Indlæg

,

Tre ting børn siger om Halloween – og et godt råd

Forleden holdt kirken, hvor jeg er præst, efterårsaktiviteter for børn. Mens vi sad og skar græskarhoveder, snakkede vi om alt fra efterårsferie til navnes betydning. Undervejs spurgte jeg, hvad børnene egentlig synes, som halloween?

Jeg spurgte, fordi jeg er nysgerrig efter at høre børnenes egne tanker om den her højtid, der er kommet ind fra højre siden jeg selv var barn. Som jeg før har skrevet, har jeg flyttet mig i forhold til halloween, men jeg synes stadig, det er for meget, at der hænger skeletter på kaffebaren eller ligger mumier i bagerdisken. Græskarene på gader og stræder ser fint ud. Faklerne og lyset har vi brug for. Men uhyggen og det ulækre? Det kunne jeg godt være foruden. Så jeg vil gerne lære mere om, hvad børn egentlig tænker og synes om halloween.

Til min store overraskelse svarede de forskellige børn og grupper uden tøven, som med en stemme: ”Det er sjovt.”

Da jeg spurgte ind til, hvad der er sjovt ved det, fik jeg tre svar:

Det er sjovt, fordi der er slik; fordi man klæder sig ud; og fordi man er sammen om det.

Mine umiddelbare refleksioner over de tre ting:

Det er sjovt, fordi der er slik
Slik er dejligt (usundt, ja, men det smager godt) og det er fantastisk at få. Ikke bare at få slik, men at få noget givet i det hele taget.

En del af Halloween er at gå ud at rasle (eller lave ”slik eller ballade”), ligesom vi gjorde til fastelavn, da jeg selv var barn. Børnene får ikke penge, men slik, og for mange børn er det, at få noget, der er deres eget og som de ovenikøbet selv har skaffet en stor ting.

Man kunne overveje, om det her handler om selvstændighed. Men egentlig hælder jeg mest til, at de fleste børn bare godt kan lide slik.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Sanserne er en kæmpe del af måden, vi oplever verden på
  • Slik er sødt og nydelsesfuldt; hvad er rart og hvornår bliver det usundt? God anledning til at tale om, at ikke alt, er godt i lige store mængder. Det er også en måde at lære at skelne mellem det gode og det, der er skidt på.
  • Måske har Gud opfundet slikket, fordi han også godt kan lide det? Hvad mon Jesus’ yndlingsslik er?

Det er sjovt, fordi man klæder sig ud
Udklædning er en leg. Her er tale om fantasi og at få lov til at lege – endda med de voksnes hjælp. At klæde sig ud er at lade som om: Når man er klædt ud (om det så kun er med en lille maske eller et par handsker) kan man prøve, at være en anden. At tage tøj på som en prinsesse, en ninja eller hvad det måtte være- også skøre eller uhyggelige ting – er at låne en andens identitet. Børn kan med andre ord øve sig i andre ting end dem, de selv har tilgængelige som børn. Det kan være frøens evne til at springe eller abens til at klatre. Det kan være ninjaens mod eller prinsessens ynde. Udklædning er sjovt, fordi det spiller på alle mulige tangenter i forhold til sanser, identitet og fantasi.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Børn lærer gennem leg, så at lege at være et dyr, en person eller en figur er en måde at lære noget på. Vær nysgerrig efter, hvad det er, der optager barnet ved det, de gerne vil klæde sig ud som.
  • Mulighed for at tale sammen om hvorfor mon Gud har givet alle dyr og mennesker forskellige evner, egenskaber og kræfter?
  • At vide hvem man selv er, er en lang proces, som vi aldrig helt bliver færdige med. Det er en del af det spændende ved at være menenske, at Gud har skabt os, så vi forandrer os og lærer hele livet igennem.
  • Hvis du skulle vælge en person fra Bibelen og klæde dig ud som eller lege, at du var – hvad skulle det så være?

Det er sjovt, fordi man er sammen om det.
Til halloween pynter mange op udenfor indgangen til deres huse. Skoler, instituioner og klubber laver pynt og holder græskarfester/lanternefester mm. Der, hvor jeg bor, pyntes hele midtbyen op til halloween, og der er særlige aktiviteter i en længere periode. Så når børnene fremhæver, at det er noget vi er sammen om, så er det jo rigtigt, at halloween på lige fod med eksempelvis fastelavn og jul er noget, vi fejrer sammen. Måske mere, fordi det ikke som sådan er en religiøs fest, og derfor deles af alle i klassen.

Det peger for mig at se på to dybe ting i børn: Den første er, at børn elsker det, når voksne leger med dem. Den anden er, at børn længes efter at være en del af større fællesskaber.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Hvordan kan I være fælles om at pege på lyset? (se eks. den her måde at fejre lysfest på)
  • Hvordan kan I lege sammen derhjemme på andre tidspunkter eller holde fester eller andet, hvor alle er sammen om det?
  • Peg på, hvordan Gud ved at blive menneske, viste, at han gerne vil være sammen med mennesker.

Det uhyggelige er ikke i sig selv det vigtige
Min konklusion på min lille ikke-videnskabelige undersøgelse blev, at Halloween for børn handler meget lidt om det uhyggelige. Jeg siger ikke, at det ikke spiller en rolle, eller at de ikke bliver påvirkede af det. Men det er tilsyneladende ikke det uhyggelige eller groteske, der i sig selv optager dem mest, når de skal forklare, hvad halloween er.

For mig er det en pointe, fordi det betyder, at vi sagtens kan gå med på Halloween og BÅDE gøre det børnene synes er sjovt OG pege på det, der er godt. Vi kan med andre ord godt finde veje i Halloween, der kan give vores børn plads til at tage del i det sjov og samtidig bruge det som afsæt til at snakke med børn om det, der kan være uhyggeligt også i det virkelige liv, så de får ord for det.

Børnenes sidste tip: 
I øvrigt fik jeg også et rigtig godt råd med på vejen, hvis man nu skal ud og rasle, men ikke vil gøre nogen kede af det (Det var nemlig nogle meget betænksomme børn, vi havde på besøg i kirken):

Man skal være opmærksom på hvem, man ringer på hos, for ikke alle kan lide det. Så børnenes råd var, at man aftaler på forhånd, at man kommer eller kun går ind hos dem, der har græskar eller andet pynt ude selv. Dét råd er hermed givet videre!

Babes in Christ – barnet er fuldkomment, men ikke færdigt

Som jeg sad og ammede min datter, faldt jeg i staver over hendes lillebitte men perfekte hånd. Tænk, at noget så småt, kan være så fint og fuldstændigt.

Det var noget af det, der slog mig første gang jeg blev mor: Tænk, at kunne sidde med et helt menneske i sine arme. Tænk, at et menneske kan være så småt, at det kan være i to arme. Så lille, og dog er alting, som det skal være.

John Wesley bruger det billede, når han skal forklare, hvordan nye kristne kan være fuldkomne i deres Guds-forhold og deres kristentro, selvom de ikke er modne eller udviklede som kristne, der har mange års erfaring i livet med Gud.

Wesley taler om “babes in Christ” – altså, at man kan være et spædbarn hos Kristus. Han henviser til Paulus’ breve og de børn, han henvender sig til deri. Selvom det var faktiske børn Paulus henvendte sig til, tænkte Wesley ikke på børn. Hans tanker drejede sig om voksne – en tendens han langt fra var ene om som teolog.

Skønt Wesley brugte tanken om at være spæd hos Kristus og stadig fuldkommen om voksne, mener jeg, at tanken kan overføres til børn og unge.

For børn er, som de skal være både som nyfødte, når de er fem og når de er tolv. De er hverken færdige, fuldt udviklede eller modne endnu – men de er hele.

Præcis sådan er det også med børns tro og åndelighed (og vores andres). Selvom et barn naturligvis forholder sig til sin verden, som et barn på en bestemt alder gør (og dermed også til Gud), så er deres tro, som den skal være. Barnets relation til Gud, kan være fuldkommen – også selvom den hverken er færdig eller moden endnu.

Selvom jeg kan blive ramt af en lyst til at standse tiden, så mine børn bliver ved med at være små og blive hos mig, så er alt som det skal være, når den store er ved at vokse mig over hovedet, og den mellemste snart skal i skole. Børn skal ikke blive ved med at være små. Det ved vi godt. De er ikke færdige. De skal vokse og udvikle sig. Det ønsker vi for dem.

Lige sådan ønsker vi for vores børn og unge mennesker, at de vokser og modnes i deres tro og deres relation til Gud, præcis som vi vil at de skal udvikle sig på alle andre områder. Alligevel er deres tro, som den skal være allerede.

Når vi ser et spædbarn, kan vi falde i svime over, hvor perfekt skabt det er og SAMTIDIG være klar over, hvor småt og skrøbeligt det er. Vi ved, at det har brug for at vokse og udvikle sig. Vi forstår, at det skal modnes og erfare livet. Og SAMTIDIG med dette kan vi værdsætte, at som barnet er nu og her, er alt som det skal være: Der mangler ikke noget.

Hvis vi bruger Wesleys tanke om “babes in Christ” om vores børn, kan det hjælpe os med at forstå noget væsentligt om børns tro og åndelighed: Det gør os i stand til at fastholde børn som værende umodne men OGSÅ helt og fuldt menneskelige og fuldstændige i deres tro. Vi kan både sætte pris på barnet som værende skabt i Guds billede, men at det også har brug for støtte, vejledning og omsorg for fortsat at kunne udvikle sig i alle livets aspekter – fysisk, følelsesmæssigt, kognitivt såvel som åndeligt. Vi kan bekræfte at skønt børnene i menigheden eller familien ikke er voksne, så kan de ikke desto mindre spejle Kristus.

 

Kilder:
Thaarup: ”Med venner i lys vi tale. John Wesleys og NFS Grundtvigs konvergerende teologier.” Forlaget Trofast, 2016. S. 361.

 

Læs mere om teologi om børn bl.a. i indlægget om “Gud og barnet – seks forskellige syn på barnet”