Indlæg

,

Aldersgrænser for påsken – sådan fortæller du om påsken på en alderssvarende måde

Fortællingen om Jesus’ sidste dage kan være voldsom. Dramaet er stort, temaerne er tunge og alvoren er stor. Hvis du hertil lægger en levende fantasi, bogstavelig forståelse eller angst for døden kan det blive rigtig svært.

På den ene side skal vi ikke gemme realiteterne om hverken livet eller beretningerne om Jesus for børn, på den anden side skal vi præsentere tingene på en måde, så de børn, vi har med at gøre kan håndtere og forholde sig til dem uanset om det er vores egne børn derhjemme eller børn vi har i børnekirken.

Allerførst nogle helt generelle overvejelser
– Det er dig, der kender dit barn bedst.
– Følg dit barns interesse og spørgsmål.
– Jo yngre børn, jo mindre realisme, intensitet og jo færre detaljer.
– Det er vigtigere, at påsken er en god erfaring end at barnet får serveret alle detaljer med det samme – lad tiden og gentagelser være din ven.

Brug Disney metoden
Disney er eminente til at fortælle svære ting uden at gå i unødvendige detaljer. I en Disney film kan personerne godt både lide og dø – men vi ser det ikke. Hvis nogen dør klipper filmen væk eller det bliver mørkt, og vi ser kun den livløse krop. Gør det samme med korsfæstelsen. Mange børnebibler viser heller ikke Jesus lide, fordi det særligt for mindre børn kan virke meget voldsomt, at se nogen have ondt og være kede af det uden at kunne hjælpe.

Vi kan godt opleve både sorg og tab uden at se lidelse.

Spørg ind til spørgsmål
Hvis dit barn stiller spørgsmål til det, der sker i påsken, så start med at spørge ”Hvad tror du?” eller ”Hvad tænker du om det?”

For det første er det kneb en måde at blive klogere på, hvad det præcist er barnet gerne vil vide, så du ikke risikerer at give detaljer barnet ikke efterspørger eller svarer på noget, som barnet slet ingen interesse har i.

For det andet giver det mulighed for at finde ud af, hvad barnet allerede ved – og du kan svare ved at bekræfte og uddybe en smule.

For det tredje får dit spørgsmål barnet til at tænke dybere over tingene.

Hvis du ikke kender svaret på spørgsmålet, så er det helt legalt at sige ”Det ved jeg ikke”. Så kan I undersøge det sammen. At vise dit barn, at der er ting, du ikke ved at en måde at vise, hvordan tro også virker – og hvordan vi undersøger, bliver klogere og lærer om os selv og Gud. Det viser også barnet, at spørgsmål er velkomne og en del af livet med Gud.

Mere specifikt
Her kommer nogle forslag til det, du kan være opmærksom på til forskellige alderstrin: 

Børn op til skolealderen: Fantasien lever
Mindre børn har først og fremmest brug for at blive bekræftet i (og vist) at Gud er god, og at de kan være trygge i verden. De bruger alle deres sanser, og har en god fantasi, når de nærmer sig skolealderen. Børn – også små børn – ved godt, at døden er en del af livet.

  • ”Jesus døde og hans venner var kede af det” fortæller kort og godt, hvad der skete Langfredag.
  • Lad være med at komme med realistiske deltaljer om, hvordan Jesus døde.
  • I det hele taget er grund-budskabet til børn i denne alder, at Gud er god, han har skabt os og han elsker dig og mig. Jesus vil være din ven.

Børn på 6—9 år: De mange spørgsmål
Børn i indskolingsalderen er nysgerrige og kan stille et væld af spørgsmål. I denne alder vil børn rigtig gerne forstå sammenhænge, og derfor kan det være et godt tidspunkt at lære om rækkefølgen i påskens begivenheder. Ofte er børn i denne alder meget optagede af retfærdighed, og derfor kan det være spørgsmålet om hvorfor Jesus skulle dø fylde.

  • Fokuser på, at der var mennesker, som ønskede Jesus skulle dø, fordi de syntes, han truede deres magt i stedet for at forklare, at Jesu skulle dø for andres skyld. Forståelsen af retfærdighed er i denne alder sort/hvid, så det kan være svært at stole på Gud, der vil at hans Søn skulle dø.
  • Du skal stadig holde igen med grafiske deltaljer om tilfangetagelse og korsfæstelsen.
  • I det hele taget er grund-budskabet til børn i denne alder, at Gud er god, han har skabt os og han elsker dig og mig. Jesus vil være din ven.

Børn på 10-14 år: En intens alder
Betweens begynder at tage skridt til selvstændighed og øver sig i at blive deres egne – også når det gælder deres trosliv. Følelserne kan være intense og meget kan opleves dramatisk.

  • Et godt fokus på påskens beretninger for denne alder er de forskellige person historier både med Judas, Peter før opstandelsen og kvinderne, Maria Magdalene, Emmausvandrerne og Thomas bagefter. Historier om mennesker, der mødte Jesus er med til at gøre påsken til noget, der ikke kun har med Jesus men også andre mennesker at gøre.
  • Fortæl om påsken og beskriv, hvad der skete, men uden at gå i realistiske detaljer. Du kan godt fortælle om tilfangetagelsen, at Jesus bar sit eget kors osv., men gør det kort uden at udpensle det.
  • Et grund-spørgsmål i denne alder er ”Hvad har det her med mig at gøre?” og det gælder også Gud. Fortæl evt. hvad opstandelsen, Jesus’ død ellers påsken betyder for dig. Spørg, hvad det betyder for dem. På den måde hjælper du dit barn til at reflektere over, hvad det betyder for hende eller ham.

Kilder:
Den røde trød
Det er bare en fase 
Easter conversations with kids af Melinda Shunk

Der er brug for Englesang

Englesang er en ny youtube-kanal med kristne børnesange. Bag kanalen står Therese og Daniel Eichenwald, der fik idéen efter at have hørt venner efterlyse kristne børnesange på en tidssvarende platform. Sammen med Martin Bjørnskov, der har forstand på det tekniske i at lave video og animation, er det lykkedes dem at producere musikvideoer med kendte kristne børnesange, der på har fået stor opmærksomhed.

”En del venner med mindre børn fortalte, at de manglede de kristne sange, som de selv var vokset op med. Eller andre, der ikke selv kendte nogen børnesange og ikke kunne finde dem nogen steder, men som gerne ville kunne synge om Gud med deres børn.”

”Ja, fortsætter Therese, vi begyndte at undersøge det nærmere. For kunne det virkelig passe, at de her sange ikke var kommet ”med” online? Vi lavede noget research og opdagede at der slet ikke var så meget at finde, som vi havde ønsket os.”

Omfavn det nye format
”Men tiderne er skiftet. Det er ikke længere en CD, man sætter på for at høre musik med sine børn. Det er youtube og streaming. Det var vi faktisk ikke selv klar over, før vi passede andres børn og så, hvordan de bruger youtube. Det er jo det, man bruger i dag. Men hvis musikken ikke er tilgængelig i de formater, som børnene og deres familier bruger, hvordan skal de så lære dem at kende?”

”Vi blev enige om, at så kunne vi lige så godt omfavne youtube-formatet helt med video og animation.”

”Mange kender nok Popsi og Krelle, og vi kunne se hos dem, hvordan Youtube-formatet kan give musikken flere dimensioner. Vi blev enige om, at vi jo i hvert fald lige så godt kunne prøve.”

Corona gav luft til at handle
Musikken er ikke taget ud af den blå luft. Daniel har læst musikvidenskab på Aarhus Universitet, og deres tjeneste i kirken, hvor de kommer, er lovsang. Idéen til Englesang har længe boet hos Therese og Daniel, der til dagligt er lærere på Efterskolen Kildevæld. Med hjemsendelsen fra efterskolen på grund af corona, blev der pludselig luft til at gøre noget ved idéen.

”Med hjemsendelsen fik vi både tiden til at gøre noget ved idéen, men vi opdagede også, at behovet var der. Så man kan sige, at hjemsendelsen var det spark, der skulle til. På den måde er der for os kommet noget positivt ud af corona og nedlukning for os. Det er dejligt med en positiv historie lige nu!”

”Vi har faktisk ingen erfaring med børn. Vi er ikke en del af børnekirken, men er lovsangere,” fortæller Daniel.

Sange fra barndommen
Alligevel føltes det rigtigt at gå ind i arbejdet med en kanal henvendt til børn. Daniel og Therese kommer begge fra kristne familier og har derfor også de gamle sange med sig fra barndommen. Til trods for at de kommer fra forskellige kristne sammenhænge fra forskellige steder i landet var børnesangene noget af det, de havde til fælles. Og som de også oplever at have tilfælles med andre venner nu. ”Vi er kendt med at stå i skel mellem forskellige kirkeretninger Der har vi opdaget, at børnesangene er noget af det, vi har tilfælles. Det er megagodt, at der er så meget fælles i børnesangsuniverset,” siger Daniel og fortsætter: ”Det vil glæde mig, hvis dem, der er børn nu fra forskellige kirker og steder i landet, også kan synge de samme sange en gang. På den måde hylder vi med Englesang vores fælles arv.”

”Ja, for vi tænker jo tilbage med glæde på, at det er noget vi har fået med. Børnensangene videreformidler om noget den kristne tro på en enkel måde.”

”Jeg kan huske, at min mormor sang,” fortæller Therese. ”De sange kan jeg også synge nu. Når vi har sunget nogle af de sange og har skullet tjekke teksten, så kan jeg jo se, at jeg kan huske dem endnu. Også selvom jeg var lille, da jeg lærte dem.”

Musik og børn
Jeg spørger dem, hvad det er musik kan med børn?

Daniel er hurtig til at svare: ”Glæde! Musik er en enorm glædesformidler. Det skaber fællesskab. Og virker dragende. Kroppen sætter i gang, når musikken spiller – man skal i hvert fald være meget kedelig, hvis man kan lade være!”

Therese falder ind: ”Musik er nemt at huske – ord bliver husker bedre, når musik kobles med. Og så er de her kristne børnesange jo med til at forme et Guds billede: Når vi synger om Guds kærlighed, der er hele vejen rundt om os, så er det jo en Gud, der elsker mig. På den måde er sangene med til at give et sprog for troen og relationen til Gud.”

”Musikken kan tale igennem det, vi forsøger at forstå. Musikken kan komme ind og tale til noget af det, der er dybere i os.” forklarer Daniel, før han fortsætter: ”Jeg kan ikke huske, hvordan jeg som barn forholdt mig til troen i de sange, vi sang. Men jeg har jo båret dem med mig, og så de er nået dybere ind og har sat deres aftryk i mig.”

”Sangene får lov at tale til krop, sjæl og følelser, så troen bliver plantet på et andet plan.”

”For os har musik altid fyldt meget. Og for mig,” siger Daniel ”har musikken altid været mit sprog. Der er nogen, der siger, at et billede siger mere en 1000 ord. For mig er det musikken, der kan det.”

Håb for fremtiden
Så hvad er håbet med Englesang?

”I første omgang er kanalen tænkt som et værktøj for kristne forældre. Ligesom børnekirker kan bruge det som en ressource. Vi vil gerne hjælpe, så de her sange bliver en naturlig del af dagligdagen for familier, fordi de ligger på en platform, som folk er vant til at bruge.”

”Vi er blevet positivt overraskede over, hvor meget det vokser, og hvor langt det når ud – og hvor hurtigt. Det gør det hele værd. For vi har haft ret i, at der var et behov!”

Therese fortæller, hvordan hun vågnede en nat i juleferien: ”Jeg kunne bare mærke, at det var NU vi skulle rykke på det her med Englesang. Jeg ved ikke, om man kan kalde det et kald, men jeg er sikker på, at Gud har inspireret os og velsigner det.”

Hun holder en kort pause, før hun siger: ”Også den måde vi selv bliver velsignet af arbejdet. Vi bliver glade af det, vi hygger os med det, og vi bliver selv fyldt på af det.

Det føles rigtigt. Og det er den rigtige tid til det.”

”Vi gør, hvad vi kan, for at det skal være godt. Vi har lagt ud med en ny sang om ugen. Vi kan godt se allerede nu, at det er meget, hvis det skal fortsætte i det tempo, for det er jo bare en sidebeskæftigelse.”

”Vi håber da, at vi kan fortsætte med at lægge ud og med at vedligeholde. Men vi gør det, fordi det giver mening. Og det giver mening, når vi modtager videoer af børn, der danser foran fjernsynet. Fagterne og glæden smitter.”

Der er en pause i samtalen.

Så siger Daniel: ”Før vi lagde de første videoer ud, havde vi overhovedet ikke tænkt over, hvordan Englesang så ud om to år. Det kan da godt være, at vi kommer til at skulle det.”

Therese venter parrets første barn. Og som Daniel tørt konstaterer: ”Det skal vi da nok bruge 14 dage på!” Hvor meget tid, der bliver til Englesang og hvad Englesang bliver til, må tiden vise. Men at Therese, Daniel og Martin har set rigtigt, da de så et behov, er der i hvert fald ikke tvivl om!

Du kan følge med hos Englesang på facebook her.

Du finder Youtube-kanalen Englesang her

,

Velsignelse til en svær tid – til brug i familien

Vi lever i en mærkelig og omskiftelig tid. Selvom (de fleste) børn er gode til at navigere i at hverdagen er påvirket at COVID19 pandemien og nye restriktioner, så er det ikke kun voksne, der er påvirkede og pressede af, at meget er nyt, usikkert og omskifteligt.

Det følgende er et velsignelsestirual skabt af Leane Hadley, du som voksen kan bruge for at hjælpe dit barn (eller børnene i din børnekirke, klub eller menighed) med at sætte ord på det, der er svært på en god måde og samtidig være stille i Guds nærvær.

Hvis du gentager dette uge efter uge, så vil du skabe et ritual, der giver barnet en praksis til at håndtere stress på en måde, der ikke bare kan bruges nu og her, men som også kan blive til gavn også på lang sigt. På den måde bliver ritualet et redskab, som dit barn kan tage med sig til at håndtere andre svære situationer eller omstændigheder.

Til velsignelsen har du brug for de følgende ting: En sodavand (gerne i flaske), et stearinlys og noget at tænde det med og din finger.

Velsignelsesritualet:

Første del: At sætte ord på vores stress
Sæt dig ned med dit barn og ryst sodavanden. Det vil sikker fange deres opmærksomhed! Hvis barnet spørger, hvorfor du ryster flasken siger du (og hvis barnet ikke spørger, fortæller du alligevel): ”Sodavandsflasken er dig og den er mig. Vi er blevet rystede. Hver eneste bobbel i sodavanden er følelser, vi har mærket.”

Tal så med barnet om, hvad der ville ske, hvis I åbnede sodavanden hurtigt, nu hvor I har rystet den? (Hvis du har mod på det, kan I jo gå udenfor og se, hvad faktisk vil ske, hvis I gør det – så kan I også få et godt grin sammen!) ”Sodavanden vil sprøjte ud over det hele – som en lille eksplosion! Sådan kan det også gå med os, hvis vi ikke får vores følelser ud på en stille måde. De vokser og eksploderer. Og så siger vi ting vi ville ønske, vi ikke havde sagt til mennesker vi elsker – og vi kan endda ende med at slå nogen eller kaste med ting og komme til at gøre andre ondt.
Lad os prøve at sige, hvad nogle af boblerne i vores sodavand er.” (Brug så lang tid på at fortælle om det, der er trælst, svært, godt og alt muligt andet, som I har brug for).

Brug så lidt tid på at tænke over og tale om, hvad I kan gøre for at få boblerne inden i jer selv ud: Det kunne være ting som at sparke til en bold, gå en tur, gynge, danse, synge, skrive i en dagbog, tegne et billede, tage til stranden og kaste sten eller grene i vandet…. Vælg en af tingene, som I kan gøre sammen i den næste uge. Lov hinanden, at I vil gøre det mindst én gang i løbet af ugen.

Anden del: Vær stille
Når I har brugt tid på at snakke om jeres følelser og har fundet på måder at udtrykke dem på, er det tid til at tænde lyset.
Et tændt lys er beroligende og børn (og voksne, for den sags skyld) bliver instinktivt tiltrukket af det. Tænd lyset og bed dit barn om at sidde med dig i skæret fra lyset og trække vejret sammen. Træk vejret ind og ud og forestil jer, at det er Guds kærlighed, I får ind i jer. Sid bare kort tid (1 minut kan være lææænge til at starte med). Bed så dit barn om at puste lyset ud og giv dem et knus.

(Her kan du gøre brug af et kneb fra Godly Play, hvor man taler om at lyset ikke pustes ud, men forandres: flammen bliver til røgen, som bliver en del af luften. Det er et tegn på, at Jesus og hans Ånd altid er omkring os – også når vi ikke kan se det. I denne sammenhæng bliver det til et tegn på at Guds kærlighed og roen også er med os, når vi ikke sidder sammen med et stearinlys tændt. På den måde er du med til at gøre stilheden og kærligheden tilgængelig for dit barn uden at I skal have et lys tændt)

Tredje del: Velsign barnet
I velsignelsen ser du dit barn i øjnene og fortæller dem, at han/hun er stærk; at barnet kan klare svære ting; at du ved, han/hun gør sit bedste og at Gud altid er med ham/hende. (Du kender dit barn, og ved, hvad det har brug for at høre. Så brug de udtryk og ord, som du tror, vil gøre størst gavn)

Slut af med at tegne et hjerte eller et kors med din finger på dit barns hånd eller pande – som en påmindelse om, at Gud elsker dem!
Lad evt. barnet gøre det samme ved dig.

Lyder det for nemt?
Dette er et meget enkelt og samtidig godtgørende ritual for børn. Den eneste svære del af ritualet er, at den voksne, som vejleder barnet er nødt til at kunne dele barnets oprigtige følelser – det er vigtigt at barnets følelers og oplevelser bliver taget kærligt imod uden irettesættelse.

For – helt ærligt – vi er alle sammen pressede i øjeblikket og ingen af os har lyst til at blive udspurgt om hvordan eller hvorfor vi har det, som vi har. Børn gør modstand, hvis de bliver udspurgt eller presset til at dele deres dybeste følelser præcis som voksne også gør. Her er ritualet en mulighed for at samles, dele, tænde et lys, trække vejret sammen og velsigne hinanden i tillid til at hvor to eller tre er samlet er Gud med!

Leane Hadley, der har lavet dette ritual skriver: ”Ritual er en gave. Det er min bøn, at dette godgørende ritual kan blive en regelmæssig del af jeres bønneliv hjemme og at I igennem det vil finde den styrke og det håb, som kun Gud kan give os i usikre tider!”

Oversat fra “Helping our kids through stressfull times” af Rev. Dr. Leane Hadley på UMC.org

4 alternative idéer til at fejre Halloween derhjemme:

Hvordan kan I som familier være med til at markere Alle Helgen/Halloween?

Her kommer 4 idéer til at forkynde lyset, håbet og opstandelsen og samtidig gøre brug af den anledning Halloween tilbyder os:

  1. Spis aftensmad kun med levende lys. Brug anledningen til at fortælle om bedsteforældre eller andre, som er døde. Vis billeder og fortæl de historier, I som voksne husker. Brug muligheden til at gøre familiehistorien større. Brug evt. tid på at sige tak i bøn for det, I har fået som familie fra disse familiemedlemmer.
  2. Gå en tur på kirkegården – sæt lys på gravene af dem, I kender.
  3. Del slik ud ved jeres dør – find slik, der kan knyttes sammen med bibelvers eller budskabet om Guds kærlighed og lys, som I kan give med.
  4. Brug anledningen til at gøre noget, som er sjovt, hyggeligt eller festligt for jeres familie: synes I, det er sjovt at klæde jer ud, så gør det sammen. Synes I, det er sjovt at danse i mørket med glow-sticks? Eller hygger I jer med sammen at udskære græskar?
,

Godnat med SkyKids

Skrevet af Charlotte Frederiksen, børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke Randers

At være kirke i en tid hvor alt ikke er som det plejer, kræver kreativitet, omstilling og nytænkning. I Den Evangeliske Frikirke i Randers har vi fået en god ide. Vi sender hver aften ”Godnat med Skykids” – som er vores børnekirke. Godnat med Skykids består af videoer på 10-15 minutter, hvor vi fortæller godnathistorie, beder sammen og synger godnat sang. Lederne i børnekirken skiftes til at optage videoerne.

Samhørighed og nærhed
Der er mange ting jeg elsker ved dette initiativ. Jeg elsker, at det skaber det der helt særlige rum af nærvær og samhørighed mellem den voksne og barnet som lytter. Jeg elsker, at det kan fungere som inspiration til forældre og at det skaber et vindue for, hvordan man kan tale om tro derhjemme.

I videoerne introducerer vi forskellige måder at bede på samt forskellige godnatsange. Dette for at vise, at vi som leder også selv gør det forskelligt, og at der ikke er én rigtig måde at gøre det på.

Tilknytning til kirken
Jeg elsker også at børnene føler sig knyttet til kirken i en tid, hvor vi ellers ikke mødes. Og så elsker jeg, at det er nemt at gå til, og at det er muligt at bringe alle ledere i spil. I en børnekirke med 130 børn og 20 ledere er det fantastisk at kunne gøre noget som samlet børnekirke. For det enkelte barn er det vigtigt at se lige præcis den leder, som betyder noget ganske særligt for det barn.

Godnatstemning
Vi forsøger at skabe en ægte godnat stemning med dyner, bamser og dæmpet belysning. Vi har bl.a. hørt om Samuel, der hører Guds stemme for første gang. Historierne følges op ad refleksionsspørgsmål som ”Gad vide hvorfor Samuel ikke kunne høre, at det var Gud der talte?” eller ”Mon du har prøvet, at Gud talte til dig?”. Vi introducerer børnene (og deres forældre) for chat and catch, raketbøn, fadervor, at lyse velsignelsen samt forskallige salmer og sange.

“Det gør mig tryg”
Vi har indtil nu fået mange skønne reaktioner bl.a. fra en pige på 9 år, der så det sammen med sin mor. Efterfølgende ville hun gerne låne morens telefonen for at se den en gang mere. Moren kunne senere høre at datteren blev ved med at høre godnatsangen igen og igen og igen og sagde efterfølgende ”Mor den sang gør mig bare så tryg”. Se så er det jo alle anstrengelserne værd.

Kopier endelig idéen
Gud kan få det bedste ud af alting. Og selvom jeg nogle gange synes det har været udfordrende at være børnekirke i en tid præget af corona og alt hvad det bar med sig, så har Gud også brugt situationen til at åbne mine øjne over for nye muligheder og det at turde udfordre det ellers så trygge ”plejer”.

Kopier endelig ideen, hvis du tænker den kan fungere i jeres sammenhæng. Alle medarbejder har optaget deres videoer hjemme ved brug af computer eller mobil og så har vi efterfølgende klippet videoen sammen med en genkendelig intro.

Vær obs på ophavsrettet, hvis du skulle få lyst til at læse op fra en bog.