween, hvor ellers ser vi døden eller lidelsen i øjnene, når vi da ikke tvinges til at stå ansigt til ansigt med det i vore egne liv? Hvor har vi ellers mulighed for at øve os på at håndtere det uhyggelige, som døden og lidelsen jo er?

Er Halloween en øvelse? 
I sin bog ”We don’t play with guns here” undersøger forfatteren Penny Holland nogle af de fordomme vi har os om at børn leger krig. En af de teorier hun løfter frem er, at børn bruger lege med våben, med krig og kampe som en måde at øve sig i svære koncepter, som magt, uretfærdighed, fred og forsoning. Det at lege krig er altså – som med al anden leg – en måde for børn at øve sig på noget meget større, som de slet ikke er bevidste om, findes, men som de aner et behov for. Præcis på samme måde, som dukkeleg og konstruktionslege giver børnene evner og måder at øve sig på andre evner, de skal bruge senere i livet.

Det fik mig til at overveje, om vi i Halloween har en mulighed for at øve os i at håndtere det, der gør ondt, er urimeligt og farligt?

Og hvis det er rigtigt, at markeringen af Halloween ikke blot er udtryk for at butikkerne har øjnet en chance for at sikre omsætning, men at det også er et udtryk for en længsel efter åndelig forbindelse, hvad betyder det så for måden vi som kirker engagerer os i forkyndelse og arrangementer omkring Halloween?

Hvis Halloween tilbyder en mulighed for at italesætte kristentroens forståelse af døden, lidelsen og Guds nærvær midt i det hele, hvad betyder det så for måden vi taler om Halloween og for det vi selv tilbyder i den periode?

Vi har et valg
Det er klart for mig, at vi som kristne ikke kan fejre eller svælge i mørket. Derimod kan vi forkynde, at Gud også er i mørket, for heller ikke mørket er uigennemtrængeligt for Gud. Vi kan bringe trøst ved at forsikre om, at når vi møder lidelse og død i vores egne eller andres liv, så er ingen alene. Jesus kender vores smerte, han døde i den og han gennembrød døden. Vi kan skabe plads og mulighed for at give udtryk for sorgen og længslen; hos os må man gerne savne, for vi er ikke bange for døden eller tårene. Vi kan give et rum, hvor man kan mindes de døde, erkende vores egen dødelighed og glædes over dem, der er gået foran os i lyset

Som jeg ser det, har vi som kirker endnu mulighed for at forme vores deltagelse i Halloween – også selvom vi evt. vælger at fastholde navnet Alle Helgen, for traditionerne er så unge endnu.

Vi kan sige nej til Halloween, fordi det er så stor en udefrakommende tradition. Vi kan sige ja, fordi det er en mulighed for at mødes og fortælle en anden historie. Eller vi kan noget helt tredje.

Ingenting er mere rigtigt eller forkert end andet efter min mening – så længe det er gennemtænkt og i øvrigt hænger sammen med kirkens teologi og den lokale kirkes traditioner og kultur. Så længe vi holder fast i Guds kærlighed til mennesker og hans ønske om at være sammen med os – også i mørket og lidelsen. Og så længe vi holder fast i, at Jesus Kristus har overvundet døden én gang for alle.

/2 Kommentarer/af

4 alternative idéer til at fejre Halloween derhjemme:

Hvordan kan I som familier være med til at markere Alle Helgen/Halloween?

Her kommer 4 idéer til at forkynde lyset, håbet og opstandelsen og samtidig gøre brug af den anledning Halloween tilbyder os:

  1. Spis aftensmad kun med levende lys. Brug anledningen til at fortælle om bedsteforældre eller andre, som er døde. Vis billeder og fortæl de historier, I som voksne husker. Brug muligheden til at gøre familiehistorien større. Brug evt. tid på at sige tak i bøn for det, I har fået som familie fra disse familiemedlemmer.
  2. Gå en tur på kirkegården – sæt lys på gravene af dem, I kender.
  3. Del slik ud ved jeres dør – find slik, der kan knyttes sammen med bibelvers eller budskabet om Guds kærlighed og lys, som I kan give med.
  4. Brug anledningen til at gøre noget, som er sjovt, hyggeligt eller festligt for jeres familie: synes I, det er sjovt at klæde jer ud, så gør det sammen. Synes I, det er sjovt at danse i mørket med glow-sticks? Eller hygger I jer med sammen at udskære græskar?
/0 Kommentarer/af

7 idéer til at fejre Halloween i kirken eller børneklubben:

Hvordan kan I som kirke eller børneklub være med til at markere Alle Helgen/Halloween?

Her kommer 7 idéer til at forkynde lyset, håbet og opstandelsen og samtidig gøre brug af den anledning Halloween tilbyder os:

  1. Hold den traditionelle mindestund for dem, der er døde i årets løb. Indbyd mennesker omkring jer til at være med og mindes deres egne døde – måske kan de ikke komme i den kirke, hvor deres kære er blevet begravet, men vil stadig sætte pris på at høre deres navn nævn og at få lov at tænde et lys.
  2. Samarbejde med en bedemand, så det bliver kan se en rigtig kiste eller mærke den jord, som bliver kastet på kisten ved en bisættelse. Se f.eks. hvordan denne sognepræst har lavet en hel dag med sine konfirmander, som sagtens kunne laves om til en dag i klubben.
  3. Tag børneklubben med en tur på en kirkegård for at se på gravstene, symboler og navne. Hvis I kan, så er dette løb en mulighed en mørk aften.
  4. Benyt lejligheden til at fortælle om nogle af dem, der har været med til at præge kirkehistorien. Fortæl om troens helte og forbilleder med billeder, lege og historier. At kende sin historie skaber identitet, stolthed og tilknytning. Pinterest vrimler med kreative idéer forbundet med forskellige forbilleder for troen.
  5. Åben kirken d. 31., når børn er ude for at lave slik eller ballade – del slik ud sammen med muligheden for at blive bedt for eller tænde et lys for dem, børnene kender, der er døde. Lav små poser med slik, hvor der også bliver lagt bibelvers med – om lyset, der skinner i mørket eller Guds kærlighed, der rækker gennem ild og vand.
  6. Hold en lys fest.
    Scripture Union i England har i flere år lavet materiale, der er let at gå til med aktiviteter og idéer til andagter til at holde en lys fest. I år er materialet bygget på tidliegre års indhold, men ændret, så det er til at bruge med de coronarestriktioner, der findes. Materialet er gratis. Download Light Party materialet her.
  7. Måske har din kirke eller menighed fået navn efter en helgen.
    Så er Allehelgen en oplagt mulighed til at huske på, hvordan han eller hun var med til at bringe Guds lys til verden. Sæt dig ind i ”jeres” helgens historie, så du kan genfortælle den på en passende måde ved en gudstjeneste eller i børneklubben. Find aktiviteter, der passer til netop ”jeres” helgen (der findes rigtig mange gode ressourcer om de fleste helgener eksempelvis på Pinterest).
/0 Kommentarer/af