Indlæg

Lav en påskehave

Lav en lille påskehave derhjemme og får historierne om Jesus med hjem i stuen. En påskehave er god at pege på og tage udgangspunkt i, når vi taler om og forklarer, hvad vi fejrer i påsken. Lidt ligesom en julekrybbe bliver en påmindelse om, hvad julen handler om, er påskehaven en synlig ting, som man (måske) endda kan røre ved, så sanserne også kommer i spil og påskehistorien kommer ind i stuen.

Der er ingen faste regler for, hvad en påskehave skal indeholde – udover at det handler om Jesus’ sidste dage.

Find et fad, en kurv eller noget andet, som er stort og åbent nok til at have flere ting i. Overvej, om du skal have sand, stof eller noget helt andet som underlag.

Til palmesøndag har kan du bruge nogle æsler (eks. fra legetøjet) og nogle palmeblade klippet ud af filt eller papir.

Til Skærtorsdag kan det være noget at spise og drikker. Det kunne også være et lille vandfad, for at symbolisere fodvaskningen.

Til Langfredag kan du finde et kors, eller gå ud for at samle kviste og grene, som du kanbinde korsene af. Du kunne også finde store søm, en tornekrone eller sølv penge og lægge her.

Til søndag kan du lave en grav og finde en sten til at lægge foran. (En grav kan sagtens være en urtepotte, der ligger ned). Du kan finde et stykke hvidt stof til at ligge i graven, en blomst eller en engel.

Du kan lægge alle tingene frem på én gang, eller I kan finde ting frem hver dag og tale lidt om det hen advejen. Du kan også gøre én ting i år og noget andet næste år.

Måske er det en god metode for dig og din familie at læse beretningerne fra påsken i en børnebibel og så sammen snakke om, hvilke ting I har, der kan fortælle om historien og derudfra lave jeres påskehave. På den måde får I også ting, der udover påske kan minde om fortællingerne om Jesus.

Prøv dig frem! Det er kun fantasien, der sætter grænserne.

Og HUSK! det vigtige er ikke, hvordan haven ser ud eller om der er særlige symboler der i. Det vigtige er at skabe en anledning til at tale om påsken og dens betydning for jer. Påskehaven er en konkret måde at gøre Jesus’ død og opstandelse levende også i din familie.

Du skal ikke blive ked af, hvis det hverken tager lang tid at stille op eller tale om. To minutter kan være lang tid for et barn, og måske er det ikke lige i dag, interessen er der. Måske kommer den en anden dag. Eller næste år.

Det er ikke afgørende, at det bliver på en bestemt måde, men at I hygger jer og får anledningen til at tale om påsken. En del af det at lave en påskehave er, at du viser, at påsken har betydning også for dig, og at du giver dit barn mulighed for at stifte bekendtskab med historierne om Jesus.

Hvis du har lyst, kan du google “easter garden” eller “resurrection garden” for at se flere eksempler. Her er også to eksempler på påskehaver jeg har lavet her og her.

Der er brug for Englesang

Englesang er en ny youtube-kanal med kristne børnesange. Bag kanalen står Therese og Daniel Eichenwald, der fik idéen efter at have hørt venner efterlyse kristne børnesange på en tidssvarende platform. Sammen med Martin Bjørnskov, der har forstand på det tekniske i at lave video og animation, er det lykkedes dem at producere musikvideoer med kendte kristne børnesange, der på har fået stor opmærksomhed.

”En del venner med mindre børn fortalte, at de manglede de kristne sange, som de selv var vokset op med. Eller andre, der ikke selv kendte nogen børnesange og ikke kunne finde dem nogen steder, men som gerne ville kunne synge om Gud med deres børn.”

”Ja, fortsætter Therese, vi begyndte at undersøge det nærmere. For kunne det virkelig passe, at de her sange ikke var kommet ”med” online? Vi lavede noget research og opdagede at der slet ikke var så meget at finde, som vi havde ønsket os.”

Omfavn det nye format
”Men tiderne er skiftet. Det er ikke længere en CD, man sætter på for at høre musik med sine børn. Det er youtube og streaming. Det var vi faktisk ikke selv klar over, før vi passede andres børn og så, hvordan de bruger youtube. Det er jo det, man bruger i dag. Men hvis musikken ikke er tilgængelig i de formater, som børnene og deres familier bruger, hvordan skal de så lære dem at kende?”

”Vi blev enige om, at så kunne vi lige så godt omfavne youtube-formatet helt med video og animation.”

”Mange kender nok Popsi og Krelle, og vi kunne se hos dem, hvordan Youtube-formatet kan give musikken flere dimensioner. Vi blev enige om, at vi jo i hvert fald lige så godt kunne prøve.”

Corona gav luft til at handle
Musikken er ikke taget ud af den blå luft. Daniel har læst musikvidenskab på Aarhus Universitet, og deres tjeneste i kirken, hvor de kommer, er lovsang. Idéen til Englesang har længe boet hos Therese og Daniel, der til dagligt er lærere på Efterskolen Kildevæld. Med hjemsendelsen fra efterskolen på grund af corona, blev der pludselig luft til at gøre noget ved idéen.

”Med hjemsendelsen fik vi både tiden til at gøre noget ved idéen, men vi opdagede også, at behovet var der. Så man kan sige, at hjemsendelsen var det spark, der skulle til. På den måde er der for os kommet noget positivt ud af corona og nedlukning for os. Det er dejligt med en positiv historie lige nu!”

”Vi har faktisk ingen erfaring med børn. Vi er ikke en del af børnekirken, men er lovsangere,” fortæller Daniel.

Sange fra barndommen
Alligevel føltes det rigtigt at gå ind i arbejdet med en kanal henvendt til børn. Daniel og Therese kommer begge fra kristne familier og har derfor også de gamle sange med sig fra barndommen. Til trods for at de kommer fra forskellige kristne sammenhænge fra forskellige steder i landet var børnesangene noget af det, de havde til fælles. Og som de også oplever at have tilfælles med andre venner nu. ”Vi er kendt med at stå i skel mellem forskellige kirkeretninger Der har vi opdaget, at børnesangene er noget af det, vi har tilfælles. Det er megagodt, at der er så meget fælles i børnesangsuniverset,” siger Daniel og fortsætter: ”Det vil glæde mig, hvis dem, der er børn nu fra forskellige kirker og steder i landet, også kan synge de samme sange en gang. På den måde hylder vi med Englesang vores fælles arv.”

”Ja, for vi tænker jo tilbage med glæde på, at det er noget vi har fået med. Børnensangene videreformidler om noget den kristne tro på en enkel måde.”

”Jeg kan huske, at min mormor sang,” fortæller Therese. ”De sange kan jeg også synge nu. Når vi har sunget nogle af de sange og har skullet tjekke teksten, så kan jeg jo se, at jeg kan huske dem endnu. Også selvom jeg var lille, da jeg lærte dem.”

Musik og børn
Jeg spørger dem, hvad det er musik kan med børn?

Daniel er hurtig til at svare: ”Glæde! Musik er en enorm glædesformidler. Det skaber fællesskab. Og virker dragende. Kroppen sætter i gang, når musikken spiller – man skal i hvert fald være meget kedelig, hvis man kan lade være!”

Therese falder ind: ”Musik er nemt at huske – ord bliver husker bedre, når musik kobles med. Og så er de her kristne børnesange jo med til at forme et Guds billede: Når vi synger om Guds kærlighed, der er hele vejen rundt om os, så er det jo en Gud, der elsker mig. På den måde er sangene med til at give et sprog for troen og relationen til Gud.”

”Musikken kan tale igennem det, vi forsøger at forstå. Musikken kan komme ind og tale til noget af det, der er dybere i os.” forklarer Daniel, før han fortsætter: ”Jeg kan ikke huske, hvordan jeg som barn forholdt mig til troen i de sange, vi sang. Men jeg har jo båret dem med mig, og så de er nået dybere ind og har sat deres aftryk i mig.”

”Sangene får lov at tale til krop, sjæl og følelser, så troen bliver plantet på et andet plan.”

”For os har musik altid fyldt meget. Og for mig,” siger Daniel ”har musikken altid været mit sprog. Der er nogen, der siger, at et billede siger mere en 1000 ord. For mig er det musikken, der kan det.”

Håb for fremtiden
Så hvad er håbet med Englesang?

”I første omgang er kanalen tænkt som et værktøj for kristne forældre. Ligesom børnekirker kan bruge det som en ressource. Vi vil gerne hjælpe, så de her sange bliver en naturlig del af dagligdagen for familier, fordi de ligger på en platform, som folk er vant til at bruge.”

”Vi er blevet positivt overraskede over, hvor meget det vokser, og hvor langt det når ud – og hvor hurtigt. Det gør det hele værd. For vi har haft ret i, at der var et behov!”

Therese fortæller, hvordan hun vågnede en nat i juleferien: ”Jeg kunne bare mærke, at det var NU vi skulle rykke på det her med Englesang. Jeg ved ikke, om man kan kalde det et kald, men jeg er sikker på, at Gud har inspireret os og velsigner det.”

Hun holder en kort pause, før hun siger: ”Også den måde vi selv bliver velsignet af arbejdet. Vi bliver glade af det, vi hygger os med det, og vi bliver selv fyldt på af det.

Det føles rigtigt. Og det er den rigtige tid til det.”

”Vi gør, hvad vi kan, for at det skal være godt. Vi har lagt ud med en ny sang om ugen. Vi kan godt se allerede nu, at det er meget, hvis det skal fortsætte i det tempo, for det er jo bare en sidebeskæftigelse.”

”Vi håber da, at vi kan fortsætte med at lægge ud og med at vedligeholde. Men vi gør det, fordi det giver mening. Og det giver mening, når vi modtager videoer af børn, der danser foran fjernsynet. Fagterne og glæden smitter.”

Der er en pause i samtalen.

Så siger Daniel: ”Før vi lagde de første videoer ud, havde vi overhovedet ikke tænkt over, hvordan Englesang så ud om to år. Det kan da godt være, at vi kommer til at skulle det.”

Therese venter parrets første barn. Og som Daniel tørt konstaterer: ”Det skal vi da nok bruge 14 dage på!” Hvor meget tid, der bliver til Englesang og hvad Englesang bliver til, må tiden vise. Men at Therese, Daniel og Martin har set rigtigt, da de så et behov, er der i hvert fald ikke tvivl om!

Du kan følge med hos Englesang på facebook her.

Du finder Youtube-kanalen Englesang her

,

Anbefaling af 5 bøger om døden til børn

Anne anbefaler
Efter interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden bad jeg Anne anbefale nogle bøger. Her kommer en liste med fem billedbøger til børn i forskellige aldre:

1. Pigen på tårehavet, Pernille Brun Andersen (2017)
Min absolutte favoritbog, blandt de bøger om død og sorg, som jeg har stiftet bekendtskab med på dansk, er Pigen på tårehavet. Billedbogen handler om en pige, der bygger et skib på sit værelse og drager ud på en rejse for at lede efter sin far, der er død. Undervejs møder hun et stort, sort og formløst væsen, der først virker truende, men som hun knytter sig til. Mod fortællingens slutning får vi at vide, at væsenet hedder “Sorg” – eller det er i hvert fald det, pigen kalder det. Så på symbolsk vis og med meget flotte og tankevækkende billeder, kan billedbogen være med til at sige noget om, hvordan sorg kan opleves, og hvordan man som sørgende kan søge efter mening og holdepunkter i sorgen. 

En af grundene til, at Pigen på tårehavet gik hen og blev min favorit, er, at der er tale om et næsten ordløst værk, hvor rigtig meget af fortolkningen er lagt op til læseren – eller beskueren, om man vil. Opslag efter opslag er fyldt ud med stemningsfulde og detaljerede illustrationer, som giver rum for, at man selv kan “fylde ud” med egne tanker og idéer. Det, tænker jeg, er et positivt træk ved bogen i relation til børn i sorg, da de får mulighed for at reflektere deres egne erfaringer og perspektiver ind i fortællingen.

Jeg vil anbefale Pigen på tårehavet til børn fra 4 år og opefter, og jeg vil mene, at det er en billedbog, også voksne kan få rigtig meget ud af at læse.

2. Baglænsk, Anna Jacobina Jacobsen (2019) (den døendes perspektiv)
Baglænsk er en ganske særlig bog, som jeg ikke har set mage til før. Udover, at Anna Jacobina Jacobsen er en fantastisk illustrator, stikker Baglænsk ud, fordi den er en fortælling i børnehøjde om at ældes, miste og dø – og måske genopstå.

I billedbogen følger vi en aldrende mand, som oplever, at hans krop og sind forandres, og han mærker sorgen over at ældes. Samtidig hører vi om hans veninde, der engang var ung og fuld af liv, men som ikke længere er den samme og taler på et sprog, andre ikke kan forstå – nemlig baglænsk. 

Selvom billedbogen tematiserer alvorlige og “triste” emner, har den også en munterhed over sig og rummer et håb. Jeg vil anbefale den til børn fra 6 år og opefter, måske lidt yngre, afhængigt af modenhed. Uden selv at have erfaring med det, kunne jeg forestille mig, at den ville være god at bruge med børn, der oplever en bedsteforælders død – eller at nogen i familien bliver ramt af demens.

3. Nede i jorden – oppe i himlen, Stine Melgaard Lassen (2016)
Nede i jorden – oppe i himlen har også en særlig plads i mit hjerte, og jeg kan stadigvæk ikke åbne den uden at blive rørt til tårer over dens fortælling og illustrationer.

Billedbogen handler om en lille dreng i børnehavealderen, Anton, der en dag får den besked, at hans far er død. Derefter forløber fortællingen episodisk, hvilket vil sige, at opslagene springer i tid og f.eks. indledes med “En dag…”, hvorefter der i ord og billeder bliver berettet om, hvordan det er at have mistet sin far. Vi er med til begravelse, og billedbogen skildrer også hverdagssituationer, hvor sorgen pludselig bliver meget nærværende. F.eks. formår Antons mor ikke at lave Antons havregrød på samme måde, som far gjorde, og Anton bliver vred, da hans cykel går i stykker, og far ikke er der til at reparere den. Det er noget af det meget fine ved bogen; at den viser forskellige sider af sorgen, og hvordan man som barn (og voksen for den sags skyld) kan “pendulere” ind og ud af sorgens forskellige følelser, såsom savn, glæde, vrede og afmagt, i forskellige situationer.

Jeg vil anbefale Nede i jorden – oppe i himlen til børn fra 3 år og opefter. Børn i børnehavealderen vil nok nemmest kunne relatere til fortællingen og de forskellige situationer, der er skildret, men børn i tidlig skolealder vil sikkert også kunne blive bevægede af billedbogen. Det blev jeg i hvert fald!

4. Hils far, Hanne Dagmar Raaberg (2017)
Ligesom Nede i jorden – oppe i himlen og Pigen på tårehavet handler Hils far også om et barn, der har mistet sin far. Den vinkel er der en overvægt af blandt nyere danske billedbøger, men der findes også bøger om at miste sin mor (f.eks. Min mor er en engel af Susanne Engelhardt). 

I Hils far følger vi en lille pige, måske er hun 5-6 år eller lidt ældre, der tager i Tivoli med sin mor. Selvom de prøver forlystelserne, og pigen lader til at nyde turen, er sorgen over faren nærværende på forskellig vis. F.eks. viser illustrationerne en kontrast mellem de kulørte lamper og smukke farver i Tivoli og en grå farve, der også dominerer billederne. I Tivoli sidder og står der også mange grå mennesker, der har tildækkede øjne – altså solbriller på. Denne kontrast og “mørkemenneskerne” kan man fortolke på mange forskellige måder, tænker jeg, og det er billedbogen god tid; at lade ting være op til fortolkning.

Mod fortællingens slutning sender pigen en rød ballon til himmels som hilsen til sin far, og da hun senere besøger farens gravsted sammen med sin mor, finder hun en bekræftelse på, at faren har modtaget hendes hilsen. På den måde rummer fortællingen et håb og en idé om, at vores afdøde “holder øje med os” og fortsat er nærværende på en måde, som mange børn nok vil kunne finde en trøst i. 

Hils far kan fungere som et fint billede på, hvordan man som efterladte kan – eller kan forsøge på at – leve videre med sorgen og savnet som en fast følgesvend. Jeg vil anbefale bogen til børn fra 4-5 år og opefter.

5. Omvendt sne, Ane Bjørn (2018)
Omvendt sne stikker også ud som fortælling, da den tematiserer overlevelsesskyld. I bogen følger vi tvillingerne Sne og Lue, der ligner hinanden på en prik, samtidig med, at de er forskellige. Da den ene søskende kommer ud for en ulykke og dør, føler den overlevende søskende stor skyld over, at det ikke var hende, der døde (det er Sne, der overlever). Følelserne af skyld og savn får Sne til at lede efter sin bror i underverdenen, og fortællingen udvikler sig på abstrakt og poetisk vis herfra. I det hele taget er der tale om et meget poetisk værk, hvor ord og illustrationer smelter sammen til noget meget smukt – men til tider også ret dystert. 

Omvendt sne er, ligesom især Pigen på tårehavet og Baglænsk, et værk med et meget stort fortolkningsrum. Det betyder, at man som læser eller beskuer selv får mulighed for at forbinde punkter og fylde huller ud i lyset af ens egen historie, associationer, modenhed, forståelse og så videre. Det ser jeg som en stor styrke ved værkerne, da det både gør dem egnede for læsere i mange aldre, men også “tvinger” læseren til at forholde sig mere, end hvis hele fortællingen var lagt ud på forhånd. Det er umuligt at læse de nævnte billedbøger uden at reflektere over ens egen forståelse af og møde med døden, sorgen, savnet, sygdom, hospitalsvæsenet – eller noget helt sjette. Og i relation til det at få bearbejdet sin egen sorg, få en bedre forståelse for andres sorg eller at hjælpe f.eks. et barn, der er midt i en sorgproces, kan det at reflektere og sætte ord på være et vigtigt skridt på vejen.

Jeg vil anbefale Omvendt sne til børn på 6-7 år og opefter.

Mød Anne:
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Læs, hvad Anne mener, billedbøger kan bidrage med i samtalen om døden med børn her.

Du finder et interview med Anne her.

,

Godnat med SkyKids

Skrevet af Charlotte Frederiksen, børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke Randers

At være kirke i en tid hvor alt ikke er som det plejer, kræver kreativitet, omstilling og nytænkning. I Den Evangeliske Frikirke i Randers har vi fået en god ide. Vi sender hver aften ”Godnat med Skykids” – som er vores børnekirke. Godnat med Skykids består af videoer på 10-15 minutter, hvor vi fortæller godnathistorie, beder sammen og synger godnat sang. Lederne i børnekirken skiftes til at optage videoerne.

Samhørighed og nærhed
Der er mange ting jeg elsker ved dette initiativ. Jeg elsker, at det skaber det der helt særlige rum af nærvær og samhørighed mellem den voksne og barnet som lytter. Jeg elsker, at det kan fungere som inspiration til forældre og at det skaber et vindue for, hvordan man kan tale om tro derhjemme.

I videoerne introducerer vi forskellige måder at bede på samt forskellige godnatsange. Dette for at vise, at vi som leder også selv gør det forskelligt, og at der ikke er én rigtig måde at gøre det på.

Tilknytning til kirken
Jeg elsker også at børnene føler sig knyttet til kirken i en tid, hvor vi ellers ikke mødes. Og så elsker jeg, at det er nemt at gå til, og at det er muligt at bringe alle ledere i spil. I en børnekirke med 130 børn og 20 ledere er det fantastisk at kunne gøre noget som samlet børnekirke. For det enkelte barn er det vigtigt at se lige præcis den leder, som betyder noget ganske særligt for det barn.

Godnatstemning
Vi forsøger at skabe en ægte godnat stemning med dyner, bamser og dæmpet belysning. Vi har bl.a. hørt om Samuel, der hører Guds stemme for første gang. Historierne følges op ad refleksionsspørgsmål som ”Gad vide hvorfor Samuel ikke kunne høre, at det var Gud der talte?” eller ”Mon du har prøvet, at Gud talte til dig?”. Vi introducerer børnene (og deres forældre) for chat and catch, raketbøn, fadervor, at lyse velsignelsen samt forskallige salmer og sange.

“Det gør mig tryg”
Vi har indtil nu fået mange skønne reaktioner bl.a. fra en pige på 9 år, der så det sammen med sin mor. Efterfølgende ville hun gerne låne morens telefonen for at se den en gang mere. Moren kunne senere høre at datteren blev ved med at høre godnatsangen igen og igen og igen og sagde efterfølgende ”Mor den sang gør mig bare så tryg”. Se så er det jo alle anstrengelserne værd.

Kopier endelig idéen
Gud kan få det bedste ud af alting. Og selvom jeg nogle gange synes det har været udfordrende at være børnekirke i en tid præget af corona og alt hvad det bar med sig, så har Gud også brugt situationen til at åbne mine øjne over for nye muligheder og det at turde udfordre det ellers så trygge ”plejer”.

Kopier endelig ideen, hvis du tænker den kan fungere i jeres sammenhæng. Alle medarbejder har optaget deres videoer hjemme ved brug af computer eller mobil og så har vi efterfølgende klippet videoen sammen med en genkendelig intro.

Vær obs på ophavsrettet, hvis du skulle få lyst til at læse op fra en bog.

Forælder og leder – interview med Rachel Turner

At være både forælder og leder i en kirkelig sammenhæng kan føles som at skulle jonglere eller konstant skifte mellem forskellige hatte: ”Nu er jeg mor, nej, nu er er jeg præst” og tilbage igen. Og selv om du ikke er præst men en del af lovsangsbandet eller med i børnekirken er mit bud, at du kender problematikken, hvis du har børn.

Når jeg ”præster” kan det være svært for menigheden at skelne; når jeg er i kirken, er jeg jo præst, så hvorfor opfører jeg mig som en forælder? Det er ikke ret lang tid siden, jeg (igen) fik en kommentar, der lod mig forstå, at mine børn var i vejen.

Børn er jo også en del af kirken
Der er bare det, at mine børn jo også er en del af menigheden, af kirken – ikke blot som mine børn, men i deres egen ret. Og hvordan skal de navigere i det, at deres mor også er præst? Det er ikke deres valg, men det er deres virkelighed.

Til en samling på B-M-K.dk for erfarne børneledere, spurgte jeg engang, om jeg var den eneste, der syntes, det var svært både at lede børnekirke og have mit eget barn med? Svaret var nikken og mild latter – det er tilsyneladende almindelig kendt, at børn af børnekirkens leder ikke nødvendigvis er dem, der har lettest ved at følge med.

Hvad i alverden skal man gøre?
Rachel Turner argumenterer i sin nyeste bog ”Parenting as a Church Leader” (PACL) for, at det handler om at barnet mister sin forbindelse til os som forældre, og dermed sin tryghed, når vi signalerer, at vi ikke er forældre men børnekirkeledere (eller lovsanger/præst/andet). Deres måde at hive os tilbage i forældre-rollen er ved deres opførsel. Det virker rigtig godt at larme, være urolig eller generelt gøre noget andet end det, der bliver bedt om: børnekirke-lederen bliver lynhutigt mor, hvis jeg begynder at løbe rundt, er det (ubevidste!) rationale.

Så hvad i alverden skal man gribe og gøre i?

Det talte jeg med Rachel Turner om. Hun har netop udgivet ”Parenting as a Church Leader” om, hvordan vi, der er ledere i kirken, kan hjælpe vores børn med at bevare både tro og tilhørsforhold til kirken – og ikke mindst til deres forældre.

”De færreste ledere i kirken tænker over, hvad deres rolle får af betydning for deres familie. Ofte ender de med at se på deres rolle i kirken og deres familie, og tænker, at de ikke kan gøre begge dele på én gang. Så de løber frem og tilbage mellem de to roller. Det er ikke holdbart. Og det er udmattende.

Kirke er en anderledes kontekst at være forælder i som leder en noget andet job. Fordi du ikke nødvendigvis slipper det, når du kommer hjem og fordi din familie er med dig i kirke, er det to blandet sammen hele tiden.”

Hvordan er vi kirke MED vores børn? 
”Spørgsmålet for mig blev, hvordan vi er kirke MED vores børn? For børnene er jo en ligeværdig del af de troendes fællesskab, af kirken. De har al mulig ret til at være der – også når mor eller far er på arbejde.”

Det sidste kan jeg mærke stikker lidt i hjertet af mig. For jeg har hørt kolleger fortælle, hvordan de har følt sig presset til, at deres familie tog i kirke et andet sted. Og selv oplevet misbilligende blikke og kommentarer, da det var svært for min søn at være i kirke, når mor var ”på” – fordi hun så ikke var tilgængelig. Det er relativt let at bede børnene om ikke at ”forstyrre” (og nogle gange underforstået: være et andet sted), men hvis vi alene ser børnene som forstyrrende elementer, misser vi (og vores menigheder) muligheden for at gøre børnene til en del af menighedens fællesskab.

Det ér anderledes
”Der er ingen tvivl om for mig, at det her er et vigtigt emne. Når som helst jeg har været ude og tale om eller holde workshop for forældre om at dele troen derhjemme (Rachel har startet parentingforfaith.org), endte jeg altid – som i ALTID – i et hjørne med en leder, som ville forklare mig, hvorfor det, vi havde talt om, var anderledes for dem. Fordi de ikke gik i kirke med deres børn som sådan; fordi der blev lagt mærke til, hvordan de som ledere også var forældre, når de i virkeligheden var lige så meget på bar bund som alle andre forældre; fordi de er bange for at føle sig som fiaskoer, hvis deres børn ikke ”gør” kristen og kirke rigtigt.

”Og det ER anderledes at være leder i en kirke og forælder på samme tid. Jeg oplevede også, at ledere, som ikke som sådan var interesseret i arbejdet med børn i kirken, blev voldsomt interesserede, når det pludselig handlede om deres egen familie og deres egne børn.”

”Hvis vi vil bede kirkens ledere om at vise interesse for andres børn, så er vi nødt til at tage os af dem først og tjene dem. Og det her giver mig en mulighed for at vise omsorg for kirkens ledere. ”

”Der er al mulig god grund til at kirke ledere finder det svært. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er mere sandsynligt at vores børn går fra troen og kirken end andre børn. Tværtimod, faktisk.”

Vi kan gøre det her!
”Den generelle indstilling, når det gælder om børn af ledere i kirken vil holde fast i troen, er at det er håbløst. Min indstilling er en anden: Vi kan gøre det her godt!

Det er statistisk mindre sandsynligt at vores børn falder fra troen og kirken. De vender kirken og/eller troen ryggen af andre grunde, og det er grunde, vi kan gøre noget ved.”

”Jeg har læst alt, hvad der var at finde om børn og forældre i ledelse i kirkerne – og det var begrænset, hvad der var. Meget fokuserede på ægteskab og ikke familie. Der var nogle rapporter fra forskellige kirkeretninger, og flere ting var fra USA, så jeg lavede nogle undersøgelser for at se, om deres konklusioner også holdt vand i en engelsk kontekst. Derudover har jeg haft nogle fokusgrupper og samtaler en-til-en.”

”Jeg fandt frem til, at der er fire ting, vores børn har brug for fra os:

Tilknytning: Vores børn har brug for at have en tryg tilknytning til os. Følelsesmæssigt er det, hvor meget i kontakt med os, der afgør hvor trygge de føler sig. Hvis vi er opmærksomme på det, kan vi hele tiden sørge for, at vi har en forbindelse til dem. Vi kan signalere at ja, jeg har en opgave eller rolle i kirken lige nu – men jeg er stadig din mor eller far.

En af de ting jeg fandt her var, at måden forældre håndterer konflikt i kirken på, er afgørende for, hvordan børn ser på kirken. Og det, der er afgørende er, at forældre taler med deres børn om det – den største skade ser ud til at ske, når forældre ikke taler om det. Her er det en god ting at fortælle sine børn at ja, det er svært, men jeg elsker det og jeg forventer ikke, at det er perfekt i kirken. Men den samtale kan du kun have med dit barn, hvis I er i kontakt med hinanden.

Prioritering: Vores børn har brug for at føle sig prioriteret. De har en tendens til at gøre det til en konkurrence mellem dem og kirken. Det her er ikke nødvendigvis et spørgsmål om tid, men om at hjælpe dine børn med at erfare, at du prioriterer den både i dit hjerte og i kirken. 

Beskyttelse: Børn af ledere – især fremtrædende kirkeledere – vokser op i en glaskugle, hvor de bliver opdraget offentligt. Som forældre kan vi blive skamfulde eller flove, hvis vi har konflikter med vores børn, hvor andre kan se det. Vores børn er udsatte og de kan finde det svært at forme normale venskaber. Kirkebørn bliver ofte udsat for at være nogens barn og ikke en ligeværdig del af Kristi kirke på deres egne præmisser. Hvordan beskytter vi dem, så de kan fortælle deres egen historie? Her handler det også om at håndtere menighedens forventninger.

Styrket i deres egen tro: Vores børn har brug for at blive opmuntret i deres egen tro. Midt i en menighed, som kigger på dem som en model for tro i et barn eller en teenager, skal de hjælpes og opmuntres til at udvikle deres egen tro.”

Nemmere er ikke det samme som bedre
”Nogle gange oplever ledere, at det bliver nemmere. Børnene tvinger dem ikke med deres opførsel til at vælge forældre-hatten, men i virkeligheden har børnene ikke fået det bedre. De er bare blevet bedre til at holde det ud. De dropper tilknytningen. Ældre børn er ofte bedre til at håndtere, at de mister deres forældre for en stund – men det er ikke udtryk for, at de har mindre brug for deres forældre. ”

”Det mest opmuntrende ved forløbet omkring “Parenting as a Church Leader” har været at se, hvordan familier har ændret sig. Den dybe glæde, som ledere har fundet ved BÅDE at kunne lede og være forældre på en og samme tid. Det har været taget fra mange ledere i kirken, og det har været en glæde at se dem finde fred i deres tjeneste.”

Jeg glæder mig til at læse bogen – og til at snakke med andre for at høre, om deres erfaringer mon ligner mine egne. Og jeg vil gerne have nogle ord for det, der sker i vores familie, så jeg bedre kan forklare, hvad der er på spil for de mennesker, som er med til at være kirke for mine drenge.

Og så glæder jeg mig til at gøre værktøjerne i bogen til mine egne, så mine drenge ikke skal være i tvivl om, at deres mor nok er præst, men at hun også er deres mor – uanset hvor jeg er.